Mellem lilla Bjerge drømmer,

Klædt i hvidt, Neapels By,

Ischia paa Havet svømmer

Som en purpurfarvet Sky.

Sneen mellem Bjergets Kløfter

Ligger, som en Svaneflok;

Sort Vesuv sit Hoved løfter

Med den røde Flamme-Lok.

Opad! her sig Stien vinder,

Kom! det mørknes meer og meer!

Græs og Buske, Alt forsvinder,

Man en udbrændt Verden seer.

Mulerne hvert Fodtrin standse,

Speide klogt med Blik og Fod;

Lava-Stjerner Bjerget krandse,

Ha! de gløde, ret som Blod!

Vi maa op ad Keglens Side;

Mulen kan ei stige her;

Dybt vi gjennem Aften glide,

Vogt Dig! Stenen styrter der!

Sort deroven, sort dernede,

Stormens Vinge Asken slaaer.

Føler Du den stærke Hede,

Som fra Bjergets Kløfter gaaer?

Som en mægtig Ild-Frugt hænger

Maanen over Keglens Rand,

Opad Krateret sig trænger

Kulsort Røg; Alt staaer i Brand!

Maanen skjules, Alting sortner,

Taus’ vi staae paa samme Sted.

Ilden hvirvler, Bjerget tordner,

Steen glorøde rulle ned!

Kun en størknet Skorpe dækker

Hvad igaar som Ild-Dynd flød,

Lange Revner, dybe Sprækker,

Med den røde Flamme-Glød!

Fremad, fremad! hen derover!

See ei, til den dybe Dal

Gaaer en Strøm, men uden Vover,

Smeltet, flydende Metal!

Hymner dybt fra Bjerget stige:

Ild-Cheruben flyver ud! –

Rædsels Storhed uden Lige!

Hjertet klynger sig til Gud!