Til Kjøbenhavns-Postens Læsere, i Anledning af Hr. XXX’s Critik over: »Kjærlighed paa Nicolai Taarn«

Dersom en competent Critiker var optraadt imod mig, skulde jeg aldrig have svaret eet Ord, om han endog havde behandlet mig med en for overdreven Strænghed, da vist ingen bedre end jeg selv føler Manglerne i mit første dramatiske Arbeide; men da Hr. XXX vover at opkaste sig til Smagsdommer, og saa haardt at tage fat paa min Ubetydelighed, kan jeg ikke tie, især da en Critik af en Anonym stedse har nogen Virkning paa Publicums Mening, efterdi man altid formoder at der stikker en indsigtsfuld Dommer bag ved. – Hans Roes kunde aldrig smigre mig, da jeg veed, hvem min Critiker er, men hans altfor strænge Daddel kan skade meget, da Publicum ikke kjender ham. Stod hans Navn under Recensionen, vilde man more sig over at see ham som Critiker, ja mange vilde endogsaa tvivle om Muligheden deraf. Den gode, lille Person siger først, at jeg har skadet Stykket, i det jeg forud: »ved enhver Leilighed syntes at ville hendrage Publicums Opmærksomhed derpaa;« men det vil være den gode Critiker umuligt ved noget Skrift eller Blad at kunne bevise Sandheden af denne Yttring. Dernæst siger han, at: »enhver upartisk Læser eller Tilskuer er bleven skuffet i høieste Grad ved dette, om end ikke slette, saa dog forkastelige Arbeide, der vidner om ligesaa megen Dristighed som Smagløshed.« »Skuffet i høieste Grad« og »forkastelige Arbeide,« disse to Udtryk overlader jeg til Læseren og Tilskueren selv at overveie; her maa Stykket selv tale sin Sag. »Dristighed og Smagløshed;« disse Beskyldninger burde han, for sin egen Skyld, naar han endelig vil være Critiker, have drøftet lidt nøiere, og det vilde vist have været ham meget let, da man af hans Critiker seer, at disse to Egenskaber ere ham aldeles egne; thi en mageløs Dristighed er det, at han tør optræde som Critiker, og hans Smagløshed stikker altfor tydeligt igjennem de Critiker, han har leveret, i det han der viser sig som en herlig Stereotyp-Udgave af den holbergske Rosiflengius. Handlingen i mit Stykke, siger han: »er saare triviel og kjedsommelig, og altfor forslidt og lidet indholdsrig, til at give Stof for en ny og god Vaudeville.« I dette forundrer det mig meest, at han kan klage over Mangel paa Indhold, da der dog i dette Een-Acts Stykke er den samme Hovedhandling, som i Fem-Acts Ridderstykker. Man seer her en ung Borgfrøken, hvis Hjertenskjær drager om med sin Sax i fjerne Lande. Den gamle Naboridder (Vægteren paa Petri-Taarn) beiler imidlertid til Frøkenen, Faderen giver sit Ja, og der bliver Nød og Fortvivlelse; imidlertid kommer Helten hjem; man seer dem sværme i Maaneskin, de beslutte at flygte, men indhentes; Elskerinden bliver vanvittig, Helten raser; nu skulde de rigtignok døe, for aldeles at fuldende et Ridder-Sørgespil; men det var vel meget i een Act; jeg har ladet dem leve, og det kan neppe aldeles svække Interessen, om endogsaa min Critiker ligner den unge Pige i »Arvingerne,« der holder meest af de traurige Stykker.

Her i Danmark have vi – saavidt jeg veed – ingen dramatiske Parodier, uden Wessels »Kjærlighed uden Strømper,« derfor er det rimeligviis at Hr. XXX finder, at mit Stykke meest ligner dette, men at kalde det: »en mat Copie,« er neppe det rigtige Udtryk; heldigere havde det været at sige: »en Copie af Ideen til Kjærlighed uden Strømper.« At benytte Replikker af yndede Tragoedier vilde han maaskee ikke have anseet for saa formasteligt, naar han havde kjendt lidt mere til andre Literaturer, end han maaskee kjender til den svenske og danske; flere store tydske Digtere, f. Ex. Hoffmann, have persifleret selv de bedste Replikker; har man ikke Parodier paa selve Hamlets fortræffelige »at være eller ei?« Men kan min Critiker indvende, disse ere meeste skrevne for Læsere, saare altsaa ikke saa meget som ved den dramatiske Fremstilling, og dette kan maaskee regnes mig til en Feil, men det bliver i det høieste kun et Misgreb, og mit Stykke fortjener derfor ikke en saa stræng Critik. – Af vor Oehlenschlägers Tragoedier er der kun taget tre Replikker, af hvilke de to første tilsammen ikke udgjøre mere end tre Linier. At jeg hermed har villet fornærme vor største Digter, kan vist ingen, som kjender mig, falde paa at troe, og for dem, som ikke kjende mig, troer jeg at burde sige, at mit Stykke, før det blev indstuderet, sendtes til Oehlenschläger, med det Ønske, at han vilde gjennemlæse det og sige mig om han havde noget imod hine Replikkers Anbringelse, da jeg isaafald gjerne vilde udelade dem; ligeledes spurgte jeg selv Hr. Consulat-Secretair R. Bay, om han havde noget imod, at hans Navn nævntes i den lille Sang: »Vi leve stille indgetogen.« – Fra denne Side troer jeg altsaa, at ingen Upartisk kan lægge mig noget til Last, og hverkenDigteren Oehlenschläger eller hans fornuftige Partie kan føle sig krænket af mig; hans Axel og Valborg vil spilles og sees med Fornøielse, naar min Vaudeville for længe siden er glemt.

Kjærlighed uden Strømper parodierer ikke blot, som min Critiker mener, »en Tragoedie i den stive franske Smag,« men ogsaa Operaen; som Beviis herpaa vil jeg blot udpege Mads’s Replik:

1– og nu synger han: »Paa mit Hjertes Skorsteen brænder, o. s. v.« – Mit lille Stykke parodierer rigtignok lidt mere end disse to Gjenstande, men mon jeg derfor kan fortjene Daddel, og saa stræng en Daddel? – At det Hele er en Parodie paa Ridderstykkerne, er øiensynligt, og i denne Henseende kunde min Critiker, naar han endelig vilde tage slemt fat paa mig, have gjort den Indvending, at det ikke var paa den rette Tid mit Stykke, i denne Form, fremtraadte, da Ridderstykkerne alt længe have nydt den søde Hvile. – At jeg har søgt at parodiere det altfor blomstrende Sprog i flere dramatiske Værker, og, da Stykket er iklædt Form af en Vaudeville, i Slutningen spøgt med den sædvanlige Beden til Publicum vilde vist neppe en upartisk tænkende Critiker tilregne mig som en Feil. Den Yttring, at »det Hele er altformeget karikeret«, overlader jeg den fornuftige Læser at afgjøre. Melodie-Valget er det eneste, der synes at have fundet nogen Naade for hans Øine, men det er dog kun i det Hele taget, han finder det heldigt, og nævner nu af 21 Nummere 6. Selv at udpege ham flere, vilde være upassende af mig som ung Forfatter, dog kan jeg ikke andet end gjøre ham opmærksom paa, at det Nummer, der af alle Musikkjendere ansees for det Heldigste (Finalen af 1ste Act i Rødhætten) aldeles er glemt af ham2. Om Texten til Sangene siger han, at den er vandet og intetsigende; det vilde være for ubeskedent af mig her at føre noget Forsvar; enkelte Sange i det mindste ville dog neppe fortjene saa haard en Medfart. Han taler om, at: især imod Slutningen bliver Dialogen meget mat; jeg maa troe, at han siger dette, fordi Ole ved Stykkets Slutning ganske holder op at tale i Vers og gaaer over i almindelig Prosa, fordi han i dette critiske Øieblik, som han selv siger, ellers er bange for at de ikke Alle forstaae ham; men jeg troer, at der i dette ligger noget comisk og at hans Udtryk mat og triviel neppe er det rigtige.

I sin Critik over Poeten i Aabenraa, hvis Forfatter neppe kan føle sig smigret ved Roes af denne Critiker, har han ogsaa gjort nogle smaae Udfald imod mit Stykkes Slutningsscene; Hr. XXX bemærker nemlig: »at det synes at være bleven en altfor forslidt Mode i de nyere Vaudeviller, at en af Personerne, eller en Uvedkommende, skal skrive en Vaudeville om Handlingen, (hvorpaa Kjærlighed paa Nicolai Taarn kan være et Exempel)«; men den Maade hvorpaa dette finder Sted i mit Stykke, har kyndige Mænd yttret for mig at være et af de heldigste Momenter, og jeg veed ikke, at dette saaledes som i mit Stykke, viser sig i noget andet. Endvidere siger Hr. XXX i den omtalte Critik: »Da imidlertid Poeten i Aabenraa allerede skal have været antaget flere Maaneder inden Arvingerne og Kjærlighed paa Nicolai Taarn bleve opførte, ja efter Forlydende indleveret til Theater-Directionen længe førend Kjærlighed paa Nicolai Taarn var skreven, kan dette ikke regnes Forfatteren (til Poeten) til saa stor Brøde«; men min gode Critiker veed jo dog meget bedre, hvilket af disse 2 Stykker der først blev antaget, – dog indlade mig her i en vidtløftig Forklaring vil jeg ikke, da det maaskee kunde støde Forfatteren til Poeten i Aabenraa, for hvis Talent jeg har den skyldige Agtelse.

At Hr. XXX ikke svarer mig veed jeg; det vilde jo ialtfald være let at træde op under et andet Mærke; men jeg vil slet ikke have med ham at gjøre, og disse Linier ere ikke henvendte til ham, men kun til Publicum, som et Selvforsvar for en altfor stræng Critik af en aldeles ucompetent Dommer.

Min Critiker kan neppe finde at jeg her har været for stræng imod ham, jeg veed nok, at han er en god skikkelig lille Fyr, der ikke selv har meent et ondt Ord med det Hele, og jeg takker ham ret for den faderlige Tone, hvormed han ender sin Critik, der jo er udsprungen af: »sand Interesse« for mig. Men om jeg nu ogsaa turde raade ham, af virkelig, sand Interesse, da vilde jeg bede ham omtrent med samme Ord som han taler til mig, »at Hr. XXX vil vogte sig for at optræde som Smagsdommer, hvortil Naturen ingen Gave har givet ham, derimod stedse anvende Flid og Umage for at overvinde den Skrivesyge han synes at besidde, og ikke lade sig vildlede af Andre, der benytte sig af hans Godmodighed og Svaghed. Det vil neppe skade om han selv anvendte de første Aar til at studere og uddanne sig, istedetfor selv at ville skrive Critikker, skjøndt jeg tvivler meget om, at han nogensinde naaer en hædret Plads blandt vore Critikere. – Dog, han er jo endnu saa puur ung, hvem veed hvad der kan skee ved Studium og Selvcritik.«

Et Stykke Kage til den lille XXX, for hans Ricochets mod Hr. Andersen

Saavidt jeg veed er De endnu ikke sluppet over Examen Artiums Gjærdet, og har heller ikke paa Fælleden kunnet lære at staae for Skud, som Hr. Andersen; jeg tør derfor ikke give Dem min Glædessalve for Deres smukke Ricochets3, men sender Dem til Vederlag dette lille Stykke Kage, som et Beviis paa min Beundring; jeg ønsker ret, at det maa smage Dem, men slug det ikke for hurtigt.

At De har slidt et Par Støvler og nogle Dage af Deres Blomsterliv, er en Opoffrelse, som jeg paaskjønner; men min Beundring har De vakt ved Deres ungdommelige Mod, idet De, efter flere Gange at være slaget af Marken, ja selv af Hr. Y. Z., en agtet Kritiker, at være truet med Riset, endog tør skyde 14 drøie Skud.

Hr. Andersen har indblandet Personligheder i sin Skrivelse imod Dem, han har kaldet Dem: »en god, skikkelig lille Fyr, der ikke selv har meent et ondt Ord med det Hele.« De har nu ogsaa til Gjengjeld sølet ham godt ind, ja viist hans Usandfærdighed selv i denne Yttring; ikke et Menneske, der har hørt Deres Skud, vil mere troe ham, naar han siger, at De er god og skikkelig.

I ▶Fodreisen fortæller Hr. Andersen os, at det er urigtigt at sammenligne de uvidende Recensenter med Cerberus, da dette Uhyre har 4 Been og 3 Hoveder◀; men slige Recensenter have slet intet Hoved, og aldrig meer end to synlige Been. Her kunde De da atter have viist hans Usandfærdighed ved ligefrem at fortælle, hvormange Hoveder eller i det mindste Fremmedes Tanker der tidt have stukket bag Skjoldmærket XXX; og, vil De ret frappere Verden, saa siig nu selv Deres rette Navn, da vil man see, hvem der staaer: »wie ein Nülchen«.

En Beundrer af XXX.