»Hustrue! Moder! Du har os forladt!«

Saa klage Dine i den mørke Nat.

Armod græder ved Dit kolde Leer,

»Moder! ak! vor Moder er ei meer!«

Venskab planter Blomster paa Din Grav;

Om os alle trøstende Du svæver;

Aanden ei forgaaer i Tidens Hav,

Støvet døer kun, evig Aanden lever.

Livet svinder, som en Drøm saa brat,

– Stjerneskud i Evighedens Nat –

Men vi gaae til Livets Morgenrøde

Christ og alle Gode der at møde.