»Spørg Amagermo’er«!

Der var en ældgammel Gulerod,

Saa knoldet, saa tyk og saa tung,

Den havde et ganske forfærdeligt Mod,

Den vilde gifte sig med en ung, En yndig ung,

lille Gulerod Af Røddernes fineste Blod.

– Og Brylluppet stod.

Bevertningen var ubetalelig god,

Den kostede slet ingen Penge;

De slikkede Maaneskin og drak Dugg,

Tog Blomsterfnug,

Som det kom fra Mark og Enge.

– Gammel Gulerod hilsede med et Buk,

Og talte saa langt og saa længe,

De Ord de klukkede Kluk i Kluk;

– Ung Gulerod sagde ikke et Muk,

Sad uden at give et Smiil eller Suk,

Ung og smuk.

Hvis ikke Du troer,

Spørg Amagermo’er!

Et Rødkaalshoved var deres Præst,

Og Brudepiger Hvideroer;

Agurk’ og Asparges sad som Æresgjest,

Kartoflerne stod og sang Chor.

Og der blev dandset af Lille og Stor.

Spørg Amagermo’er!

Gammel Gulerod sprang uden Strømper og Skoe,

Hu, hei! han revned’ i Ryggen,

Og saa var han død, kunde aldrig groe.

Ung Gulerod loe,

Saa underligt vender sig Lykken.

Nu var hun Enke, nu var hun glad,

Nu kunde hun leve som helst hun gad,

Kunde svømme som Jomfru i Suppefad,

Ung og glad.

Hvis ikke Du troer,

Spørg Amagermo’er!