Originalsprog
H.C. Andersen

Tre Digtninger

1838

Lykkens Kalosker

Et Eventyr

I.

En Begyndelse

Enhver Forfatter har i sin Skrive- og Fremstillingsmaade noget Særegent; de som ikke ynde ham pege strax paa dette, trække paa Skuldrene og sige: »Der har vi ham igjen!« Jeg veed meget godt, hvorledes jeg kan bevirke denne Bevægelse og Yttring, det vil skee strax, naar jeg her begynder, som jeg har tænkt paa at ville det, nemlig: Rom har sin Corso, Neapel sin Toledo, – see der have vi Andersen igjen, sige de, men jeg maa alligevel blive ved – Kjøbenhavn har sin Østergade. Paa denne ville vi blive. Indenfor i et af Husene ikke langt fra Kongens Nytorv var indbudt et Selskab, et meget stort Selskab, for, som mange gjøre det, at erholde Abonnements Billetter paa de Andres gjensidige Indbydelser. Den ene Halvdeel sad allerede ved Spillebordene, den anden Halvdeel ventede paa Resultatet af Fruens: ja, nu skulde vi see til at finde paa noget! Saavidt var man og Samtalen begyndte at krystallisere sig som den kunde. Blandt andet faldt ogsaa Talen paa Middelalderen; Enkelte ansaae denne for langt interessantere end vor Tid, ja Justitsraad Knap forsvarede saa ivrig denne Mening, at Fruen strax gik over paa hans Partie og begge ivrede da mod Ørsteds Afhandling i Almanaken om gamle og nye Tider, hvori vor Tidsalder i det Væsentlige sættes øverst. Justitsraaden ansaae Kong Hans’s Tid for den ædleste og lykkeligste.

Medens dette var Stof for Samtalen, der kun øieblikkelig blev afbrudt ved Ankomsten af et Dagblad, som ingenting indeholdt, der var værd at læse, ville vi begive os ud i Forværelset, hvor Overtøi, Stokke og Kalosker havde Plads. Her sad to Piger, en ung og en gammel; man skulde troe, at de vare komne, for at følge deres qvindelige Herskab hjem, men betragtede man dem lidt nøiere, begreb man snart, at de ikke vare simple Tjenestetyender; dertil vare Formerne altfor ædle, Huden for fiin og Klædernes Snit for dristigt. Det var to Feer, den yngste var vel ikke Lykken selv, men en af hendes Kammerjomfruers Kammerpiger, der bringe de mindre Lykkens Gaver omkring; den ældre saae noget mørk ud, det var Sorgen, hun gaaer altid selv i egen høie Person sine Ærinder, saa veed hun, at de blive vel udførte.

De fortalte hinanden, hvor de denne Dag havde været; den Lykkens Udsendte havde endnu kun expederet nogle ubetydelige Ærinder, som at frelse en ny Hat fra Regnskyl, skaffe en ærlig Mand en Hilsen af et fornemt Nul o. s. v. men hvad hun endnu havde tilbage var noget ganske Ualmindeligt.

»Jeg maa da fortælle,« sagde hun, »at det er min Geburtsdag idag, og til Ære for denne er mig betroet et Par Kalosker, som jeg skal bringe Menneskeheden. Disse Kalosker have den Egenskab, at Enhver, som faaer dem paa, øieblikkelig er paa det Sted eller i den Tid, hvor han helst vil være, ethvert Ønske med Hensyn til Tid, Sted eller Væren bliver strax opfyldt, og Mennesket saaledes endelig engang lykkelig herneden!«

»Jo, det kan Du troe!« sagde Sorgen, »han bliver saare ulykkelig og velsigner det Øieblik, han igjen er fri for Kaloskerne!«

»Hvor vil du hen!« sagde den Anden, »nu stiller jeg dem her ved Døren, Een tager Feil og bliver den Lykkelige!«

See det var den Samtale.

II.

Hvorledes det gik Justitsraaden

Det var sildigt; Justitsraad Knap, fordybet i Kong Hans’s Tid, vilde hiem og Skiæbnen styrede det saa, at han, istedet for sine Kalosker, fik Lykkens paa og traadte nu ud paa Østergade; men han var ved Kaloskernes Tryllekraft traadt tilbage i Kong Hans’s Tid, og derfor satte han Foden lige ud i Dynd og Mudder paa Gaden, eftersom der da endnu ikke fandtes Brolægning.

»Det er jo forfærdeligt, hvor sølet her er!« sagde Justitsraaden. »Hele Fortouget er væk og alle Lygterne slukkede!«

Maanen var endnu ikke kommet høit nok op, Luften desuden temmelig tyk, saa alle Gienstande rundtom flød i hinanden ved dette Mørke. Paa det nærmeste Hjørne hang imidlertid en Lanterne foran et Madonnabillede, men den Belysning var saa godt som ingen, han bemærkede den først, i det han stod lige derunder og hans Øine faldt paa det malede Billede med Moderen og Barnet.

»Det er nok,« tænkte han, »et Kunstkabinet, hvor de have glemt at tage Skildtet ind!«

Et Par Mennesker, i Tidsalderens Dragt, gik ham forbi.

»Hvordan var det de saae ud! de kom nok fra Maskerade!«

Pludselig lød Trommer og Piber, stærke Blus lyste; Justitsraaden standsede og saae nu et forunderligt Tog passere forbi. Allerforrest kom en heel Trop Trommeslagere, som ret artigt behandlede deres Instrument, dem fulgte Drabanter med Buer og Armbøsser. Den Fornemste i Toget var en geistlig Mand. Forbauset spurgte Justitsraaden, hvad dette havde at betyde og hvo denne Mand var.

»Det er Sjællands Biskop!« svarede man.

»Herre Gud, hvad gaaer der af Bispen?« sukkede Justitsraaden og rystede med Hovedet, Bispen kunde det dog umuligt være. Grundende herover og uden at see til Høire eller Venstre gik Justitsraaden gjennem Østergade og over Høibroplads. Broen til Slotspladsen var ikke at finde, han skimtede en sid Aabred og stødte endelig her paa to Karle, der laae med en Baad.

»Vil Herren sættes over paa Holmen?« spurgte de.

»Over paa Holmen?« sagde Justitsraaden, der jo ikke vidste i hvilken Tidsalder han vandrede, »jeg vil ud paa Christianshavn i lille Torvegade!«

Karlene saae paa ham.

»Siig mig bare, hvor Broen er!« sagde han. »Det er skjændigt, her ingen Lygter ere tændte, og saa er det et Søle, som om man gik i en Mose!«

Jo længer han talte med Baadsmændene, des uforstaaeligere bleve de ham.

»Jeg forstaaer ikke jeres bornholmsk!« sagde han tilsidst vred, og vendte dem Ryggen. Broen kunde han ikke finde; Rækværk var der heller ikke! »Det er en Skandale, som her seer ud!« sagde han. Aldrig havde han fundet sin Tidsalder elendigere, end denne Aften. »Jeg troer, jeg vil tage en Droske!« tænkte han, men hvor vare Droskerne? Ingen var at see. »Jeg faaer gaae tilbage til Kongens Nytorv, der holde vel Vogne, ellers kommer jeg nok aldrig ud paa Christianshavn!«

Nu gik han da til Østergade og var næsten igjennem den, idet Maanen brød frem.

»Herre Gud, hvad er det for et Stillads de har stillet op!« udbrød han, ved at see Østerport, som paa den Tid havde Plads for Enden af Østergade.

Imidlertid fandt han dog en Laage, og gjennem denne kom han ud paa vort Nytorv, men det var en stor Enggrund; enkelte Buske ragede frem og tvers over Engen gik en bred Kanal eller Strøm. Nogle usle Træboder for de hollandske Skippere, efter hvilke Stedet havde Navnet Hallandsaas, laae paa den modsatte Bred.

»Enten seer jeg fata morgana eller jeg er fuld!« jamrede Justitsraaden. »Hvad er dog dette! hvad er dog dette?«

Han vendte om igjen i den faste Tro, at han var syg; i det han kom ind i Gaden, betragtede han Husene lidt nøiere, de fleste vare Bindingsværk og mange havde kun Straatag.

»Nei, jeg er slet ikke vel!« sukkede han, »og jeg drak dog kun et Glas Punsch! men jeg kan ikke taale det! og det var ogsaa inderligt galt, at give os Punsch og varm Lax! det skal jeg ogsaa sige Agentinden! Skulde jeg gaae tilbage igjen og sige, hvorledes jeg har det! men det er saa flaut! og mon de ere oppe endnu!«

Han søgte efter Gaarden, men den var ikke til at finde.

»Det er dog forfærdeligt! jeg kan ikke kjende Østergade igjen! ikke een Boutik er der! gamle, elendige Rønner seer jeg, som om jeg var i Roeskilde eller Ringsted! Ak jeg er syg! det kan ikke hjælpe at genere sig! Men hvor i Verden er dog Agentens Gaard? Den er ikke sig selv mere! men derinde ere dog Folk oppe; ak! jeg er ganske vist syg!«

Nu stødte han paa en halvaaben Dør, hvor Lyset faldt ud gjennem Sprækken. Det var et af den Tids Herbergeersteder, en Art Ølhuus. Stuen havde Udseende af de holsteenske Diler; endeel Godtfolk, bestaaende af Skippere, kjøbenhavnske Borgere og et Par Lærde sad her i dyb Diskurs ved deres Kruus og gav kun liden Agt paa den Indtrædende.

»Om Forladelse,« sagde Justitsraaden til Vertinden, som kom ham imøde, »jeg har faaet saa inderlig ondt! vil De ikke skaffe mig en Droske ud til Christianshavn!«

Konen saae paa ham og rystede med Hovedet; derpaa tiltalte hun ham i det tydske Sprog. Justitsraaden antog, at hun ikke kunde den danske Tunge og fremførte derfor sit Ønske i Tydsk; dette tilligemed hans Dragt bestyrkede Konen i, at han var en Udlænding; at han befandt sig ilde, begreb hun snart og bragte ham derfor et Kruus Vand, rigtignok noget brak, hentet ude fra Brønden.

Justitsraaden støttede sit Hoved paa sin Haand, trak Veiret dybt og grundede over alt det Sælsomme omkring sig.

»Er det »Dagen« for iaften,« spurgte han ganske mekanisk, idet han saae Konen flytte et stort Papir.

Hun forstod ikke, hvad han meente, men rakte ham Bladet, det var et Træsnit, der viste et Luftsyn, seet udi den Stad Cöln.

»Det er meget gammelt!« sagde Justitsraaden, og blev ganske oprømt ved denne Antiqvitet. »Hvor er De dog kommet over det sjeldne Blad? Det er meget interessant, skjøndt det Hele er en Fabel! man forklarer slige Luftsyn ved at det er Nordlys, man har seet; rimeligviis fremkomme de ved Electriciteten!«

De som sad nærmest og hørte hans Tale, saae forundrede paa ham og Een af dem reiste sig, tog ærbødigt Hatten af og sagde med den alvorligste Mine: »I er vist en meget lærd Mand, Monsieur!«

»O, nei!« svarede Justitsraaden, »jeg kan tale med om et og andet, som man jo skal kunne det!«

»Modestia er en skjønne Dyd!« sagde Manden, »iøvrigt maa jeg sige til Eders Tale: mihi secus videtur, dog suspenderer jeg gjerne her min Judicium!«

»Tør jeg ikke spørge, hvem jeg har den Fornøielse at tale med?« spurgte Justitsraaden.

»Jeg er Baccalaureus udi den hellige Skrift!« svarede Manden.

Dette Svar var Justitsraaden fyldestgjørende, Titelen svarede her til Dragten; det er vist, tænkte han, en gammel Landsbyskolemester, en original Karl, som man endnu, stundom, kan træffe dem oppe i Jylland.

»Her er vel ikke locus docendi,« begyndte Manden, »dog beder jeg, I vil bemøie Eder med at tale! I har en stor Læsning vist i de Gamle!«

»O, ja saamænd!« svarede Justitsraaden, »jeg læser gjerne gamle nyttige Skrifter, men jeg kan ogsaa godt lide de nyere, kun ikke »Hverdagshistorierne,« dem have vi nok af i Virkeligheden!«

»Hverdagshistorier?« spurgte vor Baccalaureus.

»Ja, jeg mener disse nye Romaner man har.«

»O,« smilede Manden, »der er dog et stort Snille i dem og de læses ved Hoffet; Kongen ynder særdeles Romanen om Hr. Iffven og Hr. Gaudian, der handler om Kong Artus og hans Kjæmper ved det runde Bord, han har skjæmtet derover med sine høie Herrer!«1

»Ja, den har jeg ikke læst endnu!« sagde Justitsraaden, »det maa være en ganske ny en, Heiberg har ladet udkomme!«

»Nei,« svarede Manden, »den er ikke udkommet ved Heiberg, men ved Godfred von Gehmen!«

»Saa det er Forfatteren!« sagde Justitsraaden, »det er et meget gammelt Navn! det er jo den første Bogtrykker, der har været i Danmark?«

»Ja, det er vor første Bogtrykker!« sagde Manden. Saaledes gik det ganske godt; nu talte en af de gode Borgermænd om den særdeles Pestilense, der havde regjeret for et Par Aar siden, og meente den i 1484, Justitsraaden antog, at det var Cholera Talen var om, og saa gik Diskursen ret godt. Fribytterkrigen 1490 laae saa nær, at den maatte berøres, de engelske Fribyttere havde taget Skibene paa Rheden, sagde de; og Justitsraaden, der ret havde levet ind i Begivenheden 1801, stemte fortræffeligt i med mod Engelskmanden. Den øvrige Tale derimod gik ikke saa vel, hvert Øieblik blev det gjensidig Bedemands-Stiil; den gode Baccalaureus var altfor uvidende, og Justitsraadens simpleste Yttringer klang ham igjen for dristige og for phantastiske. De saae paa hinanden, og blev det altfor galt, saa talte Baccalaureus Latin, i Haab om bedre at blive forstaaet, men det hialp dog ikke.

»Hvorledes er det med dem!« spurgte Vertinden, og trak Justitsraaden i Ærmet; nu kom hans Besindelse tilbage, i Samtalens Løb havde han reent glemt Alt hvad der var gaaet forud.

»Herre Gud, hvor er jeg!« sagde han og svimlede ved at betænke det.

»Klaret ville vi drikke! Mjød og Bremer-Øl,« raabte En af Gjæsterne, »Og I skal drikke med!«

To Piger kom ind, den ene havde to Couleurer i Huen. De skjænkede og neiede; Justitsraaden løb det iiskoldt ned af Ryggen.

»Hvad er dog dette! hvad er dog dette!« sagde han, men han maatte drikke med dem; de toge ganske artigt fat paa den gode Mand, han var meget fortvivlet, og da En af dem sagde, at han var drukken, tvivlede han aldeles ikke paa Mandens Ord, bad dem bare om at skaffe sig en Droske, og saa troede de, han talte moskovitisk.

Aldrig havde han været i saa raat og simpelt Selskab, man skulde troe, Landet var gaaet tilbage i Hedendømmet, meente han, »det er det skrækkeligste Øieblik i mit Liv!« men i det samme opstod den Tanke hos ham, at han vilde bukke sig ned under Bordet og da krybe hen til Døren. Det gjorde han, men i det han var ved Udgangen, mærkede de Andre, hvad han havde for, de grebe ham ved Benene, og da, til hans gode Lykke, gik Kaloskerne af og – med disse, hele Trylleriet.

Justitsraaden saae ganske tydeligt foran sig en klar Lygte brænde, og bag denne en stor Gaard; Alt saae bekjendt og prægtigt ud, det var Østergade, som vi kjende den; han laae med Benene hen imod en Port, og lige overfor sad Vægteren og sov.

»Du min Skaber, har jeg ligget her paa Gaden og drømt!« sagde han. »Ja, det er Østergade! hvor velsignet lys og broget! Det er dog skrækkeligt, hvor det Glas Punsch maa have virket paa mig!«

To Minuter efter sad han i en Droske, som kjørte til Christianshavn med ham; han tænkte paa den Angst og Nød, han havde overstaaet, og priste af Hjertet den lykkelige Virkelighed, vor Tid, der med alle sine Mangler dog var langt bedre, end den han nylig havde været i.

III.

Vægterens Eventyr

»Der ligger saamænd et Par Kalosker!« sagde Vægteren. »Det er vistnok Lieutenantens, som boer deroppe. De ligge lige ved Porten!«

Gjerne havde den ærlige Mand ringet paa og afleveret dem, thi der var Lys endnu, men han vilde ikke vække de andre Folk i Huset og derfor lod han være.

»Det maa være ganske luunt, at have et saadant Par Tingester paa!« sagde han. »De er saa linde i Læderet!« De sluttede om hans Fødder. »Hvor det dog er løierligt i Verden! nu kunde han gaae i sin gode Seng, men see, om han gjør det! op og ned af Gulvet tridser han! det er et lykkeligt Menneske! han har hverken Mutter eller Rollingerne! hver Aften er han i Selskab, gid at jeg var ham, ja saa var jeg en lykkelig Mand!«

I det han udtalte Ønsket, virkede Kaloskerne, han havde taget paa, Vægteren gik over i Lieutenantens Væsen og Væren. Der stod han oppe i Værelset og holdt mellem Fingrene et lille rosenrødt Papir, hvorpaa var et Digt, et Digt af Hr. Lieutenanten selv; for hvo har ikke engang i sit Liv havt et lyrisk Øieblik, og nedskriver man da Tanken, saa har man Poesie. Her stod skrevet.

»Gid jeg var riig!«

»Gid jeg var riig!« det bad jeg mangen Gang,

Da jeg endnu var knap en Alen lang.

Gid jeg var riig! saa blev jeg Officeer,

Fik mig en Sabel, Uniform og Fjer.

Den Tid dog kom, at jeg blev Officeer,

Men ingensinde var jeg riig, desværre!

Mig hjalp vor Herre!

Livsglad og ung, jeg sad en Aftenstund,

En syvaars Pige kyssede min Mund,

Thi jeg var riig paa Sagn og Eventyr,

I Penge derimod en fattig Fyr,

Men Barnet brød sig kun om Eventyr,

Da var jeg riig, men ei paa Guld desværre,

Det veed vor Herre!

»Gid jeg var riig!« er end min Bøn til Gud,

Nu er den syvaars Pige voxet ud,

Hun er saa smuk, saa klog, saa eiegod,

Hvis hun mit Hjertes Eventyr forstod,

Hvis hun, som før – jeg mener, var mig god,

Dog jeg er fattig, derfor taus desværre,

Saa vil vor Herre!

Gid jeg var riig paa Trøst og Rolighed,

Da kom min Sorg ei paa Papiret ned!

Du, som jeg elsker, hvis Du mig forstaaer,

Læs dette, som et Digt fra Ungdoms Aar!

Det er dog bedst, hvis Du det ei forstaaer,

Jeg fattig er, min Fremtid mørk desværre,

Dig signe vil vor Herre!

Ja, saadanne Digte skriver man, naar man er forelsket, men en besindig Mand lader dem ikke trykke. Her udtalte sig for os en af de Livets Smerter, hvori der er Poesie, ikke hiin golde, som Digteren kun tør antyde, ikke udmale: Trang, den dyriske Nødvendighed efter at gribe, om ikke et Olden, saa dog et nedfaldet Blad af Brødtræet. I jo høiere Livsforhold man er sat, des større bliver Pinen. Trang er Livets stillestaaende Dynd, intet Skjønheds Billed afspeiler sig deri; vi ville kun pege paa den stakkels Sommerfugl, som hænger fast ved Vingen. Lieutenant, Kjærlighed og Trang, det er en Trekant eller ligesaagodt, det Halve af Lykkens sønderbrudte Terning. Dette følte Lieutenanten ret levende, og derfor lagde han Hovedet mod Vindueskarmen og sukkede ganske dybt:

»Den fattige Vægter ude paa Gaden er langt lykkeligere end jeg! han kiender ikke hvad jeg kalder Savn! han har et Hjem, en Kone og Børn, der græde ved hans Sorg, glæde sig ved hans Glæde! o jeg var lykkeligere, end jeg er, kunde jeg gaae over i hans Væsen og Væren, gaae med hans Fordringer og Forhaabning, gjennem dette Liv! ja, han er lykkeligere end jeg!«

I samme Øieblik var Vægteren igjen Vægter, thi det var ved Lykkens Kalosker han var gaaet over i Lieutenantens Væsen og Væren, men der, som vi saae, følte han sig endnu langt mindre tilfreds og foretrak netop hvad han selv nylig forkastede. Altsaa Vægteren var igjen Vægter.

»Det var en fæl Drøm!« sagde han, »men løierlig nok var den. Jeg syntes, at jeg var Lieutenant deroppe og det var slet ingen Fornøielse. Jeg savnede Mutter og Rollingerne, som ere færdige ved at kysse mig Øinene ud!«

Han sad igjen og nikkede, Drømmen vilde ham ikke ret ud af Tankerne, Kaloskerne havde han endnu paa Fødderne. Et Stjerneskud spillede hen ad Himmelen.

»Der gik den!« sagde han, »der ere nok alligevel! jeg havde nok Lyst til at see de Tingester lidt nærmere, især Maanen, for den bliver da ikke borte mellem Hænderne. Naar vi døe, sagde Studenten, som min Kone vasker grovt for, flyve vi fra den ene til den anden. Det er en Løgn, men artigt nok kunde det været. Gid jeg maatte gjøre et lille Hop derop, saa kunde Kroppen gierne blive her paa Trappen!«

See, der ere nu visse Ting i Verden, man maa være meget forsigtig med at udtale, men dobbelt forsigtig bør man især være, dersom man har Lykkens Kalosker paa Fødderne. Hør bare, hvorledes det gik Vægteren.

Hvad os angaaer, da kjende vi næsten Alle Hurtigheden ved Damp, vi have prøvet den enten paa Jernbaner eller med Skibet henover Havet; dog denne Flugt er som Dovendyrets Vandring eller Sneglens Marsch i Forhold til den Hurtighed, Lyset tager; det flyver nitten Millioner Gange hurtigere end den bedste Veddeløber, og dog er Electriciteten endnu hurtigere. Døden er et electrisk Stød, vi faae i Hjertet; paa Electricitetens Vinger flyver den frigjorte Sjæl. ▶Otte Minuter og nogle Secunder er Sollyset om en Reise af over tyve Millioner Mile; med Electricitetens Hurtigpost behøver Sjælen færre Minuter, for at gjøre samme Flugt. Rummet mellem Kloderne er for den ei større, end det i een og samme By er for os mellem vore Venners Huse, selv om disse ligge temmeligt skilte fra hinanden, imidlertid koster dette electriske Hjertestød os Legemets Brug hernede, dersom vi ikke, ligesom Vægteren her, have Lykkens Kalosker paa.

I nogle Secunder var Vægteren faret de 52,000 Mile til Maanen, der, som man veed, er skabt af et Stof, langt lettere end vor Jord, og er hvad vi ville kalde blød, som nysfalden Snee◀. Han befandt sig paa et af de utallige mange Ringbjerge, som vi kjende af Dr. Mädlers store Kort over Maanen; indvendigt gik det ned i en Kiedel, lodret omtrent en dansk Miil; dernede laae en By, hvis Udseende vi alene kunne faae et Begreb om, ved at slaae Æggehvide i et Glas Vand; Materien her var ligesaa blød og dannede lignende Taarne med Kupler og seilformede Altaner, gjennemsigtige og svaiende i den tynde Luft; vor Jord svævede, som en stor dunkelrød Kugle, over hans Hoved.

Han blev strax vaer en Mængde Skabninger, som vistnok vare, hvad vi ville kalde Mennesker, men de saae ganske anderledes ud, end vi; en langt rigere Phantasie, end Pseudo-Herschels, havde skabt dem; bleve de opstillede i Geleed og saaledes afmalede, vilde man sige: det er en artig Arabesk! De havde ogsaa et Sprog, men ingen kan jo forlange at Vægterens Sjæl skulde forstaae det, alligevel kunde den det, thi vor Sjæl har langt større Evner, end vi troe; viser den os ikke i vore Drømme sit forbausende dramatiske Talent, enhver Bekjendt træder der talende op, saa aldeles i Characteren og med det samme Organ, i en Grad, at Ingen af os, vaagen, kan efterligne det. Hvorledes veed den ikke at tilbagekalde os Personer, vi i mange Aar ikke have tænkt paa; pludseligt fremtræde de i vore Drømme, saa livagtige, indtil de fineste Træk. Det seer i Grunden ængsteligt ud med den Sjæle-Hukommelse; hver Synd, hver ond Tanke vil den jo kunde repetere, da vil det komme an paa, om vi kunne gjøre Regnskab for hvert utilbørligt Ord i Hjertet og paa Læben.

Vægterens Siæl forstod saaledes meget godt Maanebeboernes Sprog. De disputerede om vor Jord og betvivlede, at den kunde være beboet; Luften maatte der være for tyk til at nogen fornuftig Maane-Skabning kunde leve der. De ansaae alene Maanen for at være beboet, den var den egentlige Klode, hvor de gamle Klodefolk boede.

De talte ogsaa om Politik, men det lille Danmark maa være forsigtigt, ikke støde Maanen for Hovedet, det store Rige, der kan gjøre sig ud til Beens, kaste os Stene i Hovedet, eller faae Østersøen til at løbe over. Vi ville derfor slet ikke høre paa, hvad der blev sagt, ikke sætte os i det mulige Tilfælde, at kunne sladdre af Skolen, vi søge ned til Østergade og see der, hvorledes Vægterens Legeme har det.

Livløst sad det paa Trappen, Morgenstjernen var faldet det ud af Haanden og Øinene saae op imod Maanen efter den ærlige Sjæl, som gik om deroppe.

»Hvad er Klokken Vægter?« spurgte en Forbigaaende. Men hvo der ikke svarte var Vægteren, saa knipsede Man ham ganske sagte paa Næsen, og der gik Balancen; Kroppen laae saa lang den var, Mennesket var jo dødt. Der kom en stor Forskrækkelse over alle hans Kammerater, død var og blev han; det blev meldt og det blev omtalt, og i Morgenstunden bar man Kroppen ud paa Hospitalet.

Det kunde nu blive en ganske artig Spads for Siælen, dersom den kom tilbage og efter al Sandsynlighed søgte Kroppen paa Østergade, men ingen fandt; rimeligviis vilde den vel først løbe op paa Politikammeret, senere hen paa Adresse-Contoiret, at det derfra kunde efterlyses mellem bortkomne Sager, og tilsidst ud paa Hospitalet; dog vi kunne trøste os med, at Sjælen er snildest, naar den er paa sin egen Haand, Legemet gjør den kun dum.

Som sagt, Vægterens Krop kom paa Hospitalet, blev der bragt ind paa Renselses-Stuen, og det første man her gjorde var naturligviis at tage Kaloskerne af, og da maatte Sjælen tilbage; den tog strax Retning lige efter Legemet, og et Par Secunder efter var der Liv i Manden. Han forsikkrede, at det havde været den skrækkeligste Nat i hans Liv; ikke for to Mark vilde han have saadanne Fornemmelser igjen, men nu var jo det overstaaet.

Samme Dag blev han udskrevet igjen, men Kaloskerne bleve paa Hospitalet.

IV.

Et Hoved-Moment. Et Deklamations-Nummer. En høist usædvanlig Reise

Enhver Kjøbenhavner veed nu, hvorledes Indgangen til Frederiks Hospital i Kjøbenhavn seer ud, men da rimeligviis ogsaanogle Ikke-Kjøbenhavnere læse dette ringe Skrift, maae vi give en kort Beskrivelse.

Hospitalet er skilt fra Gaden ved et temmeligt høit Gitter, i hvilket de tykke Jernstænger staae saa vidt fra hinanden, at der fortælles, at meget tynde Candidater skulle have klemt sig igjennem og saaledes gjort deres smaa Visiter ud. Den Deel af Legemet, der faldt vanskeligst at practisere ud, blev Hovedet; her, som tidt i Verden, vare altsaa de smaa Hoveder de lykkeligste. Dette vil være nok, som Indledning.

En af de unge Volonteurer, om hvem man kun i legemlig Henseende kunde sige, at han havde et tykt Hoved, havde just Vagt denne Aften; det var en skyllende Regn; dog uagtet begge disse Hindringer maatte han ud, kun et Qvarteer, det var ikke noget, syntes han, der var værd at betroe til Portneren, naar man kunde smutte mellem Jernstængerne. Der laae de Kalosker, Vægteren havde glemt; mindst tænkte han paa, at de vare Lykkens, de kunde være meget gode i dette Veir, han tog dem paa, nu var det, om han kunde klemme sig igjennem, aldrig før havde han forsøgt det. Der stod han nu.

»Gud give jeg havde Hovedet udenfor!« sagde han, og strax, skjøndt det var meget tykt og stort, gled det let og lykkeligt igjennem, det maatte Kaloskerne forstaae; men nu skulde da Kroppen ud med, her stod han.

»Uh, jeg er for tyk!« sagde han, »Hovedet havde jeg tænkt, var det Værste! jeg kommer ikke igjennem.«

Nu vilde han rask tage Hovedet tilbage, men det gik ikke. Halsen kunde han beqvemt bevæge, men det var ogsaa Alt. Den første Følelse var, at han blev vred, den anden, at Humeuret sank under Nul Grader. Lykkens Kalosker havde bragt ham i den skrækkeligste Situation, og ulykkeligviis faldt det ham ikke ind, at ønske sig fri, nei, han handlede og kom ikke af Stedet. Regnen skyllede ned, ikke et Menneske var at see paa Gaden. Portklokken kunde han ikke naae, hvorledes skulde han dog slippe løs. Han forudsaae, at her kunde han komme til at staae til Morgenstunden, saa maatte man da sende Bud efter en Smed, for at Jernstængerne kunde files over, men det gik ikke saa gesvindt, hele den blaa Drengeskole ligeoverfor vilde komme paa Benene, hele Nyboder arrivere, for at see ham staae i Gabestokken, der vilde blive Tilløb, ganske anderledes, end til Kjæmpe-Agaven ifjor. »Hu! Blodet stiger mig til Hovedet, saa jeg maa blive gal! – ja jeg bliver gal! o gid jeg var vel løs igjen, saa gik det vel over!«

See, det skulde han have sagt noget før, øieblikkelig, som Tanken var udtalt, havde han Hovedet frit, og styrtede nu ind, ganske forstyrret over den Skræk, Lykkens Kalosker havde bragt ham i.

Hermed maae vi slet ikke troe, at det Hele var forbi, nei – det bliver værre endnu.

Natten gik og den følgende Dag med, der kom ingen Bud efter Kaloskerne.

Om Aftenen skulde gives en declamatorisk Forestilling paa det lille Theater i Kannikestræde. Huset var propfuldt; mellem Declamations-Numerne blev givet et nyt Digt af H. C. Andersen, og da vi besidde denne Forfatters særdeles Velvillie, see vi os istand til at meddele samme; det bliver af Vigtighed for hvad siden følger. Titelen var:

Mosters Briller

Min Bedstemoders Klogskab er bekjendt,

Var man i »gammel Tid,« blev hun vist brændt.

Hun veed Alt hvad der skeer, ja meget meer,

Hun lige ind i næste Aargang seer,

Ja ind i »fyrgetyve«, det er noget,

Men hun vil aldrig rigtig ud med Sproget.

Hvad mon vel i det næste Aar vil skee?

Hvad mærkeligt? Ja, jeg gad gjerne see

Min egen Skjæbne, Kunstens, Land og Riges,

Men Bedstemoder vil, sligt skal ei siges.

Jeg plaged’ hende da, og det gik godt,

Først var hun taus, saa skjændte hun saa smaat,

Det var for mig en Præd’ken opad Vægge,

Jeg er jo hendes egen Kjæledægge!

»For denne ene Gang din Lyst jeg stiller,«

Begyndte hun og gav mig sine Briller,

»Nu gaaer Du hen et Sted, hvor selv Du vil,

Et Sted, hvor mange Godtfolk strømme til,

Hvor bedst Du overseer dem, Du dig stiller,

Og seer paa Mængden gjennem mine Briller,

Strax vil de Alle, tro Du mig paa Ordet,

See ud, som et Spil-Kort lagt op paa Bordet;

Af disse kan Du spaae, hvad der skal skee!«

Jeg sagde Tak og løb afsted og vilde see,

Men, tænkte jeg, hvor mon de Fleste komme?

Paa Langelinie? Der man bli’er forkjølet.

Paa Østergade? Bah! der er saa sølet!

Men i Theatret? det var ganske deiligt,

Den Aftenunderholdning falder just beleiligt –

– Her er jeg da! mig selv jeg forestiller;

Tillader De, jeg bruger Mosters Briller,

Alene for at see – gaae dog ei bort!

At see, om De see ud, som et Spilkort,

Af hvilket jeg kan spaae, hvad Tiden skjænker.

– Jeg deres Taushed som et Ja mig tænker;

Til Tak skal De da blive med indviet.

Her er’ vi allesammen paa Partiet.

Jeg spaaer for Dem, for mig, for Land og Rige,

Nu vil vi see, hvad Kortene kan sige.

(sætter Brillerne paa).

Jo, det er rigtigt! nei, nu maa jeg lee!

O, gid De kunde komme op at see!

Hvor her er grumme mange Herreblade,

Og Hjerter Damer, her er’ hele Rade.

Det Sorte der, ja, det er Klø’er og Spa’er.

– Nu snart et rigtigt Overblik jeg ha’er.

Spa’erdame seer jeg der med megen Vægt

Har sine Tanker vendt til Ruderknægt.

O, denne Skuen gjør mig halv beruset!

Der ligge mange Penge her til Huset,

Og Fremmede fra Verdens anden Side.

Men det var ikke det vi vilde vide.

Om Stænderne? Lad see! – ja hen i Tiden!

Men derom er det man skal læse siden;

Hvis nu jeg sladdrer, skader jeg jo Bladet,

Jeg vil ei tage bort det bedste Been af Fadet.

Theatret da?– Hver Nyhed? Smagen? Tonen?

Nei, jeg vil staae mig godt med Directionen.

Min egen Fremtid? Ja, De veed, eens eget,

Det ligger os paa Hjertet grumme meget!

Jeg seer! – Jeg kan ei sige, hvad jeg seer,

Men De vil høre det, saasnart det skeer.

Hvo er vel lykkeligst af os herinde?

Den Lykkeligste? Let jeg den skal finde!

Det er jo, – nei, det kan saa let genere,

Ja muligtviis vil det bedrøve Flere!

Hvo lever længst? Den Dame der, den Herre?

Nei, sige Sligt, er endnu meget værre!

Skal jeg da spaae om –? Nei! – Om? Nei! – Om? Nei!

Om –? Ja tilsidst saa veed jeg selv det ei;

Jeg er genert, saa let man En kan krænke:

Nu, jeg vil see da, hvad de troe og tænke

Jeg ved min hele Spaadoms Kraft skal skjænke.

De troe? Nei, hvad behager? Rundtomkring

De troe, det ende vil med Ingenting,

De veed for vist de faae kun Klang og Kling.

Saa tier jeg, høistærede Forening,

Jeg skylder Dem at have deres Mening!

Digtet blev ypperligt fremsagt og Declamatoren gjorde stor Lykke. Mellem Tilskuerne var Volonteuren fra Hospitalet, der syntes at have forglemt sit Eventyr Natten forud, Kaloskerne havde han paa, thi de vare ikke blevne afhentede, og da der var sølet paa Gaden, kunde de jo gjøre ham god Tjeneste.

Digtets Begyndelse syntes han godt om, ja fandt endogsaa Ideen heldig; men at det Hele, ligesom Rhinstrømmen, faldt høist ubetydeligt ud, viste, at Forfatteren havde ingen Opfindelse? Instinctet gjør Alt hos ham. Her var nu saadan en ypperlig Leilighed til at have sagt noget piquant!

Ideen beskjæftigede ham imidlertid, han gad nok have saadanne Briller, maaskee naar man rigtigt brugte dem, kunde man see Folk lige ind i Hjerterne, det var egentligt interessantere, meente han, end at see, hvad der skulde skee næste Aar, for det fik man nok at vide, men derimod det andet aldrig. »Jeg kan tænke mig nu hele den Række af Herrer og Damer der paa første Bænk, – kunde man see dem lige ind i Brystet, ja, der maatte da være en Aabning, en Slags Boutik; naa, hvor mine Øine skulde gaae i Boutikker! hos den Dame der, vilde jeg vist finde en stor Modehandel! hos hende der er Boutikken tom, dog kan den trænge til at reengjøres; men der vilde ogsaa være solide Boutikker! ak ja!« sukkede han, »jeg veed een, i den er Alting solidt, men der er allerede en Bodsvend, det er det eneste daarlige i hele Boutikken! Fra en og anden vilde det raabe: »Vær saa god og træd indenfor!« Ja, gid jeg kunde træde indenfor, som en net lille Tanke gaae gjennem Hjerterne!«

See, det var Stikord for Kaloskerne, hele Volonteuren svandt sammen og en høist usædvanlig Reise begyndte midt igjennem Hjerterne paa den forreste Række Tilskuere. Det første Hjerte, han kom igjennem, var en Dames; men øieblikkelig troede han at være paa det orthopædiske Institut, i det Værelse, hvor Gips-Afstøbningerne af de forvoxne Lemmer hænge paa Væggen; dog her var Forskjellen denne, at ude paa Institutet tages de, i det Patienten kommer ind, men her i Hjertet vare de tagne og opbevarede, i det de gode Personer vare gaaet ud. Det var Afstøbninger af Veninder, deres legemlige og aandelige Feil, som her opbevaredes.

Hurtigt var han i et andet qvindeligt Hjerte, men dette syntes ham en stor hellig Kirke. Uskyldighedens hvide Due flagrede over Høi-Altret; hvor gjerne var han ikke sjunket paa Knæ, men fort maatte han, ind i det næste Hjerte, men endnu hørte han Orgeltonerne, og selv, syntes han, at være blevet et nyt og bedre Menneske, følte sig ikke uværdig til at betræde den næste Helligdom, der viste et fattigt Tagkammer, med en syg Moder; men gjennem det aabne Vindue straalede Guds varme Sol, deilige Roser nikkede fra den lille Trækasse paa Taget, og to himmelblaa Fugle sang om barnlig Glæde, medens den syge Moder nedbad Velsignelse over Datteren.

Nu krøb han paa Hænder og Fødder gjennem en overfyldt Slagterbod, det var Kiød og kun Kjød han stødte paa, det var Hjertet i en riig, respectabel Mand, hvis Navn vist maa findes i Veiviseren.

Nu var han i hans Gemalindes Hjerte, det var et gammelt forfaldet Dueslag; Mandens Portrait blev brugt som Veirhane, denne stod i Forbindelse med Dørene, og saaledes gik disse op og i, saasnart som Manden dreiede sig.

Derpaa kom han i et Speilkabinet, som det vi have paa Slottet Rosenborg, men Speilene forstørrede i en utrolig Grad. Midt paa Gulvet sad, som en Dalai-Lama, Personens ubetydelige jeg, forbauset ved at see sin egen Storhed.

Herefter troede han sig i et snevert Naalehuus, fuldt af spidse Naale, det er bestemt »Hjertet af en gammel ugift Jomfru!« maatte han tænke, men det var ikke Tilfældet, det var en ganske ung Militair med flere Ordener, just, som man sagde, en Mand med Aand og Hjerte.

Ganske fortumlet kom den syndige Volonteur ud af det sidste Hjerte i Rækken, han formaaede ikke at ordne sine Tanker, men meente, at det var hans alt for stærke Phantasie, der var løbet af med ham.

»Herre Gud,« sukkede han, »jeg har bestemt Ansats til at blive gal! her er ogsaa utilgiveligt hedt herinde! Blodet stiger mig til Hovedet!« og nu erindrede han sig den store Begivenhed Aftenen forud, hvorledes hans Hoved havde siddet fast mellem Jernstængerne ved Hospitalet. »Der har jeg bestemt faaet det!« meente han. »Jeg maa tage den Ting itide. Et russisk Bad kunde være godt. Gid jeg allerede laae paa den øverste Hylde!«

Og saa laae han paa den øverste Hylde i Dampbadet, men han laae med alle Klæderne, med Støvler og Kalosker paa; de hede Vanddraaber fra Loftet dryppede ham i Ansigtet.

»Hu!« skreeg han og foer ned for at faae et Styrtebad. Den opvartende Karl gav ogsaa et høit Skrig ved at see det paaklædte Menneske derinde.

Volonteuren havde imidlertid saamegen Fatning, at han hvidskede til ham: »Det er et Væddemaal!« men det første han gjorde, da han kom paa sit eget Værelse, var at faae et stort spansk Flueplaster i Nakken og et ned af Ryggen, for at Galskaben kunde trække ud.

Næste Morgen havde han da en blodig Ryg, det var det han vandt ved Lykkens Kalosker.

V.

Copistens Forvandling

Vægteren, som vi vistnok ikke have glemt, huskede imidlertid paa Kaloskerne, som han havde fundet og bragt med ud paa Hospitalet; han afhentede dem, men da hverken Lieutenanten eller nogen anden i Gaden vilde kjende sig ved dem, bleve de afleverede paa Politikammeret.

»Det seer ud, som det var mine egne Kalosker!« sagde en af de Herrer Copister, idet han betragtede Hittegodset og stillede dem om ved Siden af sine. »Der maa mere, end et Skomager-Øie, til at skille dem fra hverandre!«

»Herr Copist!« sagde en Betjent, som traadte ind med nogle Papirer.

Copisten vendte sig om, talte med Manden, men da det var forbi og han saae paa Kaloskerne, var han i stor Vilderede med, om det var dem til Venstre, eller dem til Høire, som tilhørte ham. »Det maa være dem, som ere vaade!« tænkte han; men det var just ueffent tænkt, thi det var Lykkens, men hvorfor skulde ikke ogsaa Politiet kunne feile! han tog dem paa, fik sine Papirer i Lommen, nogle Manuskripter under Armen, (hjemme skulde de gjennemlæses og Concepter tages), men nu var det just Søndagformiddag og Veiret godt, en Tour til Frederiksberg, tænkte han, kunde jeg have godt af! og saa gik han derud.

Ingen kunde være et mere stille og solidt Menneske, end denne unge Mand, vi unde ham ret denne lille Spadseretour, den vilde vistnok være saare velgjørende for ham oven paa den megen Sidden; i Begyndelsen gik han kun, som et vegeterende Menneske, derfor havde Kaloskerne ikke Leilighed til at vise deres Tryllekraft.

I Alleen mødte han en Bekjendt, en af vore yngre Digtere, der fortalte ham, at han Dagen efter vilde begynde sin Sommerreise.

»Naa, skal De nu afsted igjen!« sagde Copisten. »De er da ogsaa et lykkeligt, frit Menneske. De kan flyve hvorhen De vil, vi Andre har en Lænke om Benet!«

»Men den sidder fast til Brødtræet!« svarede Digteren. »De behøver ikke at sørge for den Dag i Morgen, og bliver De gammel, saa faaer De Pension!«

»De har det dog bedst!« sagde Copisten, »at sidde og digte, det er jo en Fornøielse! hele Verden siger Dem Behageligheder, og saa er De Deres egen Herre! jo, De skulde prøve, at sidde i Retten med de trivielle Sager!«

Digteren rystede med Hovedet, Copisten rystede ogsaa med Hovedet, hver beholdt sin Mening og saa skiltes de ad.

»Det er et eget Folkefærd, de Poeter!« sagde Copisten, »jeg gad nok prøve paa at gaae ind i saadan en Natur, selv blive en Poet, jeg er vis paa, at jeg ikke skulde skrive saadanne Klynkevers, som de andre! – – Det er ret en Foraarsdag for en Digter! Luften er saa usædvanlig klar, Skyerne saa smukke, og der er en Duft ved det Grønne! ja, i mange Aar har jeg ikke følt det, som i dette Øieblik.«

Vi mærke allerede at han er blevet Digter; at antyde dette, vil i de fleste Tilfælde være, hvad Tydskeren kalder »abgeschmackt«, det er en taabelig Forestilling, at tænke sig en Digter anderledes end andre Mennesker, der kan mellem disse være langt mere poetiske Naturer, end mangen stor erkjendt Digter er det; Forskjellen bliver kun, at Digteren har en bedre aandelig Hukommelse, han kan holde paa Ideen og Følelsen til den klart og tydeligt er legemliggjort ved Ordet, det kunne de Andre ikke. Men at gaae over fra en hverdags Natur til en begavet er altid en Overgang, og saaledes maa den blive iøinefaldende hos Copisten.

»Den deilige Duft!« sagde han, »hvor minder den mig ikke om Violerne hos Tante Lone! Ja, det var da jeg var en lille Dreng! Herre Gud, det har jeg i mange Tider ikke tænkt paa! den gode gamle Pige! hun boede der omme bag Børsen. Altid havde hun en Qvist eller et Par grønne Skud i Vand, Vinteren maatte være saa stræng den vilde. Violerne duftede, mens jeg lagde de opvarmede Kobberskillinger paa den frosne Rude og gjorde Kighuller. Det var et artigt Perspectiv. Udenfor i Canalen laae Skibene indefrosne, forladte af hele Mandskabet, en skrigende Krage var da hele Besætningen; men naar saa Foraaret luftede, saa blev der travlt; under Sang og Hurraraab saugede man Isen itu, Skibene bleve tjærede og taklede, saa foer de til fremmede Lande; jeg er blevet her, og maa altid blive, altid sidde paa Politikammeret og see de Andre tage Pas til at reise udenlands, det er min Lod! O, ja!« sukkede han dybt, men standsede i det samme pludselig. »Herre Gud, hvad gaaer der dog af mig! saadan har jeg aldrig før tænkt eller følt! Det maa være Foraarsluften! det er baade ængsteligt og behageligt!« Han greb i Lommen til sine Papirer. »Disse give mig andet at tænke paa!« sagde han og lod Øinene glide hen over det første Blad. »Fru Sigbrith, original Tragedie i fem Acter,« læste han, »hvad er det! og det er jo min egen Haand. Har jeg skrevet den Tragedie? Intriguen paa Volden eller store Bededag, Vaudeville. – Men hvor har jeg faaet den? Man maa have puttet mig det i Lommen, her er et Brev?« ja, det var fra Theater-Directionen, Stykkerne vare forkastede og Brevet selv var slet ikke høfligt stilet. »Hm! hm!« sagde Copisten, og satte sig ned paa en Bænk; hans Tanke var saa elastisk, hans Hierte saa blødt; uvilkaarligt greb han en af de nærmeste Blomster, det var en simpel lille Gaaseurt; hvad Botanikeren først giennem mange Forelæsninger siger os, forkyndte den i eet Minut; den fortalte Mythen om sin Fødsel, den fortalte om Sollysets Magt, der udspændte de fine Blade og tvang dem til at dufte, da tænkte han paa Livets Kampe, der ligedan vække Følelserne i vort Bryst. Luft og Lys var Blomstens Beilere, men Lyset var den begunstigede, efter Lyset bøiede den sig, forsvandt dette, da rullede den sine Blade sammen og sov ind under Luftens Omarmelse. »Det er Lyset der smykker mig!« sagde Blomsten; »men Luften lader dig aande!« hviskede Digterstemmen.

Tæt ved stod en Dreng og slog med sin Stok i en muddret Grøft, Vanddraaberne stænkede op imellem de grønne Grene, og Copisten tænkte paa de Millioner Infusions Dyr, der i Draaberne bleve kastede i en Høide, der efter deres Størrelse var for dem, som det vilde være for os at hvirvles høit over Skylinien. Idet Copisten tænkte herpaa og paa hele den Forandring, der var foregaaet med ham smilede han: »jeg sover og drømmer!« mærkværdigt er det alligevel, hvor man dog kan drømme naturligt og selv vide, at det kun er en Drøm. Gid jeg imorgen kunde huske det, naar jeg vaagner; nu synes jeg at være ganske usædvanlig oplagt! jeg har et klart Blik over Alting, føler mig saa opvakt, men jeg er vis paa, at naar jeg imorgen husker noget af det, saa er det Vrøvl, det har jeg prøvet før! Det gaaer med alt det Kloge og Prægtige man hører og siger i Drømme, som med de Underjordiskes Guld: idet man faaer det, er det rigt og herligt, men seet ved Dagen, kun Stene og visne Blade: »Ak,« sukkede han ganske veemodig og saae paa de syngende Fugle, der nok saa fornøiede hoppede fra Green til Green. »De har det meget bedre end jeg! flyve, det er en deilig Kunst, lykkelig den, som er født med den! ja skulde jeg gaae over i noget, saa skulde det være saadan en lille Lærke!«

I det samme slog Kjoleskjøder og Ærmer sammen i Vinger, Klæderne bleve Fjer og Kaloskerne Kløer; han mærkede det meget godt og loe indvortes: »saa, nu kan jeg da see, jeg drømmer! men saa naragtigt har jeg aldrig gjort det før;« og han fløi op i de grønne Grene og sang, men der var ikke Poesie i Sangen, thi Digternaturen var borte; Kaloskerne kunde, som enhver der gjør noget til Gavns, kun gjøre een Ting af Gangen, han vilde være Digter, det blev han, nu vilde han være en lille Fugl, men ved at blive denne, ophørte den forrige Eiendommelighed.

»Det er artigt nok,« sagde han, »om Dagen sidder jeg paa Politikammeret mellem de solideste Afhandlinger om Natten kan jeg drømme at flyve som Lærke i Frederiksberghave, der kunde s’gu’ skrives en heel Folkecomedie derom!«

Nu fløi han ned i Græsset, dreiede Hovedet om til alle Sider og slog med Næbet paa de smidige Græsstraae, der i Forhold til hans nærværende Størrelse syntes store, som Nord-Afrikas Palmegrene.

Det var kun et Øieblik og det blev kulsort Nat omkring ham; en, som han syntes, uhyre Gjenstand, blev kastet hen over ham, det var en stor Kasket, som en Dreng fra Nyboder kastede over Fuglen, en Haand kom ind og greb Copisten om Ryg og Vinger, saa han peeb; i første Forskrækkelse raabte han høit! »Din uforskammede Hvalp! Jeg er Copist i Politikamret!« men det lød for Drengen som et pipipi! han slog Fuglen paa Næbet og vandrede afsted.

I Alleen mødte han to Skoledrenge af den dannede Classe, det vil sige, som Mennesker betragtet, som Aander vare de i Skolens nederste; de kjøbte Fuglen for otte Skilling, og saaledes kom Copisten til Kjøbenhavn, hjem til en Familie i Gothersgaden.

»Det er godt, jeg drømmer!« sagde Copisten, »ellers blev jeg s’gu’ vred! først var jeg Poet, nu en Lærke! ja det var da Poet-Naturen, der fik mig over i det lille Dyr! Det er dog en ynkelig Ting, især naar man falder i Hænderne paa nogle Drenge. Jeg gad nok vide, hvorledes dette løber af!«

Drengene førte ham ind i en meget elegant Stue; en tyk leende Frue tog imod dem, men hun var slet ikke fornøiet med, at den simple Markfugl, som hun kaldte Lærken, kom med ind, dog for i Dag vilde hun lade det gaae, og de maatte sætte den i det tomme Buur, som stod ved Vinduet: »det kan maaskee fornøie Poppedreng!« tilføiede hun og loe hen til en stor grøn Papegøie, der gyngede fornemt i sin Ring i det prægtige Messingbuur. »Det er Poppedrengs Geburtsdag!« sagde hun dum naiv, »derfor vil den lille Markfugl gratulere!«

Poppedreng svarede ikke et eneste Ord, men gyngede fornemt frem og tilbage, derimod begyndte en smuk Canarifugl, der sidste Sommer var bragt hertil fra sit varme, duftende Fædreland, høit at synge.

»Skraalhans!« sagde Fruen og kastede et hvidt Lommetørklæde over Buret.

»Pipi!« sukkede den, »det var et skrækkeligt Sneeveir!« og med dette Suk taug den.

Copisten, eller, som Fruen sagde, Markfuglen, kom i et lille Buur tæt op til Canarifuglen, ikke langt fra Papegøien. Den eneste menneskelige Tirade, Poppedreng kunde frempluddre, og som tidt faldt ret komik, var den: »nei, lad os nu være Mennesker!« Alt det øvrige den skreg, var ligesaa uforstaaeligt, som Kanarifuglens Qviddren, kun ikke for Copisten, der nu selv var en Fugl; han forstod inderligt godt Kammeraterne.

»Jeg fløi under den grønne Palme og det blomstrende Mandeltræ!« sang Canarifuglen, »jeg fløi med mine Brødre og Søstre henover de prægtige Blomster og over den glasklare Sø, hvor Planterne nikkede paa Bunden. Jeg saae ogsaa mange deilige Papegøier, der fortalte de moersomste Historier, saa lange og saa mange!«

»Det var vilde Fugle;« svarede Papegøien, »de havde ingen Dannelse. Nei, lad os nu være Mennesker! – Hvorfor leer du ikke? Naar Fruen og alle de Fremmede kan lee deraf, saa kan du ogsaa. Det er en stor Mangel, ikke at kunne goutere det Moersomme. Nei, lad os nu være Mennesker!«

»O husker du de smukke Piger, som dandsede under det udspændte Telt, ved de blomstrende Træer? Husker Du de søde Frugter og den kjølende Saft i de vildt voxende Urter?«

»O ja!« sagde Papegøien, »men her har jeg det langt bedre! jeg har god Mad og en intim Behandling; jeg veed, jeg er et godt Hoved, og mere forlanger jeg ikke. Lad os nu være Mennesker! Du er en Digtersjæl, som de kalde det, jeg har grundige Kundskaber og Vittighed, du har dette Genie, men ingen Besindighed, gaaer op i disse høie Naturtoner, og derfor dække de dig til. Det byde de ikke mig, nei, for jeg har kostet dem noget mere! jeg imponerer med Næbet og kan slaae en »Witz«: nei lad os nu være Mennesker!«

»O mit varme, blomstrende Fædreneland!« sang Canarifuglen, »jeg vil synge om dine mørkegrønne Træer, om dine stille Havbugter, hvor Grenene kysse den klare Vandflade, synge om alle mine glimrende Brødres og Søstres Jubel, hvor »Ørkenens Plantekilder« groe!«2

»Lad dog bare være med de elegiske Toner!« sagde Papegøien. »Siig noget man kan lee af! Latter er Tegn paa det høieste aandelige Standpunkt. See om en Hund eller Hest kan lee! nei, græde kan den, men lee, det er alene givet Menneskene. Ho, ho, ho!« loe Poppedreng og tilføiede sin Vitz: »Lad os nu være Mennesker.«

»Du lille graa danske Fugl,« sagde Canarifuglen, »Du er ogsaa blevet Fange! der er vist koldt i dine Skove, men der er dog Frihed, flyv ud! De har glemt at lukke for dig; det øverste Vindue staaer aabent. Flyv, flyv!«

Instinctmæssigt adlød Copisten og var ude af Buret; i det samme knagede den halvaabne Dør ind til det næste Værelse, og smidig, med grønne, funklende Øine, sneg Huuskatten sig ind og gjorde Jagt paa ham. Canarifuglen flagrede i Buret, Papegøien slog med Vingerne og raabte: »Lad os nu være Mennesker!« Copisten følte den dødeligste Skræk og fløi afsted igjennem Vinduet, over Huse og Gader: tilsidst maatte han hvile sig lidt.

Gjenboens Huus havde noget hjemligt; et Vindue stod aabent, han fløi derind, det var hans eget Værelse; han satte sig paa Bordet.

»Lad os nu være Mennesker!« sagde han uvilkaarligt efter Papegøien, og i samme Øieblik var han Copisten, men han sad paa Bordet.

»Gud bevar’os!« sagde han, »hvor er jeg kommet her op og saaledes faldet i Søvn! det var ogsaa en urolig Drøm jeg havde. Noget dumt Tøi var den hele Historie!«

VI.

Det Bedste Kaloskerne bragte

Dagen efter, i den tidlige Morgenstund, da Copisten endnu laae i Sengen, bankede det paa hans Dør, det var Naboen i samme Etage, en ung Theolog; han traadte ind.

»Laan mig dine Kalosker,« sagde han, »der er saa vaadt i Haven, men Solen skinner deiligt, jeg vilde nok ryge en Pibe dernede.«

Kaloskerne fik han paa og var snart nede i Haven, der eiede et Blomme- og et Pæretræ. Selv en saa lille Have, som denne var, gjelder inde i Kjøbenhavn for en stor Herlighed.

Theologen gik op og ned i Gangen; Klokken var kun sex; ude fra Gaden klang et Posthorn.

»O, reise! reise!« udbrød han, »det er dog det lykkeligste i Verden! det er mine Ønskers høieste Maal! da vilde denne Uro, jeg føler, stilles. Men langt bort skulde det være! jeg vilde see det herlige Schweitz, reise i Italien og –«

Ja, godt var det at Kaloskerne virkede lige strax, ellers var han kommet omkring alt for meget baade for sig selv og os Andre. Han reiste. Han var midt inde i Schweitz, men med otte Andre pakket ind i det Inderste af en Diligence; ondt i Hovedet havde han, træt i Nakken følte han sig, og Blodet var sjunket ham ned i Benene, der ophovnede, klemtes af Støvlerne. Han svævede mellem en blundende og en vaagen Tilstand. I sin Lomme til Høire havde han Creditivet, i sin Lomme til Venstre Passet og i en lille Skindpung paa Brystet nogle fastsyede Louisd’orer; hver Drøm forkyndte, at en eller anden af disse Kostbarheder var tabt, og derfor foer han feberagtig op, og den første Bevægelse, Haanden gjorde, var en Trekant fra Høire til Venstre og op mod Brystet, for at føle om han havde dem eller ei. Parapluier, Stokke og Hatte gyngede i Nættet oven over, og forhindrede saa temmeligt Udsigten, der var høist imponerende, han skottede til den, medens Hjertet sang, hvad i det mindste een Digter, vi kjende, har sjunget i Schweitz, men ikke til Dato ladet trykke:

▶Ja, her er saa smukt, som Hjertet vil,

Jeg øiner Montblanc, min Kjære.

Gid bare Pengene vil slaae til,

Ak, saa var her godt at være◀!

Stor, alvorlig og mørk var den hele Natur rundt om. Granskovene syntes Lyngtoppe paa de høie Klipper, hvis Top skjultes i Skytaagen; nu begyndte det at snee; den kolde Vind blæste.

»Uh!« sukkede han, »gid vi vare paa den anden Side af Alperne, saa var det Sommer og saa havde jeg hævet Penge paa mit Creditiv; den Angst, jeg er i for disse, gjør at jeg ikke nyder Schweitz, o, gid jeg var paa den anden Side!«

Og saa var han paa den anden Side; dybt inde i Italien var han, mellem Florents og Rom. Søen Tracymenes laae i Aftenbelysning, som et flammende Guld, mellem de mørkeblaa Bjerge; her, hvor Hannibal slog Flaminius, holdt nu Viinrankerne hinanden fredeligt i de grønne Fingre; yndige halvnøgne Børn vogtede en Flok kulsorte Sviin under en Gruppe duftende Laurbærtræer ved Veien. Kunde vi ret give dette Malerie, Alle vilde juble: »Deilige Italien!« men det sagde slet ikke Theologen eller een eneste af hans Reisefæller inde i Veturinens Vogn.

I tusindeviis fløi giftige Fluer og Myg ind til dem, forgjæves pidskede de omkring sig med en Myrthegreen, Fluerne stak alligevel; ikke eet Menneske var der i Vognen, uden at jo hans Ansigt var opsvulmet og blodigt af Bid. De stakkels Heste saae ud, som Aadsler, Fluerne sad i store Kager paa dem, og kun øieblikkelig hjalp det, at Kudsken steg ned og skrabede Dyrene af. Nu sank Solen, en kort, men isnende Kulde gik igjennem hele Naturen, det var som Gravhvelvingens kolde Luftning paa en heed Sommerdag, men rundt om fik Bjerge og Skyer den forunderlige grønne Tone, som vi finde paa enkelte gamle Malerier, og naar vi ikke have oplevet et saadant Farvespil i Syden, finde unaturlig. Det var et herligt Skue, men – Maven var tom, Legemet træt, al Hjertets Længsel dreiede sig efter et Natteqvarteer; men hvorledes vilde dette blive? Man saae langt inderligere efter dette, end efter den skjønne Natur.

Veien gik gjennem en Olivenskov, det var som kjørte han i Hjemmet mellem knudrede Pile, her laae det eensomme Vertshuus. En halvsnees tiggende Krøblinger havde leiret sig udenfor, den raskeste af dem saae ud, for at bruge et marryatsk Udtryk, som »Hungerens ældste Søn, der havde naaet sin Myndigheds Alder,«3 de Andre vare enten blinde, havde visne Been og krøb paa Hænderne, eller indsvundne Arme med fingerløse Hænder. Det var ret Elendigheden trukken frem af Pjalterne. »Eccellenza, miserabili!« sukkede de og strakte de syge Lemmer frem. Vertinden selv med bare Fødder, uredt Haar og kun iført en smudsig Bluse, tog imod Gjæsterne. Dørene vare bundne sammen med Seglgarn; Gulvet i Værelserne frembød en halv oprodet Brolægning med Muurstene; Flagermuus fløi hen under Loftet, og Stanken herinde – –

»Ja, vil hun dække nede i Stalden!« sagde een af de Reisende, »dernede veed man dog hvad det er man indaander!«

Vinduerne bleve aabnede, for at der kunde komme lidt frisk Luft, men hurtigere end denne kom de visne Arme ind og den evige Klynken: miserabili, Eccellenza! Paa Væggene stode mange Inskriptioner, Halvdelen var imod bella Italia!

Maden blev bragt frem; der var en Suppe af Vand, kryddret med Peber og harsk Olie. Denne sidste spillede Hovedrollen ved Salaten; fordærvede Æg og stegte Hanekamme vare Pragtretterne; selv Vinen havde Afsmag, det var en sand Mixtur.

Til Natten bleve Kufferterne stillede op for Døren; een af de Reisende havde Vagt, medens de Andre sov; Theologen var den Vagthavende; o hvor kvalmt var der ikke herinde! Heden trykkede, Myggene surrede og stak, miserabili udenfor klynkede i Søvne.

»Ja, reise er godt nok!« sukkede Theologen, »havde man bare intet Legeme! kunde dette hvile og Aanden derimod flaggre. Hvor jeg kommer, er der et Savn, der trykker Hjertet; noget bedre, end det Øieblikkelige, er det jeg vil have; ja noget bedre, det Bedste, men hvor og hvad er det! jeg veed i Grunden nok, hvad jeg vil, jeg vil til et lykkeligt Maal, det Lykkeligste af Alle!«

Og i det Ordet var udtalt, var han i Hiemmet; de lange hvide Gardiner hang ned for Vinduet og midt paa Gulvet stod den sorte Liigkiste, i den laae han i sin stille Dødssøvn, hans Ønske var opfyldt, Legemet hvilte, Aanden reiste. Priis Ingen lykkelig, før han er i sin Grav, var Solons Ord, her fornyedes Bekræftelsen.

Ethvert Liig er Udødelighedens Sphinx; heller ikke Sphinxen her paa den sorte Sarkophag besvarede for os, hvad den Levende to Dage forud havde nedskrevet:

▶Du stærke Død, din Taushed vækker Gru;

Dit Spor er jo kun Kirkegaardens Grave.

Skal Tankens Jakobs-Stige gaae itu?

Staaer jeg kun op, som Græs i Dødens Have?

Vor største Liden tidt ei Verden seer!

Du, som var ene, lige til det sidste,

I Verden meget trykker Hjertet meer,

End Jorden, som de kaste paa din Kiste◀!

To Skikkelser bevægede sig i Værelset; vi kjende dem begge: det var Sorgens Fee og Lykkens Udsendte; de bøiede sig over den Døde.

»Seer Du,« sagde Sorgen, »hvad Lykke bragte vel dine Kalosker Menneskeheden?«

»De bragte i det mindste ham, som blunder her, et varigt Gode!« svarede Glæden.

»O nei!« sagde Sorgen; »Selv gik han bort, han blev ikke kaldet! hans aandelige Kraft her var ikke stærk nok til at hæve de Skatte hist, som han efter sin Bestemmelse, maa hæve! Jeg vil vise ham en Velgjerning!«

Og hun tog Kaloskerne af hans Fødder; da var Dødssøvnen endt, den Gjenoplevede reiste sig. Sorgen forsvandt, men ogsaa Kaloskerne; hun har vist betragtet dem som sin Eiendom.

En rigtig Soldat.

Dramatisk Situation paa rimede Vers med Sange og Chor i een Act

Personerne

TANTEN
BRODERDATTEREN

(Theatret er deelt i to Dele; til Venstre: det Indvendige af en gammel, forfalden Fæstning, foran er et lille Havepartie, hvor Tanten og Broderdatteren sidde ved Theebordet; tæt ved er en Vagt med Geværer udenfor. Til Høire: Toppen af den fremragende Klippe, paa hvilken Fæstningen er anlagt. Grændsen dannes ved en Jordvold og en forfalden Muur, der strækker sig fra Baggrunden frem mod Tilskuerne.)
Ny Melodie.

1.

TANTEN

Drømmene flye, naar Sol staaer op,

Flye fra de Stakler, som sove!

BRODERDATTEREN

Nogle sig skjule i Rosens Knop,

Andre i Skum paa Vove.

TANTEN

Sorgens Drømme ei skilles ad,

De blive Dug paa Blomstens Blad!

2.

TANTEN

Snart er man midt paa Tidens Strøm,

Snart i en Hverdags-Novelle.

BRODERDATTEREN

Tidt drømmer Hjertet en sælsom Drøm,

Som man tør ikke fortælle.

TANTEN

Drømmen er Livets Poesie,

Men der er ikke Hold deri.

3.

TANTEN

Solen staaer op, og vi med den,

Saa har den Drømmen Ende.

BRODERDATTEREN

Næste Nat kan man drømme igjen,

Drømme, saa Kinderne brænde.

TANTEN

Medens man drikker sin Morgen-Thee,

Grunder man: mon min Drøm vil skee?

TANTEN

Ja, ved sin Thee man grunder over Sligt,

Men ved sin Caffe seer man tydeligt!

En god, en kraftig Kop strax gjennembryder

Den Taage, Drømmen lægger om vort Blik!

– Den Caffe! ja, den er en herlig Drik!

Det er for mig, ved hver en Kop jeg nyder,

Som om min Tanke større Klarhed fik,

Jeg føler ret hvad Mennesket betyder!

– Fra Orienten, veed du, Caffe kommer,

Det Land, hvor Feer og hvor Aander boe!

Hvor der er altid Blomster, evig Sommer,

Kan kun en Væxt, saa skjøn, som Caffe, groe!

Maaskee at Bønnen fik sit Trylleri

Ved Alfens Kys og Sang. Hvad er vel mere

Livsaligt smukt, skjøndt det er Phantasie!

– Jeg har det meget med at phantasere!

(Klapper Broderdatteren paa Kinden.)

Men ei du hører mine Hypotheser.

Du drikker Thee, det er en Ynk at see!

BRODERDATTEREN

I Smag, De siger, er jeg en Chineser,

Og en Chineser drikker helst sin Thee!

TANTEN

Du er en Gjæk! men det maa du dog sige,

At her er smukt, romantisk, ikke sandt?

Du holder dog af Romantiken, Pige?

BRODERDATTEREN

Af Alt, kun ikke af det Kjedelige!

TANTEN
(idet hun peger ud over Egnen.)

Fra Dalen skinner, som en Diamant,

Den klare Bæk, og bag ved Træer og Hække,

En Kjøbstad titter frem, saa hvid og rød,

Mens den og os de høie Bjerge dække

Mod Verdens Larm, mod Krigens Skræk og Nød.

BRODERDATTEREN

Men det er just, hvad jeg kan ikke lide!

Jeg flytted’ gjerne Bjergene til Side,

Her seer man jo af Verden knap en Flig!

TANTEN

Men bag ved Bjergene man fører Krig!

BRODERDATTEREN

Den sætter Liv i Folk!

TANTEN

Det kan du troe!

En Kugle? Nei, den gjør det af med Livet.

BRODERDATTEREN

Det er en Fæstning jo, vi to beboe?

Den blev en Commandant og Tropper givet,

Hvorfor er vel det Hele bragt istand?

– En Fisk vil svømme i det klare Vand,

En Fugl vil flyve, ingen Grændse kjende,

En Pige – ja, hun ønsker sig en Mand,

En Fæstning – nu, den venter paa en Fjende!

Men denne opnaaer aldrig slig en Gammen,

Den neppe faaer en Fingersbred at see,

Af hvad man kalder fjendtlig Magt; o vee!

Den staaer af Længsel reent og falder sammen!

TANTEN

Min Mand er ansat her, som Commandant,

Var det i sexten Aar, med Gud og Ære!

Og naar Regenten passende det fandt,

Saa kan du troe, det maa saaledes være!

Han satte ikke her en Mand, som min,

Der har Talenter, men som Faa kun kjende,

Hvis denne Fæstning var kun en Ruin,

Der ikke kunde bruges mod en Fjende.

BRODERDATTEREN

Besætningen vi har, er fire Mand;

See, for en Fæstning er det ikke meget.

Nu ligger Fjenden i vort kjære Land,

Men det har dog Regenten ei bevæget,

Han sender os jo ei Soldater flere!

Det var igrunden ogsaa Daarlighed.

Den hele Fæstning burde rives ned,

Thi Hver kan see, den duer ikke mere!

Reent glemt var den, man huskede tilbage,

Og Onkel, Commandanten, blev da kaldt

Til Residentsen for tre, fire Dage,

Og der, ifald jeg ikke gjætter galt,

Vil blive afgjort, vi skal ogsaa komme,

Nu, jeg vil ikke græde, naar det skeer!

TANTEN

Jeg frygter Barn, de Gisninger er’ tomme,

Gid bare snart vi Commandanten seer!

BRODERDATTEREN

Imidlertid min Fætter commanderer

Den hele Fæstning med de fire Mand!

TANTEN

Han gjør slet intet, uden harzelerer!

Den Galning er til alle Ting istand!

Det er min Mening, forud har jeg sagt den.

Min Mand jo maatte bort. Hvem gav han Magten?

Han kunde ikke give den til Vagten,

Til vores gamle Tjener eller mig.

Da var det just din Fætter kom med dig;

Du skulde blive her en Tid hos Tanten;

Saa blev din Fætter gjort til Commandanten!

BRODERDATTEREN

Hvorfor man ikke gjorde mig dertil,

Ja, det er noget, som jeg ikke gjætter!

Krigsvidenskaben er for mig et Spil,

Jeg er jo voxet op med Landkadetter!

Og nu paa Reisen har den kjære Fætter

Holdt Forelæsninger den lange Dag,

Ret underviist mig i det hele Fag,

Fra Katapult til Mørser og Musketter!

Mel. af: Prindsen af China, »Tage Verden, som den falder.«

1.

Han beriged’ mine Tanker,

Jo, jeg ret om Krigskunst veed.

Selv om de concave Flanker

Fik jeg sjelden god Besked!

Ja, Barbetter,

Ricochetter,

Muskedonner,

Orilonner,

Mørser, Miner,

Faskiner

Jeg beskueligt, grueligt fik.

TANTEN

2.

Jeg gad ei paa Reisen døie

Slig en høist prosaisk Snak!

Om det Dybe, om det Høie

Skal der tales, ellers Tak!

Træ og Stengel,

Kryb og Engel,

Skal og Kjerne,

Fnug og Stjerne!

Men Barbetter,

Ricochetter –?

Ei Damerne byder man sligt!

Nei, mit Barn, det er en Plage!

Bedre havde jeg for vist,

Da med Diligencen sidst

Jeg fra Staden maatte tage!

Det er atten Aar tilbage.

Vi var’ ti derinden i,

Allesammen Poesie!

Tænk, en Sanger, en Tenor,

Og en Bas, jo den var bister,

To berømte Componister,

Tre Chorister,

Og en Digter, der var stor.

Instrumenter havde ingen,

Hver var selv et Instrument.

BRODERDATTEREN

Om jeg ei begriber Tingen,

Aner jeg den excellent!

TANTEN

Først kom Bassen med sit »Brum!«

Jeg sad baade kold og stum.

Violinen, Klarinetten,

De var’ lige der paa Pletten!

Ak, hvor smeltede de to

Med den fine piccolo.

Dolce, piano, derpaa forte –!

– Hvor de Timer vare korte!

De svandt hen, som sød Musik.

Jeg og Commandanten gik –

Men i vore rørte Hjerter

Reisen staaer med dens Concerter.

BRODERDATTEREN

Tanken selv mig gjør bevæget.

TANTEN

Ak, det gik, som jo saa meget!

– Men, din Fætter, det er sandt!

Han endnu ei kommer ned?

Det er noget der, jeg veed,

Passed’ sig, var han galant.

Ja, min egen Commandant

Har da hver en Morgen gjort det,

Her han sad ved Caffebordet,

Førte Ordet,

Ofte ret interessant!

Saa skal Fætter ogsaa gjøre!

Han fortæller, vi vil’ høre.

BRODERDATTEREN

Men er da ikke jeg interessant?

Derfor er jeg bekjendt i vor Familie;

Nei, det var sært, at De det ikke fandt,

Dertil har jeg den allerbedste Villie!

Det kommer ene an paa nu at vide,

Hvad kjære Tante egentligt kan lide.

Mel. af: Kapertoget: »Der seiled’ en Skude.«

1.

Om Væddeløb snildt demonstrerer En,

Om Hestenes Been,

Trainering og Fuldblod og hvad han vandt:

Han er interessant. Thi Verden har mange Manerer,

Hvorpaa man interesserer!

2.

En pluddrer Historier nydeligt hen

Om den og om den!

Bagtaler hun vel? Nei, ingen det fandt.

Hun er interessant!

Thi Verden har mange Manerer,

Hvorpaa man interesserer!

3.

En tredie sidder, som Tænker ret,

Ja gjelder for det.

Han just ved sin Taushed faaer noget piquant.

Han er interessant!

Thi Verden har mange Manerer,

Hvorpaa man interesserer!

TANTEN

Du lille Skjælm! jo du veed god Besked!

Men vi maae have denne Fætter ned.

Nu, veed jeg dog, at han kan ikke ligge.

Jeg henter ham.

BRODERDATTEREN

Nei, gjør det ikke!

Mig har han sagt det,

Mig paalagt det:

At før omtrent den halve Dag er omme,

Kan han umuligt komme.

Men tro dog ei, at Commandanten sover,

Han paa sit Commandantskab læser over!

Forstyrre ham, var baade Synd og Skam.

TANTEN

Jeg henter ham!

BRODERDATTEREN

Det gaaer slet ikke!

Du gode Gud!

Nei, skal der sendes Bud,

De mig maa skikke.

Han lyde bør; thi først staaer Tanten,

Og siden Commandanten.

(Hun hopper ud.)
TANTEN (alene).

Der svæver hun! Man maa dog sige,

Hun er en overmaade deilig Pige!

Saa nydelig, saa ungdomsglad,

Med en Veltalenheds, jeg veed ei hvad?

Ret opad Dage,

Som jeg saae ud for en Snees Aar tilbage! –

Som var det skeet igaar, jeg husker nøie

Det glimrende utroligt skjønne Bal,

Hvor jeg med Commandanten, min Gemal,

For første Gang saaes Øie imod Øie.

Jeg var i stribet Silke,

Med mange Roser, og med lange Stilke

De stod’ om Haaret. Jeg var saa bekrandset,

Og Blomsterne de nikked’, naar jeg dandsed’,

Med Commandanten svæved’ jeg afsted;

I Dandsen fødtes vores Kjærlighed.

Han var den lette Hjort og jeg var Hinden!

Og mine Blomster slog’ ham skjælmsk paa Kinden.

Det var det søde Blomster-Skjælmeri!

Ak, nu er det forbi!

Mel. af: Lulu: »Naar Møen bliver Kone.«

1.

Man løfter os af Vuggen.

Heisa, sa, sa!

Nu kommer Leeg med Dukken.

La, la, la, la!

Man reiser sig meer,

Man kneiser og seer –!

Ei! hvor blev Barnet af?

2.

Saa faaer man strax en Mening.

Heisa, sa, sa!

Nu Elskov og Ægteforening.

O ja, ja, ja, ja!

Saa bryster man sig,

Saa ryster man sig,

Ei! hvor blev Ungdommen af?

Mel. af: Barberen i Sevilla: »Rolig Nat.«

Rolig Nat! ak, Alt forsvinder!

Liliehænder, Rosenkinder!

Før man fatter det Brillante,

Er man alt en gammel Tante!

(talende.)

Og det gaaer saa forfærdelig gesvindt.

Mel. Molinasky.

Ei skal man troe, at det kommer med en Kryben,

Nei, det just kommer i en flyvende Gallop.

Bladene falde og man bliver til en Hyben,

Ligesom Rosenknoppen deiligst springer op!

(talende.)

Det er slet ikke behageligt!

Mel. af Corsaren: »Medens Maanen sagte daler.«

Skjønne Drøm om Ungdoms Dage,

Uforandret kom tilbage!

Da jeg leved´,

Da jeg svæved´!

Ei min Commandant jeg kjendte,

Men han kom og Hjertet brændte.

Knæ han bøied’, Hæved’ Øiet.

Sukkede: »min Mariane!«

Og svoer til Hymens Fane.

Er det forbi? Nei, det er ikke sandt!

Endnu han bøier Knæ, min Commandant,

Min egen Gamle aander ud et Suk!

– For fyrgetyve Aar, hvor var han smuk!

BRODERDATTEREN
(kommer i Fætterens Uniform; hun lægger den ene Haand paa Hatten den anden paa Sabelen, og bliver staaende i nogen Afstand).
TANTEN

Naa, er du der! ja jeg har Lyst at skjænde!

Der skal man sende

Bud efter Herren! jo han er galant!

Nu bed om Naade, min Hr. Commandant!

(Hun gjenkjender Broderdatteren.)

Nei, hvad skal det betyde,

Du lille Fjante!

BRODERDATTEREN

Jeg skal som Fætter byde

God Morgen Tante!

TANTEN
(idet hun gjennem sine Briller betragter hende.)

Nei, hun er nydelig fra Top til Taa!

Og har Moustacher paa.

Hvor fik Du dette gjort i Øieblikket?

BRODERDATTEREN

Jeg fik det!

TANTEN

Og Fætteren?

BRODERDATTEREN

Den haabefulde Plante?

Han staaer jo her, min naadige Fru Tante!

(Peger paa sig selv.)

Jeg er min Fætter. See, det samme Smiil,

Og fra mit Øie truer

Den Elskovs-Piil,

Han sender Frøkener og Fruer.

Jeg har hans Kjækhed, hans Courage,

Fra Støvler til Moustache,

Og er til Alt parat!

TANTEN

Du er en net Soldat!

BRODERDATTEREN

Det skal jeg mene!

Jeg ogsaa være kan den meget pene,

Den underholdende og hvad De vil!

De veed jo, Fætter har Talent dertil.

Jeg staaer bag Deres Stol, som Cavaleer,

Jeg taler løst og fast et heelt Qvarteer

Om gode Venner, – helst Skandale!

Om Veiret, Ingenting og anden Tale!

Jeg kysser Deres Haand, kan være stum,

Beundre, bukke, smile, være dum.

Kunstkjender er jeg ogsaa, maa De vide!

Jeg vender op og ned og slaaer til Side.

Kan dømme om Musik og Poesi,

Især om Feilene, som er’ deri,

Om Malerier, stort og smaat,

Thi egentligt er ikke meget godt!

TANTEN

Du lægger ret Veltalenhed for Dagen.

BRODERDATTEREN

Det kommer af, jeg nu har Skjæg paa Hagen,

– Vil De en ganske simpel, brav Soldat?

Jeg ogsaa staaer parat!

Er paa min Post, den mig bestemte Time,

Om Kugler og Granater om mig kime.

(Hun tager et Gevær og gjør nogle Maneuvrer.)

Gevær paa Skuldren! presenteer!

Gevær i Armen!

Haand paa Barmen!

See til Venstre! – lige ud!

Lad Geværet! – –

TANTEN

Ingen Skud!

Det er ellers nydeligt!

Du har ret Genie til Sligt!

Men jeg allerhelst Dig saae

Med din egen Kjole paa.

Hvorfor kom ei Fætter her?

BRODERDATTEREN

Fætter?

TANTEN

Ja! Du fandt ham der?

BRODERDATTEREN

Jeg vel strække maa Gevær

Og den rene Sandhed sige!

Frygt kan passe for en Pige,

Men et Mandfolk sligt maa glemme!

– Fætter, han er ikke hjemme.

TANTEN

Ikke hjemme? Hvad, han turde?

BRODERDATTEREN

Han har Fæstningen forladt.

Det endnu var næsten Nat,

Han et lille Udfald gjorde!

TANTEN

Gud bevar’ os! er det sandt?

Vi er uden Commandant!

BRODERDATTEREN

Vist og sandt,

Vi er’ uden Commandant!

Mel. af Bruden: Siig mig hvor?
TANTEN

Siig mig hvor,

Du da troer,

Fætter nu kan være?

Hvilken Skræk, hvilken Gru,

Kom her nu

Fjendens hele Magt!

Du kan troe,

Strax vi To

Blev i Lænker lagt,

Og i Fængsel bragt.

Ja, henslæbt,

Muligt dræbt,

Røvet Liv og Ære!

Ak, jeg seer

Ikke meer

Frelse i vor Vee!

Vil han troe,

At vi To

Kan, om sligt skal skee,

Staae mod en Armee!

(Hun slaaer Hænderne sammen og synker tilbage i Stolen.)
BRODERDATTEREN

Kjære Tante, De jo veed,

Her er ei den mindste Fare!

Fætter leed af Kjedsomhed –

TANTEN

Uden Commandant!

BRODERDATTEREN

Hør bare!

Det jo dog som Sandhed staaer,

At i fem og tyve Aar

Kom her aldrig nogen Fjende;

Og mens vi til Krigen kjende,

Viste sig ei mindste Tegn,

At man kom i denne Egn.

Bjergene os lukke inde,

Her er ingen Ting at vinde,

Og de kan os ikke finde!

Derimod det arriverer,

Fjenden lidt recognoscerer

Nogle Mile kun herfra.

Streifpatrouiller den udsender.

Sjeldent er det, men det hænder.

See nu kjære Tante da:

Sligt er fristende for Fætter!

Denne Stilhed her ham trætter.

Jeg da sagde til ham: »gaae!«

Fjender træffer han ei paa,

Og han har mig givet Ordet,

Han er her ved Middagsbordet.

Saa har han dog rørt sig lidt,

Har en prægtig Appetit.

TANTEN

Hvis det Uheld ham tilstøder,

Han en Streifpatrouille møder,

Herre Gud, hvor skal det gaae!

Hvor kan Mennesket vel mene,

Han alene

Kan dem Allesammen slaae!

BRODERDATTEREN

Men han er jo ikke ene,

Alt vort Mandskab er afsted!

TANTEN (med et Skrig).

Alle fire?

BRODERDATTEREN

Tog han med.

TANTEN

Er da Mennesket af Lave!

Det er jo en Skræk og Gru!

BRODERDATTEREN

Kjære Tante, men vi have

Jo den gamle Hans endnu!

TANTEN

Nei, det skal du ikke haabe!

Malurt er den sidste Draabe.

Gamle Hans er ogsaa med!

Jeg, jeg sendte ham afsted;

Sendte ham iaftes silde,

– Jeg det ikke sige vilde –

Ned til Byen for at hente

En Roman, jeg har ivente,

Men endnu han er her ikke!

BRODERDATTEREN

Vi maae os i Skjæbnen skikke!

See, vi er’ dog altid to!

TANTEN

Det er noget, kan du troe!

Damer er’ vi! kommer Fjenden,

O, da forudseer jeg Enden:

Det er frygteligt at tænke!

BRODERDATTEREN

Døer jeg Tante, trøst min Enke!

TANTEN

Det er Fusentasteri!

Ja, det ligner godt din Fætter!

Der er’ ingen Tanker i.

Os han kun i Fare sætter.

– Men, hvorfor lod du ham gaae?

BRODERDATTEREN

Gamle Hans jeg stoled paa,

Tænkte ikke,

Tante pleiede at skikke

Ham afsted, ved Midnatstide,

Uden vi fik det at vide!

Det var meget uforsigtigt

Ikke rigtigt!

Et Subject, der var saa vigtigt.

Ham at sende –!

TANTEN

Er det mig, der skal ha’e Skjænd?

BRODERDATTEREN

Men her kommer ingen Fjende!

Og ifald Sligt skulde hænde,

Som er reent umuligt jo,

Tante, see, saa er’ vi to!

Det vil klinge smukt, ei sandt?

Fæstningen de maatte give,

Men derinde kun, man fandt,

Var alene to ilive!

Det heroisk er og stort.

– Lukket er den store Port,

Vindebroen trukket op,

Det gjør dog et lille Stop,

Man kan aldrig overvindes,

Hvor der ingen Fjende findes.

Fæstningen er med forsvarlig,

Naar kun Fjenden ta’er lidt varligt.

Mel. af Elisa: Med vilde Hyl.
TANTEN

1.

Da jeg som lille Pige gik,

Jeg Legetøi og Dukker fik,

Men ogsaa lidt af Riset!

I Dyd og Sæder meer jeg vandt,

Mit Hjerte var min Commandant,

I Barndoms Paradiset!

2.

Jeg voxte op, blev rød og hvid,

Jeg viste dem til rette Tid,

Jeg ogsaa havde Villie!

Det gik, som jeg det rigtigst fandt,

Mit Hjerte var min Commandant,

Jeg selv saa bly en Lillie!

3.

Til Commandantskab er jeg vant,

Derfor jeg tog en Commandant,

Og blev Commandantinde!

BRODERDATTEREN

Prøv da engang, som lidt piquant,

En Time uden Commandant,

Det bør sig just en Qvinde!

TANTEN

Man sig maa i Skjæbnen skikke!

Fætter knælende skal ligge

Og min Vredes Malurt drikke.

Jo, jeg skal med Ord og Blikke

Tale til ham –!

BRODERDATTEREN

Skaan ham ikke!

Han har mange slemme Pletter!

(der falder et Skud nedenfor Fæstningen og man hører det herpaa følgende Chor.)
TANTEN

Gud bevar os!

BRODERDATTEREN

Det er Fætter

Med sit lille Compagnie!

Nu er da den Skræk forbi!

Jeg paa Volden træder frem,

De Krabater

Skal dog see, her er Soldater.

(hun tager et af Geværerne, som staae udenfor Vagten, stiger op paa Volden og seer ud over Brystværnet; kommer derpaa hurtigt tilbage).

Tante, det er ikke dem!

TANTEN (i den største Skræk).

Det er hele Fiendens Hær!

Fæstningen jeg overgiver!

BRODERDATTEREN
(lægger Fingeren paa Munden, staaer et Øieblik tvivlraadig, løber derpaa op paa Volden og raaber høit.)

Ha, hvem der!

TANTEN

Min Død det bliver!

CHOR AF FJENDTLIGE JÆGERE,
(som vise sig paa den anden Side af Scenen, de ere klattrede saa høit op, at man seer de fleste omtrent til Brystet.)
Mel. af: Vilhelm Tell: »Quelle sauvage harmonie.«

Svaghed for Magten skal vige!

Fæstningen vil vi bestige!

Qvinder og Mænd nok saa net,

Vi spidde paa vor Bajonet!

Da stolteligt Fanen vaier,

Hvor ydmyg Fjenden staaer.

Fremad! fremad! Kamp og Seier,

Egen Kraft os Lykke spaaer!

BRODERDATTEREN
(under Sangen raaber hun ind paa Scenen).

Streifpatrouillen vil sig nærme!

(iler hurtigt ned.)
TANTEN

Ak hvo vil os dog beskjærme.

DE FJENDTLIGE JÆGERE
(lægge sig i en angribende Stilling foran Fæstningsmuren).
BRODERDATTEREN

Tante, hele Compagniet

Er kun ni Mand stærkt, ei mere!

Egnen de recognoscere,

Og er’ komne her forbi,

Troe, hvad der er Mening i,

At Besætningen er mager!

Det staaer slemt med vore Sager!

DE FJENDTLIGE JÆGERE
(blæse et Signal, strax derpaa falder igjen et Skud).
TANTEN

Overgiv dig! Skynd dig dog!

BRODERDATTEREN

Nei, saa var jeg ikke klog.

Præsten selv ei siger Amen,

Før han dog har snakket lidt!

Man kan imponere tidt!

Det er jo kun ni tilsammen,

Vi er to, vi vil dem skræmme.

Her er Commandanten hjemme.

(støder Døren op til Vagtstuen og tager ihast to Geværer).
TANTEN
Mel. af: Pigen ved Søen: »I Frygt og Smerte.«

»I Frygt og Smerte

Omspændt af Trængsel,

Er som i Fængsel

Mit arme Hjerte!«

Og du Hærskare,

Du see vor Fare,

Du os bevare,

Du os forsvare.

Vi er’ i Nøden,

Vi er ved Døden;

Ak, Blodet, Modet

Mig gaaer i Ho’edet!

(hendes Stemme bliver svagere og svagere.)
BRODERDATTEREN
(paa samme Tid talende).

De blev’ ladede igaar!

Hvor er det nu Trommen staaer?

Jeg har seet den.

Her er den, og her Trompeten.

Imponere!

Ingenting kan gjøre mere!

(hun træder op paa Volden).
Mel. af: Pigen ved Søen: »Her kommer jeg med mine Mænd.«

Her kommer jeg til Kamp parat,

Som det sig bør en brav Soldat!

Mandskab her er og Mod dertil.

Fæstningen sig forsvare vil.

TANTEN

Siig, vi er’ uden Commandant,

Damer, og ikke til Krigen vant!

CHORET

Fæstningen sig forsvare vil,

Mandskab de har og Mod dertil,

Ei har jeg troet, det var saa stort.

Men nu det dristige Skridt er gjort.

Kjækt uforsagt til Kampen da!

Fæstningen tage vi. Hurra!

(De blæse Allarm).
BRODERDATTEREN

Mandskabet her o. s. v.

TANTEN

Siig, vi er’ uden Commandant,

Damer, og ikke til Krigen vant!

BRODERDATTEREN
(Melodrama).

Tante, det er Seirens Time;

Vi maa slaaes og ei besvime!

Her er Trommen.

(Hænger den om Tanten.)

Kampen kalder.

Slaae en Hvirvel, saa det skralder,

See, saaledes maa det gjøres!

Det skal høres.

(Hun slaaer Allarm.)

Vort Mandskab sig fordele,

Ei vi bruge det Hele!

Adjutanten melder,

I den bombesikkre Kjælder

Den halve Deel sig hvile,

Den anden Halvdeel kile

Paa Fjendernes Flok!

Snart har vi nok

Berendingskorpsets øvrige Dele,

Nu ere ni kun det Hele.

CHOR
Mel. af: Corsarerne: »Tys, tys, ingen Støi!«

Tys! tys! lytter til!

Sagte, sagte! her er Fare!

Fæstningen sig kan forsvare,

Let den os forjage vil!

Jeg er bange,

Vi greb feil af Lykkekuglen,

Alt for mægtig er os Fuglen.

Den at fange

Fordrer, vi maae være mange.

Sagte, sagte, læg dig ned;

Snedighed!

Vi ved den

Muligt naae til Maalet hen.

Jo! hvis vi dem kan imponere,

Dem forskrække,

De for os skal Vaaben strække,

Ellers maae vi retirere!

TANTEN (paa samme Tid).

Tys, tys! hvilke Skrig!

Du min Skaber! hvilken Fare!

Hun vil Fæstningen forsvare;

Jeg er næsten halv et Liig!

Kjære Pige,

De vil Murene bestige,

Strax de tage os til Fange!

Jeg er bange!

Hvad kan du imod saa mange?

Pige, Pige! jeg er vred,

Læg dig ned!

Eller da

Kuglen ta’er dig snart herfra.

Ja! her er ikke Tid at gante.

Du skal lyde,

Strax lad være nu at skyde!

Pige! nu befaler jeg som Tante.

BRODERDATTEREN
(paa samme Tid, idet hun snart er paa Volden, snart nede og med forskjellige Stemmer uddeler sine Befalinger, som om hele Fæstningen var besat med Mandskab).

Gjør Faskiner, Skandsekurve!

Sæt Barbetterne istand!

Atten Pundinger ved Porten.

Tyve Mand og derpaa fjorten,

I Halvmaanernes flankerte

Vinkel stilles maa.

– Marscherne vel kombinerte!

Her Kanonerne skal staae!

Mere fjernet

Bag Brystværnet

Skal det svære Skyts sig stille,

Ricochets i Luften spille.

(ved Chorets Slutning slaaer hun en Hvirvel paa Trommen, blæser i Trompet, Larmen maa bestandig gjøres større og større.)
(til Tanten.)

Slaae paa Trommen! slaae paa Trommen!

TANTEN

Ak, saavidt er det da kommen!

De vil stikke Alt i Brand!

Ak, jeg trommer som jeg kan.

(i den største Skræk slaaer hun af alle Kræfter paa Trommen. Broderdatteren blæser i Trompet).
BRODERDATTEREN

Første, tredie Peloton!

Her vi ville,

De sig stille!

Skaaner ikke, om de bede!

Aabner Sluserne dernede!

Fire Pjecer paa Barbetten.

Nu begynde Ricochetten!

(Hun skyder over Muren.)
Mel. af Tancredi: Til Kampen Æren vinker.

Til Kampen man os kalder,

Skuddet falder.

Overmagten er for stor!

BRODERDATTEREN

Piben lyder, Trommen skralder,

Jeg til Seirens Fane svor!

CHOR

Vi er’ for Faa,

Vi flygte maae!

(De trække sig bort.)
BRODERDATTEREN
(skyder efter dem.)
Mel. af Operaen Norma.

Fjenderne flygte, de jage afsted.

Seiren er vor og Fæstningen med.

BRODERDATTEREN (idet hun griber den gamle Fane).

Fanen skal vaie i Solens Glands

Vi have vundet vor Laurbærkrands.

Viist os til Kampen og Seiren parat,

Jo, vi var en rigtig Soldat.

BEGGE TO

Fanen skal vaie o. s. v.

(Man hører fra den anden Side af Scenen et Horn.)
Mel. af Richard: Nach Sevilla.
BRODERDATTEREN

Der er Fætter!

TANTEN

Der er Fætter!

Jeg vor Seier ham beretter!

BRODERDATTEREN

I Avisen han den sætter.

TANTEN

Du har Fæstningen bevaret!

Du alene den forsvaret!

BRODERDATTEREN

Jeg alene? det er Spot!

Tante, Trommen gjorde godt.

(Til Publicum.)
Mel. af Slottet Montenero: Man har mig sagt.

Fjenden jeg slog, jeg var ei seen!

Jeg mod de ni var ikke bange,

Vil da nu De, som er saa mange

Fælde mig, jeg er kun een!

De kan mig ene

Seiren forlene!

Og denne Seier er mig vigtig;

Ellers det hedder, jeg har tabt,

Først ved Dem bliver Seiren skabt,

Først ved Dem er Soldaten rigtig!

Det har Zombien gjort

Har du hørt om Tryllelandet

Bag de vilde Pyrenæer?

Maurisk Kunst staaer i Ruiner

Under høie Pinietræer.

I den milde Luft ved Kilden

Synge Hyrderne om Cid,

Messer læses, Klokker klinge,

Her er altid Kirketid.

▶I Sevillas Dom er malet

En Madonna reen og mild,

Jomfru bly og dog som Moder,

Ynde, Mildhed, Guddoms Ild.

Men hvo blanded’ disse Farver?

Hvohar kunnet male Sligt?

Hvad jeg veed, vil jeg fortælle,

Og det Givne er ei Digt◀!

Velbekjendt er Don Murillo,

Spaniens Correggio,

Paa hans Dragt man saae hans Rigdom,

I hans Øie Snillet lo.

Det var just en Sommermorgen,

Tidligt, som de pleied’ det,

Kom Eleverne og satte

Sig til Pensel og Pallet.

Don Murillo var der ikke,

Der blev spøgt og der blev talt,

Drillet, sværmet, aandet Viisdom,

Og forresten meget galt.

»Ved Sanct Jacob!« skreg den Ene,

Da han for sit Billed’ staaer,

»Hvo har malet paa mit Stykke?

Hvo gik sidst herfra igaar?«

»O du Nar, vi gik jo sammen!

– See, hvor min Pallet seer ud!

Og betragt dog dette Stykke,

Det er malet til en Klud!«

»Dog i Hjørnet staaer et Hoved,

O, hvor deiligt! o hvor blødt!

Det har du ei kunnet male,

Før dit lever er det dødt!«

»Mine Pensler ere vaade!«

Raabte høit en Tredie der;

»Det er ei den første Morgen,

Sligt er mødt os Alle her!

Meget skeer i Nattens Time,

Meget, underfuldt og stort!«

– »Ah, du troer med Negerslaven

Gomes, det har Zombien gjort;

Zombien, som han kalder Nissen,

Efter Negerfolkets Tro!«

– »Gid«, udbrød den ældste blandt dem,

»Zombien lod Jer i Ro,

Og fuldførte min Madonna,

Det vil ei med hende gaae!«

Han sig vendte til sit Billed,

Blegnede og saae og saae:

Herligt skjønt, om kun skizzeret,

Et Madonnahoved stod.

»Naadens Gud! hvo maled’ dette?

O, jeg har ei Kraft, ei Mod

Til at ende dette Skabte!

Hvilken Skjønhed! o, hvor stort!«

Don Murillo traad i Salen,

Spurgte: »hvo har dette gjort?

Den som maled’ det, er Maler,

Er min kjæreste Elev!«

Alle nedslog deres Øine,

Alle om ham tause blev.

»Svar dog, hvo har malet dette?

Svar mig! jeg det vide vil!«

– »Zombien har gjort det, Mester,

Her gaaer ikke rigtigt til!

Hver en Aften Alt vi ordne,

Rense Pensel og Pallet,

Men hver Morgen naar vi komme,

Intet er paa samme Plet!

Men rundt om, saa deiligt malet,

Titter mangt et Hoved frem,

Her en Engel, der en Djævel,

Man maa gaae fra sine fem!«

Taus Murillo saae paa Stykket,

Vendte Øiet da mod Jord:

»Gid jeg selv det havde malet!«

Var den store Mesters Ord.

»Men hvo har? Kom ind Sebastian!

Dreng, du med det uldne Haar!«

Og en Søn af Negerslaven

Kom, en Dreng paa fjorten Aar.

»Har jeg ikke strængt befalet,

Du hver Nat skal sove her!«

– »Herre jo.« – »Du gjør det ikke,

Vi har jo Beviset der!

Siig, hvo kommer her om Natten?

Hvorfor løber du din Vei?« –

– »Herre, her har ingen været,

Ingen, Ingen, uden jeg!« –

»Dreng, du lyver! jeg befaler,

Du skal vaage her inat,

Og imorgen du fortæller,

Hvo der har for Stykket sat!

Sover du, hvad heller løber,

Vil det ilde med dig gaae!

Stokkeprygl, ja fem og tyve,

Skal du ærligt af mig faae!

Og Enhver nu til sit Arbeid’!«

Under dette Dagen gik;

»Tænk paa Pryglene, Sebastian!«

Var den Mindelse, han fik.

»Zombien er det!« sagde Drengen,

»Slaae mig for det er for haardt!

Benet der paa Eders David

Trak han langt og Armen kort!«

»Rigtigt truffet!« skreg de Andre,

»Selv Sebastian gjør dig Tort!«

Og de drillede og spøgte,

Endelig gik Alle bort.

– – Det var Nat, saa tyst og stille,

Lampen bredte ud sit Skjær;

Ene, grundende, stod Drengen;

Tænkte han paa Zombien her?

Døren aabnedes saa sagte,

Blikket vendte han der hen;

Negeren, hans Fader, var det,

Eneste og bedste Ven.

»Fader, hvad vil du saa silde?«

– »Vaage for dig! sov saa du.«

– »Det behøves ikke Fader!«

– »Men naar Zombien kommer nu!«

»Jeg er ei for Zombien bange!«

– »Men hvis dig han tager bort,

Staaer jeg jo i Verden barnløs,

Barnløs, det er altfor haardt!

Du min Slavestand mig mildner!«

– »Fader, jeg har meget grædt!

Være Slave, o hvor grusomt!« –

– »Barn, Vorherre vilde det!«

– »Fader, Frihedstimen kommer,

Jeg i Drømmene den saae!«

»Sov nu Du! naar Zombien kommer,

Muligt Hjælp fra ham vi faae!«

»Gaae dog, Fader! vær ei bange!

Bed, gid Frihedstimen slaae!«

Og med Kys og barnlig Tale,

Bragte han ham til at gaae.

»Nu til Arbeid!« raabte Drengen;

»Gud, jeg kan jo ei modstaae!

Der er noget inden i mig,

Som tilraaber mig, jeg maa!

Men naar De i Morgen spørge,

Og jeg ikke svare kan.

Fem og tyve Slag bekommer

Da din Ryg, Sebastian?

Gud, jeg kan ei lade være!«

Og han græd og knæled’ ned;

Under Bønner, under Taarer,

Sendte Søvnen ham sin Fred! –

Først i Dæmringen han vaagned’,

Og forskrækket saae sig om,

Kun tre Timer var tilbage;

Da han vidste, at de kom.

»Jeg har sovet, kunnet sove,

Sove Friheds-Tiden hen!

Kun endnu tre korte Timer,

Slave er jeg da igjen!

Mod, Sebastian! Du maa male!

Er det vel en Synd, o Gud?«

Penslen greb han, sin Madonna

Vilde kjækt han slette ud;

Men selv i de svage Omrids

Laae en Kraft, et Sjæleblik!

O, det var, som om hun aanded’,

Smilet til hans Hjerte gik.

»De lod hende staae, de Andre,

Slette ud de kunde ei,

Selv Murillo vilde ikke,

Mesteren, og skulde jeg?

Nei, lad ham imorgen slaae mig,

Hvert et Træk jeg lader staae!

Som du staaer for mig, Gudsmoder,

Jeg dit Billed’ male maa!«

Og hans Kunstner-Øie flammed’,

Dristigt Penselen han tog,

Malede, imedens Hjertet

Helligt i Begeistring slog.

Solen lyste, Alt han glemte,

Stokkeprygl og Slavestand,

Stor og fri hans Sjæl sig følte,

Aanden vied’ ham til Mand.

Pludseligt en Støi han hørte,

Tæt bag ved ham Klyngen stod:

Don Murillo, hans Elever;

Blodet Drengens Kind forlod;

Hovedet af Skræk han bøied’

Straffen nu han tænkte paa.

Mens den hele unge Skare

I Beundring paa ham saae.

Don Murillo dulgte Blikket,

Syntes vred og streng i Hu.

»Dreng, hvo lærte dig at male«?

»Herre, du!« – »Hvad jeg?« – »Ja du!« –

»Jeg har aldrig underviist dig!«

– »Men jeg dig jo male saae,

Og naar du de Andre lærte,

Stod og hørte jeg derpaa!« –

– »Ja, du hørte, du benytted’,

Ordet til den Rette kom!

Du maa tugtes, eller lønnes –!«

– »Lønnes!« bad de rundten om.

»Vel, forlang!« og Drengen bæved’

Han i Hjertet blev saa glad.

»Bed om Penge! bed om Klæder!«

Men endnu han ikke bad.

»Tal kun frit!« udbrød Murillo;

»Herre, ak! jeg vover ei!«

»Bed om Penge!« sagde nogle,

»Du i Dag faaer intet nei!«

»Bed om Frihed!« raabte Andre,

»Nu din Trældom er forbi!«

»Frihed!« raabte Drengen, »Frihed!

Herre, giv min Fader fri!«

Og Murillo brast i Taarer,

Slutted’ Drengen i sin Favn,

»Han og du er’ frie, I kjære!

Værdig er du Kunstner-Navn!

Aandens Snille kan man eie,

Men der maa et Hjerte til!

Held mig, jeg har skabt en Maler,

Spanien ham bekrandse vil!«

Negeren, den glade Fader,

Hørte, undred’: »O, hvor stort!« –

Drengen smilte gjennem Taarer:

»Fader, det har Zombien gjort!«

Holberg fortæller i sin Danmarks Riges Historie, at Kong Hans, en Dag, da han havde læst i Romanen om Kong Artus, skjemtede med den bekiendte Otto Rud som han holdt meget af: »Hr. Ivent og Hr. Gaudian som jeg finder ud i denne Bog, have været mærkelige Riddere, saadanne Riddere finder man nu omstunder ikke mere!« hvortil Otto Rud svarede, »hvis der vare saadanne Kæmper, som Kong Artus, skulde der vel ogsaa findes mange Riddere, som Hr. Ivent og Hr. Gaudian!«Cactus.Snarleyyaw.
1
Holberg fortæller i sin Danmarks Riges Historie, at Kong Hans, en Dag, da han havde læst i Romanen om Kong Artus, skjemtede med den bekiendte Otto Rud som han holdt meget af: »Hr. Ivent og Hr. Gaudian som jeg finder ud i denne Bog, have været mærkelige Riddere, saadanne Riddere finder man nu omstunder ikke mere!« hvortil Otto Rud svarede, »hvis der vare saadanne Kæmper, som Kong Artus, skulde der vel ogsaa findes mange Riddere, som Hr. Ivent og Hr. Gaudian!«↩
2
Cactus.↩
3
Snarleyyaw.↩
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

Lykkens Kalosker. Et Eventyr [fra: Tre Digtninger 1838] I. En Begyndelse II. Hvorledes det gik Justitsraaden III. Vægterens Eventyr IV. Et Hoved-Moment. Et Deklamations-Nummer. En høist usædvanlig Reise V. Copistens Forvandling VI. Det Bedste Kaloskerne bragte En rigtig Soldat Det har Zombien gjort

Del