[uden fælles titel]

▶Igjennem Tanken gaaer en Caravane

Erindringer med Smiil og Alvors Blik,

Det suser høit, som Vingen af en Svane◀ –

Det Amor er, den Gud, som Magten fik!

Hun sidder derinde og spiller Klaveer;

Hør, Tonerne svulme i Lykke;

Her udenfor staaer jeg, mod Vinduet jeg seer,

Ak, saae jeg dog der hendes Skygge,

Selv den gjør mit Øie og Hjerte saa vel, –

Langt meer end et Billed’ af Raphael.

Han jager afsted med Svalernes Flugt;

Om Solen end skinner og Alt er smukt,

I Verden eet Billede seer han kun:

Den oplyste Kirke og der staaer hun,

Hans stadige Tanke, den Andens Brud –!

– O, fløi jeg med ham dog i Verden ud!

Fra Havdybet klinger det Natten lang,

Med lokkende, deilig Glasklokke Klang;

Dernede vil dulmes min dybe Smerte,

Der kommer ei Drømmen ængstende fæl! –

»▶Havet har intet Hjerte,

Havfruen ingen Sjæl◀!«

Saa vims og urolig som Maagernes Hær

Gaae Tonerne, – Noget man veed:

Forlovelse er der i Huset her,

Men det er en Hemmelighed;

Du drømmer det ikke, – hvem troer Du? Gjæt! –

Vær taus, som jeg, skal jeg sige Dig det!

See Skøiteløberen jager omkring,

Han slaaer snart korte, snart lange Sving,

Og Skøiten skjærer paa Isens Speil

Hans Kjærestes Navn, uden mindste Feil;

Hvor Solstraalen brydes mod Furens Kanter,

Staae Trækkene fyldte med Diamanter,

Mens Iisspeilet gynger med Kjærligheds Navn.