Den oldenborgske Hertug red

Fra Borgens Led.

Ved maan’klar Nat i Skoven grön,

Der Elverpigen slank og skjön

Et gyldent Drikkehorn ham böd

Med Troldoms Mjöd;

Men bort han smed den fule Drik,

Og jog i samme Öieblik

Afsted! det dundred’ under Hov

I dunkle Skov.

Guldhornet han saa mandig stolt

I Haanden holdt.

Paa Skyens Kant han Syner saae,

En Slægt med Kongekroner paa,

Hans Afkom, og med den er skeet,

Som han har seet.

Paa Mindets Himmel for os staaer

Hvad han har forudseet i Vaar. –

Besynges skal ved bredfyldt Kruus

Vort Kongehuus.

Kong Christiern, Kraftens vilde Aand,

Hver Borgers Ven,

Staaer der, sin Tids Laokoon.

Hvad Stort er, hævdes skal igjen!

Skue ▶tredie Christian, oplyst god

Og Luthers Ven◀;

Han traadte Tidslen med sin Fod,

Frit Troens Palme skjöd sin Rod;

Han sang: Gud er saa fast en Borg

I Fryd og Sorg.

▶Kong Christian staaer ved höien Mast

I Rög og Damp◀. –

See ▶tredie Fred’rik kjæmper fast,

Paa Volden er han, op til Kamp!

»Her i min Rede vil jeg döe◀,

I Rög og Damp!«

– I Trældom Bondens Taarer flöd,

Vor Konges Fader Stemmen löd,

Der Kjærlighed og Mildhed böd,

Han Aaget bröd.

Og nu – nævn Dannerkongens Daad,

Vor Fred’riks Id.

Han kaldte Folket i sit Raad,

Han löd sit Hjerte og sin Tid.

Gud holde i sin Varetægt

Ham og hans Slægt,

Dig Christian, Snillets ædle Ven,

Dig Ferdinand! – Lyd höit igjen

Vort Hurraraab, som Stormens Suus,

Hil Kongens Huus!