Jeg læste dine Digte Blad, for Blad,

Og til en Foraars Løvsal blev min Stue.

Jeg følte mig, saa hyggelig, saa glad,

Alt hvad Du sang, saa klart jeg kunde skue,

Liig en Erindring af mit eget Liv,

Giengivet i en duftende Novelle;

Du taler til dit Barn og til din Viv –!

O Gud, saa yndigt kan jeg ei fortælle!

Forstandens Værk og Phantasiens Spil,

De ældes, baade Billede og Ramme;

Hvad Hiertet giver, altid leve vil,

Thi Hiertet bliver i hver Tid det samme.

Tak for din bløde, hiertelige Sang,

Nu paa en Tid, saa travl og beesk i Aanden.

Kom! – Vi, som mødes ved eet Maal engang,

Lad os alt her hinanden række Haanden.

Husk hver: at Konsten skiller ikke ad,

Den er ei Babelstaarn, men Jacobs Stige!

Tak for hvert ungdomsfriskt og dybtfølt Qvad;

I Stilhed mange Hierter Tak Dig sige!