Sørge-Cantate over Høisalig Kong Frederik den SjetteFrederik 6. døde 3. december 1839.
Sat i Musik af J. P. E. Hartmann, afsungen ved Sørgefesten i Studenterforeningenforening stiftet i 1820 »til Videnskabelighed og Brodersinds Fremme« af beboere på kollegiet Regensen; foreningen holdt i begyndelsen til i lejede lokaler på Store Købmagergade i København. den 28de Januarkong Frederik 6.s fødselsdag. 1840
Før Talen
Død er vor Konge! Død Kong Frederik!
Hans Kongevei tidt gjennem Tjørne gik,
Han meente ærligt det med Folk og Rige.
Død er vor Konge! Død Kong Frederik!
Og Hjertet føler, hvad de Ord vil sige!
Ved
Om Kongesønnen i de kolde Sale! –
Høit om
Paa Bondens brudte Aag er Støtten sat
Mod Himlen peger den i Sorgens Nat.
Høit ruller Bølgen mod den danske Slette,
Den synger om
Velsignet være Frederik den Sjette,
Ei sælges tør, o Afrika, din Søn
Naar Svalen kommer hid fra Keiserborgen,
Fra
Den Sorg, dens Moder saae paa Kongens Pande,
Da der han værnede om Hjemmets Lande
Om Oldtids Tingsted Bondens Marker tale,
Thi der udtaler jo sin bedste Skjønnen,
Ei Adelsbaaren kun, men Bondesønnen.
Kongen er død!
Hør over
Sørgesangen,
Som den ved
»
Og du min Cithar stille!
Nu bæres Kongen bort
Til Graven!«
»Nu bæres Kongen bort til Graven!
Den danske Bonde bad: o, maae vi bære
Vor Konge til hans sidste Hvilested!
Den lange Vei er kort, og let vil være
Den Byrde, som har al vor Kjærlighed.
Han Byrden bar for os, und os den Ære,
Den lange Vei er kort, naar ham vi bære!
Gud
Taknemlighed, betegn du Danmarks Folk!
I hvert et Bondehuus, om nok saa lille,
Et Lys er tændt, langs Veien hvor de gaae,
Og i den kolde Nat, ved Grøften stille
Med deres Børnebørn de Gamle staae:
»Nu kommer Kongens Liig! see Faklen brænder!«
Og Barn og Gubbe folde deres Hænder;
De glemme aldrig dette Øieblik.
»I Jesu Navn! Farvel Kong Frederik!«
Lad
Og Faklen lyse rød!
For os hiin Sørgesang gjenlød!
»Nu bæres Kongen bort til Graven!«
Efter Talen
Hvad er mod Aandens Rige hist
Den Pragt, os Jorden viste.
Den samler sig til allersidst
Her i den snevre Kiste!
I Kirkens gamle, hvælvede Gange
Lød de dybe Sørgesange Over Kongens Baare.
Det var ei den sidste Taare,
Mangt et Øie der ham gav;
Grædes vil der langt fra Kongens Grav.
O, mangt et Træk, saa ærligt, ligefremt,
Tegn paa hans Hjerte, har vort Hjerte gjemt,
Det bliver aldrig glemt.
Der er saa tyst nu ved hans Grav.
Kun Maanens Straale kysser Kongens Kiste.
Tag vort Farvel! det er det sidste!
- 1
- Ewalds Sørgesang over Høisalig Kong Frederik V.↩
Henvis til værket
H.C. Andersen: Sørge-Cantate over Høisalig Kong Frederik den Sjette. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 8: Digte II 1840-1875. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.