H.C. Andersen

Trøst i Tro

Skal vi ei mere synge igjen:

»Danmark deiligst Vang og Vænge

Hjertet bløder, synge vi den;

Vinterens Storm har jaget den hen. –

Kommer da ikke en eneste Ven?

Ham har vi ventet saa længe.

Sommeren blæser sin milde Bør,

Hvidtjørnen blomstrer og Gjøgen kukker,

Alt er saa smilende friskt som før,

Fuglene kviddre i vante Humeur,

Hver en Blomst har sin gode Couleur,

Kun Menneskets Hjerte sukker.

Ikke det hjelper, græd selv Du Blod,

Jamre og klage ikke Dig baader,

Det som skal skee, fra Evighed stod

Skrevet hos ham, som er alviis og god,

Han, som aldrig sin Skabning forlod,

Kongernes Konge, som raader.

Ikke endnu er vort Fartøi et Skrog,

Alle Mand være paa Dækket!

Stykker af Relingen Søen tog,

Søen slaaer, som den sjelden slog,

Sprøiter sin Fraade mod Danebrog,

Gud, hold den uforkrænket!

Aldrig Fortrøstningen heelt veirer hen,

Før brister Hjertet af Sorgen.

Altid Folketroen var den:

Danmark har i Vorherre en Ven,

Holde vi fast, Han holder igjen,

Og Solen vil skinne imorgen!

Psalme

Jeg har en Angst som aldrig før,

Som stod jeg foran Dødens Dør

Og maatte ind og styrte ned

I Mørke og i Eensomhed;

Jeg drives frem med Stormens Hast,

O Herre, Herre, hold mig fast!

Alt Ondt i mig det kom fra mig,

Hvad Godt jeg gjorde kom fra Dig;

De Andres Skyld jeg nok opskrev

Men ei mit eget Skyldner-Brev;

Hvor har jeg for mig selv hver Dag

Besmykket godt min egen Sag.

Jeg trædes skal af Dødens Hæl,

Først da sig løfte kan min Sjæl.

Læg Fadervor som Duens Blad

Mig paa min Tunge, gjør mig glad.

Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,

Naar hele Verden falder fra!

Trøst i Tro

Først kendte tryk i Illustreret Tidende, nr. 248, 26. juni 1864. BFN 881

353
Danmark deiligst Vang og Vængeførstelinje af L.O. Koks vise »Om Tyre Danebod«, udgivet af Peder Syv i 1695, melodi af P.E. Rasmussen fra 1811.
Børvind.
baadergavner.

Del

[Sassy_Social_Share]