Tre Smaae-Digte
1830I.
Elskeren og Fuglen
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog hvor smukt den synger!
Qvidrer lystigt hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed.
Nævner over tusind’ Gange
Hendes Navn i sine Sange;
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Nei, fra Reden blev jeg skræmmet,
Der er Bryllup nu i Hjemmet,
Bruden var Din Hjertenskjær –
Du forstaaer mig ikke her!
Budskab den fra hende bringer.
O, saa saligt sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm,
Og i hendes bedste Drøm!
– Brud og Brudgom sad nu sammen;
Der var Lystighed og
Smukt om Troskab blev der talt,
Men om Dig ei Talen gjaldt.
Gud, til Dig jeg Tak vil sende!
Fader, ja, Du gav mig hende,
Hun min første Kjærlighed,
Min i Tid og Evighed!
Lille Fugl, løft glad din Vinge!
Hilsen du til hende bringe,
Du om Troskab synge maa,
Ogsaa hun vil dig forstaae!
II.
–
– Wer kennt unser Herz?
Goethe
Du fatter ei Bølgernes evige Gang,
Ei Aanden, som svulmer i Toner og Sang;
Ei Følelsen dybt i Blomstens Duft,
Og Solens Flamme mod Storm og Luft,
Ei Fuglens Qvidren af Længsel og Lyst,
Og troer dog, Du fatter en Digters Bryst?
Der svulmer det meer end i Bølgens Gang;
Der findes jo Kilden til Toner og Sang,
Der voxer Blomsten med evig Duft,
Der brænder det uden den kjølende Luft,
Der kjæmpe Aander i Længsel og Lyst,
De kjæmpe mod Døden, dybt i hans Bryst!
III.
»
Hoffmann
Om mine Digte
Man sige vil,
At her det neppe
Gik rigtigt til.
Ja til slig Tale
Man er parat,
At de fra
Er’ Plagiat.
Hvad end de sige,
Er jeg dog fri,
Gud
Er Skyld deri!