H.C. Andersen

Vænø og Glænø

Der laae en Gang ved Sjællands Kyst, ud for Holsteinborg, to skovbegroede Øer, Vænø og Glænø, paa dem var Kirkeby og Gaarde; de laae Kysten nær, de laae hinanden nær, nu er der kun den ene Ø.

En Nat blev det et forfærdeligt Veir, Havet steg som det ikke var steget i Mands Minde; Stormen tog voldsomt til; det var et Dommedags-Veir, det lød, som om Jorden revnede; Kirkeklokkerne kom i Sving og ringede uden Menneskehjælp.

I den Nat forsvandt Vænø i Havets Dyb; det var som om den Ø aldrig havde været. Men siden, mangen Sommernat, ved stille, klart Lavvande, naar Fiskeren var ude at stange Aal ved Blus forude i Baaden, saae han, med rigtigt skarpt Syn, dybt nede under sig Vænø med dens hvide Kirketaarn og den høie Kirkemur. »Vænø bier efter Glænø,« sagde Sagnet; han saae Øen, han hørte Kirkeklokkerne ringe dernede, men deri tog han dog feil, det var tilvisse Lyd fra de mange vilde Svaner, som her tidt ligge paa Vandfladen; de klukke og klage, som hørte man langt borte fra Klokkeklang.

Der var en Tid, da endnu mange gamle Folk paa Glænø huskede saa godt hin Stormnat og at de selv, som Smaa, havde ved Lavvande kjørt mellem de to Øer, som man nutildags fra Sjællands Kyst, ikke langt fra Holsteinborg, kjører over til Glænø; Vandet naaer kun midt op om Hjulene. »Vænø bier paa Glænø,« blev der sagt, og det blev Sagn og Vished.

Mangen lille Dreng og Pige laa i stormfulde Nætter og tænkte: i Nat kommer Timen, da Vænø henter Glænø. I Angst læste de deres Fadervor, sov saa ind, drømte sødt – og næste Morgen var Glænø der endnu med sine Skove og Kornmarker, sine venlige Bønderhuse og Humlehaver; Fuglen sang, Daadyret sprang; Muldvarpen lugtede ikke Havvand, saa langt den kunde rode.

Og dog ere Glænø’s Dage talte; vi kunne ikke sige, hvor mange de ere, men de ere talte, en skjøn Morgen er Øen forsvundet.

Du var maaskee endnu igaar hernede ved Strandbredden, saae de vilde Svaner ligge paa Vandet mellem Sjælland og Glænø, en Seilbaad med udspændte Seil gled forbi Skovtykningen, Du selv kjørte over det lave Vadested, der var ingen anden Farvei; Hestene trampede i Vandet, det plaskede om Vognhjulene.

Du er reist derfra, reiser maaskee nu et lille Stykke ud i den vide Verden og kommer efter nogle Aaringer tilbage igjen: Du seer da Skoven her omslutte en stor grøn Eng-Strækning, hvor Høet dufter foran pyntelige Bønderhuse. Hvor er Du? Holsteinborg pranger jo her endnu med sit forgyldte Taarnspir, men ikke tæt ved Fjorden, det ligger høiere oppe i Landet; Du gaaer igjennem Skov, hen over Mark, ned mod Stranden, – hvor er Glænø? Du seer ingen Skovø foran Dig, Du seer det aabne Vand. Har Vænø hentet Glænø, som den saa længe biede paa? Naar var den Stormnat, hvori dette skete, hvor Jorden rystede, saa at det gamle Holsteinborg flyttedes mange Tusind Hanefjed op i Landet?

Det var ingen Stormnat, det var ved den lyse Solskins Dag. Menneskekløgt lagde Dæmning for Havet, Menneskekløgt blæste Indvandet bort, bandt Glænø til det faste Land. Fjorden er bleven Eng med frodigt Græs, Glænø er groet fast til Sjælland. Den gamle Gaard ligger hvor den altid laa. Det var ikke Vænø, som hentede Glænø, det var Sjælland, som med lange Dige-Arme greb til og med Pompernes Mundveir blæste og læste Trylleordene, Formælingens Ord, og Sjælland fik mange Tønder Land i Brudegave. Det er Sandhed, den er thinglæst, Du har Syn for Sagn, Øen Glænø er forsvundet.

Vænø og Glænø

Trykt første gang i Figaro. Et Ugeblad, nr. 73, redigeret af Robert Watt, som udkom den 18. august 1867.

BFN 930/V,44-45/VII,320-321.

146
Holsteinborgherregård 13 km øst for Skælskør.
Sagnether: talemåde, ordsprog; jf. Thiele II, 20: »I Stranden ved Holsteinborg ligger en Ø, kaldet Glænø, og i Nærheden af samme skal en anden Ø, Vænø, være gaaet under. Dette sidste Sted kaldes derfor Vænø-Grund, og, naar Vandet er klart, skal man endnu kunne see Spor af Kirkemuren. Det er en almindelig Tro, at det skal gaae Glænø ligesaa, og derfor pleier man at sige: »Vænø bier efter Glænø!««
bierventer.
dog ere Glænø’s Dage taltehentyder til den planlagte dæmning mellem Glænø og Sjælland, som dog først blev opført i 1881.
147
Naar varhvornår var.
Hanefjedlængden af en hanes skridt, brugt som mål.
Formælingen(s)vielsen, hentyder til dæmningens forening af Sjælland og Glænø.
thinglæsttinglyst, bekendtgjort (her: lysning af ægteskab).

Del

[Sassy_Social_Share]

Henvis til værket

H.C. Andersen: Vænø og Glænø. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk

Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession