Ved Hds. Kongelige Höiheds Höisalig Landgrevinde Louise Charlottes Bisættelse i Roeskilde Domkirke, den 7. April 1864

I Kongesal, i Armods Stue,

Med samme Magt Dödsenglen staaer;

Stöv bliver Stöv, men Aandens Lue

Ind til sin Gud og Herre gaaer.

I Armods Vraa, i Kongeborg,

Kan raade samme Savn og Sorg.

Kun Minderne fra svundne Dage

Har Solblink da, de gaae forbi,

Og de vil aldrig heelt bortdrage,

Gjensynets Glæde boer heri.

I Sörgende, græd Smerten ud;

En Ven meer, har I nu hos Gud.

Her faldt den Green af Kongestammen,

Der satte Blomst ind i den ny,

Det Træ der groer med Folkets sammen,

Mens Lyn slaaer ned fra Uveirs Sky.

Hvert Moder-Hjerte beder nu,

Og hos Gud Herren beder Du!

Hviil trætte Stöv i Gravcapellet,

I Kraft til Gud sig Sjælen svang.

Bruus Orgeltoner til Farvellet,

Det löfter sig paa Psalmesang.

Den föler ei til Sorg og Savn,

Der gaaer til Gud i Jesu Navn!