Velan, lad os de gamle Minder skue!

Sankt Annaplads forandres i en Hast.

– Der klang Musik fra Organistens Stue,

Man sang: »Kong Christian stod ved høien Mast,«

Af Bedstefader var den sat i Tone,

Den lille Sønnesøn sang barnlig med,

Og ude i Kastanietræets Krone

Tog Folkesangens Fugl sit Arnested.

Den gjennem Ruden saae paa dem derinde,

Saae Snillets Runer lagt om Barnets Mund,

Et Tegn: det Barn Guldhornene skal finde,

Ja Sangens Guld i Folkets Hjerte-Grund.

– Og det er skeet! – Hør! ud fra Nordens Skove,

Fra Kæmpegraven lyder Skjoldeklang,

Flyv, Fugl, flyv over Furresøens Vove

Og syng, vi elske din og Hartmanns Sang.

Saa dansk og hjemlig klinge disse Toner.

Tak for hver Sang, fra Liden Kirstens Qvad

Til Nordens Tone-Storm i Granens Kroner,

Der melder Slaget høit ved Stiklestad.

Du løfted Gurreslot fra Mosegrunden;

Du kaldte Sulamith fra Østerland,

Du løste Hjertets Sang i Barnemunden

– Ja, Norden eier Sangens Hindostan.

Her reistes Kunstens underfulde Kirke

Fra Nordkap ind paa Danmarks grønne Strand,

Den er vor Magt, et Nordens Dannevirke,

Hil der enhver af Gud indviet Mand.

Hil Dig, vor Ven, beskeden, mild og stille,

Mens op mod Himlen Danmarks Navn Du bar.

Gud gav Dig Barne-Sind og Aandens Snille,

Du og din Sang en evig Ungdom har!