† Sophie Thiele

Det er kun Dage siden vi Dig saae

Livsglad omfavne dine Smaa,

Saa riig paa Glæde.

Nu om din Grav vi græde!

Du som aldrig os Sorg har skabt –

Dig har vi tabt.

Du lille Ida, Du kan forstaae:

Moder er død fra Eder, I Smaa!

Som ældre, som Trøster,

Vil Du fortælle din yngre Søster,

Hvor glade I leged’ paa hendes Skjød –!

Ak, hun er død!

Tyst er der nu i det Hjem, hun forlod,

Hvor hun qvindelig, elskelig, god,

Dulmed’ hver Smerte,

Lyste ved Aand og ved Hjerte. –

– De Bedste døe bort! – Os Gravene lærte

Hvad Hjertet haaber paa Jesus og veed:

»Udødelighed!«

Paa Paaskemorgen blev Sophie bragt

Til Gravens stille Ro. Det var fuldbragt,

Og Festens Klokker ringed’,

»Opstandelse« de klinged’.

Gjensynets Trøst de os gav,

Ved Sophies Grav.