Svanereden

Mellem Østersøen og Nordhavet ligger en gammel Svanerede og den kaldes Danmark; i den er født og fødes Svaner, hvis Navne aldrig skulle døe.

I Oldtiden fløi en Svaneflok herfra hen over Alperne ned til Mai-Landets grønne Sletter, hvor der var deiligt at boe; Svaneflokken kaldtes Longobarder.

En anden Skare, med skinnende Fjedre og trofaste Øine svang sig ned mod Byzans, satte sig der om Keiserens Throne og udbredte sine store hvide Vinger som Skjolde, for at beskjærme ham. Den fik Navnet Væringer.

Der lød fra Frankriges Kyst et Angestens Skrig for de blodige Svaner, der med Ild under Vingen kom fra Norden og Folket bad: »fri os Gud fra de vilde Normanner!«

Paa Englands engfriske Grønsvær ved den aabne Strand stod den danske Svane med tredobbelt Konge-Krone paa Hovedet, sit gyldne Scepter strakte den hen over Landet.

I Knæ bøiede Hedningerne sig paa Pommerens Kyster, og de danske Svaner kom med Korsets Flag og med draget Sværd.

Det var i de ældgamle Dage! siger Du.

Ogsaa nærmere vor Tid blev seet mægtige Svaner flyve ud fra Reden.

Det lyste gjennem Luften, det lyste hen over Verdens Lande, Svanen spredte ved sine stærke Vingeslag den dæmrende Taage, og Stjernehimlen blev mere synlig, det var som om den kom Jorden nærmere; det var Svanen Tycho Brahe.

»Ja den Gang!« siger Du, »men nu i vore Dage!« Da saae vi Svane flyve ved Svane i herlig Flugt. Een lod sin Vinge glide hen over Guld-Harpens Strænge og det klang gjennem Norden, Norges Fjelde løftede sig høiere i Oldtids Sollys; det susede i Gran og i Birk; Nordens Guder, Helte og ædle Qvinder viste sig i den dybe mørke Skovgrund.

Vi saae en Svane slaae med Vingen mod Marmor-Fjeldet, saa at det brast og de i Stenen bundne Skjønheds Skikkelser skrede frem ved solklar Dag, og Menneskene rundt om i Landene løftede deres Hoveder for at see disse mægtige Skikkelser.

Vi saae en tredie Svane spinde Tanketraaden, der fæstes nu fra Land til Land, rundt om Jorden, saa at Ordet flyver med Lynets Fart gjennem Landene.

Vor Herre har kjær den gamle Svanerede mellem Østersø og Nordhav. Lad mægtige Fugle kun komme gjennem Luften for at sønderrive den: »Det skal ei skee!« Selv de duunløse Unger stille sig i Kreds paa Redens Kant, det have vi seet, de lade sig hugge i det unge Bryst, saa deres Blod flyder, de slaae med Næb og med Klo.

Aarhundreder ville endnu gaae hen, Svaner flyve fra Reden, sees og høres rundt om i Verden, før den Tid kommer, at der i Aand og Sandhed skal kunne siges, »det er den sidste Svane, den sidste Sang fra Svanereden!«