[Uden fælles titel]
1830Paa det første Træ
Den som mig plantede var selv en Børneven,
Her tør I lege, svinge jer i Dands,
Mens Fuglen sidder i min grønne Krands,
Og synger om, hvad den i Verden saae;
Thi kom herhid, I Uskylds kjære Smaae! –
Paa det andet Træ
Naar Vaaren pynter Eng og Skov og Krat,
Og Maanen skinner i den stille Nat,
Kom da, I Elskende, paa Eders glade Gang,
For Eder hvelver jeg mit
Ei skal jeg røbe Eders rene Lyst,
Om end I riste Runer i mit Bryst!
Paa det tredie Træ
Naar Heden trykker i den snevre By,
Og Søndagsklokken ringer høit mod Sky,
Kom, brave Borger, med din fromme Viv,
Og glæd Dig ved Naturens Blomster-Liv!
Hvil i min Skygge medens hist paa
Dog Lærken synger høit sin Sommer-Sang!
Paa det fjerde Træ
Han, som os satte,
Han lever nu, hvor Himlens Stjerner staae;
Han pleied’ os, vi havde ham saa kjær,
Og tidt hans Aand vi see ved Aftenskjær,
Naar Bedstemoder med sin hvide Lok
Her sidder med den kjære Børne-Flok!