Det svandt det muntre Billed, død er den sidste Klang.

Gaveau og Benda trylle, dog fremad gaaer vor Gang;

Et Tonebilled kalder af Een af større Rang.

Sødt Sangens »Euredice« sank til sin Orpheus Favn Og midt i Troskabs Kysset de nævned’ Naumans Navn; Et Maleri af Toner han os i »Cora« gav.

– Kom! lad os ile over det store Verdens Hav,

Til Quito, hvor Præstinden har brudt sin givne Eed,

Og hendes store Brøde, var hendes Kjærlighed.

I Fængslets Nat hun sukker; Alonzo ude gaaer

Og jamrer høit, mens Flammen fra Bjergets Krater slaaer,

Snart styrter Fængslets Mure og Cora vorder fri.

Et Glimt af disse Toner nu bruse os forbi.

De Hjerter Lyren rørte, med Lyrens Strænge brast,

Men danske Toner fødtes. Om ham ved høien Mast

Klang det fra Fiskerleiet, og over Dannevang;

Den ældre Hartmann var det, som for de Danske sang;

Det lød, hvor Nættet hænger udspændt paa Sjølunds Kyst,

Det lød fra Norges Fjelde og fra de Danskes Bryst;

Og Nordens gamle Guder steeg ned hvor Elven flød,

Det klang om Nannas Elskov, det klang om Balders Død. –

Vel, lad os skue Fjeldet, hvor Hother vandrer frem.

See selv! vi er i Norge, de gamle Guders Hjem.

Om Fjeldet suuste Stormen, i Dalen boede Fred,

Idyllisk talte Sangen, det var om Kjærlighed

Og Vedels »Serenade« for Øret liflig lød,

Med Peter og med Lise vi deelte Sorg og Nød;

Da fremstod Schulz i Danmark, han bød, og Blomst og Korn,

Udduftet danske Toner, de klang, som Oberons Horn,

De klinge og de kalde, vi følge den Musik,

Og gaae til »Peters Bryllup«, just dette Øieblik

Baadsmanden synger Visen, der altid dybt har rørt,

Naar ægte danske Hjerter den danske Sang har hørt.

Det var et Liv af Toner, den danske Sommers Duft,

Kan slige Sange fødes i Nordens skarpe Luft,

▶Forstummer ei den Sangfugl, der ikke fødes her?

Nei, lifligt frit den synger imellem vore Træer.

Paa Bjerget samles Druer, kom lad os gaae derhen,

Kom med til Kunzens Viinhøst◀! der staaer en gammel Ven,

Vor Barthel Skoleholder, den komiske Person,

Men han kan ikke vente, han har alt sin Portion.

Snart klang det smukt idyllisk, snart gammelagtigt stort,

Saa godt en Cimarose det ogsaa havde gjort,

Da lød en Storm af Toner, hvo skildrer denne vel,

Og Tydskland gav Europa Musikkens Raphael,

Han viiste Lidenskaben, hans Tone-Scepter bød

Selv Aandestemmen trænge frem gjennem Gravens Skjød;

Han fødte Melodier, han formed’ Characteer,

I selv det mindste Stykke, hans Mesterskab Du seer!

Vidt over alle Lande og Have, Havn til Havn,

Som Krands om hele Jorden fremblomstre vil hans Navn.

Hans Navn! jeg det ei nævner, det lever i hans Værk,

Han, som Musikkens Raphael er evig ung og stærk!1

De livlige franske Toner, var danske, hver og een,

I Danmark ogsaa trives Provences Rosengreen;

Men ved de franske Dale staae Fjelde, som i Nord,

Der ogsaa slanke Graner groe frem i Klippens Jord,

Thi sender tidt os Frankrig en dyb alvorlig Sang,

Der taler til vort Hjerte; her standse vi vor Gang.

Forhænget gaaer til Side, – hvo er vel Mestren her?

Og Navnet ▶Paer man nævner! – Det er en Frankrigs Pair!2

Fra Frankrig’ lyde Navne, vi bøie os for dem:

See DAleyrac og Isouard, Mehul! de straale frem!

Den ædle Cherubini og ham med hvem vi tidt

I Toneskoven vandred’, den strakte sig saa vidt,

Fra Bagdad, husk Califfen, til Slottet Avenel;

I Skoven vi Rødhætten har mødt i Aftenqvæl,

Og vi var med til Marked i Nabolandsby hist,

Den nye Jordgodseier ham traf vi ganske vist,

O, Boyeldieu! hvor klang dog i Skoven hver en Green,

O, gid Du for »to Nætter«, sang tusinde og een!3

Tys! ▶Orglets Toner suse, som Stormene i Nord, Hør: »boble, boble Kilden«, den risler frem af Jord; Hvor lysteligt: ▶skjøn Jomfrue, kom luk Dit Vindue op◀!

Nu klinger det i Dalen og nu fra Bjergets Top!

Hist toner Ludlams Hule, her kneiser Kenilworth!

Ei Weyse◀s Navn i Danmark vil nogen Tid døe bort!

Vi høre Jægerhornet bag Skovens grønne Hang, Seer Fakkelblus ved Borgen, der lyder Røver Sang.

Og Dvergen Barka rokker igjennem Hulens Nat,

Mens Maanen seer paa Dandsen, der staaer i Elverkrat.

De gamle Melodier til os fra Hytten naae,

Som Romantikkens Sanger i Danmark Dig vi saae

Vor elskte tabte Kuhlau! som Dig har Danmark faae!

– Hvad Billed skal vi vælge! helst eet hvor Lunet leer.

Selv i det mindste Stykke dog Mesteren man seer.

I Norden Malmet klinger, dyb er hver Melodi,

Vi høre Fossen bruse og Stormen stærk og fri!

Fra Syden milde Lufte i Toner bølge frem,

Selv Norden de bedaare, men deres rette Hjem

Er under høie Pinier i Aftenrødens Glands,

Hvor Tamburinen klinger til Parrets lette Dands.

En sydlig Luftning aander i disse Toners Klang,

Rosinis Kongerige naaer op til Birkens Hang.

Fra Babels Grædepile, hvor Israels Harper hang,

Mens Tanken var i Zion, om Folkets Nød det klang,

Josephus gav den Jammer, der lød, da Templet faldt,

Og hvad har ikke siden os Krøniken fortalt.

Det Folk Jehova kaared’ og som endnu bestaaer,

Skjøndt spredt ud over Jorden igjennem tusind’ Aar,

Det Folk – ja, dets Historie er Verdens Poesi –

Det skildres ikke ganske i kun eet Maleri!

Dog Mesteren kan male med dristig Haand et Træk,

Saa Tid og Folk vi skue med Veemod og med Skræk.

Og Halevys »Jødinden« er sligt et Maleri. –

Vi er hos ▶Eleazar, Maaltidet er forbi,

Det hellige Paaske-Maaltid; mat falder Lampens Skjær,

Med bange Længsel hvidsker Rachel◀: »han kommer her!«

Hør liflige, lette Toner, hvert Bryst kan dem forstaae,

Det er saa baade Hjerte og Fødder dandse maa,

Som hele Boulevarden gik op i Sang og Klang;

Her klinger smaa Pagoder, og der en Røversang,

Brama og Bayadere man træffer paa sin Gang,

Fenella og Angela, hvert Folkeslags, hver Rang!

Ja, hele Boulevarden gaaer op i Sang og Klang.

Det er Musikens Scribe: Auber, naar han det vil,

Maa Folk, ja Træer og Gade, strax dandse ved hans Spil.

Vi er ved Salens Ende, og paa den sidste Væg

Sees unge danske Navne, hvert med sin Strengeleeg,

Høit svulmer Frølichs Toner om Danmarks Waldemar, Og Rung, Din danske Vise, den ægte Danskhed har.

En Mængde Malerier bedække denne Muur,

Her svæver let Sylphiden igjennem Guds Natur,

Der Ravensvood besøger sin Brud fra Lammermoor.

End see vi flere Stykker, hver fik sin Toneglands,

Dog kan vi kun udpege en Blomst i denne Krands,

Og ▶Sønnesønnen nævnes af ham, hvis Navn staaer fast

Ved Visen om Kong Christian◀, der stod ved høien Mast,

Den yngre Hartmann er det, hvis Tone Poesi,

Jeg troer hvert Bryst erkjender i dette Maleri.