Suppe på en pølsepind

1

»Suppe på en pølsepind«

»Det var en udmærket middag i går!« sagde en gammel hunmus til en der ikke havde været med ved det gilde. »Jeg sad nummer enogtyve fra den gamle musekonge, det er ikke så ringe endda! Skal jeg nu sige Dem anretningerne, de var meget godt sat sammen! Muggent brød, flæskesvær, tællelys og pølse – og så det samme forfra igen, det var så godt som om vi fik to måltider. Der var en behagelig stemning og gemytligt vrøvl, som i en familiekreds. Ikke det mindste blev der levnet uden pølsepindene. Dem talte vi så om, og da kom det for at lave suppe på en pølsepind. Hørt herom havde jo enhver, men ingen havde smagt den suppe, endsige forstod at lave den. Der blev udbragt en nydelig skål for opfinderen, han fortjente at være fattigforstander! Var det ikke vittigt? Og den gamle musekonge rejste sig op og lovede at den af de unge mus der kunne lave mest velsmagende omtalte suppe, skulle blive hans dronning, år og dag skulle de have betænkningstid.«

»Det var ikke så galt endda!« sagde den anden mus, »men hvorledes laver man den suppe?«

»Ja, hvorledes laver man den! Det spurgte de også om, alle hunmusene, de unge og de gamle. Alle ville de gerne være dronning, men nødig ville de have ulejligheden med at gå ud i den vide verden for at lære det, og det blev nok nødvendigt! Men det er da heller ikke givet enhver at forlade familie og de gamle krinkelkroge. Ude går man ikke hver dag på osteskorpe og lugter flæskesvær, nej, sulte kan man komme til, ja, måske blive levende ædt af en kat!«

Disse tanker var det nok også som skræmte de fleste fra at drage ud på kundskab. Der fremstillede sig til afrejse kun fire mus, unge og vævre, men fattige. De ville gå hver til et af verdens fire hjørner, så kom det an på hvem lykken fulgte. Hver af dem tog en pølsepind med sig for at huske hvad de rejste for. Den skulle være deres vandrestav.

Først i maj drog de bort, og først i maj året efter kom de tilbage, men kun de tre, den fjerde meldte sig ikke, lod ikke høre fra sig, og nu var det afgørelsens dag.

»Der skal nu altid hænge noget sørgeligt ved ens bedste fornøjelse!« sagde musekongen, men gav ordre til at indbyde alle mus i mange miles omkreds. De skulle samles i køkkenet. De tre rejsemus stod i række og alene, for den fjerde, som manglede, var stillet en pølsepind med sort flor om. Ingen turde sige sin mening før de tre havde talt, og musekongen havde sagt hvad der videre skulle siges.

Nu får vi at høre!

2

Hvad den første lille mus havde set og lært på rejsen

»Da jeg drog ud i den vide verden,« sagde den lille mus, »troede jeg, som så mange i min alder, at jeg havde slugt al verdens visdom, men det har man ikke, der hører år og dag dertil før det sker. Jeg gik straks til søs. Jeg gik med et skib som skulle nordpå. Jeg havde hørt at på havet måtte kokken forstå at hjælpe sig, men det er let at hjælpe sig når man har fuldt op med flæskesider, saltmadstønder og oret mel; man lever delikat! Men man lærer ikke noget der kan bringe suppe af en pølsepind. Vi sejlede mange nætter og dage, vi havde det med slingren og med vådt. Da vi så kom hvorhen vi skulle, så forlod jeg fartøjet, det var højt oppe i Norden.

Det er underligt at komme hjemme fra sin egen krinkelkrog, gå med skib, der også er en slags krinkelkrog, og så pludselig være over hundrede mil borte og stå i et fremmed land. Der var vildsomme skove med gran og birk, de duftede så stærkt; jeg holder ikke af det! De vilde urter lugtede så krydret jeg nøs, jeg tænkte på pølse. Der var store skovsøer, vandet så klart ud nærved, men set i afstand sort som blæk. Der flød hvide svaner, jeg antog dem for skum, så stille lå de, men jeg så dem flyve, og jeg så dem gå, så kendte jeg dem. De hører til gåsens slægt, ser man nok på gangen, ingen kan fornægte sit familieskab! Jeg holdt mig til min slags, jeg sluttede mig til skov- og markmusene, der i øvrigt ved grumme lidt, især hvad traktement angår, og det var jo det at jeg rejste udenlands for. At det kunne tænkes at lave suppe på en pølsepind var dem en så overordentlig tanke at den gik straks gennem hele skoven, men at den opgave kunne løses, henregnede de til umulighed, mindst tænkte jeg da at jeg her, og det endnu den samme nat, skulle blive indviet i lavningen. Det var midsommer, derfor duftede skoven så stærkt, sagde de, derfor var urterne så krydrede, søerne så klare og dog så mørke med de hvide svaner på. I skovkanten, mellem tre-fire huse var rejst en stang høj som en stormast, og øverst på den hang kranse og bånd, det var majstangen. Piger og karle dansede rundt om den og sang dertil om kap med spillemandens violin. Det gik lystigt til ved solnedgang og i måneskin, men jeg tog ikke med, hvad skal en lille mus på skovbal! Jeg sad i det bløde mos og holdt på min pølsepind. Månen skinnede især på en plet hvor der var et træ med et mos så fint, ja, jeg tør sige så fint som musekongens skind, men det havde en grøn farve så at det var en velgerning for øjnene. Da kom der lige med et opmarcherende de yndigste små personer, ikke større end at de kunne nå mig til knæet, de så ud som mennesker, men de var bedre proportionerede, de kaldte sig alfer og havde fine klæder af blomsterblade med flue- og myggevingebesætning, slet ikke galt. Det var straks som om de søgte efter noget, jeg vidste ikke hvad, men så kom der et par stykker hen til mig, den fornemste af dem pegede på min pølsepind og sagde: »Det er netop sådan en vi bruger! Den er tilskåret, den er udmærket!« og han blev mere og mere henrykt idet han så på min vandrestav.

»Nok låne, men ikke beholde!« sagde jeg.

»Ikke beholde!« sagde de allesammen, tog om pølsepinden, som jeg slap, og de dansede med den hen til den fine mosplet, rejste pølsepinden dér midt i det grønne. De ville også have en majstang, og den de nu havde, var jo også for dem som skåret dertil. Nu blev den pyntet, ja, da fik den syn!

Små edderkopper spandt guldtråd om den, ophængte vajende slør og faner, så fint vævet, så snehvidt bleget i måneskin at det skar mig i mine øjne. De tog farver af sommerfuglens vinger og dryssede på de hvide lin, og der skinnede blomster og diamanter, jeg kendte ikke igen mere min pølsepind. Sådan en majstang som den var blevet, fandtes der vist ikke mage til i verden. Og nu først kom det rigtige store alfeselskab, det var ganske uden klæder, finere kunne det ikke være, og jeg blev indbudt til at se på stadsen, men i afstand, for jeg var dem for stor.

Nu begyndte der et spil! Det var som om tusinde glasklokker klang, så fuldt og stærkt, jeg troede det var svanerne der sang, ja, jeg syntes at jeg også kunne høre gøg og drossel, det var til sidst som om hele skoven klang med, der var børnestemmer, klokkeklang og fuglesang, de yndigste melodier, og al den dejlighed klang ud fra alfernes majstang, den var et helt klokkespil, og det var min pølsepind. Så meget havde jeg aldrig troet at der kunne komme ud af den, men det kommer nok an på hvilke hænder den kommer i. Jeg blev virkelig så bevæget, jeg græd som en lille mus kan græde, af bare fornøjelse.

Natten var alt for kort! Men den er nu ikke længere på den tid deroppe. I dagningen kom der en luftning, vandspejlet på skovsøen krusedes, alle de fine svævende slør og faner fløj hen i luften. De gyngende kiosker af spindelvæv, hængebroer og balustrader, hvad de nu hedder, der var rejst fra blad til blad, fløj som ingenting. Seks alfer kom og bragte mig min pølsepind, idet de spurgte om jeg havde noget ønske de kunne opfylde. Da bad jeg dem sige mig hvorledes man laver suppe på en pølsepind.

»Hvorledes vi bærer os ad?« sagde den fornemste og lo, »ja, det har du da nyligt set! Du kendte vel knap igen din pølsepind!«

»De mener på den måde!« sagde jeg og fortalte ligefrem hvorfor jeg var på rejse, og hvad man hjemme ventede sig af denne. »Hvad gavn,« spurgte jeg, »har musekongen og hele vort mægtige rige af at jeg har set denne dejlighed? Jeg kan ikke ryste den ud af pølsepinden og sige: Se, her er pinden, nu kommer suppen! Det var jo altid dog en slags anretning når man var mæt!«

Da dyppede alfen sin lille finger ned i en blå viol og sagde til mig: »Pas på! Jeg bestryger din vandrestav, og når du så kommer hjem til musekongens slot, rør da med staven ved din konges varme bryst, så springer der violer ud om den hele stav og det selv i den koldeste vintertid. Se, der har du da noget hjem og endnu lidt til!« men før den lille mus sagde hvad dette lidt var, vendte hun sin stav mod kongens bryst, og virkeligt, der sprang frem den dejligste buket violer der duftede så stærkt at musekongen befalede at de mus som stod nærmest skorstenen, straks skulle stikke deres haler ind i ilden at man kunne få lidt sveden lugt, for den violduft var ikke til at holde ud, det var ikke den slags man holdt af.

»Men hvad var det lidt til du talte om?« spurgte musekongen.

»Ja,« sagde den lille mus, »det er det som man nok kalder effekten!« og så vendte hun pølsepinden, og da var der ingen blomster mere, hun holdt kun den nøgne pind, og den løftede hun ligesom en taktstok.

»Violer er for synet, lugten og følelsen,« sagde alfen mig, »men der er endnu tilbage for hørelsen og smagen!« Og så slog hun takt. Det var musik, ikke som den klang i skoven ved alfernes fest, nej, som den kan høres i køkkenet. Nå, det var en laven! Det kom med ét, ligesom om vinden susede gennem alle skorstensrør, kedler og potter kogte over, ildskuffen dundrede på messingkedlen, og så, lige med ét blev det stille. Man hørte tekedlens dæmpede sang, så underlig, man forstod slet ikke om den holdt op eller begyndte. Og den lille potte kogte, og den store potte kogte, den ene brød sig ikke om den anden, det var som om der ikke var tanke i potten. Og den lille mus svingede sin taktstok vildere og vildere – potterne skummede, boblede, kogte over, vinden susede, skorstenen peb – hu ha! Det blev så forfærdeligt at den lille mus selv tabte stokken.

»Det var en svær suppe!« sagde den gamle musekonge, »kommer nu ikke anretningen?«

»Det var det hele!« sagde den lille mus og nejede.

»Det hele! Ja, lad os så høre hvad den næste har at sige!« sagde musekongen.

3

Hvad den anden lille mus vidste at fortælle

»Jeg er født i slotsbiblioteket,« sagde den anden mus, »jeg og flere af min familie dér har aldrig kendt den lykke at komme i spisestuen, endsige i spisekammeret. Først da jeg rejste og nu i dag her, så jeg et køkken. Vi led virkelig tit sult på biblioteket, men vi fik mange kundskaber. Derop nåede til os rygtet om den kongelige pris der var udsat for at lave suppe på en pølsepind, og da var det min gamle bedstemor der trak frem et manuskript, hun kunne ikke læse det, men hun havde hørt det læse, deri stod: »Er man en digter, så kan man koge suppe på en pølsepind.« Hun spurgte mig om jeg var en digter. Jeg vidste mig fri, og hun sagde at så måtte jeg gå og se til at blive det. Men hvad udfordres dertil, spurgte jeg, for det var mig lige så vanskeligt at udfinde som at lave suppen. Men bedstemor havde hørt læsning, hun sagde at der var tre hoveddele nødvendige: »Forstand, fantasi og følelse! Kan du gå og få dem ind i dig, så er du digter, og så kommer du nok ud af det med pølsepinden.«

Og så gik jeg vesterpå ud i den vide verden for at blive digter.

Forstand, vidste jeg, er i enhver ting det vigtigste, de to andre dele har ikke den agtelse! Så gik jeg altså først ud efter forstanden; ja, hvor bor den? »Gå til myren og bliv vís!« har en stor konge i Jødeland sagt, det vidste jeg fra biblioteket, og jeg standsede ikke før jeg kom til den første store myretue, der lagde jeg mig på lur for at blive vis.

Det er et meget respektabelt folkefærd, myrerne, de er bare forstand, alt hos dem er som et rigtigt gjort regnestykke, det går op. At arbejde og at lægge æg, siger de, er at leve i tiden og sørge for eftertiden, og det gør de da. De deler sig i de rene myrer og i de skidne. Rangen består i et nummer, myredronningen er nummer et, og hendes mening er den eneste rigtige, hun har slugt al visdom, og det var af vigtighed for mig at vide! Hun sagde så meget, det var så klogt at jeg syntes det var dumt. Hun sagde at deres tue var det højeste i denne verden, men tæt ved tuen stod et træ, det var højere, meget højere, det kunne ikke benægtes, og så talte man ikke derom. En aften havde en myre forvildet sig derhen, krøbet op ad stammen, ikke til kronen engang, men dog højere end nogen myre før var kommet, og da den vendte om og fandt hjem, fortalte den i tuen om noget langt højere udenfor, men det havde alle myrerne fundet fornærmeligt mod hele samfundet, og så blev myren dømt til mundkurv og vedvarende ensomhed. Men kort tid efter kom en anden myre til træet og gjorde samme rejse og opdagelse, og den talte derom, som man sagde, med besindighed og utydelighed, og da den dertil var en agtet myre, en af de rene, så troede man den, og da den døde, satte de en æggeskal for den som monument, for de agtede videnskaber. Jeg så,« sagde den lille mus, »at myrerne ideligt løb med deres æg på ryggen, en af dem tabte sit, hun havde stor anstrengelse med at få det op igen, men det ville ikke lykkes, da kom der to andre og hjalp til af alle kræfter så at de nær havde tabt deres egne æg, men så lod de øjeblikkelig igen være, for man er sig selv nærmest. Og myredronningen sagde derom at her var vist hjerte og forstand. »De to stiller os myrer øverst blandt fornuftsvæsenerne. Forstanden må og bør være den overvejende, og jeg har den største!« og så rejste hun sig på de bageste ben, hun var så kendelig – jeg kunne ikke tage fejl – og jeg slugte hende. Gå til myren og bliv vís! Nu havde jeg dronningen!

Jeg gik nu nærmere hen til det omtalte store træ, det var en eg, den havde høj stamme, mægtig krone og var meget gammel. Jeg vidste at her boede en levende skabning, en kvinde, dryade, kaldes hun, fødes med træet og dør med det. Jeg havde hørt derom på biblioteket, nu så jeg sådant et træ, så sådan en egepige. Hun gav et forfærdeligt skrig da hun så mig så nær. Hun var som alle fruentimmere meget angst for mus, men hun havde da også mere årsag end de andre, for jeg kunne gnave træet over, og ved det hang jo hendes liv. Jeg talte til hende venligt og inderligt, gav hende mod, og hun tog mig på sin fine hånd, og da hun fik at vide hvorfor jeg var gået ud i den vide verden, lovede hun at jeg skulle måske allerede samme aften erholde én af de to skatte jeg endnu søgte om. Hun fortalte mig at Fantasus var hendes meget gode ven, at han var så dejlig som kærlighedsguden, og at han mangen stund her tog hvile under træets løvfulde grene, der da susede endnu stærkere hen over dem begge to. Han kaldte hende sin dryade, sagde hun, træet sit træ, den knudrede, mægtige skønne eg var just efter hans sind, rødderne bredte sig dybt og fast ned i jorden, stammen og kronen løftede sig højt i den friske luft og kendte den fygende sne, de skarpe vinde og det varme solskin, som det skal kendes. Ja, sådan talte hun, »fuglene synger deroppe og fortæller om de fremmede lande! Og på den eneste udgåede gren har storken bygget rede, det pynter godt, og man får lidt at høre fra pyramidernes land. Alt det kan Fantasus godt lide, det er ham ikke engang nok, jeg selv må fortælle for ham om livet i skoven fra jeg var lille, og træet var spæd så at en nælde kunne skjule det, og indtil nu, det er blevet så stort og mægtigt. Sid du nu henne under skovmærkerne, og pas vel på, jeg skal når Fantasus kommer, nok finde lejlighed til at knibe ham i vingen og ruske en lille fjer af, tag den, en bedre fik ingen digter – så har du nok!«

Og Fantasus kom, fjeren blev revet af, og jeg greb den,« sagde den lille mus, »jeg holdt den i vand til den blev blød! – Den var endnu så svær at fordøje, men jeg fik den gnavet op! Det er slet ikke let at gnave sig til digter, der er så meget man må tage i sig. Nu havde jeg da de to, forstand og fantasi, og ved dem vidste jeg nu den tredje ting var at finde på biblioteket, idet en stor mand har sagt og skrevet at der gives romaner som alene er til for at befri menneskene fra de overflødige tårer, altså er en slags svamp til at optage følelser i. Jeg huskede på et par af disse bøger, de havde altid set mig ganske appetitlige ud, de var så læste, så fedtede, de måtte have optaget i sig et uendeligt væld.

Jeg gik hjem i biblioteket, åd straks så godt som en hel roman, det vil sige det bløde, det egentlige, derimod skorpen, bindet lod jeg ligge. Da jeg nu havde fordøjet den og én til, fornemmede jeg allerede hvorledes det rørte sig indeni mig, jeg åd lidt af den tredje, og så var jeg digter, det sagde jeg mig selv, og det sagde jeg de andre med! Jeg havde hovedpine, indvoldspine, jeg ved ikke alle de piner jeg havde, jeg tænkte nu over hvilke historier der måtte kunne sættes i forbindelse med en pølsepind, og så fik jeg så mange pinde i min tanke, myredronningen har haft en ualmindelig forstand, jeg huskede på manden der tog en hvid pind i munden, og så var både han og pinden usynlig. Jeg tænkte på gammelt øl med en pind i, stå på pinde, at sætte en pind for og så pinden til ens ligkiste. Alle mine tanker gik op i pinde! Og om dem måtte der kunne digtes når man er en digter, og det er jeg, det har jeg slidt mig til! Jeg vil således hver dag i ugen kunne opvarte dem med en pind, en historie – ja, det er min suppe!«

»Lad os så høre den tredje!« sagde musekongen.

»Pi! Pi!« sagde det i køkkendøren, og en lille mus, det var den fjerde af dem, den de troede død, pilede ind, den løb pølsepinden med det sorte flor på over ende, den havde løbet nat og dag, den var gået på jernbane med godstog, som den fandt lejlighed til, og dog var den næsten kommet for silde. Den trængte sig frem, så forpjusket ud, havde tabt sin pølsepind men ikke mælet, den talte lige straks, ligesom om man kun ventede på den, kun ville høre på den, alt andet i verden kom ikke verden ved. Den talte straks, talte sig ud. Den kom så uventet at ingen fik tid til at opholde sig over den og over dens tale mens den talte. Nu skal vi høre!

4

Hvad den fjerde mus, som talte før den tredje havde talt, vidste at fortælle

»Jeg gik straks til den største stad,« sagde den, »navnet husker jeg ikke, jeg husker ikke godt navne. Jeg kom fra jernbanen med konfiskeret gods på rådstuen, og der løb jeg til slutteren. Han talte om sine fanger, især om en der havde talt ubesindige ord, og om dem var igen blevet talt, og talt, læst og påskrevet. »Det hele er suppe på en pølsepind!« sagde han, »men den suppe kan koste ham hans knap!« Det gav mig interesse for den fangne,« sagde den lille mus, »og jeg tog lejligheden i agt og slap ind til ham. Der er altid bag låste døre et musehul! Han så bleg ud, havde et stort skæg og store skinnende øjne. Lampen osede, og væggene var vant dertil, de blev ikke sortere. Fangen ridsede både billeder og vers, med hvidt på sort, jeg læste dem ikke. Jeg tror han kedede sig. Jeg var en velkommen gæst. Han lokkede mig med brødsmuler, med fløjten og milde ord. Han var så glad ved mig, jeg fik tillid til ham, og så blev vi venner. Han delte med mig brød og vand, gav mig ost og pølse, jeg levede flot. Men det var dog især den gode omgang, må jeg sige, som holdt mig. Han lod mig løbe på sin hånd og arm, helt op i ærmet, han lod mig krybe i sit skæg, kaldte mig sin lille ven. Jeg fik ham ordentlig kær, sådan noget er nok gensidigt! Jeg glemte mit ærinde ude i den vide verden, glemte min pølsepind i en sprække af gulvet; der ligger den endnu. Jeg ville blive hvor jeg var, gik jeg bort, da havde jo den stakkels fange slet ingen, og det er for lidt i denne verden! Jeg blev, han blev ikke! Han talte til mig så sørgeligt den sidste gang, gav mig dobbelt så meget brød og osteskorpe, kyssede så på sine fingre ad mig. Han gik og kom aldrig mere. Jeg kender ikke hans historie. »Suppe på en pølsepind!« sagde slutteren, og til ham gik jeg, men ham skulle jeg ikke have troet. Han tog mig vel på sin hånd, men han satte mig i bur, i trædemølle; det er voldsomt! Man løber og løber, lige langt kommer man og er kun til grin!

Slutterens barnebarn var en yndig lille en, med guldgule krøllede hår, øjne så glade og en mund der lo. »Stakkels lille mus!« sagde hun, kiggede ind i mit fæle bur, trak jernpinden fra – og jeg sprang ned i vindueskarmen og ud i tagrenden. Fri, fri! Det alene tænkte jeg på og ikke rejsens mål!

Det var mørkt, det var mod nattetide, jeg tog herberg i et gammelt tårn, der boede en vægter og en ugle. Jeg troede ingen af dem, mindst uglen; den ligner en kat og har den store fejl at den æder mus. Men man kan tage fejl, og det gjorde jeg. Det var en respektabel, overmåde dannet, gammel ugle, hun vidste mere end vægteren og lige så meget som jeg. Ugleungerne gjorde ophævelser over enhver ting, »lav ikke suppe på en pølsepind!« sagde hun, det var det allerhårdeste hun kunne sige her, hun havde så megen inderlighed for sin egen familie. Jeg fik sådan en tillid til hende at jeg sagde pip fra sprækken hvor jeg sad. Den tiltro syntes hun godt om og forsikrede mig at jeg skulle være i hendes beskyttelse. Intet dyr skulle få lov at gøre mig fortræd, det ville hun selv gøre til vinter når der blev trang på kosten.

Hun var klog i et og alt. Hun beviste mig at vægteren ikke kunne tude uden i et horn som hang løst ved ham, »han bilder sig forfærdeligt ind deraf, tror han er ugle i tårnet! Stort skal det være, men lidt er det! Suppe på en pølsepind!« Jeg bad hende om at få opskriften, og så forklarede hun mig det: »Suppe på en pølsepind er kun en menneskelig talemåde og forstås på forskellig måde, og hver tror sin er den rigtigste, men det hele er egentlig ikke noget!«

»Ikke noget!« sagde jeg. Det slog mig! Sandheden er ikke altid behagelig, men sandheden er det højeste! Det sagde også den gamle ugle. Jeg tænkte derover og indså at når jeg bragte det højeste, så bragte jeg meget mere end suppe på en pølsepind. Og så skyndte jeg mig af sted for at komme endnu i rette tid hjem og bringe det højeste og bedste: Sandheden. Musene er et oplyst folkefærd, og musekongen er over dem allesammen. Han er i stand til at gøre mig til dronning for sandhedens skyld.«

»Din sandhed er løgn!« sagde den mus som endnu ikke havde fået lov at tale. »Jeg kan lave suppen, og det skal jeg!«

5

Hvorledes den blev lavet

»Jeg har ikke rejst,« sagde den fjerde mus, »jeg blev i landet, det er det rigtige! Man behøver ikke at rejse, man kan få alt lige så godt her. Jeg blev! Jeg har ikke lært mit af overnaturlige væsener, ikke ædt mig det til eller talt med ugler. Jeg har mit ved selvtænkning. Vil De nu bare få kedlen sat på, fyldt vand i, helt op! Gør ild under! Lad det brænde, få vandet i kog, det må skrupkoge! Kast nu pinden i! Vil derpå musekongen behage at stikke halen ned i det skrupkogende og røre om! Jo længere han rører, desto kraftigere bliver suppen, det koster ikke noget! Der behøves ingen tilsætninger – kun røre om!«

»Kan en anden ikke gøre det?« spurgte musekongen.

»Nej,« sagde musen, »den kraft er kun i musekongens hale!«

Og vandet skrupkogte, og musekongen stillede sig tæt ved, det var næsten farligt, og han stak halen ud således som musene gør i mælkestuen når de skummer fløden af et fad og derpå slikker halen, men han fik sin kun ind i den varme damp, så sprang han straks ned:

»Naturligvis, du er min dronning!« sagde han, »suppen vil vi vente med til vort guldbryllup, så har de fattige i mit rige noget at glæde sig til og en lang glæde!«

Og så holdt de bryllup, men flere af musene da de kom hjem, sagde: »Man kunne da ikke kalde det suppe på en pølsepind, det var snarere suppe på en musehale!« – Et og andet af hvad der blev fortalt, fandt de, var ganske godt givet, men det hele kunne være anderledes! »Jeg ville nu have fortalt således og således – –!«

Det var kritikken, og den er altid så klog – bagefter.

Og den historie gik verden rundt, meningerne om den var delte, men historien selv blev hel, og det er det rigtigste i stort og småt, i suppe på en pølsepind. Man må bare ikke vente tak for den!