Her i Dit Hjem, her i Din stille Have,

Hvor Blomsterlivet aander fjernt og nær

Og takfuldt bringer Dig sin sidste Gave

I Asterkrandsens rige Farveskjær, –

I denne Have med Betydning lyder

Den Sang, som stolt skal tone til Din Lov:

Din Hæder knyttet er – saa Sangen tyder –

Til Danmarks Have, til dets Bögeskov!

Du förte os i Herthas skjönne Dale

Og tyded os den rige Billedskrift,

Du tolked os Naturens höie Tale

I Bögens Susen som i Græssets Vift;

Men i Dit Hjerte læste vi tillige,

Der stod en Skrift, saa elskelig og from:

Den gjemte trolig vi, Du Elskelige!

Den blev vor Sjæls, vor Tankes Helligdom!

Hvad Stort Du virket har i Aandens Riger,

Lad Verden derom tale til Din Priis:

Den Jubel, som fra os mod Stjernen stiger,

Vi bringe Faderen paa barnlig Viis!

Lad som en Offerduft fra Blomstervrimlen

Den södt Dig qvæge i Din Aftens Ro

Og vidne höit for Jorden og for Himlen,

At Kjærligheden freder om Din Bo!