Vor Jord er deelt i Stater,

I Riger eller Lehn,

Dit Scepter alma mater

Dog samler dem til een;

Og Kundskabs Træ er Thronen,

Det naaer mod Himlens Blaa,

Hver enkelt Green gjör Kronen,

Hver lige skattes maa!

Ja, Livets bedste Goder

Höit over jordisk Dunst,

Omfatter, som en Moder,

Du, Videnskab og Kunst! –

Et Rige ei betrygges

Ved Kugler, Krudt og Staal,

Med Lov maa Landet bygges,

Derfor Juristens Skaal!

Du som os Tröst forkynder

Paa Smertens Golgatha,

Saa Sukket hos hver Synder

Döer i Halelluja;

Du, som har fattet Aanden

I alle Bögers Bog,

Hil Dig! vi række Haanden

Hver ædel Theolog.

Du, som fra Himlen stammer

Saa understærk og fri,

Med Aandens Pindse-Flammer

Hil dig, o Poesie!

Hvad blev vort Eftermæle,

Naar Saga fra os gik?

Hil derfor de, som dvæle

Ved Mindets Mosaik!

Din, Philosoph, er Æren

At vi med Sjælen see

Vort Væsen og vor Væren,

Hvert Stof og dets Idee!

Ugrændselig, som Tanken

Har Blikket banet Sti,

Sprængt har vi Himmel-Skranken,

Hil dig! Astronomie!

Hil ham, som öved Tanken

Til Hjælp paa Dödens Flod,

Og planted’ Sundheds Ranken,

Hvor Hælsots Urten stod! –

»Ja Livets bedste Goder

Höit over jordisk Dunst,

Omfatter som en Moder,

Du, Videnskab og Kunst!«