H.C. Andersen

Uden Haab

Solen alt synker, Bølgerne gaae,

Luftningen hvisker i Siv og Straa;

Havmanden sidder paa Steen ved Strand,

Slaaer paa sin Harpe med hviden Haand.

Slaaer paa sin Harpes gyldne Næt, –

Skoven den holder sit Aandedræt,

Fuglene tie; men Bølgens Klang

Blander sig ømt med hans søde Sang.

Jomfruen lytter paa Blomsterbred,

Hjertet det banker uroligt derved,

Hemmeligt, sødt hendes Rosenkind

Kysses af Aftenens sukkende Vind.

Øjnenes Stjerner i Taage staae,

Foden, fortryllet, ej mægter at gaae,

Brat dog hun presser sin Haand mod Bryst,

Heftigt, med Suk hun hæver sin Røst:

»Havmand! skjøn Havmand! Din Sang er sød,

Dejligt den tidt for mit Øre lød;

Havmand! skjøn Havmand! kom vel i Hu:

Salig vorder dog aldrig Du!«

»Aldrig« – gjentoned fra Skov og Vang,

Flux forstummed den venlige Sang;

Stille han sank i sin Vugge vaad,

Dybet kun hørte hans bittre Graad.

Uden Haab

Først kendte tryk i Fiona. Ugeblad for underholdende Læsning, nr. 15, 7. april 1867; under titlen er anført: »(Indsendt.)«. BFN 928

378
alt synkersynker.
mægtermagter, formår.
vorderbliver.
Vangmark.
Fluxstraks.

Del

[Sassy_Social_Share]