Ungdoms-Forsøg
Den
Theater-Direction
taknemmeligst og allerærbødigst
helliget
af
Forfatteren
Prolog
Den unge Mai, i lysegrønne Dragt,
Bortsvævede paa Aarets Morgenvinge!
En fyrig Yngling fulgte efter den,
Med soelbrændt Kind og hede Flammeblikke;
Men denne
I Sommerdragt stod Danmarks Bøgeskove,
Og
Et Guldhav bølgede paa Bondens Marker,
Og muntre Sværm drog ud fra snevre Stad
Til Skovens
Da vandrede jeg gjennem
Og traf en niaars Dreng, som legede,
Ei med de andre sunde muntre Drenge,
Men med at flette skjønne Blomsterkrandse,
Som han betragtede med stolt Tilfredshed,
I det han hang dem om sit lille Hoved,
Og, for de ikke skulde visne for ham,
Saa flettede han af det grønne Siv
En lille Baad, som Krandsene da pryded’,
Og, lig et Digterskib fra Phantasiens Rige,
Den seilede i flydende Chrystal,
Omgivet af nysgjerrige smaae Fiske,
Som nippede af grønne Blomsterskib! –
Jeg stod et Øieblik og saae derpaa,
Da
Ned fra den gamle
Var Phantasien, og hun trykkede
Sit hede Kys paa Drengens stumme Læber,
Og flagrede saa bort paa lette Vinger.
Nu siden den Tid har alt otte Somre
Tilsmilet Danmarks skjønne gyldne Sletter.
Jeg saae ham atter, men i
Han stod i Døren nær ved Tempellunden,
Hvor han ei torde vove at indtræde;
Med Bæven rørte han de gyldne Strenge
Og hævede sit Øie op mod Himlen,
Hvis Taarer vædede de blege Kinder;
Jeg traadte til ham, ledede ham ind
I Lunden, og hvad han mig da fortalte
Var Ord for Ord saaledes Dannerfolk! –
I
Jeg skued’ Morgenrøden første Gang,
Som Barn jeg glædte mig bag Kirkemuren
At høre
Først da jeg hørte Sanggudindens Toner,
Først da jeg ahnede, hvad Livet var! –
Vel lød de kun langt borte fra det Fjerne,
Men dog de trængte dybt i Barnets Sjel;
Stolt hævede den lille Blomst sit Hoved
Og skuede mod Himlens lyse Hvælving,
Sig Fuglen svang paa skjønne spætted’ Vinge,
Og ilede til fjerne fjerne Stad;
Som Blomsten hæved’ sig, og Fuglen steeg
Mod Himlens lyse
Saaledes steeg en Tanke i min Sjel,
Og blev en Alf med hvide Uskylds Vinger.
Barnagtig brød jeg ud: »
Og lyse som en lille venlig Stjerne,
Der pryder Himlen i den dunkle Nat!« –
Saaledes Barnet tænkte som det skued’
De lyse Stjerner, men ei ahnede
Det vide Rum imellem Jord og Himmel. –
Nu fjorten Somre af mit Liv var svundne,
Jeg svor
Saa rev jeg mig med Taarer i mit Øie,
(De rinde atter naar jeg mindes det)
Fra Moder og fra alle mine Kjære,
Og ilede alene ud i Verden.
Som Pilen fløi den store
Ei kjærlig Haand aftørrede de Taarer
Som trillede fra Øiet ned paa kolde
Og følesløse
Begjerlig slugede de rene Perler. –
I Axelsstad jeg fandt igjen en Fader,
Som kjærlig rakte mig sin Haand. – Nu er
Jeg allerede sytten Aar, dybt i
Mit Indre brænder høit en mægtig Lue,
Jeg er for svag til at neddæmpe den;
En Aand mig driver, og dog skjælver jeg
Naar Haanden rører Harpens gyldne Strænge!
O tør jeg vel, vil man modtage mig,
Modtage en saa ung, saa svag en Sanger?
Saa var hans Ord. – Jeg trøstede ham kjærlig, –
»At Dannerfolket stedse overbar
Med Sangeren, naar første Gang han
Den blege veemodsfulde unge Sanger,
Som føler vel sit ringe simple Værd
Og derfor skjælver ved at røre Harpen,
Naar Nogen lytter, som ei kjender ham;
Naar Aanden modnes, naar han bliver ældre,
Vil han med mere Kraft, med mere Ynde,
I
Og Menneskernes Dagværk her paa Jorden;
Nu bringer han
Som flettet er af gamle Bøgerødder,
Og danske Blomster, som hans Phantasie
Jeg gaaer nu til ham, i det glade Haab,
At Dannerfolket vil modtage ham
Med Fadergodhed, Overbærenhed.
Gjenfærdet ved Palnatokesdansk sagnhøvding, tillagt drabet på Harald 1. Blåtand (død senest 987). Palnatoke kendes fra beretninger i Saxos danmarkshistorie, Gesta danorum (10. bog, kap. 7), hvor han benævnes Toke, og fra Jomsvikingesagaen (omkr. 1200); H.C. Andersens kilde er snarere Thiele 1, 1, s. 110. Flere lokalieter har med tiden gjort krav på at huse Palnatokes gravsted; én af dem er en nu forsvunden gravhøj mellem Seden og Åsum, SØ for Odense. Grav, Original Fortælling
I
I Skoven staaer, dybt under
Paa vældig Arm han bær det sorte Skjold,
Og
Snart sprænger Natten Lysets gyldne Baand,
Og stiger op paa høie Himmelthrone,
Og sætter stolt med seiervante Haand,
Om sorte Lok den blanke Stjernekrone.
Det skumle Blik forjager Himlens Pragt,
Og Hav og Jord den sorte Vinge skjuler;
Da hylle Rædsler sig i Mørkets Dragt,
Og stige frem af Underverdnens Huler
Boie
I Slutningen af det sextende og i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede, under Kong
»Hu, en ond Aand!« skreeg Marthe.
»O!« sagde Groner, »det er vel ikke saa farligt!« og gik hen til Vinduet, hvor Skikkelsen viste sig.
»Kongen skal jo vaage over sine Undersaatters Vel og Vee!« udbrød Marthe, »burde han da ikke lade alle disse Spøgelser og Natteaander jage ud af Landet, hvor de forskrække Folk!« »Det er maaskee denne
Da Groner kom hen til Vinduet
»Hi, hi, hi! god Aften Faer Groner,« svarede Stine, »giv mig et Glas Brændeviin!«
»Lad dog ikke det gale Spectakel komme herind, det er sildig og vi slippe ikke saa let af med hende igjen,« sagde Marthe til Groner, som aabnede Vinduet. »Skjænder nu Moer Marthe igjen,« spurgte Stine, »lad hende kun blive ved, saa renses hun fra de
»Der har Du da et Glas Brændeviin dit gale Dyr!« sagde Marthe, i det hun rakte det igjennem det aabne Vindue.
»Tak Marthe! Tak!« udbrød Stine, »hvor Du er god i Aften! kom med din Mund saa skal jeg give Dig et Kys derfor! eller vil Du maaskee hellere have en Vise?«
»Nei Tak Stine!« svarede Marthe, i det hun tog det tømte Glas fra hende, »gaae nu din Vei!« – »Hvor Du dog er god Marthe:« afbrød Stine, »men saa slet kan jeg ikke være, at gaae bort uden at gjøre Dig en Fornøielse!« og begyndte derpaa med skingrende Stemme at synge.
»
To Bukkeskindsstøvler skjænkes Dig,
Forgyldte Sølvsporer jeg spænder derom,
Naar Du vil høre mig huld og from!
Jeg ikke tør, jeg ikke maa,
I Morgen skal mit Bryllup staae!
Men Dandsen gaaer let gjennem Lunden
I det samme traad hun bort fra Vinduet, og var i Øieblikket inde i Stuen.
»God Aften Allesammen!« raabte hun, i det hun sprang lystig omkring, og nu saae man hende da i hendes hele Pynt, en pjalten forreven
»Nu lukke vi snart lille Stine!« sagde Marthe, »Klokken er mange og jeg vil til Ro! Men hvor har Du faaet den deilige Ring fra, som Du der har paa Fingeren?«
»Hi, hi, hi!« grinede Stine og sang med dæmpet Stemme:
I Midnatsstunden
Jeg den har funden
Dybt nede paa Bunden
I Grunden
Med Sivkrandse omvunden.
Pludselig begyndte hun i en grædende Tone: »Gud bevare os! skil os ikke ved vore fem Sandser! Ja! nu har han Ro den Stakkel skjøndt han var en Kjeltring. Hi, hi, hi! han løb bort om Sommeren for han frygtede den kolde Vinter! Ond var han ikke, havde vor Herre sat en Glasrude paa hans bare Bryst, saa at man kunde havet seet hans Hjerte, da skulde enhver have fundet det lige saa rødt og godt som Præstens! – Men see god Aften lille Peder!« sagde hun til en ung Karl, som sad ved Bordenden, »lad mig sidde lidt ned hos Dig!«
»Nei, nei!« skreeg Marthe, »jeg vil ikke have dit gale Spectakel herinde, gaae nu.«
»Hi, hi, hi!« afbrød Stine, »Du er vel bange for at jeg skal fortælle dem noget om – –«
»O kast hende dog ud!« skreeg Marthe, og Ansigtet blev blodrødt, »jeg har saadan en Skræk for gale Folk, at« – –
»Kaste mig ud,« spurgte Stine, i det hun sprang fra sit Sæde og tog en Kniv som laae paa Bordet, »før skal denne kildre dit
»O Groner faae hende dog ud!« bad Marthe.
»Det skal jeg nok det, det er jo min Skyld, at hun er kommet herind!« svarede han, »kom nu lille Stine, saa skal vi gaae og spadsere lidt derude i det smukke Maaneskin, det holder Du jo saa meget af.«
»Nei Tak! Fanden har lange Fingre; det passer sig ei at gaae med Mandfolk saa sildig paa en eensom Landevei; nu er jo Moer Marthe god igjen, jeg tør nok dele Seng med hende i Nat, og,
»Nei, nei!« afbrød Groner, »nu skal Du følge med!«
»Hi, hi, hi!«
»
Nu kommer Fanden og taer Dig
skreg Stine og tog atter til Kniven.
»Dit gale Dyr, vil Du herud!« afbrød Groner, og tog hende med Magt om Livet og satte hende udenfor Døren, hvor hun bandede og skreg: »det er Din Skyld Marthe! jeg skal qvæle Dig! – Du Hælerske! – Du Morderske!« –
»O tag dog Baaden!« bad Marthe bønligt, »og sæt hende over til Odense og afleveer hende i Øvrighedens Hænder, hun slaaer mig ellers ihjel!«
»O, det har ingen Nød!« sagde Groner, »lad hende gaae det stakkels Skrog, for det, hun er!«
»Hi, hi, hi, Du har levet længe nok!« afbrød Stine, og sprang hen paa Marthe, som hun med Prygl og Slag kastede til Jorden.
Groner rev den Vanvittige med Magt bort og foreslog de andre, at levere hende i Rettens Hænder.
Han satte hende derpaa i Baaden, og roede selv, medens
»O det gale Dyr gjør mig ulykkelig,« jamrede Marthe, som var ilde tilredt, hele Ansigtet var farvet med Blod, og Haaret stod stridt ud igjennem det iturevne
Døden skal Du lide;
Den som kommer allersidst
Skal i den sorte Gryde
»Hi, hi, hi!«
Efter nogle Minutters Forløb steg de i Land og gik ind i Byen. Borgemesteren, en Mand paa en 40 Aar, som var kommen fra Kjøbenhavn, og havde kun i et halvt Aar beklædet
Her vare de tykke sorte Vægge behængte med gamle Klædningsstykker og beslagne med Hyller, hvorpaa stod Flasker, Talerkener og deslige. Værelset var tillige meget lavt, saa høie Folk stod Fare for blodige Pander paa de tykke smudsige Bjelker der bar Loftet. Ole behøvede dog ikke at frygte derfor, for sin egen Persons Skyld, thi hans Hoved hang mere ned imod Brystet, end det stod opad, saa han ikke som andre Folk stak sin Næse for høit i Skye. De smaae søvnige Øine spillede i Hovedet, da Brændevinen begyndte at muntre ham op.
»God Aften lille Stine,« sagde han med et kjærligt Smiil, »det er længe siden at Du var her, har Du nu ikke kundet styre dit onde Blod? Du skulde før have skilt Dig selv ved noget af det, end den stakkels Marthe ved hendes, dog, hun har vel heller ikke saa lidt af det sorte?«
»Tie stille,« afbrød Stine, »jeg vil sove; giv mig et Hul og et Knippe Halm!«
»Nei, bliv kun lidt herinde hos os!« vedblev Ole, »syng en Vise, saa skal Du faae et Glas Brændeviin! og Du Groner og I Andre, bliv her til i Morgen, Klokken er allerede henimod to, saa kan vi jo spille Kort og – –«
»O ja!« afbrød Groner, og de besluttede at blive der.
»Jeg vil sove,« skreeg Stine, »mit Hoved løber rundt paa min Hals; jeg maae sove, thi i Morgen skal jeg op for
»O giv hende et Hul!« bad Groner, »ellers faaer vi ingen Roe for hende!«
Ole tog Lampen i den ene og Stine ved den anden Haand, og førte hende ind i et reent Fangeværelse, hvor de favntykke Vægge vare prydede med rødmalede Bræder, som de stakkels Fanger af Kjedsomhed havde udprydet med alleslags Figurer. Stine kastede sig strax ned paa noget Halm som laae i en Krog, og Ole satte en Krukke fyldt med Vand ved Siden; da Stine ikke vilde svare ham paa hans mange Spørgsmaal gik han fortrydelig bort med Lampen, og lod hende blive i Mørket, lukkede Døren omhyggeligen i, og gik tilbage til sine Gjæster, hvor Natten gled hen under Spillen og Drikken.
Jeg vil imidlertid fortælle den ærede Læser lidt om Stine og Aarsagen til hendes Vanvid.
II
Glem Jorderigs Nød
Dødens Vuggevise af Sander
Stine var kun et Barn paa 8 a 9 Aar, da hun kom til at tjene hos en rig Bonde for at passe Kreature. Hendes Fader, en gammel berygtet Person der forhen havde været Qvæghandler, men nu drev omkring paa Landet,
Det unge Menneske forlod Gaarden, og Stine hensank i en dyb Tungsindighed, tre Maaneder gik hen, ingen kunde udforske Aarsagen til hendes Kummer; pludseligt forsvandt hun en Nat, og trods al Efterspørgsel, var det ei mueligt at opdage hvad Vei hun havde taget.
»Ja, ja!« sagde Bondens gamle Moder, og rystede med Hovedet, »jeg frygter at Carl (saaledes hed det unge Menneske som havde opholdt sig i Gaarden) og Stine har leget Mand og Kone uden Præst og Vielse! Hun var en god Pige, men – – og det har jeg selv sagt hende, hun klædte sig altfor syndigt, Bryst og Hals stod offenlig tilskue for Enhver, og sligt er en Lokkemad, som trækker de unge Karle, og desuden, som Ordsproget siger:
Den Gamles Formodning var ikke ugrundet. Stine mærkede at hun snart vilde blive Moder, og syntes at dette vilde være hende den største Skam, som hun umuligt kunde overleve, hvis hendes Bekjendtere erfarede det, hvorfor hun om Natten var flygtet ud af Gaarden med sit bedste Tøi, som hendes Fader hjalp hende at bære. Denne førte hende hen til Kroekonen, Moer Marthe, hvor hun blev skjult paa et lille Tagkammer indtil hun havde fødet. Her hørte hun en Nat hun vaagnede, følgende Brudstykke af en Samtale imellem hendes Fader, Marthe og en Mandsperson med en dyb Basstemme.
Marthe. »Ja, men
Mandsstemmen. »Den kommer kun af
Stines Fader. »Din Mand har nu levet længe nok! han maae jo takke Dig for det Du hjelper ham lidt tidligere ind i Himmerige end han kunde have ventet sig. Knud er dog tusinde Gange smukkere end det gamle – –«
Her talede de saa sagte, saa at Stine intet kunde høre, skjønt hun gjorde sig al Umage. Efter en kort Tid talede de atter saa høit, at det ikke undgik Hendes Opmærksomhed.
Mandsstemmen. »Ja Rottekrudt – – da Du just nu har det i Huset – –«
Marthe. »– – i Caffeen.«
Stines Fader. »Velbekomme! – – den vil blive feed! – –«
Mere forstod hun ikke. Lidt efter listede Nogen sig ud af Havedøren. Stine kikkede derfor igjennem Vinduesruden somvar paa Straaetaget, og saae da en lang mager Karl i en blaae
Da hun kom tilbage og op til Stine var denne vaagen og savnede sit Barn, og da hun spurgte hvor dette var bleven af, svarede Marthe:
»Jeg har kastet den Uting bort!«
Stine blev som rasende af Fortvivlelse, sprang ud af Sengen, rev og beed om sig, men sank snart af Udmattelse til Gulvet. Stines Opførsel bragte Marthes sorte Blod ikaag, hvorfor hun i sin Harme gav den ulykkelige Stine nogle vældige Slag i Hovedet, saaledes, som hun selv sagde »at hendes Hjerne kunde vende sig i Skallen!« hun havde sikkert dræbt hende, hvis ikke Nogen i det samme vare traadte ind i Kroestuen, hvorfor hun maatte ned. Henimod Morgenstunden vaagnede Stine af sin lange Dødssøvn og da hun fornam at Marthe sov, krøb hun
Da henved 6 Aar vare forløbne blev Faderen greben med en Røverbande og henrettet. Stine kom atter tilbage til Fyen og opholdt sig meest ved Brobye Egnen. Hendes forrige Husbond og hans gamle Moder vare døde og de øvrige af Familien adskildte.
Dette er alt hvad Forfatteren har kunnet opdage om Stine og vil derfor begynde Historien hvor han slap.
Da Dagen brød frem sad Groner, Arrestforvareren og de to Karle endnu ved
Stine, Groner og begge Karlene, bleve kaldte op i den store Raadhuussal. Her vare de store høie Vægge prydede med gammeldags
I det samme traadte den Betjent ind, som Borgemesteren havde sendt efter Marthe, og fortalte, at han havde fundet hende død, hængende i hendes Seng, formodentligt af Frygt for, at Stine vilde røbe hvad hun vidste om hende.
»Hi, hi, hi!« sagde Stine, »saa har da Fanden taget hende! hun bliver sikkert hans Dronning og faaer en deilig Krone af brogede Ædderkopper; hi, hi, hi! jeg skal dog sige de sorte Herrer Alting, skjøndt de røde Engle fniser og griner af mit Snakketøi!«
Man kaldte hende frem og gjorde hende adskillige Spørgsmaal, men hun taug til alles Forundring og stirrede stivt og ubevægelig, som et Marmorbillede hen for sig.
Endelig efter en lang Pause udbrød hun i et høit Glædesskrig, men syntes i det samme at ville skjule det og forlangte i en alvorlig Tone at tale ene med Borgemesteren, som hun da vilde aabenbare Ting af Vigtighed. De andre Herrer var derimod, men Borgemesteren besluttede dog at føie hendes Grille, og gik derfor, skjøndt langsomt, da han nylig var steget fra Sygesengen og var endnu meget kraftløs ud paa Altanen og tillukkede Døren.
»Velkommen Hjertensven!« skreg Stine og trykkede ham fast i sine Arme, »Skjæget er voxet stærkt siden den Tid da vi var sammen, derfor er jeg vel ikke
»Kjender Du mig ikke Carl? Og jeg har dog længtes saa meget efter Dig! – Vores lille Datter har nu ligget saa længe derude i Mosen i de kolde vaade Lagener! O kom dog! man vil ellers dræbe Dig for mig!«
»Slip mig!« skreeg Borgemesteren og vilde med Magt rive sig løs. »Hellige Christus hjelp mig!« udbrød Stine, og styrtede ham ud over Altanen.
Da de inde i Salen hørte Borgemesterens Skrig, ilede de alle ud paa Altanen, Stine blev dem vaer og udbrød:
»Der ligger han nede!
Man fandt Stine og hendes Forfører med knuste Pander.
III
Den høie Hvælving, reen og himmelblaa,
Udstrakte sig med Aftenherlighed,
Mens langsom Solen gik i Vesten ned,
Og kasted’ venlig, medens ned den gik,
Igjennem Skyen hen sit Purpurblik,
Og sendte sine Straaler til Farvel,
Som Roser i den milde
Paa Himlen Maanen som en Dødning stod,
Og suged’ Sundhed ind af Solens Blod
Øhlenschlæger
Lige over for
»Men seer jeg ret!« udbrød Madam Steffens, saaledes hedte Mosteren, »jeg troer sandt for Herren, at Jørgen kun har tre og en halv Finger paa sin venstre Haand! hvorledes har han mistet de øvrige?«
»O Madam, det var mig Lærepenge for det jeg gav mig ikast hvor det ei behøvedes,« svarede Jørgen, og skjød sin røde Hue lidt i Veiret, i det han vedblev med et
»Om jeg husker det?!« afbrød Madamen, »jeg var jo selv henne i vor Frue Kirke og saae hele Stadsen, det var jo Aaret 1596? Ja Maria, din salig Moder, min Søster, døde jo samme Aar!«
»Ja jeg glemmer det aldrig!« vedblev Jørgen, »paa
»Ha, ha, ha, stakkels Jørgen!« udbrød Madamen, »og saa fik han vel ei engang Stegen at smage?« »Nei ikke andet end Lugten, jeg fandt ikke engang Stumperne af mine Fingre! – Men tør jeg ikke spørge Madamen, hvorledes den gamle Arnt og hans Datter lever?«
»Datteren?« udbrød Madammen, »den Snerpe! hun gaaer klædt broget som en Aand, og er dog næsten barfodet som den; stort skal det være, men kun lidet er det! nu kan aldrig saadanne Nogen blive udmaiede nok; i gamle Dage kjende man ei til sligt, jeg har læst i en
»Ja, ja!« svarede Jørgen, »Dyrene har mintro lige saa god Fornuft som Vi; der er da heller ingen, som nægter dem den, uden Menneskerne, af Stolthed og Fordomme!«
»Ja det siger ogsaa min Mand« – svarede hun. »Naar Man ikkun saa er efter Fortjeneste? saa havde han sikkert været Præst, eller noget andet høiere oppe; thi er Sognepræsten syg, saa præker min Mandsling, og det saa deiligt, at det kan dirre i alle Tilhørernes Inderste; hans
»Hvor min Mand dog bliver længe borte!« afbrød Maria, som havde kjedet sig ved deres lange Samtale, og gik derfor hen og saae ud af Vinduet. Han var i et Ærinde redet ind til Byen om Eftermiddagen, og havde lovet at være hjemme til Klokken 9 om Aftenen. – Maanens Belysning gav Egnen et skjønt livfuldt Udseende, da de belyste Partier hævedes mere ved de stærke Skygger. – Vaaren var i Aar kommet tidligere end sædvanlig, man var kun sidst i April og Solen brændte dog med Sommervarme. – Stolt kneisede de mørkegrønne stive Graner med deres røde Stammer, mellem lysegrønne frie nedhængende Birker udenfor Gaarden. – Da hun havde staaet nogle Øieblikke ved Vinduet hørte hun Hestetrampen, og hendes Mand kom ridende ind i Gaarden, havende, saa vidt hun kunde see, en Pakke under sin Kappe. – Hun ilede strax ud til ham, Madam Steffens og Jørgen fulgte efter, den sidste for at sætte Hesten i Stalden. »Hvad har opholdet dig saalænge Knud!« spurgte Maria i det hun vilde omfavne ham. – Men han
»En Foræring Søn?« spurgte Madam Steffens nysgjerrig. –
»Ja, det er da egentlig Findegods,« svarede Knud, og gik ind i Stuen med dem. –
»Har du fundet noget?« spurgte Madamen; »er det af Værdie? – – Hvis nu Eiermanden kommer!« .... »Det gjør han sikkert ikke« afbrød Knud, og trak et lille ganske nøgent Barn ud af sin Kappe, som han gav til Maria der forundret, men venligt tog det i sit Skjød, og lagde en varm blød Pude over det, da det sov.
»Du Fredsens-Gud!« skreg Madamen, da hun saae hvad det var, og foer nogle Skridt tilbage. – »Det er jo et Menneske Barn, hvor har du faaet den Uting fra?« Knud satte sig, og fortalte følgende.
Klokken var henimod 9, da han var redet ud af Odense vestre Port; strax der udenfor hørte han Skrig som af et Barn, fra den sivgroede Aae eller Søebred. – Nysgjerrig steeg han af Hesten og gik derhen, hvor han fandt dette Barn. I det første Øieblik vidste han ikke hvad han skulde gjøre, men tog det dog op, og saa sig omkring om Ingen var i Nærheden, blev da en Baad vaer som et eenligt Fruentimmer roede, (dette var ingen anden end Marthe, som havde kastet Stines Barn ind i Sivet), Knud skreg efter hende, men hun forsvandt i Aaens Krumninger. – Barnet saa med sine store blaae Øine saa stift og alvorligt paa ham, og Gud indgjød ham den Tanke: at tage sig af den lille ulykkelige Skabning, da han dog selv ingen Børn havde, svøbte det derpaa forsigtigt ind i sin Kappe at det ikke skulde omkomme i den kolde Aftenluft og reed hurtigt hjemad! –
Maria hørte med Taarer paa sin Mands Fortælling, og trykkede den spæde med Moderømhed, op til sit Bryst! »Men er I da gale begge toe?« skreg Madam Steffens, som den søde
»Og hvad skal der saa blive af Barnet?« spurgte Knud med mørk Mine, over hendes slette Tænkemaade; – »Det kan sælges til
»Jeg har nu eengang besluttet at tage mig af Barnet, og Maria bifalder sikkert min Beslutning« afbrød han.
Maria trykkede et kjærligt Kys paa hans Læber, der noksom vidnede at hun bifaldt ham. Svøbte derpaa Barnet ind i noget reent Linnet, og lagde det i en blød Seng.
»Hvad troer I vel Folk vil sige om det?« spurgte Madam Steffens, »
»Lad dem kun sige hvad de vil;
»Nei gjør det heller endnu i Aften medens Sagerne ere friske! det er jo nødvendigt,« vedblev hun, og tilføiede: »Vil ikke I saa maae jeg, siden Himlen har gjort os til Slægtninger!«
»Jeg forstaaer Eder ikke?« afbrød Knud. –
»Jo!« vedblev Madam Steffens, »
»Lad dem tænke hvad de vil, naar kun Gud, Maria, og min egen Samvittighed veed mig frie,« svarede Knud, og omfavnede kjerlig sin Kone, som var af samme Tanker. –
Man satte sig til Bords, men Madam Steffens var taus den hele øvrige Tid, men viiste dog ellers en ret god Appetit. –
IV
»
Est Du herinde
Saa skalst Du herud
Da Madame Steffens havde spist, sagde hun »God Nat!« og gik til sit Værelse. Dette var egentlig
Madam Steffens tog i Hast sit peneste Sæt og sin stumpede Kaabe paa, i den faste Beslutning at gaae til Præsten, og fortælle ham hvad hun vidste om det fundne Barn; at der dog kunde blive gjort Eftersøgelse om Moderen. – Det væsentligste som drev hende var den søde Most, og, at naar Knud og Maria døde, deres hele Eiendom tilfaldt hende eller hendes Søn, og nu kunde hun frygte at dette Barn vilde forstyrre hendes høie Planer. –
Sagte sneeg hun sig ud af Døren og igjennem Haven, da hun ellers maatte forbi, hvor Knud og Maria sov, og derfra ud paa Marken, som laae afsides fra Stien som førte til Præsteboligen. – Pludselig mærkede hun at den bløde Jord gav efter for hendes Tyngde, og formodede deraf at være kommet hen i Mosen. – Forskrækket gjorde hun nogle Sidespring, hvorved hun sank dybere ned i Mudderet med Fødderne, og da der just var gaaet nogle sorte tunge Skyer for Maanen, saa kunde hun ikke see til hvilken Side det var hende meest tjenlig at gaae, og i Angsten gik hun længere og længere ind i Mosen, indtil hun endelig sad fast. –
»Aa du Naadens Gud! forbarme Dig over mig Arme, der er bestedt i Nøden!« skreeg hun, og vilde, skjønt forgjæves, rive sig løs, »see det har man for sin gode Hensigt! O! hvad vilde min kjære Mand Nicodemus Steffens sige, naar han saae sin fromme Qvinde sidde fast i en gemeen Mose?! –«
»Uh, hvor det Fynske Muddervand er koldt! – Jeg maae krepere! – Og mit gode Skjørt er fordærvet! det har dog kostet mig over fire Rigsdaler! –
Her gav hun sig til at skrige saa det skingrede efter. – Da Skyen gik fra Maanen, blev hun til sin Glæde et Menneske vaer som kom hende nærmere og nærmere, hvem hun paa det kjærligste bad om Hjelp, men han hørte, som det lod, ikke, og gik dog lige hen imod hende, hvor han nogle Skridt fra, ligeledes blev siddende i Dyndet, og gav sig til at – synge.
I Graven hos mig,
Som i det sortest’ Helved’;
Gjør Kors for Dig
»En Gjenganger!« skreeg Madame Steffens, og korsede sig, i det hun begyndte paa »Fader vor.«
»Hvorfor ligger Du saa langt borte Moer Sahra?« spurgte Manden; »lad mig faae lidet af Lagenerne; hvor de ere kolde og vaade! Du skulde dog ikke af Forskrækkelse have ....«
»Mare Mareminde
Est Du herinde
Saa skalst Du herud!«
Skreeg Madam Steffens i Dødsangesten, da hun mærkede at Aanden ikke forsvandt for »Fader vor« ...
»Skrig dog ikke saa høit for det jeg har drukket et Glas Brændeviin i Aften, ellers skal jeg stoppe Din brede Mund, Sahra Prahl!«
»O hjelp mig dog I smaae Guds Engle, hvis I kan!« skreeg hun, og sang med foldede Hænder:
»
Og Sorgen af mit Bryst
Forgjæves trods hendes Syngen og Beden, lod sig dog ingen Hjelper see; kun Frøerne løftede deres grønne Hoveder op af Kjæret, og istemmede en qvækkende Sang. –
»Du døer snart Sahra!« afbrød Manden; »hører Du hvor
»O jeg ulykkelige Degnekone, Gjengangeren siger jeg skal døe! – Gid jeg var vel hjemme inden for mine fire gode Vægge!« –
»Ja!« svarede Manden.
»
Naar vi bli’r i Graven lagt
»Men Du kan nok lade Dig nøie med en Skindsæk!«
»Det er et Under jeg ikke besvimer!« udbrød Madam Steffens: »mine fine Nerver!«
»Lille Sahra!« vedblev Manden, »Din Søster er dog en Allike! trakterede hun mig ikke med
»
Hugnidal!!«
trak derpaa et Instrument (af Skikkelse som en
»Troer jeg ikke det er en fuld Mand!« udbrød Madam Steffens, »o hellige
Om det var Sanct Peders Hjelp, eller kun Hændelsen, veed Forfatteren ikke, men nogle Bønder som kom sildig hjem fra Byen, hørte hendes Skrig, og kom hende og den Drukne, (der var en Skræder fra Dalum som spillede ved Bønderbryllupper) til Hjelp. – Hun indbildte dem da, at hun havde været i Besøg hos Præstens, men paa Hjemvejen forvildet sig, gav dem derpaa 2
Det fornuftigste for hende vilde nu have været, at liste sig ligesaa sagte ind som hun gik ud, men tvertimod, hun bankede paa saa at alle i Gaarden vaagnede, der ikke lidet studsede ved at see hende i sin tilsølede Pynt. Knud og Maria kom ogsaa til, og med mange Omsvøb og Tilsætninger, fortalte hun dem sit Eventyr. Maria var ængstelig for at hun skulde have paadraget sig en Sygdom, og søgte derfor at faae hende til at lægge de vaade Klæder og gaae i Seng, hvor hun fik en Potte varmt Øl med Smør og Honning i, som gjorde at hun snart faldt i en god fast Søvn.
Næste Morgen gik Knud til Præsten og underrettede ham om det fundne Barn, men trods alle Undersøgelser opdagedes intet om dets Forældre. – Sommeren gik hen, Madam Steffens reiste hjem, og Barnet voxte til, skjønt alle Egnens gamle Koner spaaede, at det snart vilde døe, da det havde et sieldent Slags Livlighed og viiste megen Fornuft.
V
»
Dødmand griner
Est Du ikke ræd
(Fragment af en gammel norsk Vise)
Endeel Aar gik hen, Sophia var allerede en skjøn fager Pige. – Præstens Søn, Johannes og hun, kom som Børn stedse sammen, da Forældrene vare fortrolige Venner, og lidt efter lidt blev det til sand Kjerlighed imellem dem; – Hun var i Sandhed ogsaa den skjønneste Pige i hele Landet, og var bekjendt under Navn af
Et sværmerisk blegt, dog ikke sygeligt, men som for noget høiere, besjælet Ansigt. – Det lysegule lange Haar, bølgede i fyldige Ringe under den bredskyggede Straahat ned over Ryggen, fiint hvælvede de mørkere Øienbryne sig over de store udtryksfulde sorteblaae Øine. – En veldannet Næse, en lille rød Mund, der ved ethvert Smiil, viste de skjønneste Tænder, og en kløvtet Hage. Det mørkegrønne
Rask rullede Tiden hen – Johannes var i den Alder da han kunde træde ind i Præstekaldet. – Dagen kom, skjælvende fulgte Sophia med sine Pleieforældre hen i Kirken, hvor Johannes holdte en kort men hjertelig og tillige simpel Præken, som rørte hele Menigheden. Selv Madam Steffens som var indbudt med sin Mand til Sophias Bryllup (der var bestemt til næste Søndag). Om Aftenen, som var en
Da de om Aftenen kom til Bords, og den søde Most havde oplivet hende, gik Munden som et Hjul paa den gamle Madamme. »See hvor Tøsen skotter til hans
Hr. Steffens afbrød hende, og begyndte at tale om Johannes’s Prædiken og Gestikuleren, som han ikke var ganske tilfreds med, thi Johannes havde gjort altfor faae Armbevægelser, og ikke slaaet nok i Prædikestolen.
Johannes søgte paa det Høfligste at forklare ham det Urigtige i hans Paastand, men Hr. Steffens var urokkelig i sin Mening, og vedblev at tale om Præsternes Pligter og disses Udøvelse. – »Thi at messe for Alteret, og læse et Evangelium, var ikke saa let,
Madam Steffens nippede flittigen til det fulde Glas, saa at den gode Kone fik sig en halv
»Hvem skulde dog have troet, at der vilde blive en Præstekone af den lille Sophia?« udbrød hun. »Jeg vidste dog hvem der var mine Forældre, og det var agtede Borgerfolk! Fred med din Sjæl Claus Slagter! – men det veed Du ikke? – Dine kunde baade være Hedninger og
Talen gled lidt efter lidt hen paa Aanderiget, og da det just var
Sig mig hellige Konger tre, o. s. v.
Og da vilde den Persons Skikkelse vise sig for hende som hun skulde blive viet til.
Nogle gamle Bønder som vare i Selskabet, fortalte da om
»Oh du Fredens Gud!« skreeg Madam Steffens, og skottede ængstelig hen til Døren; »Hun kommer dog vel ikke ind i Husene?«
»Nei!« svarede de, »men hun kikker stundom om Aftenen ind af Vinduet med sit blege Ansigt.«
»Gud bevares!« raabte Madammen og korsede sig. –
Klokken gik til tolv da hun tog hjem med Knuds. Hendes Mand laae i et afsides Værelse, men selv havde hun valgt sig et Andet mere afsides, med en skjøn Udsigt over Marken og ud til Landsbyen. Da hun kom derind løb de mange Fortællinger om Aander, som hun havde hørt, hende rundt i Hovedet; men i den bløde Seng forgik de snart, og den søde Most opsendte i deres Sted et moersomt Indfald, nemlig (Madam Steffens havde Godhed for en ung Kandidat, som ved sine høie Velynderes Hjelp kunde haabe at faae et Præstekald; dette unge Menneske fandt hun naturligviis smukkere end hendes Mand, som hun kun agtede for hans store Meritters Skyld, og ville derfor spørge de hellige tre Konger om hun ikke eengang skulde omfavne denne som sin elskede Hosbond).
Verset var læst. – Pludseligt sprang Vinduet op. – Madam Steffens saae forfærdet op, men blev Intet vaer.
»Maaskee Aanden viser sig usynlig?« udbrød hun, og svøbte sig ind i Lagnerne.
I det samme viiste sig en lang mager bleg Skikkelse udenfor, som strakte Overkroppen ind af det aabne Vindue.
»O lad mig ligge Hr. Kandidat!« udbrød Madame Steffens.
»Uhu!« skreeg Skikkelsen, og greb fat i Lagenerne hvori hun havde indsvøbt sig.
»O Jemini dog!« vedblev Madammen, »det er den Langpatte som de fortalte om! – o nu gaaer Veiret reent fra mig! Hjelp! hjelp!« – sprang derpaa ud af Sengen, Skikkelsen greb og trykkede hende fast ind til Muren, som var imellem dem, i det den spurgte:
»Moder Marthe! hi, hi, hi! skal jeg qvæle Dig?«
»O Nicodemus frels Din Qvinde!« skreeg Madammen i Dødsangesten, og vilde skjønt forgjæves rive sig løs.
»Hi, hi, hi! kjender Du den?« spurgte Skikkelsen og sang:
Hængte den paa Lindeqvist,
Brystet svedte; Braden sprak,
Fuld ond var Fuglen at miste
»O hellige Sanct Peter! Du hjalp mig op af Mosen, skjønt jeg ingen Catolsk var, frels mig nu fra den Lang- eller Kort-Patte, hvad hun hedder, og evig skal jeg være Dig til Tjeneste!«
I det samme goel Hanen, og Skikkelsen søgte at efterligne den med nogle skrigende Toner, og sang derpaa:
»
Og maae jeg da afsted,
Til Jorden skulde alle de Døde,
»Nu galer Hanen den sorte
Til Graven maae jeg ned?
Nu aabnes Helvedes Porte,
Og jeg maae flux afsted
Slap hende derpaa, og løb alt hvad den kunde over Marken ind i Skoven. – Ved Maaneskinnet saae Madamme Steffens at Skikkelsen var klædt som et Fruentimmer, (det var ingen anden end Sophias Moder! den vanvittige Stine) hurtig styrtede hun ud og vaagnede de Andre, som hun fortalte sit rædsomme Syn.
Den næste Dag var allerede Historien bekjendt over hele Egnen, og Alle formodede, at det havde været Gjenfærdet fra Palnatokes Grav.
Jochum, Herremandens Søn, kom just hjem fra Hovedstaden, Dagen før Sophias Bryllup; at faae hende til Brud var nu umuligt, hendes og den lykkelige Medbeilers Død, og saa selv springe i Vandet, var hans Beslutning. – Da de hver Aften pleiede at komme til Palnatokes Høi, formodede han at de ogsaa vilde komme denne Aften; skjulte sig derfor indsvøbt i et Lagen bag de høie mosbegroede Stene.
Johannes og Sophia kom, men en pludselig stærk Skylregn nødte dem til at krybe hen under den overliggende Steen; da indskjød Djævlen Jochum, at styrte denne over dem, som vilde knuse de Forhadte. – Han rørte ved Stenen – den laa løs – »Helvede staae mig bie!« raabte han, og stødte til – men ved den hæftige Bevægelse gled hans Fod i det vaade Græs, han styrtede om, og Stenen fulgte efter og knuste ham selv.
Forfærdet sprang de Elskende op og ilede hjem.
Næste Morgen bleve de viede, og levede et lykkeligt Liv. – Aldrig erfarede Sophia hvem hendes Forældre havde været, og da hun fødte sin første Datter, kaldte hun hende op efter sin fromme Pleiemoder – Anna Maria.
Bønderne som fandt Jochums Liig under Stenen korsede sig og sagde: »det har Gjenfærdet gjordt.«
Alfsol,
Original Tragedie i fem Acter
Fortællingen som ligger til Grund for Stykket, læses i
Personerne:
- SIGURD RING
- ALF,Konge i Vendsyssel i Jylland
- ALFSOL,hans Datter
- HARALD,Underkonge i Norge
- THORGRIM,hiin Kjæmper, Haralds Ven
- SIGNILD,Alfsols
Ternetjenestepige (især hos kvinde af fornem stand). - TJALFE,en Olding
- Præstinder, Krigere og Folk
- VALA,
- DE TRE
VALKYRIERi nordisk mytologi guden Odins møer, der på hans bud bestemmer kampenes udfald, udvælger de krigere, der skal falde, og bringer dem derefter til Valhal, hvor de opvarter de faldne krigere; de tre valkyrier optræder tillige i Johannes Ewalds (1743-1781) »Balders Død. Et heroisk Skuespil i Tre Handlinger« (trykt første gang i Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber, Ellevte Stykke, 1774). , DRAUGERdrager.
Forspil
Udenfor Alfs Kongeborg i Vendsyssel i Jylland
HAGBARTH og TJALFEStormens Hylen, Bølgens hule Brummen
Mod den nøgne nære Bred,
Døved’ syge Oldings Stønnen,
Som kun saae den blege Død!
Haardt var Leiet! – Tungen brændte,
Ei jeg fik en Lædskedrik! –
Da bad jeg med stumme Læber,
Taarer vædede min Kind,
Løs
Mat er Livets Guddomsgnist,
Aanden efter
Støvet efter kolde Jord.
Glad den ryster sine Vinger,
Og mod Himlens blaae sig svinger! –
Døren aabnedes til Hytten,
Ind en venlig
Det var Alfsol, hun mig pleied,
Jeg ved hende Sundhed fik! –
Hør mig derfor
Og velsign den fromme Møe!
Dine Taarer rene perle,
Paa det grønne Sommergræs,
Og ved Morgensolens Flamme
Lue de som røden Guld,
Du er rørt! Du elsker hende!
Og gjør Alfsol lykkelig!
Ja Alfsol lykkelig! – Det ønske Alle.
Hun er saa god, saa venlig mod Enhver!
Og naar hun gaaer med sine Terner hen
Paa
Saa bærer hun ei Mindre end de Andre,
Men stundom Mere; taler klogt og venligt,
Og aldrig mørker Vrede hendes Blik!
O skjænk mig Taarer! – Dug opliver Blomsten,
Men Taarer lindrer Hjertets hede Trang
Dog drømte jeg i Nat heelt
Om Alfsol og om
Mig syntes
Peeb fælt i Skoven, og den hele Himmel
Var rød som Blod, ret som i Ragnarok
Naar
Og oversprænger Himlen med sit Blod
Nu kom den hulde Alfsol, Loke fulgte,
Og Rhan gridsk spærrede tilbage Veien. –
De gik imellem høie bratte Klipper,
Der bævede ved
Blegt skinnede den runde Sølvermaane
Og Hæl jeg saae fremstige fra sin Afgrund
Krampagtig loe de blaae og blege Læber,
I det hun strakte sine visne Hænder,
Hen imod Alfsol, som hun da rev ned
Med sig i Underverdnens mørke Bolig!
Jeg gav et Skrig, hvorved jeg vaagnede,
Og spurgte tvivlsomt: »Var det
Og Lynet fløi paa vilde Flammevinge
Igjennem Skoven, og jeg syntes høre,
En Røst som sagde: »Guderne jo leve,
Og Ondskab skal forgaae, men Uskyld seire!«
Ja Uskyld seirer.
Naar selv de høie
Men Hagbarth! siig mig: »hvad betyder vel
Den Støien inde i den gamle Borg,
En Mængde
Og smukke Hynder til at sidde paa;
Alt var jo i Bevægelse; siig venter
I nogen Gjæst?«
Nei! veed Du ikke,
At det er jo i Dag at Kongen vil
Raadføre sig med sine gode Mænd
Om han skal sende Alfsol bort til Norge.
Hvorledes? – Alfsol bort? – skal da vor Sol
Opklare andre Egne? – Nej umueligt!
Fortæl mig dog!
Da vores milde Dronning,
Den fromme Borghild døde, sørgede
Jo Kongen saa at han laae syg en lang Tid;
Da græd jo Jylland! – aldrig glemmer jeg
Den Morgen da han første Gang igjen,
Den fromme Alfsol folded’ sine Hænder,
Med Tak til Himlen for sin Faders Liv,
Og Taarer perled’ i det blide Øie,
Liig Duggen paa den skjønne
Da udbrød Kongen: »hør mig milde Guder!
I skjænke mig kun, at min elskte Alfsol
Maa lukke mine trætte Øienlaage
Naar Aanden svæver til det bedre Land!«
Og trykkede derpaa den
Sit Fader Bryst, imedens Alle græd,
Og bad for dem til Valhals høje Guder.
Nu siden den Tid har alt
Tilsmilet Alfsol. – Ingen Ungersvend
Har endnu vundet hendes Kjerlighed!
Vor gode Konge længes derfor efter
At kjende ham som bliver hendes Hosbond;
Og Brødrene ei mindre. Gjerne vilde
De ved et Svogerskab bestyrke Riget,
Og sætte det i Sikkerhed for hvert
Et fjendtligt Overfald. –
Naturligt! men ....
Paa
Indviet alle Guder og Gudinder.
Der er en hellig Vala-Qvinde, Hildur
Er hendes Navn, hun tjener
Og er især berømt for sine vise
Kan her erfare deres Fremtids Skjæbne,
Og derfor vil han sende Alfsol
O milde Guder! vender Alt til Held,
Og opfyld ei min bange Ahnelse!
Hvad frygter Du?
Jeg kan det ei forklare.
Nu staaer min Drøm mig atter levende
For Øiet, og jeg seer den blege Hæl,
Og Rhan og Loke, Alfsol mellem dem ...!
Kald mig en Drømmer Hagbarth ... men ...
... Følg mig til Hytten!
Men hvad fattes Dig?
Saa skjøn en Blomst er ej for denne Jord,
Den blomstrer kun ved
Hvad var vel Valhal?
Var her paa Jorden mellem
Kongens-Hal
KONGEN. ALF. INGE. SNÆR. BOLVISE og FLERE KJÆMPER– Saa er det afgjort? – Alfsol skal da reise,
Og hendes tappre Brødre følge med?
Nu? – Kongen gammel er og sygelig,
Hvad om han døer imedens de er borte!?
Om Taget nu faldt ned og knuste os!
Om Havet slugte Danmark! eller Hæl
Rev Dig og hver en Christen flux til sig!
Frygtsomme Gamle! skam Dig dog!
Nu nyligt
Har vi jo maattet bøie vore Halse
Med Taalmod, under Aaget af den gridske
Umættelige
Slig umild Kriger give vi jo Skat,
Da før vi gav den til en mild og god,
Den store Harald Hildetand
I ikke at han sluger Riget, naar det først
Er Hovedløst? – han vil ej spare os!
Og kan vi vise Modstand? – Hvad er vunden
Ved at I føre hjem med Jer, et vildsomt,
Fornuften, den er sikkrest, er Orakel.
Og Norner, Thor og Odin er kun Støv!
See det er Frugten af hans Reise Konge!
Hvad skal en Afgudsdyrker i vort Land? –
Hvem er det han tilbeder? –
En fra det hede Syd, fra
Opsteget
Vil knuse Nordens høie gamle Guder!
Snart Ragnarokr er nær!
Sit Sejersbanner op mod Himlen svinger!
Det er jo sagt: at Nordens gamle Aser
Og skjønne Diser, Alle skal forgaae,
Men ikkun Støv forgaaer, ej høje Guder!
Dog – Gimle vil bestaae i Ragnarokr,
Det ligger jo i Syd, er klarere end Solen,
Og bliver alle Godes Opholdsted!
Betyder det da ikke? – Nordens Guder,
Vil synke hen i Gruus, forgaae, forglemmes,
Men hist i Syd en bedre Himmel aabnes,
Hvis Lære
End er ei Kraften uddød her i Nord!
Den
Jeg byder Taushed! – Ingen daarlig
Bolvise – tappre Kjæmpe! – gjerne maae
Du dyrke selv den hvide Christ, skjønt Du
Har lært heelt anderledes i Din Ungdom,
Men nu har
Dig paa den sidste Engellandske Reise!
Hver Gud kan være lige god og stor,
Og gjøre dens Tilbedere i Døden
Lyksalige, saaledes er min Mening!
Jeg takker Dig for Dine vise Raad,
Men tilgiv at vi ej kan følge dem!
Vi vil af Vala-Qvinden sikkert faae
Oplysende og kloge Svar, som gjør
Mig rolig. – Om jeg fejler veed jeg ikke?
Dog i det mindste, er det ingen Synd!
Jeg vil at Alting laves nu til Reisen!
Naar Morgenrøden stiger atter frem,
Skal Skibet skydes ud fra Stranden,
Den gyldne Mast opreises, Silkeseil
Udspændes, som kan
Der føre skal
O høie Christ, ledsag den fromme Alfsol!
Du ene Ondt til Godt kan atter vende!
Følg med i Lunden, lad os Alle bede!
O Fader er det afgjort?
Ja! Du reiser!
Ei snart?
Imorgen Datter!
Milde Guder!
Vær rolig Barn! snart skal vi atter samles!
Sæt Liid til Freia, hun er stor og god!
Fader! Fader! Du bortgiver
Alfsol til den blege Hæl!
Du mig fra Dit Hjerte river!
O far evig, evig vel!
Gjerne maatte kolde Bølge
Mig for Askurs Sønner
Favne mig med kolde Arm,
I sin vilde griske
Men, hvem vilde da Dig pleie
Og
Dog, de milde Diser lever!
De kan ogsaa frelse mig.
Sjunkne Mod sig atter hæver,
Fader Alt jeg gjør for Dig!
Første Act
Norsk Fjeldegn
HARALD og THORGRIM (kommer fra Baggrunden)Nu har jeg Freia seet! – Ei Dødelige
Kan tænke sig en Skabning skjøn som hun!
Den fulde Læbe, Kindens røde Roser,
Og Øiets Blaae, hvori en Himmel hvilte,
Den
Det lange gule silkebløde Haar,
Alt sagde mig det var den hulde Freia,
Og ingen
Det skjønne Billede ud af min Sjæl,
Før Døden slukker Livets Himmelflamme! –
Jeg mærker at Du est forelsket Harald.
Hvo kan imodstaae Elskovs søde Lyst?
Det var ej Freia, ingen Himmel Dise,
Som Du har seet; men Alfsol, Alf’s Datter,
En Konge i Vendsyssel hist i Jylland.
Hun kom hertil igaar, og skal i Dag
Adspørge Nornerne om hendes Skjæbne.
Hvad siger Du? – – Min! min! maae Alfsol være!
O milde
Beskyt mig
Bortrydde kjerligt hver en grusom Hindring!
– – Ja nu forstaaer jeg det! hør kjære Thorgrim:
Jeg gik i Morges da det dagedes
Imellem Klipperne, nær Valas Hule,
Og tænkede paa Eisten, paa min Broder,
Som er nu ude paa
Vild Vinden peeb i Grannens mørke Toppe,
Og Fossen brusende igjennembrød
De stolte Klippers haarde faste Pandser!
Da mødte jeg den vise Qvinde, Hildur,
Hun var iført sin rige Valadragt.
Vildt flagred’ hendes blaa guldpryded’ Kaabe
I Vinden. Men det lange Haar, var bundet,
I Flætninger op under hendes Hue.
Hun gik med stærke Skridt og faste Blikke
Hen mod mig, og udstrakte mildt sin Stav
I det hun sagde – »Harald! skjønne Roser
I Danmark groer, men Heltene maae bløde!
Snart spirer Roser af det røde Blod!
Den blomstre skal tæt ved Dit Bryst min Harald!«
Og sang derpaa en Sang heel rædselsfuld,
Da den var ude tog hun mig i Haanden,
Og sagde – »Før Vi atter sees i Dag,
Skal Du den skjønne Danmarks Rose skue!«
Og løb derpaa med store raske Skridt,
Dybt ind i Skoven hvor hun saa forsvandt.
See! er det ikke Sandhed? Danmarks Rose
Har jeg jo skuet! – Alfsol var den Hulde!
Og Vala sagde at den skulde blomstre
Alene ved mit Bryst; betyder det
Da ikke?: Alfsol bliver min, min Elskte?!
Kom Thorgrim! kom! hen blandt de unge Mænd
Som øve sig i
Og naar jeg vinder Prisen maae den Hulde
Belønne mig og
Beskyt mig Sjofna, og Du strænge Vør!
Jeg stride skal, som det en Helt sig bør.
Harald bliv!
Hør mit Ord!
Nornernes Bud
Tier Storme!
Tier Hav!
Sluk dig Flamme!
Rolig Grav! –
Helten blegner,
Skjæbnen Søstre
Vil det saa! –
– Roser lue!
Lue brænder!
Helte vorde maa til Støv!
Graven brister!
Døde svæve!
Blodet isner!
Flye! vend om!
Kun hos Freia,
Ei paa Jorden,
Blomstrer Kjerlighed!
Norner byde,
Støv maa lyde.
Blodet rinde skal paa Jord!
Underfulde Qvinde! hvad betyde
Disse frygtelige Ord?
Vala tier! – høie Norner byde
Alt er mørkt som sorten Jord.
Kolde Skræk skal ikke isne Blodet,
Dine Ord ei knuse Modet.
Flux afsted! før næste
Alfsols, ellers blege Hæls.
Svage Dødelige,
Trods ei Nornerne!
Støv maa villig lyde
Skjæbnens høie Bud!
Sigurd Rings Telt
Paa Grændsen afI har da seet den hulde Alfsol?
Ja!
Er hun ej skjøn?
Gid alle Valhals Diser,
Var hende liig, saa var det sødt at døe!
Idag skal hun, nu her paa Skirisal
Adspørge Nornerne om hendes Skjæbne,
Og flux naar Vinden blæser hen mod Jylland;
Vi seiler bort fra Norges stolte Klipper.
Jeg veed I hader Underkongen Harald,
Og dennes Broder, Eisten; men for svag
Er Eders Magt, og derfor
Det er naturligt! – Eders høie
Den kjække Sigurd Ring, vil kunde knuse
Dem begge med sin Styrke, men det gjør
Han ikke, hvis han ei seer Fordeel ved det. –
Nu kunde vi med Held benytte Tiden,
Mens Alfsol er her – saadan Tjeneste ....
Hvad mener Du?
Den store Sigurd Ring,
Har smagt al jordisk Salighed, Magt, Ære,
Navnkundighed! og været gift! vel gift! –
Og dog er dette intet imod Alfsol!
Maaskee Vendsyssel, ja selv hele Jylland,
Vil derved falde i hans Hænder. Paa
De danske Øer
Nu forstaaer jeg Dig.
Den gamle Sigurd skulde ægte Alfsol?
Nu ægte eller ei, er vel det samme!
Nok at han hende seer og bli’r forelsket.
Udfaldet bliver da som vi det vil!
Hvor er han nu?
Ei langt herfra han rider
Herom i Vestgothland, for at udøve
Sin Kongepligt, for at
Tro Undersaatters Ret. – Vi kan snart vente
Ham her tilbage!
Godt! ved Asa Loke,
Jeg skal nok overtale ham.
Der er han allerede, tys! hør
Velkommen Herr
Høie Konning!
Hvad Budskab bringer Du? staaer Alting godt
I Jylland? – Er det Sandhed hvad man siger?
At nu Bolvise har forandret Troe?
Fortæl mig Snær, men
Jeg veed at I er, just ei bedste Venner!
Jeg kjender Dig! Du kan heelt mesterligt
Med smidig Tunge, dreie og forvandle
En
Din Tunge stemmer
Fortælle Sandt og Godt om Nogen, da
Det er heelt uvant ....!
Høie Herre Konge ...!
Det er mit Alvor! – Sigurd skjæmter ikke,
Og mindst med Dig! – Fortæl!
Jeg hader ei Bolvise! – Han er gammel,
Og gaaer naturligviis i Barndom!
Den smule Blod han har, vil han ei miste,
Og kun for Helten aabner sig Valhalla!
Den nye Lære, som nu Munken Beda
Har præd’ket for ham er heel anderledes!
Den jo forbyde Blodsudgydelse
Og Heltestrid, og lover evig Glæde,
Til dem som faster, synger og gjør Bønner!
Og dette er jo ganske for Bolvise
Som han det ønsker; og derfor, naturligt ...
Den stakkels blinde Gubbe! Er han ei
Fulgt med herind til Norge?
Nei!
Hvorfor?
En pludseligen Sygdom, er Aarsagen.
Og hvor er Alfsol nu?
Paa Skirisal.
Er alting rede da? er Folket samlet?
Paa Veien nu herhid jeg mødte Mænd
Og Børn og Qvinder, som kom Langveis fra,
For selv at see den skjønne Alfsol, og
Erfare Svaret af den vise Vala!
Men tilgiv, jeg har lagt en Plan min Konge,
Til Eders Fordeel! – Tør jeg sige den?
Tro ei at Egennytte driver mig!
Nei Kjerlighed! Taknemmelighed! ...!
Hvorledes?
Taknemmelighed? – Du lyver Guldets Træl!
Jeg har jo endnu ikke gjordt Dig noget,
Hvorfor Du kunde være mig taknemmelig!
Hvad er Din Plan? tael! uden lang Indledning!
Har I seet Alfsol?
Nei!
Og vil det ikke?
Det er mig ligegyldigt.
Spørg kun selv
Nu Eders Slægtninger, om hun er skjøn ...!
Ja Herre, hun er skjøn og mild som Freia!
Nu det er godt for hende ...!
Men I skulde
Dog see
Lyksalig er den Konge som skal dele
Sin Throne med den Hulde. Hvilket Liv!
Og hvilken Ild i Øiet, det kan smelte
Selv Isen hos den haarde
O Salighed at turde favne hende!
Ha, nu forstaaer jeg Dig! Jeg fatter Planen
Men husk at jeg er gammel Snær!
Alfsol
Er ei vellystig!
Hendes tappre Brødre ...!
Maa frygte Sigurds Magt, en saadan Svoger,
Er dem en Ære jo ...!
Du troer da at
Den hulde Alfsol kunde elske mig? ...
At hun er skjøn det veed jeg! Alt forlængst
Har Rygtet sagt: at selv den høje Odins
Valkyrier var ikke skjønnere.
Endnu i denne Dag jeg gjæster hende,
Jeg vil dog see om Rygtet ej har
Du kommer Konge?
Ja! saa hen af Aftenen?
Men ei jeg bør forglemme, høje Konge.
Min Herre, Konning Alf, gav mig en Ring,
Som jeg i hans Navn skulde give Eder.
Kun som et ringe Venskabstegn ...!
En Ring?!
Ja store Konge! see, her er den.
En deilig Guldring! men den passer ei!
Den er jo smedet for en Qvindehaand,
Og ei for Sigurds! see! – –
Ei
Et Billede paa Slaveri
Har han ei andet at bortgive, var
Det bedre at han selv beholdt det,
Og viiste ei saa aabenbar sin Armod!
Jeg gider ikke bære sligt! see der!
Jeg skjænker Dig den!
Ædle Herre Konning!
Saamegen Godhed mod en ringe Tjener ...!
Reis endnu ikke ind i Landet! bliv
Kun her paa Vestfold, til jeg siger Eder!
Vi har alt vundet! – Kom ud i det Frie,
Her kunde Sigurd muligt høre os!
Udenfor Alfsols Telt
ALFSOL og SIGNEHvor reen og fri er ikke Luften her!
Fra Fjeldets unge Blomsters Offerskaaler,
Opstiger
De stolte, høie, Nordens Kjæmpegraner,
Staaer Vinter, Sommer, i sin Høitidsdragt,
Og synger høit, naar Stormen ryster Toppen,
En Sang om Nordens gamle faldne Kjæmper,
Imedens Fossen ryster faste Grundvold,
Og taarner skumhvid op mod Klippens Pandser,
Alt er et mægtigt Syn! dog ei jeg bytter
Det stolte Norge for det blide Danmark
Ei vilden Kjæmpe for en kjærlig Møe!
Sødt smiler Danmark, liigt et venligt Barn,
Som hviler trygt i sølvblaa
Og skuer roelig mod Alfaders Himmel!
Og Signe, hvor jeg længes efter Hjemmet!
Heel længselsfuld mit Øje søger efter
At øjne Danmark i det dunkle Fjerne,
Men kun forgjæves, o da maae jeg græde,
Og bange Ahnelser forfærde mig.
O kjære Alfsol! snart skal vore Aare
Slaae Skumhvid Bølge, som vil bære
Igjen til Danmarks, kjære Barndoms Egne.
Vær derfor rolig! Hvis Du det tillader?
Saa vil jeg synge Dig en lille Sang,
Den muligt kan adsprede Dig Din Tungsind.
Seer igjennem
Men Maanen luer som røden Guld,
Vildt tuder Stormen derude.
Naar Maanen skinner,
Og rider igjennem Lunden
»Min Ovarodd, ak!
I Busken det rasler, han er nær,
Flux Kummer og Taarer vige.
Skjønt Maanen skinner
Og Døemand griner
De favner hinanden i Lunden.
Tys kjære Signe! tys, der kommer Nogen!
Det er vel mine Brødre.
Jeg vil da
Gaae ind i Lunden for at flette Dig
Den Egekrands som Du skal have paa
Til Nornerne, naar Du adspørger Vala!
O hulde Freia, høie Himmel Dise!
Tør Askurs Søn nedknæle for Din Fod,
Og skue Himlen i Dit blide Øje?!
Jeg Prisen vandt i Hildurs haarde Leeg,
Men ene Du gav Helten denne Seier,
Og derfor bringer jeg Dig Egekrandsen.
O hulde Alfsol, kanst Du elske mig?
Uværdig er jeg ei Dit ædle Hjerte.
Kun giv mig Haab, og jeg det skal fortjene!
Kun Haab! – et venligt Ord! – ei mere!
Du tier! – vredes Du? umuligt!
Konge!
Utallige af Nordens skjønne Piger,
Vil prise sig lyksalig som Din Brud.
Men snart vil kolde skumhvid Bølge,
Optaarne mellem os ...
Men Søen staaer
Jo aaben for Enhver! og ofte Norske
Og Jyder knyttet Ægtebaandet sammen.
Reen er min Elskov! ingen Feberblus,
Men høi og stor, som
Du tier – men Din Rødmen Dig forraader,
Den hulde Liljekind forvandler sig
Til
De høie vise Norner, og min Fader,
Alene raader ...
Ogsaa Du min Alfsol!
Og grusom kan saa skjøn en Sjæl ei være.
Sødt smiler Haabet paa sin lyse Stængel,
Thi Nornerne har sagt Du blive min!
Endnu i Dag afgjøres maae min Skjæbne! –
O Elskov søde Himmelflamme!
Du luttrer Askurs, Støvets Børn.
O Salighed som ei kan fattes,
Nedsteget fra en venlig Gud.
Ei Ord kan tolke Heltens Elskov!
Den rene skjønne Himmelild,
Som fører ham til Kamp og Sejer,
Og mildner Dødens hede Saar!
Den smerter, og er dog saa salig!
Den hæver Støvet til en Gud!
Og kold og grum maae Manden være,
Som aldrig kjender Kjærlighed!
Ja Alfsol! Ja! min skalst Du blive,
Hvis ei jeg vandre maae til Hæl!
Ved Dig jeg hæves kan til Himlen!
Men uden Dig, maae jeg forgaae!
Milde Guder i det Høie!
O forlad mig ei.
Skuer Taaren i mit Øje,
Leed mig trygt paa Livets Vei!
See her er jeg igjen! – men Du er ene?!
Du græder! hvad er hændet Dig Du Gode?
O Fader! Fader! havde aldrig
Jeg skuet Norges stolte Klipper,
Saa var jeg lykkelig paa Jord!
Hvad fattes Dig? vær trøstig kjære Alfsol!
Snart vil vi skue Danmarks Bøgeskove,
Snart skalst Du hvile ved Din Faders Bryst.
Hvad siger Du?! – Nei! Nei! – o milde Freia
Forlad mig ei! – jeg gyser for min Fremtid.
Din Skjæbne
Vær derfor rolig, Guderne jo lever!
Men Loke er imellem dem ...! dog Nei,
Det var ei Loke! – Harald er ei troløs!
Hans rene hulde Blik var trofast Elskovs!
Hans Ord var ikke Læbens
Men Hjertets, Kjerlighedens søde Ord!
Prindsesse! Eders Brødre venter Eder.
Jeg kommer! – – Milde Freia vær mig huld;
Mit Mod er brudt, mit Haab som Solen nede!
Templet paa Vestfold
(Paa begge Siderne af Scenen sees de fornemste Guder og Gudinder udhugne af Steen, foran Enhver, staaer et lille Alter. Midt paa Scenen sees de tre høie Norner, ligeledes udhuggede af Steen. Den Mellemste holder en Ring i sin Haand. Baggrunden taber sig i mørke Buegange, som kun oplyses lidet ved en svag Ild.)Høie Norner!
Støvets Skjæbnes Bestyrerinder!
Hører os!
Hører de Indviedes Sange!
Øst af den hellige Brønd
Hører os!
Hører os!
Synger Svanerne glade
Over Fortidens Brønd?
Eller er Vandet Kilden
Rødt som det røde Blod?
Hellige vise Norner,
Hører, hører os!
Urd, Varand og Skuld!
I hellige, vise Søstre!
Vredes ei paa Støvets Orme,
At de vovede at udforske
Deres Fremtids dunkle Skjæbne,
Og nedknæle for Jere Altre!
Vredes ei!
Thi da maae Støvet,
Zittre, blegne,
For Eders Magt!
Vee os da hvis I vredes!
Vee! Vee! Vee!
Luren lyder! – taus nu Alle!
Alfsol den Fromme er nær! –
Kongedatter! fat
Den skrækkelige Ring,
Og sværg
Den hellige Eed!
Reen maa Eden være,
Reen, hellig og stor!
Reent og ubesmittet
Dit Hjerte være maae!
Saa sandt hjelpe mig den mægtige As,
Og alle de Hellige
Aser og Asyniar,
Landets Guder,
Alle Bjergboer,
Og
Som jeg i fast Tillid med
Et ubesmittet
Hjerte,
Fremstiller mig her, for at
Udforske min Skjæbne af
De hellige vise Norner!
Eden er hellig!
Alfsol er reen!
Knæler Støv!
Falder til Jorden!
Bæver af Rædsel!
Nornerne taler!
Gudinde! –
– Dødelige! –
– Lykkelige! –
–
– Fra Øster, den Kjække! –
– Den Gamle! –
– Baal! Brand!
– Vee! Vee! Vee! –
– Himmel reen! –
– Spaadommen forvildes! –
Hellige Guder,
Forlad os ei!
Anden Act
Alfsols Telt
ALFSOL, ALF og INGEDen Sky er
En Storm allene kan fordrive den.
Men bliden Foraarsvind, som bøier Siv kun
Og spreder Blomsterstøvet over Jorden,
Den er for svag. De mindre Skyer drives
Hen i den større, saa de vorde een;
Og bliver den for tung, da vil den briste!
Jeg fatter ei Din Mening, kjære Søster!
Nei Inge! aldrig seer jeg klar den Himmel,
Som fordum smilte i saa Skyfri Glands!
Forsvunden er min Barndoms glade Morgen,
Nu skjule sorte Skyer Himlens Blaae!
Vær rolig Alfsol! sæt Din Liid til Freia!
Hun sender Hjelp naar størst Dig synes Nøden.
Du saae jo ofte Himlen være mørk,
Og atter blive klar just som et Uveir
Trak fælest op. Endnu veed vi jo Intet ...?
Jo! hør mig Brødre. – Hjertet vender sig
Af Skræk i Barmen ved Erindringen!
End staaer det Rædselssyn og truer mig,
End lyder hvert et Ord, med Tordenbulder,
Saa Dødens Isnen farer gjennem mig! –
I huske vel, da vi kom hen til Templet,
Hvor svag jeg var, hvor vaklende jeg gik,
Og skjælvede for Helligdommens Mørke?
Dengang min Haand berørte Jernringen,
Den skrækkelige, som mig Vala bød,
Da var det ret som om mit Hjerte brast,
Og alt mit Blod blev Iis! – Jeg veed ei selv
Hvad Tungen sagde. Alting sortnede!
Dog hørte jeg Orakelsvaret – Fast,
Krampagtigt holdt jeg mig i Veiret
Ved Ringen, da lød Tordenbrag, jeg sank,
Saa var det for mig, dybt, dybt, ned,
I sorten Afgrund, mellem fæle Drauger.
Og Jorden brast! De høie Klipper skjalv,
Mens Havet skumhvidt steeg mod Himlen,
Vildt Seen fyged’ – Ragnarokr var nær,
Som truet med at sluge Valhals Guder
Da steeg den onde Loke ud af Klippen,
Og knuged’ mig, vanvittig til sit Bryst.
Han ligned’
Stod ud af Munden, og hans sledske Øie
Var spilet op, og stirret liig en Døds.
Jeg skreeg af Rædsel, men mig hørte Ingen,
Kun fæle Drauger, sang en rædsom Sang.
Da steeg fra Dybet op de trende Norner,
Og Skulda sagde med mørkt, helligt Alvor, –
Og i en Tone som jeg aldrig glemmer,
Den trængte mig igjennem Marv og Been! –
»
Dog snart vil iiskold Lædskedrik Dig qvæge!«
Da saae jeg Drauger, luftige, men blege
Og blodige, at svæve tæt for mig.
De vare alle rustede til Krig,
Og Lurer og Trompeter lød til Angreb.
»O høie Guder frels mig!« udbrød jeg,
Og Alt forsvandt, – jeg var igjen hos Eder.
Det lader sig jo let forklare Alfsol,
Og har ei at betyde. – Denne Angst
Du følte, Helligdommens Mørke, Sangen
Præstinderne istemte, Tordenbraget
Og Valaqvindens
Som blev udsagt i høi Begeistring fra
De vise Norner. Dette kan jo bringe
Den Modigste til Skjælven! sagtens skrække
En svag, en frygtsom Pige, og ved Hjelp
Af Phantasien at fremkalde sligt,
Som Du nu troer at have seet naturligt.
Forklar det som Du vil. O milde Freia!
Du som beskytter Liljens
At ei den knækkes i en stormfuld Nat.
Forlad mig ei, lad Ondt til Godt sig vende!
O Brødre, havde ei Bolvise ret?
Hvad nytter det at vi nu føre hjem
Med os, et mørk Orakelsvar som Ingen
Forstaaer.
Orakelet vil nok i Tiden
Opklare sig. – Min Arm, Din Dyd, vil gjøre
Dig sikker her og overalt i Norge!
Men hvad mon Øster vil betyde, Inge?
I Øster Sol staaer op! det jo betyder
Stor Lykke – og den Kjække fulgte strax
Derpaa ...
Den Kjække. Hvem mon det vel er?
Det veed jeg ikke! uden det er mig
Som skal forsvare Dig?
Men end den Gamle?
Det skulde vel ei være Sigurd Ring?
Umuligt!
Den gamle Gubbe haver tidsnok, Alf.
Baal, Brand, reen Himmel, – udentvivl betyder
Afvexlinger af
Det værste er at Spaadomme
Og at Din Skjæbne Alfsol er uafgjordt.
Dog nei, det er den ikke! – Nei saalænge
Din Broder Inge lever, er den ikke,
Imorgen spænde vi flux Seilet ud,
Og
Vil blive gunstig!
Alt i Morgen bort?!
Nei Broder! Nei! – Dog jo! vi maae, vi bør!
Jeg fatter ei Din Tale.
Milde Freia!
Smiil venligt fra Dit
Og aftør Taaren i mit trætte Øie!
Hvad er det, Søster?
Underkongen Harald
Er udenfor, han haver noget vigtigt
At tale om med Eder.
Lad ham komme.
I Øster Sol staaer op! den Kjække kommer!
Ja nu forstaaer jeg, Vala.
Kongesønner!
Selv Konger!
Mit Ærinde er vigtigt, Alfsol er
Mit Øiemed, til hende beiler jeg!
Reen Attraae boer i Haralds Bryst, jeg føler
Mig hende ei uværdig! er hun ikke
Imod det? kan hun elske mig den Hulde?
Saa kun udbeder jeg mig Eders Minde,
Min Længsel mægtig er og stor, afgjør
Nu Sagen. – Tier ei! – afgjør min Skjæbne.
Jeg Broderskab tilsværger Dig! ja Harald,
Du est mig kjær! Din simple, frie Tale
Behager mig – men Alfsol raader selv.
Vor Søster raader, ikke vi min Konge.
Afgjør min Skjæbne hulde Freia,
Og dræb ei Helten i sit søde Haab!
Helt! Konge! mørk og tvivlsomt er Oraklet.
Min Skjæbne tegner til at blive ond;
Og derfor vil jeg ikke gjøre Dig
Ulykkelig med mig ...
Du elsker mig da?
Ja Konge! Ja! jeg elsker Dig! men jeg
Vil ikke gjøre Dig ulykkelig
Ved denne Elskov hos den svage Pige. –
Lad nogen Tid gaae hen, Oraklets mørke
Tvivlsomme Tale bedre da udvikles,
Og da er Alfsol rolig, og desuden
Maae vi velsignes af min fromme Fader!
Din Vilje er min Lov, thi den er
Staae op! at knæle sømmer sig ei Helten!
Hvis Vinden bliver gunstig, spænde vi
Nu alt imorgen Silkeseilet ud,
Og lade staae ad Jylland til, min Harald.
Did sidder i den gamle Kongeborg,
Og skuer længselsfuld hen over Havet
Min gode Fader, for at øine Snekken,
Som bringer ham igjen hans elskte Datter!
Hver Time tæller han, hvis jeg nu dvælte,
Og glemte Pligt for Elskovs søde Himmel,
Forvoldte jeg ham Frygt og bange Uroe;
Derfor er det nødvendigt at jeg reiser.
Rask ruller Tiden, let et Aar bortglider,
For Helten som i daglig Kamp kan færdes!
Imidlertid Oraklet vil udvikles,
Og sønderrive Frygtens sorte Sløer.
Kom da til Jylland, lad os der forenes,
Og glad jeg følger med Dig til Dit Norge!
Det vil Du Alfsol? høie Valhals Diese,
Du aabner Himlens lyse Porte for mig!
Kjækt jeg for Dig vil gaae i Kampens Fare,
For Dig at stride, høje Himmellyst!
O milde Freia sign vor Kjerlighed,
Hvis ei saa send flux Dødens blege Engel,
Der kan mig lede til Dig i Din Himmel!
See overalt hvor klart! ei mindste Skye
Paa Himlen. –
Fra Breidablik
Og varsler os en glad og salig Fremtid!
See Alfsol! see! saa langt som Øiet rækker,
Staaer Jorden i en spraglet Sommerdragt.
Grønkrandset Klippe kneiser liig en Kjæmpe,
Og skuer kjerligt hen mod
Der liig en Blomsterkrands paa sølvblaa Skjold
Trygt hviler midt i Havets Moderarme.
Nordvinden piber ei!
Er slumret ind i stolte
Bjergblomsters Duft med
Blidt vifter om os – Alt er trygt og roligt,
Bebuder det da ikke Held for os?!
O høie Guder! hvad der end vil skee,
Saa see i Naade til os alle ned!
Seil trygt min Alfsol, bort fra Norges Klipper
Op til det elskte Danmarks Bøgeskove.
En venlig Vind vil bovne Snekkens Seil,
Saa
Hen ad den rene klare Sølverflade.
Naar Vinterkulden binder Kjæmpevoven,
Og Skoven staaer i hvide Vinterdragt,
Da sidder Du ved Arnens røde Lue
I snevre
Din Harald øver sig i Hildurs Lege,
Saa svinde rask de taagefulde Dage
Og lysegrønne Vaar i Ungdoms Dragt
Flux følger efter Aarets Morgenrøde,
Og smelter Sneen med sit hede Blik.
Stolt sønderbryder Fossen Klippens Bryst,
Og plukker flux de høie Kjæmpegraner,
Som Pigen plukker Engens spæde Blomster!
Da kommer jeg til Jylland, og begjærer
Dig af Din Fader. – Være derimod
Det kan han ei; stolt, ædelt er det Blod,
Som flyder gjennem disse Helteaarer,
Og det som mere er: Du elsker mig!
Farvel! tungt er det for mig at gaae bort,
Men Pligten byder, Elskov maae da vige!
Farvel min Harald, Freia Dig ledsage!
De høie Guder
Det vil de, Inge! Guderne jo ere
Retfærdige!
Ved Vør en evig Troskab!
Ja evig Troskab! – Din som min, Farvel!
Vise Guder i det Høie!
Skuer Taaren i mit Øie,
Føel mit Hjertes rene Fryd!
Salighed mig gjennembæver,
Aanden sig paa Vinger hæver
Op mod Eder i det Blaae!
Jeg er glad, og dog mit Hjerte
Banker med en navnløs Smerte,
Som selv qvæger i sin Qval!
Freia, o forlad mig ikke!
Leed med hulde Moderblikke
Mig paa Livets mørke Vei!
Lad en venlig Stjerne tindre,
Og om Himlen mig erindre,
Hvis ei Harald bliver min!
Let i Kampen Helten falder,
Naar Valkyrierne kalder,
Maa han ile bort fra Jord;
Da vil mine Kinder blegne,
Men lad mig ei derfor segne,
Før min Fader slumrer ind.
Ingen vilde Gubben pleie,
Og hans Alfsols Savn opveie,
Hvis jeg sank for Smertens Piil.
Styrk mig da! skjænk Kraft og Mod!
Milde Freia Du er god.
See! – Hvad er det? – Hvad er det for en Trængsel?
See Inge! her de komme henimod.
En gammel stolt
Krumbøiet paa sin Hest, og stirrer skarpt,
Og stift med stolte Blikke rundtomkring!
See unge Piger strøe hans Vei med Blomster,
Og en utallig Hær af Svenske,
Og
Ved Thor!
Det er jo Sigurd Ring! hvad mon han vil?
Hvad? Sigurd? – Frels mig høie Valhals Guder,
Lad ei Oraklet saa opklare sig!
Du blegner Søster?!
Det er Intet! Intet!
Kun lad ei Sigurd komme! – siig til ham,
At jeg er syg ...! siig hvad I vil ... naar kun ...
Han er vor Overherre. Han vil vredes ...
Nu stiger han af Hesten! Hvad? det lader
Som om han vilde her til os.
Ja see! der er han alt. Nu kommer Grim!
»Den Gamle tyder Sigurd!« sagde Nornen.
Orakelet vil snart opklare sig!
Frygt ikke Sigurd, sæt Din Liid til mig.
Hvis han fornærmer Dig, ved Asa Thor,
Mit Sværd skal stoppe Munden paa den Stolte!
Bange Hjertet bæver,
Medens Bønnen hæver
Sig fra Læben op til Freia mild.
Frels Du mig Du Blide!
Ved min Haralds Side
Glad jeg gjæster Dig i høien Hal!
Haabet meer ei lyser,
Bange Hjertet gyser.
Freia staae mig bi!
Kong Sigurd kommer for at gjæste Eder!
Som Ven! Ei Fiende!
Ærligt, trofast Venskab!
Velkommen til mit Norge, tappre Helte!
Staaer alting vel og godt til hist i Jylland?
Som man fortæller mig har jo Bolvise
Forandret Troe, den stakkels blinde Gubbe!
Han gaaer i Barndom, veed ei hvad han gjør;
Det kan undskyldes. Men ved Asa-Thor,
Før jeg forlod de høie gamle Guder,
Og tro’de paa et luftigt Stjerneskjær,
Før vilde jeg døe bort af
Og vandre ned til
Men hvor er Eders Søster? og hvorledes
Lød vel Orakelsvaret?
Her min Konge.
Er vores Søster!
Ha! hvorledes? Alfsol?
Men Du er bleeg! er syg, og dog saa skjøn!
Ja skjønnere end Rygtet mig har sagt!
Jeg troede neppe, at jeg skulde finde
Saa
Ei saae jeg Nogen før saa skjøn som Du,
Du smelter Sneen om mit kolde Hjerte!
Bliv her! Du maa ei reise! bliv i Norge!
Jeg er uden Dronning, bliv Du min,
Og gjerne deler jeg mit Rige med Dig!
Jeg er uværdig denne Ære Konning.
Jeg kan ei! lad en Anden nyde den!
Hvad?! vover Alfsol at forsmaae min Godhed?
Er jeg Dig ikke god nok?
Alt for god!
Men jeg har endnu ei bestemt mig Konge!
Jeg er endnu saa ung – Orakelet
Er mørkt, og muligt at jeg aldrig giftes.
Ha! nu forstaaer jeg Dig! Du elsker alt
En Anden, heller vil Du have Dig
En ung Vellystning end den gamle Sigurd.
Hvem er den lykkelige Ungersvend
Som tør sig maale med mig? Dog vel ikke
Den kjælne Harald, som kom ud herfra,
Nys da jeg reed paa Klippen over ham?
Du rødmer! – Ja Du elsker Harald, Alfsol!
Vellystig brænder Du af Længsel efter
Hans hede Favnetag, frygter for at
Din Uskyld i en kraftløs Gubbes Arm.
Vor Søster saa forhaanes! Nei ved Odin,
Du skal ei ægte denne rynken Trold,
Før skal jeg ofre ham til
Hvad gjør Du Broder!? han er vores Konge
Og Overherre ...!
Stedets Hellighed
Forbyder mig at stride her, men hvis
Du tør, saa mød mig med Din Hær ved
Ved Asa Thor og alle Valhals Guder!
Før
Nu kom den Gamle da fra Øster! Sigurd
Var det, Oraklet sigted’ til.
Ja Sigurd!
Jeg skjælver for hans Magt, den Følesløse ...
Han kunde ... Guder ...! dog jeg skjælver ikke
For mig men kun for Eder kjære Brødre! ...
Og for Din Harald.
Ja! ogsaa for ham.
Det skammer jeg mig ikke ved at tilstaae –
Men vores Fader? ... aldrig see ham mere,
Ha Rædsels Tanke! aldrig skulle favne
Sin elskte Datter! Nei det er formeget!
O hør mig Freia, Thor og alle Guder!
I veed jeg elsker Harald høiere end Livet,
Ja høiere end Jordens Herligheder.
Dog vil jeg gjerne mig frasige ham,
Kun lad mig leve for min gamle Fader!
O Søster! Søster! Du er stor i Dyd,
De høie Guder vil Dig sikkert lønne.
Hvorledes? Hagbarth! hvad betyder vel
Dit Komme her? staaer alting godt i Jylland?
Stod alting godt, saa kom jeg neppe her.
Hvad er Dit Ærinde? hvad er vel hændet?
Jeg bringer Sorgens Bud! vor Herre, Konning ...
Min Fader?! O fortæl.
Saalænge som
Han kunde øine Snekkens hvide Segl,
Stod han paa høien Loft, og skuede
Ud over Havet efter Eder; men
Da den forsvandt i fjerne Taagekreds,
Brast han i Taarer, og udbrød: »I Guder,
Gjør Alfsol lykkelig, jeg kan det ei!
Vi samles aldrig mere!«
Aldrig? jo i
Hist over Himlens lyse Stjernehvælving
Skal vi ei grusomt skilles fra hinanden.
Han var den hele Dag heel sorrigfuld,
Og bad for sine Børn til Valhals Guder.
Da Natten kom, og Alle var til Roe,
Laae jeg endnu halvvaagen paa mit Leie,
Og blev da vaer igjennem Vinduet,
Ved Maanens Skin, en Mængde Krigere,
Som søgte paa at liste sig ind i
Den gamle Kongeborg. Jeg kjendte Nogle,
Ogsaa deraf de tjente Nabokongen,
Som havde muligt faaet Nys om, at
I vare bortreist med den største Deel
Af vores Kjæmper; hvorfor han nu vilde,
Da feigt han frygtet aabenbare Feide,
Os overfalde, dræbe eller fængsle,
Som Lykken vilde det, og derved da
Udvide sig sit Rige. – Jeg sprang op
Og gjorde Larm, hvorved de Andre vaagned’,
Som greeb’ til Værge, og i Øjeblikket
Vi nedslog og forjagede den hele
Feighjerted’ Flok, som allerede var
Indtrængt i Borgen, – Kongen selv var med,
Og fægtede som det en Helt sig sømmer.
Af vores Flok fik Odin ikke mange,
Men mellem disse var ... vor elskte Konge!
Min Fader faldt?
Han faldt i Kampen Alfsol ...
Nu er han blandt
Den høie Odin!
Død? Fader! Guder!
O høie Aser! Alfsol! Alfsol! Søster!
O Guder! Guder! send os Hjelp i Nøden!
Min Fader! Brødre! – Harald! – o hvad var det?
En Drøm? ei Andet? Nei de vise Guder
Kan ikke være uretfærdige!
I tier? – fælder Taarer – er det muligt?!
O Freia tag mig til Dig i Din Himmel!
Min Lykkesblomst er knust i Spiren, knust
Til Roden, aldrig kan den rettes mere!
O kjære Søster! ...
Stille! seer Du ei
Han kommer? Skaren glider langsomt frem ...
Bleeg, kold og stiv han ligger paa sin Baare,
Og Engle vogte paa de hvide Lokker,
Som bølge venligt sig omkring hans Pande.
Jeg kommer, Fader! – Uveirsskyen brister;
Dens Lyn vil luttre og fortære mig Min
Vandringskappe skal da synke ned,
Og Aanden svæve op, til Dig, til Fred!
O fat Dig Søster, Smerten dræber Dig!
Himlens skjønne smaa
Blegt i Morgenrøden svinder,
Og forgaaer i
Evighedens Sol oprinder,
Ingen Lænke Aanden binder,
Fri og reen den svinger sig!
Hisset Savnets Graad ei rinder!
Jordens bittre Sorger svinder
I det høie rette Hjem.
Harald! – Brødre! – søde Minder!
Intet mig herneden binder,
Kjære Død velkommen vær!
Roligt vil jeg Hoved bøie,
Medens Sjælen mod det Høje
Svinger sig til Freias Sal,
Syner mig for Øjet svæver ...
Mindet døer, men Aanden lever,
Hist i varig Salighed!
Aftenrøden Himlen maler.
Hvide Skyer langsomt daler
Fra det Høie ned mod Jord!
Freia venligt af mig vinker,
Livets
Kalder mig fra Sorg og Qval!
Salighed mig gjennembæver,
Let og fri sig Aanden hæver
Bort fra Prøvens bittre Land!
Tredie Act
Alfsols Telt
(Aften) ALFSOL (bleeg og med løse Lokker siddende paa en Forhøining) ALF og INGE (er hos hende)Hvorledes er det med Dig kjære Søster?
En venlig Drøm har styrket mig. Jeg saa
Vor gode Faders Aand, den mig velsigned’
I det den svævede op mod Valhalla.
Han var saa mild som da han levede,
Og klare Skyer, med skjønne gyldne Kanter,
Baer ham fra Jorden til den høie Odin.
O Fader lad mig aldrig gjøre noget,
Uværdigt Dig!
Nu daler Solen ned,
Og maler med sit Blod den
Fra Mørkets Afgrund stiger Natten frem
Og skjuler Alting under sorten Vinge.
Thi det er faldne Kjæmpers Aand vi skue,
Som svæve hen paa Nattens dunkle Skyer
Og synger sælsomt gjennem Skovens Kroner!
Et Uveir trækker op,
Med svovlblaae Flamme, i det fjerne Graae!
Dog er jeg roelig! al min Frygt er svunden,
Jeg skjælver ei for Sigurd og hans Magt.
Jeg ved en Nøgle som kan aabne mig
Flux Livets Fængsel, skjænke mig min Harald,
Og frelse mig fra den Forhadtes Favnetag!
Naar
Vil dog et Minde paa Erindringshimmel
Staae lyst og klart for Efterverdenen,
Begeistret
Om høi og trofast Kjerlighed i Nord,
Man vil os ofre søde Veemods Taarer,
Og sige: Alfsol blev sin Harald troe!
Kan vige, og da vil Din Lykkessol
Fremstige dobbelt klar paa skyefrie Himmel!
Det vil den! Ja en varig Sol fremstiger
I Evighed, naar Livets Nat bortviger!
Over Himlens høie Bue,
Over Middagsolens Lue,
Er jo Freias gyldne Hal?
Hist hvor Stjerneblomsten blinker
Og af Emblas Døttre vinker,
Smiler Folkevanger huldt!
Der den blide Freia troner.
Søde milde Harpetoner
Klinger i den skjønne Hal.
Moderømhedsfuldt hun smiler,
Froe og glad jeg didhen iler,
Kan ei Harald blive min!
Som vandrer Haand i Haand her gjennem Livet
Skjøndt Eders Gaver ere vidt adskilte,
Er Begges Værd dog lige stort aldeles.
Ei Støvets Børn bør maale Viisdomskjæde,
Hvad var vel Glæde, kjendte vi ei Sorg!
Ja Alfsol, vær kun trøstig! Guderne
Jo styrer Alt med venlig Viisdom, de
Vil sende Hjelp, naar størst os synes Nøden!
Skjøndt Fremtids Dage i en rædsom Taage
Indhylle sig. – –
Hvad hører jeg! o Guder!
Min Alfsol vil jo ægte Sigurd Ring?!
Snær.
Den Forræder! derfor
Var det da, at han drev saameget paa
At faa vor Søster her til Skirisal,
For at bortsælge hende, sælge bort
Sin Konges Datter og sit Fædreland
For Guld, for det foragtelige Guld!
O havde vi kun aldrig spurgt Oraklet,
Vor Lykkeshimmel var da klar og reen!
Du tier Alfsol – men Dit blide Øie,
Mig siger Alt, det kan ei lyve, Nei!
Du est mig tro! hvor kunde jeg vel tvivle,
Om Alfsols Troskab, hendes Kjerlighed!
Nei aldrig skalst jeg svigte Dig min Harald,
Jeg veed et Sted hvor jeg er evig Din,
Hist hvor ei Sigurd, ei Tyranner kommer!
Ei nogen Urtes Kraft er end mig ubekjendt,
Liv, Død, er nedlagt i dem,
Afskjæres kan i korte Øieblikke;
Alt vil jeg vove! ogsaa Nordens Piger
Kan døe en Heltedød!
Nei Alfsol! Nei!
Du døe? for min Skyld døe? og jeg Din Morder?
Du spotte Nordens Throne for min Skyld!
Gid jeg Dig kunde give den! Nei Pige!
Det
Er ei saa frygteligt, som Mange troe,
At gaae fra Jorderige. Nei vi leve
Jo evigt uadskillelige hisset!
I Vaar og Høst vil Egnens Piger pyndte
Vor Brudeseng med Roser og Violer.
I Efteraaret Skovens Kjæmpeege,
Forgylde dem med deres gule Blade!
Den venligt blege Maane smile vil,
Mens Vinden leger med det faldne Løv,
Der vil, liig Kilden, os saa kjerligt synge
Om Menneskenes Dagværk her paa Jorden.
I Natten
Og Blomsterne smaae skjønne Alfepiger,
Som lege hele Natten hen for os!
Vor Liv kan de vel tage, men vor Elskov
Skal følge os igjennem Graven, hisset
Vil Freia huldt os række Ægtekrandsen,
Og aldrig visner den, men grønnes Vinter, Sommer.
Hvor sød, hvor salig klinger ei Din Tale!
Saa elsker kun den bedste
Din Kjerlighed! o Guder, hvilken Himmel
Herneden, værd at kjæmpe, lide for!
Du har mig styrket, uforsagt jeg gaaer
Mod Faren! – Alfsol vinde eller døe!
Ved Asa Odin! seire eller døe!
Mit Liv, mit Blod, og mine Folk, alt staaer
Til Eders og til Alfsols Tjeneste!
Sød Døden er, Død er Belønning jo
For Livets Qval ...
Og Død er vis min Harald
Hvorledes skulde vi vel seire med
Faa Folk, imod en saadan Skare som
Den Sigurd har. – Nei Harald, vis er Døden!
Maaskee før næste Qvæl den hos os gjæstet,
Og Aanden svæver hist blandt Stjerner smaae.
Vist vil det blive svært at vinde Alfsol!
Dog have ofte faae, men kjække Folk,
De Flere overvunden, og desuden,
Saa lønner Odin Helten! Seier eller
Valhalla viser sig for mig!
Liv eller Død! os Guderne staae bi!
Men om jeg gik til Sigurd! muligt kunde
Jeg bøie hans haarde Sind ...!
Det troer Du?
O var det muligt! søde Glimt af Haab!
Dog skjælver jeg ...!
Maaskee han laer sig bøie?
Han maae! – han kan ei andet! – Ja afsted!
Farvel min Alfsol, vær kun rolig for mig!
Og leed min Harald trygt igjennem Faren.
Blegt skinner Maanen paa den hvide Fos,
Og tryller alt med sine dunkle Straaler.
Ret som en Kjempe kneiser stolten Klippe,
Og Fossen er dens sølverhvide Skjæg.
I Storm og Uveir staaer den kjekt og roligt
Med Granekronen paa den nøgne Isse,
Og byder Heltene at staae som han,
At Odin ei skal vredes i sin Himmel!
Dog væder Duggens rene klare Taarer
Hans haarde Bryst, naar Dagens Rose daler,
Og viser, at og Heltene kan føle,
At Hjertet slaaer selv under haarden Pandser!
Sødt lindrer Taarer Øiet, Duggen Blomsten,
Og Havet kjøler Solens hede Blik!
Kom Brødre! kom! ud i den frie Luft!
Ud under Himlens dunkle Stjernehvælving.
Der vil jeg bede, bede Thor og Freia,
Om Seier eller salig Heltedød!
Sigurds Telt
SNÆR, GJANDALF og HJALTE (træder ud af det Indre i Teltet)– Seer I?! – Som jeg har sagt saa gik det jo!
Den gamle Sigurd brænder som en Glød,
Af Længsel efter Alfsols bløde Favntag!
Men hun har jo bortviist ham, Snær, med Kulde,
Og sagt at hun ei kunde elske ham!
Og altsaa ...?
Intet! tro Du
Jeg kjender Qvinderne! de gjøre sig
Kostbare, for at bringe Beileren
I Fyr og Flamme. Først i Ægtestanden,
Der kommer Kjerligheden af sig selv,
Den ægte, varig’, og fornuftige,
Ei hiin, som svinder tidt med Bryllupsnatten!
Din Lykkes Sol oprinder riig og skjøn!
Kong Sigurd gavmild est! Guldringe,
Armbaand, gyldne Sværd og Skjolde,
Han skjænker Dig! – Saaledes kunde ei
Den jydske Konge, for sin Armod, lønne
En sjelden Tjener! bliv nu her, thi Sigurd
Vil tale med Dig! – Vi skal flux til Sarpen,
Alt rustet er til Krig mod Alfsols Brødre!
God Lykke! Thor og Odin følge Eder!
Ret heldigt! – – Ja! sov ikkun trygt i Jylland
Den lange Søvn hvoraf man aldrig vaagner!
– – Men Brødrene? – – og Harald? – – Nei! Kong Sigurd
Est mere mægtig! hans maa Alfsol være!
Hvad gjør Du her? – Er Kongen i sit Telt?
Nei! men han vil strax være her.
Hvad er
Dit Ærinde hos Sigurd?
Jeg har talet
Til Alfsols Bedste ...
Du?!
Ja jeg min Konge!
Jeg har afmalet ham den Huldes Ynde
Og Deilighed! og ved As Odins Hjelp,
Saa haaber jeg, hun blive skal hans Dronning!
Hun vil vist takke mig, at jeg saa kjerligt
Har sørget her for hendes Fremtids Lykke!
Uværdige! – Din Lykke er det at
Vi er paa Skirisal! ...
Styr Eders Vrede,
Jeg ei fortjener den! – Alt har jeg gjordt
For Alfsols Bedste, ei af Egennytte!
Ved
Du lyver! – bort! – Jeg kunde ellers ...! bort! –
Dit blege, lumske, og fortrukne Aasyn,
Kun tyder Ondt! ... bort fra mit Øie! bort! –
Husk!: Sigurd Ring er Eders Overherre!
Vold i mit Telt!? forglemmer Du Dig Harald?
Nei Sigurd, denne Redde kan ei see
Det blanke Sværd. – Men Tiden er for kort
Til at bortspilde den, paa saadan Nidding!
Om Alfsol vil tale ...
Hun er min!
Som Undersaat! og jeg er hendes Brudgom. –
Min var hun før Du hende saae ...!
Mig har hun svoret Troskabs høie Eed,
Og Ingen skal adskille os min Konge!
Bør ikke alting
Alt bør adlyde mig! jeg hersker over
Mit Vink! og Du ...
Min Magt er ikkun ringe
Mod Din, men desto større er mit Mod ...!
Du trodser, Vestfolds Usling?!
Jeg Dig viger
I Magt, men Lovene er paa min Side!
Dem skaber jeg! og hvo tør sætte Lov?
Mod mig?
Dit eget Hjerte! Guderne!
De ere døde, Ragnarokr dem brænder!
Jeg svoret har, og ei jeg Eden bryder!
Alfsol skal vorde min ...!
Nei aldrig Sigurd!
Min er hun! min! – kjækt gaaer vi did,
Hvor aldrig Du, hvor ei Tyranner kommer!
Den lille Normand vrededes! – Dog ei
Det skrækker mig! ved
Nok stække
At ei den brænder sig i Middagssolen
Snær! gjør et Forsøg! gaae til Alfsol; lok,
True, overtal. – Blødt Kjønnet er, maaskee
Det stolte Pigesind sig bøier. Hvis
Det lykkes skal jeg kongeligt Dig lønne!
Forsikre hendes Brødre om min Naade,
Saafremt de ikke
Men bringer hende paa fornuftig Tanke!
Jeg skal udrette tro Din Villie!
Evindelig Du leve Herre Konge.
Dit Aasyn er som Solens stolte Glands
Det deler Glæde ud og Torden med ...!
Den Usling ofrer alt for egen Fordeel!
... Dog han er mig til Nytte! ... han maa taales!
Mørk Klippehvælving ved Havet
(Igjennem Aabningerne i Baggrunden skumme Bølgerne med vild Brusen mod de lave Klippestykker. Midt paa Scenen er en Ild, hvor over staaer en Kjædel, Vala puster til Ilden.)Blusser, brænder,
Brune Bene,
Brudt af Bjørnens
Brede Ryg!
Sort er
Saften syder.
Svarteham
Brændings
Bjørne Klo!
Bryst af Ulven
Barsk og vild!
Fiske Finner!
Fugle Indvold!
Blandes maa!
Gjære, gjære,
Goden
Rune blandt!
Vølvers Fædre
Staa mig bi!
Storme suse!
Bølger bruse!
Ruller vildt hen over Jorden
Du lynsvangre Torden
I Din sorte Sky!
Vala synger høit i Natten,
Vise Norner hører mig!
Styrk den hulde ædle Pige,
Hæver Heltens raske Mod!
Lad mig skue bag det Dække,
Som tilhyller Deres Fremtid!
Vise Norner hører mig!
Saa fandt jeg Dig da endeligen her,
Du vise underfulde Qvinde! Tilgiv
At jeg indtræder i Din mørke Bolig!
Men vældig Længsel drager mig til Dig,
Du ene kan mig sige Haralds Skjæbne,
Kald Syner frem, jeg roligt skuer dem!
Du fordrer meget, svage Dødelige!
Ei Støvet læser Viisdomsmørke Runer,
Kun Tiden kan forklare dem for Dig!
Tag flux en Baad! roe over Fjorden Thorgrim!
Der vil Du finde Harald eensom, ved
Sin Fader, Halfdans Hvidbeens Gravhøi!
Der venter han Indskydelse, og haaber
At Aanden vil sig aabenbare for ham!
Gaae strax herfra! Du kan ei være her!
Det blev Din Død hvis Nornerne Dig skued’.
Jeg frygter ei! men bør Din Vilie lyde!
Vise Norner
Hører Vala,
Vredes ei!
Lad fremstige
dunkle Syner,
Lad dem svæve mig forbi!
Alfsols Skjæbne!
Hendes Brødres!
Haralds! –
Siger mig I vise Søstre!
Hellig Ild mig gjennemstrømmer!
Høi Begeistring hæver Aanden!
Syner svæve mig forbi!
Maanen sveder Blod!
Blod kun lædsker Jorden!
Vældigt Himlens Torden
Ruller over Jord.
Stiger Dybets Drauger
Flux af Jorden ud!
Lyder mit Bud!
Nornerne tale ved mig!
Ud af Fjeldet
Kildevældet,
Himlens Torden
Over Jorden,
Døver Fossens dybe Sang!
Vildt sig svinger
Paa blodige Vinger
Valkyrierne ned!
Tier nu Storme!
Tier nu Torden!
Roligen Hav!
Saa venlige smiler
Valhallasmøer,
Naar Helten ei hviler
Men kjæmper og døer!
Vi varslende byde,
Og Støvet maa lyde,
Thi kjæmper og døer!
Snart Luren vil lyde
Snart Blodet vil flyde,
Og Heltene vandre til
Dig Harald jeg tegner!
For Sværdet Du segner,
Snart løser jeg Dig fra Jordens Qval!
Intet Skjæbnens Magt kan bøie!
Ned Vi stige fra det Høie,
Bringe Helten salig Død!
Thi Død!
Død!
Død!
Død! Død! Død!
Forsvunden! forsvunden!
Nu hæver sig Dækket,
Din Skjæbne o Alfsol staaer klart for mit Blik!
Du skalst da ei slumre hos Harald!
I eget Sværd vil Sigurd falde,
Og Snekken borthvirvle i Røg og Damp!
Høie Norner nu forstaaer jeg Eder!
Denne Krands I skjænker Alfsol,
Og ved den hun faaer sin Harald,
Den forener dem for evig!
Tak I underfulde Væsner,
Vala indvier Eders Gave!
Rædsomme Urter groede
I
Kysset af smidige Slanger
Lædsked’ af Moderens Blod.
Plukket af blege Drauger,
Flættede til en Krands,
Og for Nornernes Øie,
Svinged’ i lystige Dands.
Her Valmuen saa saftig,
Fiirblads Kløveret kraftig,
Hilser Dig Maanerund!
Giv dem Dødens kolde Isnen,
Nordlys, giv dem hurtig dræbende!
Styrk deres Saft,
Hæv deres Kraft,
Vinde kjøl deres Blade!
Fjerde Act
Udenfor Alfsols Telt
(Morgendæmring)Nattens sorte Svartalf viger!
Morgensolen venlig stiger
Hist fra Bølgen blaae.
Brist nu ikkun qvalte Hjerte,
Hæv Dig Aand fra Støvets Smerte,
Til en varig Fred og Ro!
Milde Freia i det Høie,
Modtag mig i Salighed!
Aftør Taaren i mit Øie
Og skjænk Hjertet saa dets Fred!
Styrk mig i min sidste Stund,
Salig vorde Dødensblund!
Danmark! elskte Fødeland!
Ei Du eier Fjeld, ei Bjerge.
Landets Sønner, Viv og Mand,
Dig med Liv og Blod mon værge!
Bølgen favner grønne Bred,
Alting aander Enighed,
I det elskte Hjemstavns blide Egne!
Svundet! tabt for mig! Erindring,
Ene Du mig skjænker Lindring,
Fader! Moder! Elskte! Kjære!
Hist jeg Eder favne skal.
Snart vi atter samled’ ere
Løst fra Livets bittre Qval!
Nu jeg ikke frygter Døden,
Hisset straaler Morgenrøden!
Livets kolde Nat bortviger,
Evighedens Sol fremstiger,
Kraft og Mod er i mit Bryst!
Saa tidligt Alt her ude i det Frie!?
Forkiøl ei Eder! Morgenluften er
Heel barsk og kold her i stolte Norge!
Skarp blæser Vinden, Duggen falder kold,
Og isner Fjældets spæde Sommerblomster!
Dog maae jeg takke Lykken, at saa huldt
Den skjænker mig et sjældent, herligt Møde!
Et Sjældent?
Ja et sjældent, Kongedatter
Hvad har jeg gjordt? jeg veed af ingen
Hvormed har jeg forskyldt at I mig hader?
Jeg hade Eder?
Ja! I undgaaer stedse
At tale mig, kalder mig Loke,
Og vilde ikke at jeg maatte følge
Med Eder her til Skirisal! O Guder
Hvad Ondt har jeg vel gjordt? jeg veed af Intet!
Dog, skjøndt I hader mig, vil jeg dog handle
Som Ven, og gjøre Alt for Eders Lykke!
Den store Sigurd Ring har været her!
Han har begjert Jer til sin høie Dronning –
– En sjælden Lykke! – hvilken herlig Glæde!
Hvad Salighed er vel paa Jorden stor
Som den, at sidde paa de høie Guders
Opreiste Stol i Upsal! og at eie
Den mægtigste, den største Konges Hjerte!
Og dog har I jo givet Sigurd Afslag? –
Det var – tilgiv mig – ikke handlet klogt!
I elsker Harald, han er ung, høi, rank
Og velskabt, een af Nordens største Helte,
Naturligviis at I maa finde ham
Langt skjønnere end Gubben Sigurd!
Men lad ei Elskovs kjælne Stemme døve
Fornuftens Røst. Hvis Eders Fader leved’,
Han vilde sikkert byde Eder ægte
Den store Konge, ei ...!
Forskaan mig for
At høre mere Snær!
Jo Alfsol, Jo,
Det er min Pligt, thi hør mig, hør en Ven
En trofast Tjeners Stemme! Ægt kun Sigurd;
Han er jo gammel, snart han gjæster Odin!
Halvfjerdsindstyve Vintre har han seet.
Naar han saa døer, kan Du jo ægte Harald,
Og da ...
Nei! Kydsk og ubesmittet vil
Jeg lægges ved min elskte Haralds Side!
Mit Navn er mig langt kjærere end Livet,
Og Sigurds Enke, var ei Harald værdt!
Heel nedrig maatte Alfsol være, hvis
Hun lod sig binde til en Mand, som ei
Hun kunde elske, hun bedrog ham jo;
Hun ønskede hans Død ...! Nei slig en Handling
Var ikke høi og stor, men lumsk og nedrig,
Ei Danmarks Døttre værdig!
Stakkels Pige!
Du myrder Dine Brødre ved Din Stivsind!
Du spinder Liiglagn til Din elskte Harald!
Og Slutningen vil dog da blive, at
Du falder i den gamle Sigurds Arme!
Nei aldrig Snær, saalænge jeg kan døe!
Døe da! – Ulykkelige! – Danmark vil
Forbande Dig! Dit Navn man nævne vil
Som et af Hælas Onde! Annasot,
Pest, Hungers Død, man vil ei hade meer
End Dig. Den vilde Sigurd vil opægges;
Mord, Brand, Død, Nederlag, alt truer os!
Og dette, dette Skrækkelige vil Du,
Alene for en ussel Grilles Skyld? umueligt!
Du kjender ei de blide Følelser,
Som Kjerlighed indskyder; denne Længsel,
Som martrer, skjøndt den qvæger. O Du kjender
Ei Saligheden ved en Elskets Bryst.
Jeg føler dine Ord, men følge Dig,
Nei aldrig! Sigurd kan ei vorde min!
Ved Freia Thor og alle Valhals Guder,
Jeg sværger det. Kun Harald eller Døden.
Ulykkelige Trods! kan selv en Himmel
Tilgive den?
Ja! thi den er ei Brøde.
Jeg sætter i min Pligt min hele Lykke.
Men viid da, at en Lykke, kjøbt med Synd,
Er ingen Lykke, er Forbandelse!
Og altfor svag er bittrest Anger selv,
Til at udsone her. Derfor i Tide
Kjæmp mod den vilde Strøm, som river Dig
I Undergang og Død! Det er for seent
At fælde tunge Taarer, naar først Sigurd
Er vordet opbragt, Blod, alene Blod,
Vil kunde da udslukke Hævnens Flamme!
Nei Svartalf! Nei! viig bort! faer ned til Hæl!
Din Tale giftig er som Øglens Tand;
Forbit’r mig ei de Timer jeg end lever!
Uværdigen Du est at være Dansk!
Langt værre est Du, end den stolte Sigurd!
Guld, Glimmer, det foragtelige Guld,
Er Dig langt skjønnere end Himlens Stjerner.
Dig Guderne tilgive al Din Synd,
Og frelse Dig Din Sjæl fra Nastrons Flamme!
Døe da! døe da! Ulykkelige Stolte.
Skænk mig Kraft, Alfader i det Høie!
Lad mig ikke segne i min Qval.
Elskte Fader! lad Din Skygge svæve
Trøstende og venligt mig forbi!
Er Du her alt? – Ja venligt smiler Du! ...
Skal ikke Harald blive min? ... Du viger! ...
Alt sortner for mit Øie ... høie Guder! ...
Jeg svæver alt paa Skyen bort fra Jord!
Fat Mod!
Hos Freia est Du Haralds!
Til Kamp! til Heltedød! den høie Odin kalder!
Min Harald! jeg er Din! til Kamp! til Seier!
Nu frygter jeg ei meer den stolte Sigurd!
Mit Bryst er Ild! Kraft luer i mit Indre!
Vild Fjeldegn ved Havet
(Solen staaer op. Vala sees paa Klippetoppen, strækkende sin Stav ud over Havet, i sin anden Haand har hun Krandsen med de giftige Urter)Ras! – Bruus! – taarner i vilden Brænding med Klippens Isse!
Skuum! – Knuus! – ryster i vilden Vrede den faste Grundvold!
Kast! – Sluug! – hvirvler riigladte Skib ned i Dit Dyb!
Storm! – Hviin! – døver forladte sørgende Enkes Skrig!
Stiig! – Bryd! – oversvøm, bortriv Mennesker, Qvæg og Hytter!
Ras! – Bruus! – skummer med hvinende Skrig!
Snart skal blodige Liig
Gynge vildt i Din Arm!
Snart skal Krigens Larm,
Døve Din Vredes Harm!
Før Du da atter er venlig blaae,
Hæla sit skjælvende Bytte skal faae!
Thi ras, thi bruus, med hvinende Skrig!
Snart skalst Du favne blodige Liig.
Hist staaer hun! hist fra Klippens høie Tinde
Hun skuer over Havet mod det Fjerne,
Og taler med usynlige Svartalfer!
Ja hun! – ja ene hun, kan overtale Alfsol!
Hun maa! hun er jo Støv, – Guld blænder Øiet!
Hun stiger ned! raskt vil jeg standse hende.
Nu gjelder det! As Loke staa mig bi!
Du søger mig?! Hvad vil Du usle Orm?
Dit Bryn jo skjælver! Dine Ansigts Muskler
Fortrække sig i bange Hyklersksmilen!
Hvad vil Du?
Konning Sigurd har mig sendt,
Med Hilsen, og med ....
Denne Ring.
Kong Sigurd,
Har fattet Elskov til den hulde Alfsol!
Har friet, men fik Afslag. Nu først fatter
Han ret Oraklets Svar! de sidste Ord
Var jo: »reen Himmel« som betyde sikkert
At Alfsol bliver Sigurds ....
Ti!
Hvis I
Nu vilde overtale Alfsol ...
Ha!
Nu er hun i sit Telt ....
I vil det Norner!
Hvad var det!? Hu! hvor foer det gjennem mig!
Det var ret som en Iisstrøm rislede mig
Mig gjennem Haaret og langs ned af Ryggen.
Er hun en Aand? – ja sikkert! sikkert! Guder!
Blier Alfsol ikke Sigurds? seire de? umuligt!
Men muligt dog. Da favn mig kolde Rhan,
Og bær mig i den blege Hælas Arme!
Ha, lystigt! lystigt! snart vil Maien komme,
Og række mig en herlig Seierskrands.
Blodsdraaberne skal vorde smaa Rubiner,
Og Alfsols Taarer klare Diamanter.
Hvor jeg vil funkle! hvilken pragtfuld Klædning!
Vee! Vee! mig Nastrons Flammer brænder!
Tungt hviler hendes Haandtryk paa min Isse!
Vee! Vee mig! Vee!
Vee!
Hi, hi, hi hør kun
Hvor Dybets Aander synge Velkomstsangen!
Min Hjerne syder, al mit Blod er Ild!
See kun hvor Træer, Klipper, ja selv Havet
I
O Loke! frels Du. Luft og Alting brænder!
Jeg maae forgaae! Jeg qvæles! Loke!
O hvor det martrer! føel mig kolde Rhan!
Farvel min Thorgrim; jeg gaaer nu til Alfsol.
Og jeg til Sarpen! der jeg venter Dig.
Kjækt jeg for Dig og Alfsol stride skal!
Du kjender mig, jeg holder hvad jeg lover!
Jeg kjender Dig!
I Magt est Sigurd stor!
Men Guderne og Retfærd er med os!
Mod luer i mit Bryst! vi stride jo
For Uskyld, og for høi og hellig Elskov!
Farvel! Thor følge Dig!
Farvel min Thorgrim.
I Mandeblod mit Sværd er hærdet! Odin!
Gyd Styrkens Seid i hver af mine Sener,
Og jeg skal lave Dig en herlig Ret,
For Dine Fugle og for Skovens Ulve!
– Men hvad er det! staaer ikke hist paa Klippen
En Kriger? .... Thor! nu styrtet han sig ned
I Havet!
Sjunken! Rahn har fanget ham
I vaade Net! – Dog Nei! hist gynger han; –
Men kan ei frelses! – Kun et Bølgekast,
Og han er knuust mod Klippen! – – Ah! alt skeet!
As Odin vær Dig naadig hvis han kan,
Og frelse Dig Din Sjæl fra Nastrons Flamme!
Alfsols Telt
ALFSOL og SIGNEMit Hjerte brister i min Barm af Sorg!
O stakkels Alfsol, alt er tabt ....!
Nei Intet!
Du er dog ikke bange for at døe?
Dog jo, Du er saa ung! den skjønne Blomst
Som alle kalde Haab, er endnu ikke
Bortvisnet paa Din Vei! – O milde Freia!
Tag hende venligt i Din Varetægt,
Naar snart jeg slumrer under grønne Dække!
Hvad er vel Livet? kun et Skridt fra Intet
Til Evigheden, gjennem tunge Prøver!
En Time fyldt med Sorg og salig Glæde!
Et
O Alfsol! kan jeg intet gjøre for Dig?
Betragt mig som et Bræt paa vilden Bølge;
Bestemt til Redning, til at frelse Dig!
Og, lad den synke! jeg velsigner Døden,
Kun Du er ræddet, Du er lykkelig!
Hvad skulde Du vel kunde gjøre, Signe?
Nei, hvis ei Harald bøier Sigurds Sind,
Saa er ei mere for! – Dog ei jeg frygter.
En venlig Alf har underfuld mig styrket.
Kjækt skal jeg følge Harald bort fra Jord!
Jeg kommer til Dig Alfsol i Dit Telt!
Opklares maae Din Fremtids dunkle Skjæbne!
Frygt ikke Vala! Tidens skarpe Haand
Har pløiet Furer i min brune Pande,
Og Drauger suget Blodet af min Kind
Ægt Sigurd, Alfsol! og al jordisk Lykke
Vil smile til Dig!
Aldrig! aldrig! Nei
Ved Thor og Freia, Harald eller Døden.
Det er Dit faste Forsæt?
Ja ved Valhal!
Tag da Din Brudekrands. – Den, Dig forener
Med Harald, evigt! Freia styrke Dig!
Min Brudekrands?
Ha! nu forstaaer jeg det! –
– Tag mit Hjertes Tak, i vise Norner!
Dyrebar mig Eders Gave er.
Sød er Saften i de dunkle Blade,
Nøglen til mit Livs saa mørke Fængsel!
Intet binder mig herneden!
Men hvad er det!? – En Guldring! Fader! Fader! –
Det er jo Din! hvorledes kom den her?
O søde Varsel! Fader! Fader! snart!
Ret snart vi sees! – O stolte skjønne Tanke,
At skulde samles hos de høje Guder!
O Alfsol! Alfsol! – Hør mig milde Diser!
Fæld ingen Taarer! – Nei, nu bort med Taarer!
Den store Freia græd jo Guld for Oder,
Kan da ei Signe græde?
Rolig Barn!
Min Harald!
Jeg var hos Sigurd, jeg har talt med ham,
Men intet Haab er for os, uden i
Vort Bryst ....
I Valhal ...!
Og hos Freia hisset!
Nu blæser
Vort Folk er underrettet! – Seier eller Død!
Kong Sigurd har en stor, utallig, Hær!
En tyve Mand mod een af vores.
Vis er os Døden, skeer ei Underværker!
Varmt Hjertet slaaer i hver en Dansk, hver Norsk
De tænke kun paa Seier og paa Odin!
Kjækt vil de døe med deres Konger, og
For Alfsol. – Ja for Dig, for Dig Du Hulde,
Vil Alle glade ofre Liv og Blod.
Giv mig en Rustning! lad mig ved Din Side,
Tilkjæmpe Seier eller Heltedød!
Det kan ei skee! hvis Du nu faldt?
Nei! Du maa blive midt i Hæren i
Dit Telt. En
Saa Sigurd skal faa haardt at overvinde!
End har jeg Haab! naar Asa Odin vil,
Kan Sigurd falde, Dansken vinde Seier!
Krampagtigt vrider
Og ryster Jorden som den fast omslynger
Og venter længselsfuld paa Ragnarokr!
Og dette vidste Guderne jo forud
Men turde dog ei dræbe den i Fødslen
Da Skjæbnen bød dem handle anderledes! –
Hvorledes kan da Asa Odin? naar
De mørke Norner skue Blod i
Alt er jo tabt! kun ikke Saligheden!
Alt Hæren samlet er, høit lyder Sangen
Fra deres Læber. – Hør! det klinger ret
Som tusind’ Bjørne tirrede til Vrede,
Der brøle vildt i Skovens tause Øde.
Ei Bjørnelappen mangler Bjørnesaften!
Den stærke Haand kan bryde Jern og Steen!
Kjækt vil vi lege,
Med Hildur den blege,
For Retfærd og Fædreneland!
Saa Jorden skal knage
Og Egene brage,
Hvor Danske og Norske mon staae.
Med hvinende Skrig
Over Faldenes Liig,
Skal Heltene modige
Og naar De da segner,
Og Kinderne blegner,
De nævner Fædreneland,
Og døer!
Ja stride, Seier eller Død! hvo kan
Imodstaae
Nu, først er Haab, med Mod det aldrig glipper
Thor knuse kan, selv Norges stolte Klipper.
Femte Act
Valdpladsenvalpladsen, slagmarken. ved Sarpen
(Paa Fjeldene i Baggrunden, sees Alfsols Telt, som Krigerne har gjort Skjoldborg om, paa den anden Side Sigurds Leir)
Iil! Iil! i Storm og Nat!
Tiden sig hvirvler saa brat saa brat!
Nornerne sidder ved Ygdrasilsrod!
Vandet i Kilden er rødt som Blod!
Thi kjæmper! thi strider! – Før Sol gaaer ned,
Før Stjernerne tindre og byde Fred,
Vi Eder skal hilse hos Odin!
Hvor var Du Søster?
I Kampens Bulder
Paa
Der Helte strede, med nøgne Arme,
Saa Blodet klæbet paa nøgne Hud!
Raskt gik de fremad, slog ned for Fode,
Og Klipper gjenlød af Seiersskriig.
En Hær fik Odin! de bedste faldt.
Vildt Tordnen rulled’, thi Thor sig frydet,
Og Odin smiled’ fra
Men hvor var Du?
I Klippehulen
Hos Vala var jeg. Hun bad mig spare
Den kjække Harald, og frelse Alfsol
Fra Dødens Smerte, men ei jeg kan.
Hvad Skjæbnen byder kan ei forandres,
Selv høie Guder maa lyde den.
Men hvor var Du?
Jeg var paa
Trygt slumred Kjæmper, med Sværd ved Side,
De ikke frygted for Overfald.
Min Læbe rørte de Kjækkes Læbe,
Og dobbelt lued Kraft i hver Bryst.
Snart lyder Luren! snart Kjæmpers Skriig
Med Seier lyder ved Faldnes Liig!
De kjække Helte jeg Kraft indgyder!
Og naar de segner, naar Blodet flyder,
Og Øiet brister i søde Qval,
Jeg Aanden hæver til Odins Hal!
Thi rask til Kamp med hvinende Skriig;
Hvor Sværdene klirrer over blodige Liig!
Høit vil vi os svinge
Paa blodige Vinge,
Og tegne Helten med Spyd til Død!
Alfsol’s Telt
ALFSOL. HARALD. INGE og ALFJeg er af Staal, jeg brister før jeg viger!
As Odin lad mig
Og glad jeg da vil savne Jordens Glæder.
Vi skal ei sætte
Ei trygle Fred. Vi er jo fødte Danske,
Og kan kun seire eller døe som Helte!
Fægt tappert Elskede! fægt mandigt! høit
Jeg elsker Dig, men hellere vil dog
Jeg see Dig død paa blodigt Skjold, end som
Beskjemmet. Hellere igjennemboret,
End flygtet feigt for Sigurds større Magt.
Din Alfsol døde vel, dog ei for Dig,
Men kun for ei at vorde Gubbens Brud,
Og aldrig samledes vi da hos Freia!
Tie, kjære Alfsol! tie! hvo er ei tapper
Naar Du o Freia er Belønningen?!
Sød Døden er! og dobbelt sød for Dig!
Hvis Du i Kampen falder, skal Din Alfsol
Kun overleve Budskab derom!
Du følger mig? – O søde Fryd min Alfsol!
See Himlen fuld af hvide Lysetsalfer!
I Straaledragt de svæve rundtomkring os
Hør! søde Toner fra de spæde Læber
Opfylde Luftens klare Telt foroven.
Mildt Freia vinker os! hist er jeg evig Din!
– Aarhundreder hensvinde! Glemsels Aand
Kold suser over Heltens Bautastene!
Da svæve vore Aander, tause kjerligt
Hen over Søen til det kjære Jylland.
Naar Maanen venligt smiler ned fra Himlen,
Vi sidde da saa barnlig’ lykkelige,
Og hos min elskte Fader paa hans Gravhøi!
Omduftet af de venligste Violer,
Og af de Roser som saa festligt rødme
I Nattens stille underfulde Time!
Naar udenfor en Storm gaaer gjennem Lunden,
Da tye vi ind, da sidde begge, vi,
I Gravens Bolig nær ved Askeurnen,
Der sidde vi mens Stormen kaster Hagl
Mod Hvælvingen, og Lynets røde Pile
I Flammedands oplyser alt omkring os!
O Alfsol! Alfsol! sødt at døe for Dig!
– Farvel! vi sees maaskee ei mere her
Paa Jord, men evigt hos den milde Freia!
Der er jeg evig Din! der vil ei Nogen
Adskille grusomt dem, som Elskov har
Forenet!
Kom! vi kan ei tøve længer!
Alt holder Sigurd med sin Hær, hist paa
Den anden Side Klipperne. – Hvinende
Istemmer Kjæmperne nu deres Skriig
Til Seier eller Død.
Farvel! farvel!
O høie Odin staa Dig bi! – og Thor
Beskjerm Dig huldt ...!
Dig Freia vil velsigne
Og gjøre lykkelig!
Farvel da Harald!
Ei skal Du see Din Alfsol fælde Taarer,
Nei roligt vil jeg sige Dig Farvel! –
Om nogle korte, mørke, Øieblikke,
Skal vi gjenfavnes i det skjønne Folkvang.
Mit Hjerte gyser vel? men ei af Frygt,
Kun kjære Minder staaer mig end for Øiet!
Farvel min Harald! – stærk’ er’ Nordens Piger,
Selv naar i Døden deres Hjerte brister!
Med dette Kys, jeg mig trolover med Dig!
O Salighed! nu er jeg Din! til Kamp og Seier!
Jeg seer i Aanden alt min gyldne Lykke!
Du est min Dise hulde skjønne Alfsol!
Dit Billede min
Til Kamp og Seier! – Ild mig gjennemstrømme!
Din Aand jeg føler høie Asathor! –
– Farvel min Alfsol! snart vi samles.
Snart!
Hør
Mig kalder! – Seier eller Død! – Lev vel!
Lev evig vel!
Ja evigt! evigt, Harald!
O Alfsol! Alfsol! est Du død, Du Fromme!?
Græd ikke! – det bedrøver mig saa meget
At see I fælder Taarer. Jeg er rolig!
Jeg frygter ei! – det lyse Folkevanger,
Staaer venligt for mit Blik! – O lad mig ene!
Ved Ensomhed, kan Aanden kun sig hæve
Mod Himlens Blaae, og Støvet fælde Taarer!
O søde Barndoms Minder! venligt svæve
I mig for Øiet og en Himmel tryller!
O lad mig være ene kjære Piger!
Jeg bede vil, beed ogsaa I en Bøn
For mine Brødre, og for mig og Harald,
Imedens kjækt de stride nu derude.
Tak Freia, at de gik, at jeg er ene!
Kom hulde Gave fra de mørke Norner,
Du skal mig lede til min elskte Harald,
Hvis Døden sender ham til Odins Valhal!
Forunderligt! hvert Blad saa fuldt af Saft?!
Snart er jo Bægeret alt fyldt til Randen!
Nu er jeg færdig! Guder tag min Tak!
Befrier! Du min sidste sikkre Tilflugt!
Dig favner jeg! Du fører Livet i Dig!
Ved Dig jeg skal forenes med min Harald,
Hvis
O søde Bæger! sødere end
Du skjænker mig ham evigt hist hos Freia!
Ei rædes jeg! min frie Sjæl ei rædes!
Kun Støvet er det, som end frygter Dig!
Freia kan mig ei forsage!
Kort er Støvets Prøvedage,
Evig Saligheden hist.
Aanden kan ei frygte Døden!
Hisset straaler Morgenrøden,
I en varig Salighed.
Støvet kun for Døden skjælver!
Thi saa mørkt og tungt sig hvælver
Porten mellem Liv og Død!
Nei jeg vil ei grue!
Roligt vil jeg skue
Dig Du blege Død!
I det lyse Fjerne,
Glimter Haabets Stjerne!
Freia smiler mildt!
Aanden skuer
Rene Luer –
Salighed!
Freia kalder,
Lænken falder,
Jeg er fri!
Alting viger!
Sjælen stiger
Op til Dig!
Haabets Stjerne
I det Fjerne
Lyser mildt!
Freia taler,
Støvets Qvaler
Vige bort!
Ingen Længsel,
Intet Fængsel,
Findes hist!
Aanden svæver,
Frit den hæver
Sig til Freias Folkevang!
O Alfsol hør! vildt
Opfylde Luften. – Hør kun hvor de stride!
O Rædsel!
Rolig! viis at Du er Dansk!
Ei Danmarks Døttre kjende maa til Skjælven,
– Syng før en Sang som kan opmuntre Eder,
Jeg frygter ei, det skee som Freia vil!
Tungsindigt Freia sidder
Med Haanden under Kind.
I Vinden Haaret flagrer,
Hun er saa mørk i Sind.
Fra Øiet triller Taarer,
De ere røden Guld,
Hun græder for sin Oder,
Som ...
Nei Alfsol! nei! ei Læberne kan synge,
Naar Hjertet briste maa af bittre Qval!
Saa strid! strid! op til Kamp Valkyrier,
Før Alt er tabt! – Selv vil jeg støde Sværdet
I Sigurds Bryst! op! ruster Eder! værer
De Tapres Fylgier! saa byde Odin
Igjennem mig. Til Seier eller Død!
Strid kun som Dansk, og da maa Sigurd tabe.
Høit lyder Hærens vilde Seiers Skriig!
De kalde os! kom! strid! lad Fjenden føle
At vi er Danmarks sande kjække Døttre!
Min Broder! Alf! o høie Guder! Du
Er saaret! Du forbløder Dig! Livsgnisten
Kun ulmer svagt i Øiet ..!
Alting er
Forloret! – – Alfsol! Søster! – Alt er tabt
Undtagen Æren – – Jeg saae Inge faldt
For Gjandalfs Sværd, selv skiftede jeg Hug
Med Sigurd! – – dødeligen har han saaret
Mig! – – Valhal aabner sig – –!
End Harald da?!
Alt vigede for ham! en Hær af Døde
Laae om ham! og han faldt bestænket
Med Fjenders Blod. Selv saae jeg det.
Han faldt?
Ja Alfsol, Harald faldt! – Alt er
Forloret?! Intet er forloret! Harald
Er min! han er mig værdig! Freia vinker!
Ei skal mit Øie skue Sigurd meer!
Hil Freia være Dig! hil Dig min Harald!
Ja Alfsol, Du est troe! Snart samles vi!
Ja Du er stoer! – Tilgiv min svage Graad,
Og beed for mig hist i Din lyse Himmel!
Den virker Alt! – Farvel, Farvel
Om føie Tid skal vi gjensamles atter,
I Freias Bolig til en evig Glæde!
Hist staaer jo Harald! hist i hvide Skyer,
Og kalder paa mig? ja jeg kommer Harald!
Min Alfsol! Guder hun død! o høie Vala!
Hvi frelste Du mig fra den blege Død,
Og kjærligen forbandt de dybe
For at jeg skulde see at hun var tro.
Det vidste jeg! – Uværdig var ei Alfsol,
Det skjønne Navn at turde kaldes Dansk!
Gift! Gift har Du
Jeg følger Dig!
Sprud’l høit i røde Strømme,
At Livets Lænke falde kan til Jord!
Jeg seer Dig Alfsol! evigt er jeg Din!
Modtag mig Freia! smiil Du høie Odin!
Min Herre, Konning Sigurd, sender mig!
Snart vil han være her! – Men hvor er Alfsol?
Der ligger hun, som I det have vilde!
Gaae, siger til Tyrannen hun er frie!
Den høie Sjæl er hist i Freias Bolig,
Det døde Legem’ hører ham nu til!
Hvor er hun!? hvor? – Ha stolte Pige! død!
Du holdte troligt Dine Rædsels Ord.
Dog Dig trods, vil jeg Din Brudgom være!
Mit Navn er kjendt og frygtet overalt,
Faae er de Timer som jeg har tilbage!
Min sidste Daad skal ei de andre mørkne.
Opkaster flux en Høi ved Sarpens Bred,
Som efter mig skal kaldes Rings’s Høi;
Dernæst, bereed det bedste Skib jeg har
Med Svovl og Beeg og Gummi, fyld det med
De Ihjelslagnes Kroppe, saavel mines
Som Fjendens, sæt det saa i Ild og Lue,
Og med min Brud jeg vil betræde det,
Og falde i mit eget Heltesværd!
Naar alting hvirvler da i Røg og Damp,
Skal Rahn mig bære til den høie Odin!
Saaledes sømmer det en Konge sig
At døe, og gjæste Odin i hans Valhal.
Ungdoms-Forsøg. Af Villiam Christian Walter
Udkom første gang i august eller september 1822. I Dagen, nr. 165, 12. juli 1822, bragtes en forudannoncering af skriftet, der angav udgivelsesdatoen til slutningen af august 1822.
Da bogen kun solgtes i meget få eksemplarer, blev oplaget afhændet til boghandler P.Th. Schovelin, som i 1827 udgav den på eget forlag forsynet med et nyt titelblad (BFN 9). Her gengives det første tryk fra 1822. BFN 2
| 45 | |
| Villiam Christian Walter | pseudonymets enkelte navne hentyder til den engelske dramatiker William Shakespeare (1564-1616), til H.C. Andersen selv og til den skotske romanforfatter Walter Scott (1771-1832). | 47 |
| Den Høie Kongelige Theater-Direction | Det Kgl. Teaters direktion fungerede tillige som bedømmelsesudvalg for indleverede stykker; i 1822 bestod direktionen af Jonas Collin (1776-1861), F.C. von Holstein (1771-1853), G.H. Olsen (1760-1829) og Knud Lyne Rahbek (1760-1830). |
Prolog
Trykt første gang i Ungdoms-Forsøg. BFN 3
Tekstrettelser i forhold til trykforlægget
| 50,25 | »jeg < jeg |
| 50,26 | Og < »Og |
| 51,16 | veemodsfulde < vedmodsfulde |
| 49 | |
| Dana | personificering af Danmark. |
| Hiin … denne | førstnævnte ... sidstnævnte. |
| Ax(ets) | kornaks. |
| Voven | bølgen. |
| kjøle | kølige. |
| Fiona(s) | (latin) Fyn. |
| treen | trådte, kom. |
| Nonnebakke | bakke syd for Odense Å, tæt ved Skt. Knuds Kirke; oprindelig lå her en ringborg eller trelleborg (Burgh), der i middelalderen tilhørte Skt. Knuds Kloster og deraf fik navnet Nundeborrig, dvs. nonneborg. |
| Axelsstad | København; 1500-tallets historikere tillagde fejlagtigt byens grundlægger biskop Absalon (ca. 1128-1201) fornavnet Aksel. | 50 |
| Odins Bye | Odense; navnet Odense stammer fra det gammeldanske ord »Othenswi«, »Odins vi« (»vi«: en nordisk, hedensk helligdom). |
| Philomeles Klagesang | i græsk mytologi voldtog kong Tereus sin hustru Proknes søster, Filomele, og skar hendes tunge ud, så hun ikke skulle røbe ugerningen. Filomele skildrede det skete i et vævet billede, som kom Prokne i hænde. I harme slagtede hun sin og Tereus’ søn, Itys, og satte hans kød for Tereus, tilberedt som mad. Søstrene flygtede, forfulgt af Tereus; som hjælp forvandlede guderne Prokne til en nattergal, som klagede over sin døde søn, og Filomene til en svale. En anden version af fortællingen lader Filomele forvandle til en nattergal, hvorfor hun er blevet et poetisk navn for denne fugl. |
| Æther(-Hvælving) | i klassisk filosofi og kosmologi det klare, rene, luftformige stof, der fylder himmelrummet; her: himmelrum, verdensrum. |
| jeg vil og | jeg vil også. |
| Alfader | Gud. |
| beged’ Søefugl | skib behandlet med beg for at gøre det vandtæt. |
| Alt længer | stadig længere. | 51 |
| Bølgekarm | egentlig bølgevogn, skib. |
| qvæder | synger. |
| Thi | derfor. |
| huld | venlig, behagelig, yndig. |
| ikkun | kun. |
| opklækkede | opfødte. |
Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, original Fortælling
Trykt første gang i Ungdoms-Forsøg. BFN 4
Tekstrettelser i forhold til trykforlægget
| 54,37 | Vise?« < Vise? |
| 54,39 | hende, »gaae < hende,« gaae |
| 54,39 | Vei!« – < Vei! – |
| 55,7 | Lunden.« < Lunden. |
| 55,17 | »Klokken < Klokken |
| 55,19 | Fingeren?« < Fingeren? |
| 55,36 | nu.« < nu. |
| 55,38 | om – –« < om – – |
| 56,28 | »og < og |
| 57,13 | »Hi, hi, hi!« < Hi, hi, hi! |
| 58,3 | bliv < blev |
| 58,6 | og – –« < og – – |
| 59,29 | os – –« < os – – |
| 59,30 | »Din < Din |
| 59,33 | gamle – –« < gamle – – |
| 59,37 | »Ja < Ja |
| 59,38 | Huset – –« < Huset – – |
| 59,39 | »– – i Caffeen.« < – – i Caffeen. |
| 59,40 | »Velbekomme < Velbekomme |
| 59,40 | feed! – –« < feed! – – |
| 60,25 | ned i den < ned i en |
| 61,1 | Arrestforvareren < Arrestforvaren |
| 64,16 | øvrige?« < øvrige? |
| 64,18 | behøvedes,« < behøvedes, |
| 64,38 | Jørgen!« < Jørgen!, |
| 65,14 | Høilærd?« < Høilærd? |
| 65,18 | »Ja det siger < Ja det siger |
| 65,18 | Mand« < Mand |
| 66,2 | Knud!« spurgte < Knud! »spurgte |
| 66,6 | Søn?« spurgte < Søn? »spurgte |
| 66,7 | Findegods,« svarede < Findegods, »svarede |
| 66,9 | noget?« spurgte < noget? »spurgte |
| 66,10 | kommer!« < kommer! |
| 66,11 | ikke« afbrød < ikke »afbrød |
| 66,15 | Fredsens-Gud!« skreg < Fredsens-Gud! »skreg |
| 66,19 | Klokken < »Klokken |
| 66,23 | vidste < viste |
| 66,36 | Knuds Fortælling < Kunds Fortællingen |
| 66,36 | Heede < heede |
| 67,11 | Mening!« < Mening! |
| 67,13 | nødvendigt,« < nødvendigt, |
| 67,19 | har ….« < har …. |
| 67,20 | »Lad < Lad |
| 67,21 | frie,« < frie, |
| 67,28 | herud!« < herud! |
| 68,2 | Planer. < Planer |
| 68,22 | om ….« < om …. |
| 68,37 | have ….« < have …. |
| 68,40 | herud!« < herud! |
| 69,15 | »O < O |
| 69,17 | Manden. < Manden |
| 69,28 | Mutter!« < Mutter! |
| 70,11 | vaagnede < Vaagnede |
| 70,28 | ræd?« < ræd? |
| 71,1 | Ryggen, < Ryggen.. |
| 73,1 | Hr. Steffens < »Hr. Steffens |
| 73,2 | Gestikuleren < gestikuleren |
| 73,32 | Langpatte«. < Langpatte .. |
| 74,23 | »O Jemini dog!« < O Jemini dog! |
| 74,23 | »det er < det er |
| 74,25 | hjelp!« < hjelp! |
| 74,36 | »O < O |
| 74,38 | Tjeneste!« < Tjeneste! |
| 52 | |
| Palnatoke(s) | dansk sagnhøvding, tillagt drabet på Harald 1. Blåtand (død senest 987). Palnatoke kendes fra beretninger i Saxos danmarkshistorie, Gesta danorum (10. bog, kap. 7), hvor han benævnes Toke, og fra Jomsvikingesagaen (omkr. 1200); H.C. Andersens kilde er snarere Thiele 1, 1, s. 110. Flere lokalieter har med tiden gjort krav på at huse Palnatokes gravsted; én af dem er en nu forsvunden gravhøj mellem Seden og Åsum, SØ for Odense. | 53 |
| Tusmørket, Nattens mægtige … Huler | fra den danske præst og digter C.J. Boyes (1791-1853) lyriske drama »Elisa eller Venskab og Kjærlighed«, I,2, i Digte, 1819. |
| Herold | budbringer. |
| Vesterlide | den vestlige del af himlen eller jorden, hvor solen går ned. |
| æsker | udfordrer. |
| Christian den Fjerdes Regjering | Christian 4.s (1577-1648) regeringstid: 1596-1648. |
| Nonnebakken | bakke syd for Odense Å, tæt ved Skt. Knuds Kirke; oprindelig lå her en ringborg eller trelleborg (Burgh), der i middelalderen tilhørte Skt. Knuds Kloster og deraf fik navnet Nundeborrig, dvs. nonneborg. |
| Bachus … Tønde | Bacchus, i romersk mytologi vinens gud; egentlig latiniseret tilnavn til den græske vingud Dionysos. Narreskikkelsen Bacchus på tønden, vinens tykmavede gud, som sidder overskrævs på en vintønde, var fast inventar i bl.a. fastelavnsoptog. |
| Munkemose | mosedrag syd for Odense Å, senere omdannet til park. |
| silde | sent. |
| Nykken | nøkken, ifølge folketroen et overnaturligt væsen i menneske- eller hesteskikkelse, der holder til i elve, åer og søer, hvor det lokker mennesker til sig med sit spil. |
| Havtudse(rne) | fiskearten havtudse; her snarere havuhyre eller havtrold. |
| Sleien | stålorm, egentlig snogeøgle; ifølge folketroen farligere end hugormen. |
| stedse | til enhver tid, ved enhver lejlighed. |
| uden | på nær. | 54 |
| Dovre-Fjeld | fjeldkæde syd for Trondheim i Norge. |
| Sanct Knuds Taarn | Odense Domkirke, Skt. Knuds Kirke, er opført i anden halvdel af 1200-tallet; kirketårnet stammer fra 1500-tallet. |
| Palnajæger … Æblet | Palnatoke; jf. Thiele 1, 1, s. 110: »Palne-Jæger«. I Saxos danmarkshistorie (10. bog, kap. 7) berettes om Toke, der praler af sine store evner som bueskytte. På stor afstand kan han ramme et æble på en pæl. Kongen forlanger, at pælen erstattes med Tokes søn: »Derpå tog han tre pile op af koggeret, lagde den første til strengen og plantede den i det mål, han sigtede på. Havde den ramt drengens hoved, havde sønnens ulykke utvivlsomt bragt faderen i fare: et fejlskud ville have betydet døden for såvel den, der ramte, som den ramte.« (Saxos Danmarkshistorie, oversat af Peter Zeeberg, bind 2, 2000, s. 19). |
| Aasum | Åsum, landsby SØ for Odense. |
| kjendte | genkendte. |
| Brobye | landsby på midtfyn mellem Odense og Fåborg. |
| manet | fremmanet. |
| onde Vædsker | udtryk for ældre tiders tro på sundhed som en balance mellem legemets væsker; opfattelsen udgår fra den græske læge Klaudios Galenos’ (ca. 129-ca. 199) væskelære, hvor forholdet mellem legemets fire kardinalvæsker: gul galde, slim, blod og sort galde afgør individets temperament (kolerisk, flegmatisk, sangvinsk og melankolsk) og sundhedstilstand. | 55 |
| O Marthe … gjennem Lunden | jf. DgF 47, »Elveskud«, især B-versionens strofe 5, 6 og 9, hvor elverkongens datter forlokker den unge mand, Hr. Oluf, som forgæves henviser til sit forestående bryllup: »»Hør du, Her Oluf, træd dansen med mig: / To bukkeskinds støvle saa giver jeg dig. // To bukkeskinds støvle, sider vel om been: / Forgyldene spore derom spend. // (...)« »Ieg ikke tør, jeg ikke maa: / I morgen skal mit bryllup staa.««. |
| Hvergarnskjortel | kjortel, dvs. lang eller halvlang, løst nedhængende klædning af hvergarn, hjemmevævet stof af hør og uld. |
| Gjerdetorne | torne fra den vilde gærderose. |
| Tøi(strimler) | stof. | 56 |
| ædder(gule) | edder; ondskab, had. |
| Pæl | byens kag eller skampæl, til hvilken bl.a. løsagtige kvinder blev bundet og pisket offentligt. |
| de røde Engle | politibetjente, der dengang bar røde uniformer. |
| Rottekrudt | arsenik, især anvendt til rottebekæmpelse. |
| gjør hun sig ud til Beens | stritter hun imod, gør hun modstand. |
| Forvar Dig … taer Dig | ældre trylle- eller besværgelsesformular, i utallige versioner anvendt i fx skillingsviser. |
| tvende | to. | 57 |
| Korsklæde | trekantet klæde, der bindes om pande og hoved. |
| Fare, fare Krigsmand … Gryde | citat fra børnevisen »Bro, Bro Brille«, jf. S. Tvermose Thyregod Danmarks Sanglege, 1931, s. 220-230. |
| Dommersædet | frem til 1919 var byens borgmester tillige dommer og i flere tilfælde også politimester. | 58 |
| de sorte Herrer | byens juridiske myndighed, bestående af borgmester og rådmænd. |
| Her smiler Din Engel … Nød | den danske forfatter Levin Chr. Sanders (1756-1819) »Dødens Vuggevise«, trykt i Charis for 1799, 1799. |
| signe(de) | fremsige magiske formularer for at beskytte mod ondt. | 59 |
| overtyde | overbevise. |
| den er god at lokke … hoppe | ordsprog, jf. Mau 5465. |
| god (at lokke) | let (at lokke). |
| en god Samvittighed … Hovedpude | ordsprog, jf. Mau 8318. |
| tykt Blod | blod, der gør individet usundt eller tungsindigt ifølge den gamle lære om legemsvæskerne og de fire temperamenter. |
| Dunster | luft. | 60 |
| Trøie | kort overbeklædning, båret af almuen. |
| i hvor mat hun var | hvor mat hun end var. |
| Slag | slagtilfælde. |
| hendes Sandser vare forvildede | hun var fra forstanden. | 61 |
| Kaartene | kortene. |
| Betrækker | stoftapeter, gobeliner. |
| Cimbres og Teutoners Tog | den germanske folkestamme cimbrerne drog i slutningen af 100-tallet f.Kr. hærgende ned gennem Europa og fik tilslutning fra andre stammer, bl.a. teutonerne. I 102 f.Kr. rykkede cimbrerne ind i Norditalien og blev året efter knust af de romerske styrker i slaget ved Vercellae. Romerske historieskrivere skildrer cimbrerne som høje kæmper med lyst hår og blå øjne. |
| Hellebarde | hellebard, spydøkse. |
| Amazoner | i græsk sagnhistorie et mytisk folk bestående udelukkende af kvinder. De formerede sig med mænd fra nabofolkene, men kun pigebørnene fik lov at leve; disse fik en streng militær opdragelse. |
| Skriver(en) | sekretær, der tager referat. |
| Drøite | drøjde, legemsbygning. | 62 |
| god at kjende | let at genkende. |
| nu skal i | i, dvs. I. |
| Der kom to Duer fra Himlen | citatet har ikke kunnet lokaliseres, sandsynligvis H.C. Andersens opfindelse. |
| Luunt bæved’ Vinden … Blod | af Adam Oehlenschlägers (1779-1850) digt »Aften-Vandring« fra »Langelands-Reise«, Poetiske Skrifter, bind 1, 1805, s. 366-371. |
| Sommerqvel | sommeraften. |
| Dalum | landsby tæt ved Odense; nu bydel ca. 4 km fra Odense centrum. |
| soelbrændte Ruder | når ruderne bliver anløbet af vinterens fugt, trækker soda ud af glasset, som siden hærdes af sommersolen; herefter er ruderne mindre klare. | 64 |
| Christiansdals Stamhuus | hovedgård syd for Odense, egentlig Dalum Kloster, i perioden 1682-1930 kaldet Christiansdal. Fra slutningen af 1100-tallet til 1580, hvor den sidste nonne døde, fungerede det som benediktinerkloster. |
| Sanct-Petri Kirke | fra 1585 den tyske evangelisk-lutherske menigheds kirke i St. Peder-Stræde {B2-B3}. |
| polidsk | snedigt, fiffigt. |
| da voresvor Konge Christian den Fjerde blev kronet | Christian 4. blev kronet i Vor Frue Kirke {C3} 29. august 1596. |
| Amagertorv ved Øster- og Kjødmagergade | Amager Torv {D4}, hvor Østergade (Strøget) og Købmagergade (oprindelig kødmangergade, dvs. slagtergade) mødes. |
| Æreport | ifølge Niels Pedersen Slanges (1656-1737) Den Stormægtigste Konges Christian den Fierdes Konges til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, Greves til Oldenborg og Delmenhorst, Historie, 1749, s. 99, som øjensynligt er H.C. Andersens kilde, var der oprejst æresporte for det kongelige optog, som var ledsaget af »Pouken-Skral og Trompeters Klang«, men der nævnes ingen »Kjæmpe«. Sjællands biskop og rigsråderne hjalp kongen med at sætte kronen på hovedet. |
| hisset | hejst. |
| Kobbeltrommer(s) | sammenbundne trommer; jf. Niels Slange, 1749, s. 93-94: »Først gik en Pukken-Slager med tvende Sølf-Pouker eller Trommer, overhængde paa Siderne med Damask (...) og 9 Trompeter med Sølf Trompetere iligemaade vel stafferede (...) Efter disse Rigens Raad gik atter en Pukken-Slager med tvende Pukker (...)«. |
| Amagertorv … med store Knive | jf. Niels Slange, 1749, s. 99: »Offentligen paa Torfvet sprang nogle Timer rød og blank Viin; ikke vidt derfra blef heele Oxer steegt, opfyldt med alle slags Vildt og spekkede med Fugle. Imidlertid dend gemeene Mand her om nappedes, holdte Kongen sit Taffel (...)«. |
| den gemene Mand | den almindelige mand. | 65 |
| raer | interessant. |
| begede Buxer | begindsmurte bukser; forvanskning af sagnet om den danske sagnkonge Regnar Lodbrog, der ifølge Saxos danmarkshistorie, 9. bog, bar bukser af fåreskind, vendt med pelssiden udad, dyppet i vand og derpå frosset til is, da han fældede den svenske kong Herrøds to slanger. |
| Keiser Magnus, Sultanen i Rom | ifølge Saxos danmarkshistorie, 9. bog, besejrede Regner Lodbrog den franske konge og romerske kejser (fra år 800) Karl den Store (747/748-814; latinsk navneform: Carolus Magnus) i et slag i Sachsen. |
| tartarisk | af ta(r)tar, centralasiatisk folkestamme; her måske blot: barbarisk. |
| Leiebrættet | skilt med påskrift om, at noget lejes ud; her øjensynligt om en prostituerets reklame for sig selv. |
| gjør … af | regner for noget. |
| a la caserve | muligvis forvanskning af det franske »caserne«, kaserne, dvs. bordel. |
| Gesticuleren | i datidens prædikekunst spillede gestikken en stor rolle. |
| Manskjetter | manchetter. | 66 |
| støtte hende | støtte, dvs. stødte. |
| Most | spirituøs drik. |
| liderligt Kram | afskyeligt, væmmeligt pak. |
| de Sorte | personer med mørk hudfarve; her nok tatere, sigøjnere. | 67 |
| hvor Søster Sladder … ude | ordsprog, jf. Mau 6152. |
| Solen er klar … seer den | ordsprog, jf. Mau 9262. |
| der er flere Æretyve end Pengetyve | ordsprog, jf. Mau 10781. |
| Mare Mareminde … herud | besværgelsesformular, jf. Thiele 2, III, nr. 751; ifølge folketroen er maren et kvindeligt væsen, der hjemsøger sovende om natten og sidder, »rider«, på deres bryst, hvad der giver åndenød og onde drømme, jf. udtrykket mareridt. |
| Stoerstuen | stadsstuen. |
| Morads | sumpet og ofte tilgroet område. | 68 |
| Ak Herre je | herre je(h), forkortelse af herre Jemini eller herre Jesus. |
| Saadan er der … Kors for Dig | jf. DgF 90 A, »Fæstemanden i Graven«, 16. strofe. | 69 |
| Herre Gud … Bryst | jf. DgF 78, »Hr. Peder og Mettelille«, 1. strofe. |
| Faarekyllingerne synger | ifølge folketroen et dødsvarsel. |
| Fire Fjelle … lagt | 9. strofe af Dorothe Engelbretsdatters (1634-1716) salme »Afften-Psalme« (»Dagen viger og går bort«), 1677. |
| Fjelle | brædder. |
| Kalun | kallun, bageste del af maven hos drøvtyggere, regne(de)s for en billig og mindre fin spise. |
| Pirrekum(-Brændeviin) | perikum eller perikon; plante, hvis blomsterknopper kan tilsættes brændevin. |
| Kragen sidder paa Bjerget | børneremse, jf. V.J. Brøndegaard Folk og fauna, bind 2, 1985, s. 278. |
| Lire | strengeinstrument, hvis strenge sættes i svingning ved hjælp af et hjul med et håndtag, der drejes med den ene hånd, mens den anden hånd passer tangenterne. |
| Sanct Peder | folkeligt navn på apostlen Peter, som Skt. Petri Kirke har fået navn efter. | 70 |
| Sølveneste | selvlavet ordform, af det reneste sølv. |
| Maanen skinner … ræd | en vise med denne ordlyd har ikke kunnet identificeres, men der er formodentlig tale om en vise bygget over Le(o)noresagnet, som fx også G.A. Bürgers (1747-1794) spøgelsesballade »Lenore«, trykt i Göttinger Musenalmanach auf das Jahr 1774, 1774, s. 214 ff. Her lyder strofe 27: »»Graut Liebchen auch? – – Der Mond scheint hell! / Hurrah! die Todten reiten schnell! / Graut Liebchen auch vor Todten?« – / »O weh! Laß ruhen die Todten!« – – –«. |
| Skovlillie(n) | liljekonval eller sværd-skovlilje, begge meget lette, spinkle hvide blomster. | 71 |
| Livstykke | del af kvindens klædedragt, der dækker overkroppen. |
| Daphnis | yndet motiv i 1600-tallets hyrdedigtning, jf. fx Anders Bordings (1619-1677) hyrdedigt »Daphnis gik for nogle Dage, / Over den Græs-grønne Eng«, 1645; i græsk mytologi var Dafnis søn af Hermes og en nymfe; som spæd blev han sat ud i en laurbærbusk, hvor han blev fundet af hyrder; Dafnis brød et løfte til nymfen Echenais om evig troskab og blev dræbt; i hyrdedigtningen er Dafnis en litterær figur, »den forelskede hyrde«, der optræder i talrige variationer. |
| virakfyldte | virak, oprindelig udtryk for hellig, viet røg, der bringes som offer; her: vellugtende. |
| Urne | bæger. |
| erholdt | fik. |
| Hellig tre Kongers Aften | 5. januar. |
| Velærværdighed | tiltaleform til præster. |
| forlibet | forliebt, forelsket. |
| honet | honnet, ærlig. |
| Politur | egentlig alkoholholdig opløsning, som bruges til polering af træ; her: pæne manerer. |
| Underblomst(en) | blomst af slægten mirabilis; også billedligt fx om en kvinde i betydningen underskøn blomst. | 73 |
| naar det skulde | hvis det skulle. |
| Fold | mål for størrelsen af et høstudbytte; her: form, rytme. |
| Perial | rus. |
| Moskevitter | moskovitter, russere. |
| Helligtre Kongers Nat | natten mellem den 5. og 6. januar; i denne nat kunne pigerne ifølge overtroen se deres tilkommende i spejlet, hvis de fremsagde den nævnte remse; jf. Thiele 2, III, nr. 619. |
| Palnatoke … »sin elskede Langpatte« | jf. Thiele 1, 1, s. 110. Sagnet om den vilde jæger er udbredt i Norden og findes i flere varianter. Slattenpatte eller Slage Langpatte, som hun også benævnes, er en troldkvinde med bryster så lange, at hun kunne kaste dem over skuldrene. Ofte er hun set bærende et barn på ryggen, som så kunne die hende. Et andet sagn fortæller, at hun ved nattetide jages af kong Valdemar på en sort eller hvid hest og i følgeskab med tre hunde med røde, gloende tunger. | 74 |
| Han skar Braden … miste | jf. DgF 56 D, »Jomfruen i Fugleham«, 10. strofe: »Hand skar braaden aff hans bryst, / han hengde den paa linde-quist, / braden reste, och brøstet dit suedt, / saa und vaar foulen at miste«. | 75 |
| Nu galer Hanen … flux afsted | jf. DgF 90 A, »Fæstemanden i Graven«, strofe 21 og 22. |
| Thi maae | derfor må. |
Alfsol. Original Tragedie i fem Acter
Trykt første gang i Ungdoms-Forsøg. Stykket blev sandsynligvis i juli 1822 indleveret til bedømmelse ved Det Kgl. Teater og forkastet som uegnet for skuepladsen den 3. september 1822. BFN 5
Tekstrettelser i forhold til trykforlægget
| 78,23 | HAGBARTH < HAGBART |
| 79,3 | HAGBARTH < HAGBART |
| 82,33 | Sønner! < Sønner’! |
| 84,16 | Odin < Odjn |
| 87,10 | Mid’je, < Mid’je’ |
| 91,32 | HJALTE < HIALTE |
| 102,30 | taler! < taler.! |
| 109,21 | Konge. < Konge |
| 120,9 | ALF < ALFSOL |
| 125,26 | Sommer. < Sommer |
| 128,6 | est < ist |
| 129,33 | Nidding! < Ridding! |
| 132,22 | Vølvers < Bølvers |
| 134,17 | viser sig < viser |
| 134,18 | synge) < synge |
| 134,34 | VALKYRIE < VALKYRIER |
| 141,7 | Øglens < Yglens |
| 141,27 | sortner < forster |
| 146,18 | Sener, < Scener, |
| 150,3 | Seier! < Seier: |
| 155,32 | suser < fuser |
| 158,25 | forenes med < forenes |
| 159,31 | (Larm < Larm |
| 78 | |
| Peder Friderich Suhm(s) | Peter Frederik (Friedrich) Suhm (1728-1798), historiker og forfatter; Suhms skrifter blev udgivet samlet 1788-1799 med titlen Kammerherre og Kongelig Historiographus Peter Friedrich Suhms samlede Skrifter. »Alfsol« blev første gang trykt anonymt med titlen »Alfsol. En Fortælling« i Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber, Fjortende Stykke, 1783, s. 43-102; samme år blev fortællingen udsendt selvstændigt, og 1789 blev den optaget i fjerde bind af Suhms samlede skrifter. |
| Danmarks Historie | P.F. Suhm Historie af Danmark, fra de ældste Tider til Aar 803, 1782, første bind af Suhms danmarkshistorie, der udkom i 14 bind frem til 1828 og altså først blev færdiggjort efter hans død; fortællingen om den danske sagnheltinde Alfsol findes i det nævnte første bind (s. 525). |
| ikkun | kun. |
| Vala | eller vølve; i nordisk mytologi en kvinde med spådomsevner, jf. »Vølvens Spaadom« i Den ældre Edda, hvor vølven forudsiger de nordiske guders undergang. |
| Terne | tjenestepige (især hos kvinde af fornem stand). |
| Valkyrier | i nordisk mytologi guden Odins møer, der på hans bud bestemmer kampenes udfald, udvælger de krigere, der skal falde, og bringer dem derefter til Valhal, hvor de opvarter de faldne krigere; de tre valkyrier optræder tillige i Johannes Ewalds (1743-1781) »Balders Død. Et heroisk Skuespil i Tre Handlinger« (trykt første gang i Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber, Ellevte Stykke, 1774). |
| Drauger | drager. | 79 |
| Alfader | Odin, i nordisk mytologi den øverste gud, der er far til de øvrige guder. |
| Valhal | i nordisk mytologi Odins hal i gudernes (asernes) land, Asgård, hvor de på slagmarken faldne krigere opholder sig. |
| Dise | dis, i nordisk mytologi er diserne en gruppe af kvindelige guder, der er knyttet til et enkelt menneskes eller en enkelt slægts skæbne, særlig i forbindelse med fødsel og kamp; sandsynligvis blev diserne oprindeligt opfattet som frugtbarhedsgudinder, men betydningen er blevet udvisket, og de er siden gledet sammen med valkyrierne, nornerne og slægternes følgeånder. Dis bruges tillige poetisk om en kvinde i almindelighed, jf. Anders Bæksted Guder og helte i norden, 1963, s. 181. |
| treen | trådte. |
| hulde | egentlig yndige; her nok: nådige. |
| Freia | i nordisk mytologi gudinde for frugtbarhed og kærlighed. | 80 |
| Blegen | blegepladsen, hvor man bleger lærred eller vasketøj ved at lade det ligge i sollyset. |
| toe | vaske. |
| Liin | linned eller lærred, ofte af hør. |
| underligt | forunderligt. |
| Loke | i nordisk mytologi en tvetydig gudeskikkelse, der både optræder som hjælper og modstander af guderne; Loke er af jætteslægt, men optaget blandt aserne som fostbroder til Odin. Han er far til Fenrisulven, Midgårdsormen og dødsgudinden Hel. |
| Hæl | Hel, i nordisk mytologi både navnet på dødsriget og dets hersker; Hel er datter af Loke og jættekvinden Angerboda. |
| Rhan | Ran, i nordisk mytologi gudinde for havdybet, gift med havjætten Ægir. |
| Solen var formørket … Ragnarok | Ragnarok, i nordisk mytologi forestillingen om verdens undergang, bl.a. beskrevet i »Vølvens Spaadom«: »Solen sortner, / synker Jord i Hav, / styrter fra Himlen / Stjerner klare;« (Edda 1, s. 72). |
| Ulven Minnagarmer … Blod | jf. den islandske skjald Snorre (Snorri) Sturlusons (ca. 1178-1241) Edda (første del, »Gylfaginning«): »Det fortælles, at af Slægten bliver een den mægtigste, den som hedder Maanegarm; den fylder sig med alle de Menneskers Liv (Blod), som dør, og den vil sluge Maanen og bestænke Himlen og hele Luften med Blod« (Snorre, s. 18). |
| Fos(sens) | vandfald. |
| vel | mon. |
| Da rulled’ Thor … Flammevinge | i nordisk mytologi er Thor tordenens guddom; med sin vogn, forspændt med to tænderskærende bukke, Tandgnjost og Tandgrisnir, kører han hen over himlen, heraf navnet Agethor. |
| Gimle | i nordisk mytologi de lykkelige slægters bolig i den verden, der opstår efter Ragnarok. |
| Aser | i nordisk mytologi den ene af de to gudeslægter; den anden kaldes vanerne. | 81 |
| Trel(le) | slave. |
| Traad | trådte. |
| Vaarviol | martsviol. |
| Hulde | yndige, smukke. |
| trende | tre. | 82 |
| Vestfold | landskab i Norge beliggende på vestsiden af Oslofjorden; i det 8. og 9. århundrede var Vestfold sæde for den kongeslægt, der senere kom til at herske over Norden. |
| Nornerne | i nordisk mytologi kvindelige skæbnegudinder, der på jorden gæster det nyfødte barn og bestemmer dets skæbne (spinder dets livstråd); de tre mest fremtrædende norner er Urd, Verdande og Skuld. |
| Orakel(svar) | religiøs institution, der udtaler sig om fremtiden, menneskers skæbne, gudernes vilje osv.; P.F. Suhms beretning om templet i Skirissal på Vestfold har flere træk tilfælles med oldgræske beretninger om oraklet i Delfi dog med den forskel, at hvor oraklet i Delfi kunne besøges på vegne af andre (fx sender Ødipus sin ypperstepræst), er det her nødvendigt, at Alfsol selv er til stede i Skirissal. |
| did | derhen. |
| lyse Alfer(s) | efter nordisk folketro er alferne (alverne) småvæsner, der færdes nær jorden eller vandet; Snorre Sturluson skelner mellem to slags alfer: lysalferne, der bor i det himmelske Alfheim (som også er guden Freys bolig), og mørkalferne (svartalferne), der bor nede i jorden; mens lysalferne er »mere straalende end Solen«, er mørkalferne »sortere end Beg« (Snorre, s. 26). |
| naar | hvis. |
| Askurs Sønner | mænd; i nordisk mytologi var Ask den første mand. | 83 |
| Sigurd Ring … Harald Hildetand | Harald Hildetand (muligvis 5eller 600-tallet), dansk sagnkonge, der blev dræbt i Bråvallaslaget mod den østgøtiske kong Sigurd Ring (hans morbroder); ifølge overleveringen udvidede Harald sit rige til at omfatte hele Danmark eller det sydlige Norden. |
| Tvetydigt, mørkt Orakelsvar | oraklet i Delfi var berygtet for at give uklare, dunkle svar. |
| Een er kun Gud | jf. 5. Mosebog 6,4. |
| Muspelsheim | ifølge Snorre Sturluson fandtes før verdens skabelse det store tomme rum, Ginnungegab; nord herfor lå Niflheim, tågeverdenen, syd herfor lå Muspelheim, ildens og lysets verden; det første levende væsen, urjætten Ymer, opstod ved at gnister fra Muspelheim og rim fra Niflheim mødtes (Snorre, s. 11 ff.). |
| Sutur(s) | Surt, i nordisk mytologi en ildjætte, der holder vagt ved Muspelheim; i Ragnarok dræber Surt først frugtbarhedsguden Frej for derefter at slynge ild ud over Jorden og brænde den op (Snorre, s. 73-74). | 84 |
| den hvide Christ | de nordiske hedninges betegnelse for Kristus. |
| luttre(r) | rense eller påvirke og dermed gøre stærkere og mere ædel. |
| den røde Odin | muligvis hentydning til Odins rolle som kampens gud; i nordisk mytologi brugtes røde klæder af krigerstanden. |
| kjælne | ømskindede, her i retning af det umandige, jf. fx første akt af Adam Oehlenschläger »Hakon Jarl hin Rige«: »Sydens kiælne Elskov« (Nordiske Digte, 1807, s. 265). |
| Trætte | strid, uenighed. |
| Munken Beda | Beda (672/673-735), angelsaksisk benediktinermunk, en meget flittig skribent, der ud over grammatikker, salmer og prædikener også forfattede bibelkommentarer af stor betydning; hans vigtigste værk er Historia ecclesiastica genetis anglorum, (latin) Det engelske folks kirkehistorie. |
| bovne | spile sig ud, bugne. |
| mit Alt | mit et og alt. | 85 |
| dølge | skjule. | 86 |
| Harm | harme, vrede. |
| din Alfsols Savn | savnet af din Alfsol. | 87 |
| smekre | slanke, smidige. |
| Mid’je | midje, talje. |
| Emblas Datter | kvinde; i nordisk mytologi var Embla den første kvinde. |
| Hvo | hvem. |
| Sjofna | i nordisk mytologi tilhører Sjofn (eller Sjøvn) en gruppe af kvindelige guddomme kaldet asynjerne; ifølge Snorre Sturluson findes der 14 asynjer, hver med specifikke egenskaber: Sjofn »giver meget Agt paa at vende Kvinders og Mænds Hu til Elskov, og af hendes Navn kaldes Elskovshu for »Sjavne«« (Snorre, s. 41). |
| Vør | øjensynligt asynjen Vaar, som »hører paa Folks Eder og de Aftaler som Mænd og Kvinder indgaaer med hinanden« og straffer dem, der bryder deres ord (Snorre, s. 41); i »Trymskvadet« nævnes hun som den, der knytter ægtefolk sammen (Edda 1, s. 146); der kunne dog også hentydes til asynjen Var: »hun er vis og spørger gærne, saa at intet kan holdes skjult for hende« (Snorre, s. 41). |
| Vennehuld | trofast, hengiven (som følge af venskab). |
| Lofn | asynjen Lofn (eller Lovn): »hun er saa mild og god at paakalde, at hun hos Alfader eller Frigg opnaar tilladelse til at Kvinde og Mand faar hinanden, selv om det i Forvejen er forbudt eller synes ganske forment« (Snorre, s. 41). | 88 |
| Fribytteri | i krigstid med eller uden regeringens tilladelse at opsnappe og røve fjendtlige skibe. |
| Kun Egeløv, er Krandsen han bør vinde | en krans af egeløv blev brugt til at betegne værdighed eller anden udmærkelse. |
| Hildurs stolte Leg | krig og kamp; Hilde (Hildur) er navnet på en valkyrie, der i den nordiske mytologi netop er knyttet til krig og kamp. |
| vide | kende. |
| Lyde | adlyde. | 89 |
| Skulda | Skuld, i nordisk mytologi den ene af de tre mest fremtrædende norner; Skuld råder over fremtiden. |
| Qvæl | kvæld. | 90 |
| Vestgothland | Västergötland, landskab i Sydsverige mellem Göteborg og Vättern. |
| maae i tie | i, dvs. I. |
| Frænde | slægtning. | 91 |
| En saadan Maade … danske Øer | den danske sagnkonge Ivar Vidfadme var ifølge islandsk overlevering hersker over et stort dansk-svensk rige med Skåne som det centrale sted i slutningen af 600-tallet; han giftede sin datter Aud den Dybsindige med den danske kong Hrørik og gennem intriger lykkedes det ham at underlægge sig den danske kongeæt skjoldungernes rige. Ivar Vidfadme efterfulgtes af Harald Hildetand. |
| tilskifte | tildele ved skifte. |
| Lur(en) | hornlignende blæseinstrument fra bronzealderen. |
| Konning | konge. | 92 |
| lyv ham intet paa | ret ikke falske beskyldninger mod ham. |
| Myg til Elefant | at give en lille sag stor betydning; udtrykket stammer oprindeligt fra Erasmus af Rotterdam (1467/1469-1536). |
| ikkun | kun. |
| saa er min Vilje | således er min vilje. | 94 |
| den Underblomst for Jyllands Heder | den vidunderlige blomst, dvs. kvinde, fra Jyllands heder. |
| Slet | slæt, afgrøde. | 95 |
| smigret | forskønnet. |
| Jeg lider og Ei | jeg bryder mig heller ikke om. |
| Trælæt | trælleslægt, slaveslægt. | 96 |
| Virak | hellig, viet røg, der bringes som offer. |
| Bølgefjold | øjensynligt fejl for »Bølgeskjold«, »Bølgefjord« eller »Bølgefold«. |
| Snekke(n) | mindre krigs- eller handelsskib med sejl. | 97 |
| Liden Grindhild … Lunden | strofen er ikke identificeret, men der er formodentlig tale om en vise bygget over Le(o)nore-sagnet, som fx også G.A. Bürgers (1747-1794) spøgelsesballade »Lenore«, trykt i Göttinger Musenalmanach auf das Jahr 1774, 1774, s. 214 ff. |
| sorrigfuld | sorgfuld. |
| solbrændt Rude | når ruderne bliver anløbet af vinterens fugt, trækker soda ud af glasset, som siden hærdes af sommersolen; herefter er ruderne mindre klare. |
| Døemand(en) | død mand eller dødning, dvs. genfærd; i C. Molbechs (1783-1857) Dansk Ordbog, 2. forøgede og forbedrede udgave, 1859, anføres sp. 386 en variant af sangens omkvæd: »(»Maanen skinner og Dødmand rider« Fragment af et Folkesagn)«. |
| hvi | hvorfor. |
| Saa klager | således klager. | 98 |
| Freias til sin Oder | fortællingen om Frejas kærlighed til Od kendes fra Snorre, s. 41; her fortælles det, at Freja ægtede Od, der drog væk på langfart, og at Freja derfor græd guldtårer over ham. |
| Blyfærd(s) | blufærdighed. | 99 |
| vorde | skal blive. | 100 |
| kunstlede | kunstig, kunstfærdig, unaturlig. |
| Tause I sidde ved Ygdrasils Rod … hellige Brønd | i nordisk mytologi er Yggdrasil verdenstræet, der med sin krone og sine rødder omfatter hele det kosmiske rum; træet gror af tre dybe rødder: en under Asgård, en under Jotunheim, og en, der strækker sig hen over dødsriget i Niflheim; under hver af de tre rødder rinder en kilde: under den første rinder kilden Hvergelmer, under den anden Mimers Brønd, der er fyldt med visdom, og under den sidste Urds Brønd, hvor guderne hver dag samles for at holde dom; ved denne kilde bor de tre største norner (Urd, Varand og Skuld), som hver dag overøser Yggdrasil med vand fra Urds Brønd for at det ikke skal gå ud. |
| Qvæger | forfrisker. | 102 |
| Thor, Freir, Njord og Freia | i nordisk mytologi er Tor den stærkeste af guderne og jætternes største fjende, han er gud for styrke og menneskets beskytter mod ondt; Frey er den mandlige, Freja den kvindelige gud for frugtbarhed og trivsel; Njord er far til Frey og Freja, han er gud for købmænd og søfolk og råder over vinden og havet. |
| Landvætir | landvætter; overnaturlige små væsner, som i nordisk mytologi og folketro bor under jorden, i naturen eller nær menneskets bolig, og som det er vigtigt at have et godt forhold til. |
| Vaandefulde | lidelsesfulde. | 105 |
| svar | stor, voldsom. | 106 |
| Og Fenrisulven … Valhals Guder | Fenrisulven, barn af Loke og jættekvinden Angerboda; da guderne indså, at dens styrke med tiden ville blive enorm, fik de den bundet med den ubrydelige lænke Gleipner; i Ragnarok brydes alle lænker, Fenrisulven slipper løs, og under det endelige slag dræber den Odin, hvorefter den fældes af Vidar, Odins søn (Snorre, s. 74). |
| Berserk | bersærk, i norrøn litteratur en kriger, der i kamp blev grebet af vildt og ustyrligt raseri, gik bersærkergang. |
| Den Gamle | hersker- og seerguden Odin, der bl.a. er kendetegnet ved sin meget høje alder. | 107 |
| underfulde | gådefulde. |
| skjøre | skrøbelige. | 108 |
| Sorrig | sorg. |
| forvildes | gøres uklare, bliver uklare. |
| lade staae ad Jylland til | sætter kursen mod Jylland. |
| Folkevanger | Folkevang, gudinden Frejas gård på himlen. | 109 |
| Jotte(rs) | jotun, dvs. jætte (i P.F. Suhms »Alfsol. En Fortælling«, 1783, benyttes formen »Jote«); i nordisk mytologi er jætter store troldagtige væsner med overmenneskelig styrke, ofte guders og menneskers fjender og er som regel knyttet til de naturkræfter, der griber voldsomt ind i menneskets liv. | 110 |
| billig | rimelig, fornuftig. | 111 |
| Balder … Breidablik | i nordisk mytologi er Balder søn af Odin og Frigg; Breidablik er Balders bolig i Asgård. |
| Gefions Øe | Sjælland; Gefion er en af de 14 asynjer; Snorre Sturluson beretter i sin Heimskringla (»Ynglingasaga«), at Gefion af Odin blev sendt af sted for at søge land og kom til kong Gylfe i Sverige, der lovede hende det land, hun kunne pløje på et døgn. Med fire okser som forspand (hendes egne sønner) pløjede hun det nuværende Sjælland ud af Sverige, hvorved søen Mälaren blev dannet; hun trak landstykket ud i havet og placerede det i nærheden af Fyn. |
| den gamle kolde Jette | der findes flere slags jætter, heriblandt storm- og frostjætter (de såkaldte rimturser); den jætte, der fremkalder vinden, hedder Hræsvelgr (ligslugeren); han har ørneskikkelse og sidder yderst mod nord ved verdens rand, hvor han ved sine vingeslag forårsager vinden. |
| Ørneham | dragt, der giver den, der bærer den, mulighed for at flyve; både guder og jætter råder over disse dragter (jf. Odins tyveri af jætten Suttungs mjød). |
| kjøle | kølig. |
| beged Søefugl | skib behandlet med beg for at gøre det vandtæt. |
| Jomfrubuur | ung, ugift piges rum eller hus. | 112 |
| signe | velsigne. | 113 |
| Gige(rs) | violin eller violinlignende strygeinstrument. |
| graahærdet | gråhåret. |
| Gother | person fra Götaland, et område i det sydlige Sverige (jf. fx Kongeloven af 1665, hvor Frederik 3. benævnes »Wendis och Gottis Konning«). |
| Garderik(er) | person fra Gárdarige, i den islandske litteratur navnet på det russiske rige i Novgorod og Kiev, hvor svenskerne herskede i oldtiden. | 115 |
| Anasot | en stille død i en høj alder; udtrykket kendes bl.a. fra Snorre Sturlusons Heimskringla, hvor det fortælles om sveakongen Ane, at han opnåede en høj alder ved at ofre ni sønner; af Odin var han blevet lovet ti års liv for hver søn, han ofrede. |
| Helas Rædselsbolig | Hels rædselsbolig; dødsriget, hvortil de, der dør af sygdom og alderdom, kommer. |
| faur | fager, smuk. | 116 |
| spilde | miste. |
| Nastrons Flammer | i nordisk mytologi er Nastrond (ligstrand) et kuldehelvede, hvor de uværdige døde straffes; at der skulle være flammer i Nastrond er en misforståelse, H.C. Andersen øjensynligt har overtaget fra Johannes Ewalds »Balders Død. Et heroisk Skuespil i Tre Handlinger«, III,2, 1774: »Buldrende brøle / Nastronds Flammer«; i sine ordforklaringer til skuespillet gør Johannes Ewald da også opmærksom på, at han med Nastrond egentlig mente Muspelheim. |
| Sarpen | den højeste fos, dvs. vandfald, i den norske elv Glommen. |
| kaster sin Handske | udfordrer til handling, meningsudveksling, duel o.lign. |
| tvende | to. | 118 |
| Gimle | de overlevende slægters bolig i den verden, der opstår efter Ragnarok. |
| Paa Niddingsviis | handle som en fej, nedrig eller foragtelig person, en nidding. | 120 |
| Einharierne | einherjerne, i nordisk mytologi de udvalgte faldne krigere, som valkyrierne førte til Odins bolig, Valhal. | 121 |
| Kjerminder | forglemmigej. |
| Æther(en) | det rene, luftformige stof, som ifølge klassisk filosofi og fysik fylder himmelrummet. |
| Aftenstjerne | planeten Venus, opkaldt efter den romerske kærlighedsgudinde, der svarer til Freja i den nordiske mytologi. | 122 |
| hvalte | hvælvede. |
| Nordlyset flammer … Skyer | i nordisk mytologi forklaredes nordlyset ved, at det er valkyrierne, der ridder fra Valhal for at udvælge dem, der skal falde i kamp; lysstriberne var deres flammende sværd, lysglimtene reflekser fra deres skjolde og de kæmpestore buer var Bifrost, broen hvorover de døde sjæle gik til den næste verden. |
| alt | allerede. | 123 |
| Sekler | århundreder. |
| Barde | sanger, trubadur. |
| End | endnu. |
| Sorg, Glæde … gjennem Livet | muligvis allusion til Thomas Kingos (1634-1703) »Dend XIV. Sang (Hver har sin Skæbne)« i Aandelige Siunge-koors Anden Part, 1681: »Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe, / Lykke, Ulykke de ganger paa Rad, (...)«. | 124 |
| Velan | udråb, der udtrykker, at man tager konsekvensen af noget eller tager noget til efterretning. |
| Hvo | hvem. |
| Livets Traad | ved hvert barns fødsel gæstes det af nornerne, skæbnegudinderne, der spinder dets livstråd og fæster den ude i verden. | 125 |
| vorde | bliver. |
| Mø | ung pige. | 126 |
| O høie Frigga … Hlyn herned | Frigg og Hlin er begge asynjer; Frigg er den øverste, hun er gift med Odin; Hlin sendes for at beskytte dem, som Frigg vil skærme mod fare. | 127 |
| ikkun | kun. | 129 |
| Syn | én af de fjorten asynjer, som »vogter Hallens Dør og lukker den for dem, som ikke maa træde ind, og hun er sat til Værn paa Tinge i de Sager, hun vil modbevise og afkræfte« (Snorre, s. 41-42). | 130 |
| falde … til Fode | underkaste sig, ydmyge sig. |
| Upsala Øde | Uppsala öd, en samling af godser og jordejendomme, der tilhørte kronen i middelalderens Sverige; i 1200-tallet mindskedes den økonomiske betydning af Uppsala öd for kongemagten, hvilket betød, at en række godser overgik til kirken og adelsfamilier. | 131 |
| Upsalspiir | Uppsala Domkirke, nordens største gotiske domkirke; påbegyndt efter fransk forbillede omkring 1273, men først indviet i 1435. Kirkens to vesttårne med høje spir er først kommet til herefter; efter branden 1702 blev kirken genopbygget i en mere barokpræget stil. |
| Ørnens raske unge Vinger … Middagssolen | jf. den græske mytologis fortælling om Ikaros’ fald; Ikaros var sammen med sin far Daidalos blevet indespærret i Labyrinten i Knossos af kong Minos, og for at undslippe konstruerede Daidalos vinger af fjer og bivoks til Ikaros og sig selv; Ikaros kom i sit overmod for tæt på solen, hvorved voksen smeltede, og han faldt i havet. |
| stivner | støtter. | 132 |
| Seid(en) | egentlig trolddom, magi; her: trylledrik. |
| Snogen skyder Svarteham | den sorte snog skyder ham, dvs. afsondrer det yderste hudlag. |
| Runer | bogstaver i de tidlige germanske folks alfabeter (fra 1. århundrede e.Kr.) beregnet til indridsning i træ og sten; fra folkeviser o.l. vides det, at runerne også tillagdes magisk betydning. |
| Galder | trolddomskunst (især i forbindelse med tryllesange). |
| Vidolf, Vilmeid, Vølvers Fædre | Vidolv og Vilmeid er begge mytiske personer fra den nordiske mytologi; forestillingen om et slægtskab med alle vølver stammer fra »Hyndlasangen«: »Alle Vølver stammer / fra Vidolv, / vise Spaamænd / fra Vilmeid« (Edda 1, s. 166); det er dog kun Vidolv, der er fader til vølverne. | 134 |
| Demandt | diamant. |
| Skjoldmø(er) | i vikingetiden en ung kvinde, der bar våben og deltog i krige. |
| Odinshal | Valhal. | 135 |
| Rhan | Ran, i nordisk mytologi gudinde for havdybet, gift med havjætten Ægir. |
| Nastrons … Slanger | i »Vølvens Spaadom« fortælles det, at slanger snor sig om salen på Nastrond (Edda 1, s. 69); Snorre Sturluson udbygger billedet ved at fortælle, at alle slangerne vender hovedet ind i huset og spyr edder, således at der gennem salen løber floder af edder, der gennemvades af ordbrydere og mordbrændere (Snorre, s. 77). | 137 |
| Qvæger | vederkvæger, forfrisker, opliver. | 138 |
| Brøde | synd. | 141 |
| berører hendes Isse med deres Spyd | dødsmærker hende; jf. Johannes Ewalds »Balders Død. Et heroisk Skuespil i Tre Handlinger«, 1774, hvor valkyrien Rota med sit spyd dødsmærker den elskovssyge Balder: »Dødens Fugl sidder paa hendes Skulder. Hun vender Ansigtet bort, i det hun berører hans Isse med sit Spyd og siger: Til Kamp, min Ven! til Saar! og Fald! – og Mørke!« (Johannes Ewalds samlede Skrifter, bind 3, 1916, s. 74). | 144 |
| Kogledands | dans knyttet til kogleri, dvs. hekseri. | 147 |
| Bisted | et sted, hvor man bier, dvs. venter. | 148 |
| kjender | erkender, gennemskuer. | 149 |
| hvi | hvorfor. |
| Bør(en) | (med)vind. |
| Skjoldborg | kreds af krigere, der står tæt sammen med skjoldene foran sig. | 150 |
| Midgaardsslangen … omslynger | midgårdsormen, barn af Loke og jættekvinden Angerboda; da guderne frygtede for ormens fremtidige styrke, smed Odin den i det dybe hav, der omgiver jorden; her voksede ormen til en så voldsom størrelse, at den omslynger jorden og bider sig selv i halen (Snorre, s. 37). |
| den fæle Fenrisulv … Fødslen | sammen med Midgårdsormen og Hel er Fenrisulven barn af Loke og jættekvinden Angerboda; selv om det var blevet forudsagt, at ulven engang ville dræbe Odin, ville guderne ikke dræbe den, da de ikke ville besudle deres helligdomme og fristeder med ulvens blod; i stedet lænkede de den med den ubrydelige lænke Gleipner (Snorre, s. 37 ff.). |
| Kilden | Urds Brønd, der rinder ved den ene af Yggdrasils rødder; ved denne kilde bor de tre største norner, Urd, Varand og Skuld, der skuer hhv. fortid, nutid og fremtid. |
| gange | gå. | 151 |
| Dan(s) | dansk sagnkonge; ifølge Saxos danmarkshistorie (1. bog, kap. 1-3) var Dan og Angel danskernes første herskere; Angel blev stamfader til anglerne (angelsakserne), Dan til danerne. | 153 |
| Valdpladsen | valpladsen, slagmarken. |
| Høilands Bjerge … Skotland | jf. Johannes Ewald »Balders Død. Et heroisk Skuespil i Tre Handlinger«, 1774, hvor den første af valkyrierne kommer fra et slag i Skotland (Johannes Ewalds samlede Skrifter, bind 3, 1916, s. 37). |
| Valaskjalf | i Den ældre Eddas »Grimner hos kong Geirrød« nævnes Valaskjalv som det sted, hvor en as i urtiden har valgt at bosætte sig (Edda 1, s. 105); den omtalte as er ukendt, men muligvis kan der være tale om Vale, Odins søn. Navnets betydning har ikke nødvendigvis noget med Vale at gøre, men kan betyde »de faldnes hal«; ifølge Snorre Sturluson tilhører Valaskjalv Odin, men tolkningen beror på strofen fra Den ældre Edda. | 154 |
| Thule | antikkens betegnelse for en lyksalighedens ø ved verdens nordlige ende. |
| give Sigurd Livsbrød | dræbe Sigurd. | 155 |
| hvide Skjold i Mast | som tegn på at man ønsker fred. | 157 |
| Fylgie | skytsånd; i nordisk mytologi findes to forestillinger om fylgjer, dels som en dobbeltgænger i form af et dyr, der personificerer den dødes karakteristika, dels som en slags slægtsbeskyttere i form af kvindelige væsener. |
| Ravnene, den store Odins Fugle | Odins to ravne Hugin og Munin, som han hver dag sender ud, for at de kan bringe ham nyheder fra verden; ravnene har dog ikke kun været opfattet som visdomsfugle, og de er vel oprindeligt knyttet til Odin, fordi de er ådselsfugle, og han var at finde, hvor ligene var. | 158 |
| Rota | en af Odins valkyrier; i Johannes Ewalds »Balders Død. Et heroisk Skuespil i Tre Handlinger«, 1774, er det også Rota, der mærker Balder til døden med sit spyd (Johannes Ewalds samlede Skrifter, bind 3, 1916, s. 74). |
| Mjød | drik af vand, gæret honning og krydderier. | 159 |
| Vaabengny | kamplarm. | 160 |
| Harnisk | rustning. | 161 |
| forloret | tabt. |
| i Kjære | i, dvs. I. | 162 |
| Vunder | sår. |
| indsuet | indsuget. |