H.C. Andersen

Studenten fra Lund

(Skreven for svenske Studenter)

Studenter-Byen ei jeg glemmer,

Det gamle Lund, saa vidt bekjendt,

Om den jeg mangt et Minde gjemmer,

Hurra! jeg er fra Lund Student!

Her løb de glade Ungdoms Sange,

End lyde de, saa smukke, mange!

I Gaderne utalte Gange,

Ved Maaneskin, ved Lygte-Skjær

Med lystig Sang vi vandre her!

Bag Vinduet sig Gardinet rører,

Hvo er det, som paa Sangen hører?

– Jeg røber ei min Hjertenskjær!

I Sommerqvæl, o hvilken Gammen!

Naar Linden smukt i Blomster staaer,

I »Lundegaarden« sidder sammen

En Kreds, hvis Hjerte selv har Vaar,

Og ingen Sky for Maanen svæver,

Den gamle Kirke smukt sig hæver,

En Bauta paa den grønne Plet,

Som Gubbe vil jeg mindes det!

Vor Pibe damper, Ordet lever,

Er Hjertet ungt, det elsker let.

Det er saa godt en Ven at eie,

Han mødes bedst i Ungdoms Tid,

En Stund saa skilles vore Veie,

Men her vil Tanken flyve hid,

Meer snel end Nordens stærke Vinde,

Her, under »Lundegaardens« Linde,

Vi atter os i Kredsen finde,

Hurra! jeg er fra Lund Student!

Her Aandens Altar-Blus blev tændt,

Her Sangene fra Læben strømte,

Her var jeg ung, her Hjertet drømte,

Her har jeg Sorg og Glæder kjendt.

Studenten fra Lund

Først kendte tryk i Kjöbenhavns Morgenblad, nr. 17, 3. maj 1840. BFN 376

23
End (lyde)endnu.
Hvohvem.
(Sommer)qvælkvæld; aften.
Gammenglæde, fryd.
Bautabautasten; aflang sten, der, stillet på højkant og delvis nedgravet, står som grav- el. mindesten.
Meer snelhurtigere.

Del

[Sassy_Social_Share]