Danmark, deilig Vang og Vænge,

Havets Lillievaand!

Der er Kraft i dine Drenge,

Der er Manddoms Aand.

Paa Bedrifters Dannevirke

Reiser Nutid Aandens Kirke,

Det, som Jordens er, henveirer,

Aandens Adel seirer!

Engang var her Nöd, desværre,

Folket blev nedtraadt,

Stormænd vilde spille Herre,

Selv med Landets Drot,

Folket da til ham sig nærmed’:

»I Dit Skjöd er vi beskjærmed’,

Kongen vi al Magt forlene,

Ham vi lyde ene!«

Magten sad i Kongens Sale,

Gik fra Slægt til Slægt.

Hver om Kronens Glands kan tale,

Men ei om dens Vægt.

Sjette Fredrik arved Magten;

Oplyst, stort han fatted Pagten,

Pagten mellem Folk og Konge,

Löst blev Folkets Tunge!

»I mit Skjöd« er »ved mit Hjerte!«

Saadan talte Du,

Og ved Handlingen Du lærte,

Som dit Ord, din Hu.

Dom har Alle! Konge-Dyder

Skattes först naar Taaren flyder,

Du har kjæmpet, prövet Livet,

Dig dit Land hengivet.

Retfærd Du med Mildhed öved,

Hörte hver som bad!

Den, som kom til Dig bedrövet

Vandred’ fra Dig glad.

Kongedyden har Du tolket:

»Kun for Landet og for Folket

Fik af Gud jeg Kongekronen!«

Længe hersk paa Thronen!