Det er kun Dage siden vi Dig saae

Livsglad omfavne dine Smaa,

Saa riig paa Glæde.

Nu om din Grav vi græde!

Du som aldrig os Sorg har skabt –

Dig har vi tabt.

Du lille Ida, Du kan forstaae:

Moder er død fra Eder, I Smaa!

Som ældre, som Trøster,

Vil Du fortælle din yngre Søster,

Hvor glade I leged’ paa hendes Skjød –!

Ak, hun er død!

Tyst er der nu i det Hjem, hun forlod,

Hvor hun qvindelig, elskelig, god,

Dulmed’ hver Smerte,

Lyste ved Aand og ved Hjerte. –

– De Bedste døe bort! – Os Gravene lærte

Hvad Hjertet haaber paa Jesus og veed:

»Udødelighed!«

Paa Paaskemorgen blev Sophie bragt

Til Gravens stille Ro. Det var fuldbragt,

Og Festens Klokker ringed’,

»Opstandelse« de klinged’.

Gjensynets Trøst de os gav,

Ved Sophies Grav.