Man seer kun Himlen og Ørkenens Sand;

Hvert Græsstraae er sviet af Solens Brand;

Ei vifter Vinden med Kjøling mild:

Hver Luftstrøm er som en brændende Ild.

Den trætte Vandrer maa Flammen drikke;

Vildt stirrer han fremad med stive Blikke:

Ak, ingen Skyer paa Himlen staae!

Han seer kun det evige, store Blaae.

Hans Læber er’ døde, og Ganen brænder;

Han kan ei hæve de matte Hænder,

Han kan ei flytte den trætte Fod:

Og dybt i Sandet er Spor af hans Blod.

Udtørret er Kilden til Øiets Taarer;

I Panden svulme de spændte Aarer:

Hans Tanke, hans Alt, er en Draabe Vand;

Men Solen staaer som en Helveds-Brand:

Den flammer midt i det uhyre Hav,

Der spottende hænger høit over hans Grav.

– Nu synker han ned – hans Øie sig lukker;

Men Ingen hører, hvad Hjertet sukker.

Stormvinden sig reiser med Gru paa Stand;

Som Bjerge sig hæve det glohede Sand;

Det hvirvler i Støtter mod Himlen brat,

Og Vandreren skuer den evige Nat.

Snart Tiden har Dage til Dage lagt.

De Stjerner funkle med Sydens Pragt;

Høit Sandet som løse Bjerge staaer;

En iiskold Vind over Ørkenen gaaer;

Kamelerne komme belæssed’ med Vare:

See hist Karavanens brogede Skare!

Rask synge og fjase de, Hver og Een;

Men Stjernen, som viser dem Palme-Landet,

Den viser ogsaa, hvor hist i Sandet

Fremrage de hvide Dødninge-Been.