Solskinshistorier
»Nu skal jeg fortælle!« sagde blæsten.
»Nej, tillader De,« sagde regnvejret, »nu er det min tur! De har længe nok stået ved gadehjørnet og tudet alt hvad De kunne tude!«
»Er det tak,« sagde blæsten, »fordi jeg til ære for Dem har vendt mangen paraply, ja, knækket den når folk ikke ville have med Dem at gøre?«
»Jeg fortæller!« sagde solskinnet, »stille!« og det blev sagt med glans og majestæt, så blæsten lagde sig så lang den var, men regnvejret ruskede i blæsten og sagde: »Det skal vi tåle! Hun bryder altid igennem, denne madam solskin. Vi vil ikke høre efter! Det er ikke umagen værd at høre efter!«
Og solskinnet fortalte:
»Der fløj en svane hen over det rullende hav, hver fjer på den skinnede som guld. Én fjer faldt ned på det store købmandsskib som for fulde sejl gled forbi. Fjeren faldt i det krøllede hår på den unge mand, tilsynsmand over varerne,
»Svanen fløj hen over den grønne eng hvor
»Svanen fløj ind i skovensomhed, hvilede sig der på de stille mørke søer hvor åkanden gror, hvor de ville skovæbler gror, hvor gøg og skovdue har hjemme.
En fattig kone samlede brændsel, nedfaldne grene, bar dem på sin ryg, sit lille barn bar hun ved brystet og gik sin hjemvej. Hun så den gyldne svane, lykkens svane, løfte sig fra den sivgroede bred. Hvad skinnede der? Et gyldent æg. Hun lagde det ved sit bryst, og varmen blev; der var vist liv i ægget. Ja, det pikkede inden for skallen, hun fornemmede det og troede det var hendes eget hjerte der slog.
Hjemme i sin fattige stue tog hun guldægget frem. »Tik! Tik!« sagde det, som var det et kosteligt guldur, men et æg var det med levende liv. Ægget revnede, en lille svaneunge,
Hun kyssede hver ring, lod hvert barn kysse en af ringene, lagde den ved barnets hjerte, satte den på barnets finger.
»Jeg så det!« sagde solskinnet. »Jeg så hvad der fulgte!«
Den anden af drengene løb straks ud på engen hvor blomsterne stod med alle tænkelige farver. Han plukkede en håndfuld, klemte dem så fast at safterne sprøjtede ham ind i hans øjne, vædede ringen, det kriblede og krablede i tanker og i hånd, og efter år og dag talte den store stad om den store maler.
Den tredje af drengene holdt ringen så fast i sin mund at den gav klang, genlyd fra hjertebunden. Følelser og tanker løftede sig i toner, løftede sig som syngende svaner, dukkede sig som svaner ned i den dybe sø, tankens dybe sø. Han blev tonernes mester, hvert land kan nu tænke: »Mig tilhører han!«
Den fjerde lille, ja, han var
»Det var en lang historie den!« sagde blæsten.
»Og kedelig!« sagde regnvejret. »Blæs på mig at jeg kan komme mig igen!«
Og blæsten blæste, og solskinnet fortalte:
»Lykkens svane fløj hen over den dybe havbugt hvor fiskerne havde spændt deres garn. Den fattigste af dem tænkte på at gifte sig, og han giftede sig.
Til ham bragte svanen et stykke rav; rav drager til sig, det drog hjerter til huset. Rav er den dejligste røgelse. Der kom en duft som fra kirken, der kom en duft fra Guds natur. De følte ret huslivets lykke, tilfredshed i de små kår, og da blev deres liv en hel solskinshistorie.«
»Skal vi nu bryde af?« sagde blæsten. »Nu har solskinnet længe nok fortalt. Jeg har kedet mig!«
»Jeg også!« sagde regnvejret.
»Hvad siger nu vi andre som har hørt historierne?«
»Vi siger: »Nu er de ude!«
Solskins-Historier
Trykt første gang i engelsk oversættelse ved Anna Raasløff med titlen »Sunshine Stories« i Riverside Magazine, der udkom i maj 1869. Trykt første gang på dansk i Fra nordiske Digtere. Et Album, der udkom i november 1869 (BFN 991). Optaget i Eventyr og Historier. Ny Samling, der udkom den 30. marts 1872. Sidstnævnte udgave følges her.
BFN 1017/V,133-135/VII,354-355.
Tekstrettelser i forhold til trykforlægget
261,9 | »stille < »Stille |
263,14 | »nu < »» nu |
Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til det danske førstetryk
261 | titlen var forsynet med forfatterangivelse på ny linje: af H. C. Andersen – 12: Madame < Madam – 13: værdt < værd |
262 | 5: hun < det var varmt endnu. Hun – 32: Skumpelskud < Skrumpelskud – 38: som gyldne < som syngende |
261 | |
Supercargo | person, der forestod tilsyn med varer og salget af ladningen. |
den lille Faarevogter … Tro og Viden | måske filosoffen, professor Rasmus Nielsen (1809-1884), som var husmandssøn, og som netop i disse år hævdede muligheden af at forene tro og viden. | 262 |
fjedret | fjerklædt. |
Den ene Dreng … Skind | Bertel Thorvaldsen (1770-1844), billedhugger, fik sit internationale gennembrud i Rom i 1802-1803 med en statue af Jason (græsk sagnhelt, der i spidsen for argonauterne drog til Kolchis ved Sortehavet for at hente det gyldne skind). |
Skumpelskud | ynkelig og ringeagtet person. |
Smøer | prygl. |
Del
Henvis til værket
H.C. Andersen: Solskins-Historier. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk
Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession