I Dalen staaer et Kloster hist i den frie Natur;

Med modne Druer slynger sig Ranken om dets Muur;

For Billedet i Nischen hver Vandrer bøier Knæ,

Mens Fuglen synger Hymner høit i det grønne Træ.

Bag Hyttens Dør staaer Bonden, han har den halv paa Klem;

Hvidklædt’ de blege Nonner fra Klostret skride frem.

Den spæde Haand er bunden, hvor Friheds-Træet groer;

»Veni creator!« synge de Alle høit i Chor.

Paa Torvet bølger Vrimlen ret som en oprørt Sø. –

– For hos sin Gud at leve, maa man paa Jorden døe!

Det er den glade Tanke, som giver Hjertet Mod,

Skjøndt Bøddel-Øxen damper alt med det røde Blod.

»Veni creator!« toner – nu vinker Livets Dag.

Een Stemme høres mindre ved hvert et Øxe-Slag.

Det dæmpes meer og mere – hør end den Sidstes Sang –

– Med Eet det bliver stille – man hører Øxens Klang.