H.C. Andersen

Solskinshistorier

»Nu skal jeg fortælle!« sagde blæsten.

»Nej, tillader De,« sagde regnvejret, »nu er det min tur! De har længe nok stået ved gadehjørnet og tudet alt hvad De kunne tude!«

»Er det tak,« sagde blæsten, »fordi jeg til ære for Dem har vendt mangen paraply, ja, knækket den når folk ikke ville have med Dem at gøre?«

»Jeg fortæller!« sagde solskinnet, »stille!« og det blev sagt med glans og majestæt, så blæsten lagde sig så lang den var, men regnvejret ruskede i blæsten og sagde: »Det skal vi tåle! Hun bryder altid igennem, denne madam solskin. Vi vil ikke høre efter! Det er ikke umagen værd at høre efter!«

Og solskinnet fortalte:

»Der fløj en svane hen over det rullende hav, hver fjer på den skinnede som guld. Én fjer faldt ned på det store købmandsskib som for fulde sejl gled forbi. Fjeren faldt i det krøllede hår på den unge mand, tilsynsmand over varerne, superkargo kaldte de ham. Lykkefuglens fjer berørte hans pande, blev pen i hans hånd, og han blev snart den rige købmand der nok kunne købe sig sporer af guld, forvandle guldfad til adelsskjold. Jeg har skinnet ind i det!« sagde solskinnet.

»Svanen fløj hen over den grønne eng hvor den lille fårevogter, en dreng på syv år, havde lagt sig i skyggen af det gamle, eneste træ herude. Og svanen i sin flugt kyssede et af træets blade, det faldt i drengens hånd, og det ene blad blev til tre, blev til ti, blev til en hel bog, og han læste i den om naturens underværker, om modersmålet, om tro og viden. Mod sengetid lagde han bogen under sit hoved for ikke at glemme hvad han havde læst, og bogen bar ham til skolebænk, til lærdoms bord. Jeg har læst hans navn mellem de lærdes!« sagde solskinnet.

»Svanen fløj ind i skovensomhed, hvilede sig der på de stille mørke søer hvor åkanden gror, hvor de ville skovæbler gror, hvor gøg og skovdue har hjemme.

En fattig kone samlede brændsel, nedfaldne grene, bar dem på sin ryg, sit lille barn bar hun ved brystet og gik sin hjemvej. Hun så den gyldne svane, lykkens svane, løfte sig fra den sivgroede bred. Hvad skinnede der? Et gyldent æg. Hun lagde det ved sit bryst, og varmen blev; der var vist liv i ægget. Ja, det pikkede inden for skallen, hun fornemmede det og troede det var hendes eget hjerte der slog.

Hjemme i sin fattige stue tog hun guldægget frem. »Tik! Tik!« sagde det, som var det et kosteligt guldur, men et æg var det med levende liv. Ægget revnede, en lille svaneunge, fjeret som af det pure guld, stak hovedet frem. Den havde om halsen fire ringe, og da den fattige kone netop havde fire drenge, tre hjemme og den fjerde som hun havde båret med i skovensomheden, så begreb hun straks at her var en ring til hver af børnene, og idet hun begreb det, fløj den lille guldfugl.

Hun kyssede hver ring, lod hvert barn kysse en af ringene, lagde den ved barnets hjerte, satte den på barnets finger.

»Jeg så det!« sagde solskinnet. »Jeg så hvad der fulgte!«

Den ene dreng satte sig i lergraven, tog en klump ler i sin hånd, drejede det med fingrene, og det blev en Jasonskikkelse der havde hentet det gyldne skind.

Den anden af drengene løb straks ud på engen hvor blomsterne stod med alle tænkelige farver. Han plukkede en håndfuld, klemte dem så fast at safterne sprøjtede ham ind i hans øjne, vædede ringen, det kriblede og krablede i tanker og i hånd, og efter år og dag talte den store stad om den store maler.

Den tredje af drengene holdt ringen så fast i sin mund at den gav klang, genlyd fra hjertebunden. Følelser og tanker løftede sig i toner, løftede sig som syngende svaner, dukkede sig som svaner ned i den dybe sø, tankens dybe sø. Han blev tonernes mester, hvert land kan nu tænke: »Mig tilhører han!«

Den fjerde lille, ja, han var skumpelskud, han havde pip, sagde de, han skulle have peber og smør som de syge kyllinger. De sagde nu ordene med den betoning de ville: »Peber og smør!« og det fik han, men af mig fik han et solskinskys,« sagde solskinnet, »han fik ti kys for et. Han var en digternatur, han blev knubset og kysset, men lykkeringen havde han fra lykkens gyldne svane. Hans tanker fløj ud som gyldne sommerfugle, udødelighedssymbolet!«

»Det var en lang historie den!« sagde blæsten.

»Og kedelig!« sagde regnvejret. »Blæs på mig at jeg kan komme mig igen!«

Og blæsten blæste, og solskinnet fortalte:

»Lykkens svane fløj hen over den dybe havbugt hvor fiskerne havde spændt deres garn. Den fattigste af dem tænkte på at gifte sig, og han giftede sig.

Til ham bragte svanen et stykke rav; rav drager til sig, det drog hjerter til huset. Rav er den dejligste røgelse. Der kom en duft som fra kirken, der kom en duft fra Guds natur. De følte ret huslivets lykke, tilfredshed i de små kår, og da blev deres liv en hel solskinshistorie.«

»Skal vi nu bryde af?« sagde blæsten. »Nu har solskinnet længe nok fortalt. Jeg har kedet mig!«

»Jeg også!« sagde regnvejret.

»Hvad siger nu vi andre som har hørt historierne?«

»Vi siger: »Nu er de ude!«

Solskins-Historier

Trykt første gang i engelsk oversættelse ved Anna Råsløff med titlen »Sunshine Stories« i Riverside Magazine, der udkom i maj 1869. Trykt første gang på dansk i Fra nordiske Digtere. Et Album, der udkom i november 1869 (BFN 991). Optaget i Eventyr og Historier. Ny Samling, der udkom den 30. marts 1872. Sidstnævnte udgave følges her.

BFN 1017/V,133-135/VII,354-355.

Tekstrettelser i forhold til trykforlægget

261,9»stille < »Stille
263,14»nu < »» nu

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til det danske førstetryk

261titlen var forsynet med forfatterangivelse på ny linje: af H. C. Andersen – 12: Madame < Madam – 13: værdt < værd
2625: hun < det var varmt endnu. Hun – 32: Skumpelskud < Skrumpelskud – 38: som gyldne < som syngende
261
Supercargoperson, der forestod tilsyn med varer og salget af ladningen.
den lille Fårevogter … Tro og Videnmåske filosoffen, professor Rasmus Nielsen (1809-1884), som var husmandssøn, og som netop i disse år hævdede muligheden af at forene tro og viden.
262
fjedretfjerklædt.
Den ene Dreng … SkindBertel Thorvaldsen (1770-1844), billedhugger, fik sit internationale gennembrud i Rom i 1802-1803 med en statue af Jason (græsk sagnhelt, der i spidsen for argonauterne drog til Kolchis ved Sortehavet for at hente det gyldne skind).
Skumpelskudynkelig og ringeagtet person.
Smøerprygl.

Del

[Sassy_Social_Share]

Henvis til værket

H.C. Andersen: Solskins-Historier. Udg. af [INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk

Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession