H.C. Andersen

Til den babyloniske Taarnbygger i Miniature

Uden Grunde vil Du laste,

Mod en Yngre gaae i Kamp,

Hjerteløs hans Værk kuldkaste,

Slaae om Dig med Snavs og Damp.

Tænk paa Dine egne Sager,

Hvad Du i Din Ungdom skrev;

Selv om man Dit Sidste tager,

Meget der at laste blev.

Havde jeg, som Gud forbyde!

Skrevet Dine første Ting,

Skulde det mig ei fortryde

Om Du kjørte mig i Ring.

– Veed Du ei, det ægte Snille

Aldrig Lunets Blomst forskjød?

Nei, det leer ved Vaudeville,

Føler dybt ved Hakons Død.

Som en Smagens peregrinus

Træder Du hvert Blomster ned;

Intet røber Aandens minus

Meer, end fad Eensidighed.

Mange vil saa shakspearsk være,

Men det er en egen Sag;

Man kan vel Livréet bære,

Uden Herrens Aand og Smag.

Du har Phantasie, men Skade,

Den er ei saa ganske reen;

Som nu Din Hamadryade,

Er den ikke fæl gemeen?

Don Juan jeg ei vil røre,

Mindre Magnetismen der;

Visse Ting bør man ei gjøre;

Fælt det kunde plette her.

Nei den babylonske Kiste,

Som du nylig nedkom med,

Ei jeg for en Mark vil miste,

Den gjør ei en Sjæl Fortred!

Der er noget babelsk Noget,

Og just ei saa ganske lidt;

Thi forvirret blev jo Sproget,

Og det er da ogsaa Dit!

Du er næstendeels capabel

Til at gaae Satirens Vei,

Skjønt der sværges ved: Die Gabel,1

Or’ginal det er Du ei! –

Stedse vil Du repetere,

Og Du gjør det her for tidt;

Hvor kan Videt Dig genere,

Da Du har saa grumme lidt?

Det som mest med Liv sig rører,

Er Dit »Qvegsølv«, kjære Ven!

Derfor er det nok, Du smører

Det saa tidt i Farcen hen.

– Du har viist, hvor godt det klæder,

At man smukt beskeden er;

Efter Shakspeare Du først træder,

Evald staaer som tredje der.2

Dette Træk hver Feil udsletter;

(Feilfuld er den hele Jord).

Glemt’ er’ alle Bogens Pletter,

Dog om Pierrot hør et Ord:

Han forfeilet er i Grunden,

Her Du skulde nok saa net

Lagt ham meget Dumt i Munden,

Det var Dig vist meget let.

Er jeg, som Du troer, saa liden,

Kun bestemt til Glemsels Nat,

Hvi vil Du da spilde Tiden

Paa en saadan Padehat?

Den ei skader Skovens Stammer,

Af sig selv den snart forgaaer;

Men har jeg af Aandens Flammer,

Du mig ei af Marken slaaer.

Jeg har ikke Lyst at kives,

Trættes med en ældre Mand;

Men hvad der af Himlen gives,

Slukkes ei ved babelsk Vand.

Fik jeg Kunstens ægte Lue,

Ei Du styrter Himlens Værk;

Vil Du ganske Flammen kue,

Da den brænder dobbelt stærk!

»Die verhängnißvolle Gabel«, ogsaa et Slags aristophanisk Comedie af August von Platen, udkommen 1826; jeg fandt det mest passende at sværge ved denne, da den spiller noget i samme Art som den babyloniske Taarnbygning; men den er vittig.See den babyloniske Taarnbygning Pag. 7, nederst paa Siden.
1
»Die verhängnißvolle Gabel«, ogsaa et Slags aristophanisk Comedie af August von Platen, udkommen 1826; jeg fandt det mest passende at sværge ved denne, da den spiller noget i samme Art som den babyloniske Taarnbygning; men den er vittig.
2
See den babyloniske Taarnbygning Pag. 7, nederst paa Siden.
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Til den babyloniske Taarnbygger i Miniature

Først kendte tryk i Kjøbenhavns flyvende Post, nr. 17, 8. februar. 1830. BFN 77

Henvis til værket

H.C. Andersen: Til den babyloniske Taarnbygger i Miniature. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 7: Digte I 1823-1839. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01

This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.