Originalsprog
H.C. Andersen

Vignetter til danske Digtere

1832

Forhæng for Vignetterne

Det er slet ingen Characteristik,

(Nei, dertil mig den dybe Indsigt svigter);

Jeg skildrer Ingen her til Punkt og Prik,

Langt mindre giver Nogen en Kritik,

Nei, hvad jeg følte i et Øieblik,

Naar Hjertet drømte om den danske Digter,

Hvad kun et barnligt Sind kan fatte her,

Det bringer jeg om Een og Hver,

Og bringer kun den lyse Side,

Den mørke gik jeg heller let forbi;

Men om den derfor ganske vil gaae fri,

Thi der er’ mange, mange Critici,

Om disse muligt røre op heri,

Ja det maa Gud og disse Godtfolk vide.

Ei hver en Fugl har samme Flugt,

Men naar den synger, – naar den synger smukt

Sit Quirevit,

Om det er nok saa lidt,

Et Korn, en Blomst kan Sangen dog fortjene,

Og meget meer

Ei jeg, og neppe Nogen, seer

I disse Blade, skulde jeg vel mene.

Med Villie har jeg Ingen udelukt,

Men tidt man seer en Blomst, – den modne Frugt

Imidlertid er glemt bag Blad og Grene.

Før Du, min Læser, ellers træder ind,

En Bøn jeg sætter:

See Du kun saa paa mine smaae Vignetter:

Kom med et aabent, med et kjærligt Sind.

Vignetter

Abrahamson

(født den 10 April 1744. † 1812.)

Paa Kampens Dag, da Danmarks Helte faldt,

Dit danske Hjerte gjorde dig til Skjald.

– Dit Vid os sang mod Livets bittre Suk:

»Min Søn, vil Du i Verden frem, saa buk.«

Arreboe

(født den 2 Januar 1587. † 1637.)

Selv Stjernens Glands forsvinder ved det Fjerne,

Men Stjernen er og bliver dog en Stjerne.

J. Baggesen

(født den 15 Februar 1764. † 1826.)

Hen ad den nøgne Kyst de Bølger trille,

Forstaaer Du Vandrer deres dybe Chor:

» ▶Der var en Tid, Corsøer var meget lille◀,

Men Baggesen blev født, og den blev stor.«

B. Bang

(født den 18 Juli 1770.)

Der staaer en Blomst, tilsmilet af Camene,

Men den er skjult af Bøgens større Grene;

Dog Farveskjæret, Duften i dens Indre,

Er derfor jo endnu slet ikke mindre.

S. S. Blicher

(født den 11 October 1782.)

Hvor Bølge slaaer høit paa Strand

Om de sorte Vrag i det hvide Sand,

Hvor Landet staaer halvt som et Paradiis,

Halvt viser kun Lyngens sorte Riis,

Der bygger en Lærke, den synger godt,

Den ligner – sig selv og Walter Scott;

Den skildrer Jyden og Jydens Land,

Man kalder den der Peer Spillemand.

J. C. Boye

(født den 27 December 179*.)

Du leged’ glad bag Skovens grønne Grene,

Og der sad Vid i Smilet paa din Kind;

Da kyssed’ Dig den høie Melpomene,

Og lulled’ Dig i Heltedrømme ind;

Med Smiil og Graad Du saae paa Tidens Strøm,

Og William Shakspeare sang Du i din Drøm.

A. Bording

(født den 21 Februar 1619. † 1677.)

Den muntre Skjald i Muld er gjemt,

Hans Strængeleeg staaer reent forglemt;

Gjør den igjen for Støvet fri,

Endnu er’ Tonerne deri.

C. Bredahl

Hvor ▶Holberg bygged’ ved Sø og Skov◀,

Der gaaer en Bonde bag ved sin Plov;

Han træller for Livet, for Viv og Smaae,

Høit Lærkerne over hans Hoved slaae:

»Paa Jorden er Skjalden en fattig Mand,

Skjøndt Aanden har givet ham Skov og Land,

Hvert Straa har Blomster, hvert Træ har Frugt,

Det voxer til Danmarks Ære smukt.«

Thi qviddrer den Smaafugl for ham paa Vang,

Men alt, hvad den har, er jo kun – en Sang.

Nordal Bruun

(født den 21 Marts 1745. † 1816.)

Franske Snørliv – – Dog du veed

nok hvortil jeg sigter.

»Boer Du paa det høie Fjeld,«

synger Du som Digter.

H. C. Bunkeflod

(født den 30 Juni 1761. † 1805.)

▶Traaden brister, Rokken staaer, Spindevisen tier◀,

Ungdoms Sangen bliver snart gamle Melodier.

T. C. Bruun

(født den 2 November 1750.)

▶Hos Ordets Polyper Du ikke gaaer fri,

Du brændes paa Troens◀ Ex-Kalkbrænderi,

Med Vid Du os sagde, at Pletter er’ Pletter –

Du ligned’ i meget Voltaire – Din Fætter.

N. T. Bruun

(født den 19 Januar 1778. † 182*.)

Ei hver en Fugl i Skovens Hal

Kan synge som en Nattergal;

Du qviddred’ tidt: ei blot til Lyst,

Hvad der fandt Vei til mangt et Bryst.

J. Evald

(født den 18 November 1743. † 1781.)

Din Smerte var en Sky, i Stormen vild,

Til Dug den blev ved Poesiens Ild,

En Dug, der kaldte Duft fra Blad og Straa,

En Taare, hvori Himlens Billed laae.

P. Faye

(født den 17 Februar 1760.)

Du sang din Ungdoms Lyst,

Din Længsel og din Smerte,

Hver kjendte i Dit Bryst

Sit eget Hjerte.

P. Foersom

(født den 19 Februar 1778. † 1817.)

Du bragte Shakspeares Træ paa Danmarks Scene,

Vi vidste, det var Bretlands Egegrene,

Men dansk var hvert et Blad, hver Fuglestemme,

Det syntes, som det voxet var her hjemme.

R. Frankenau

(født den 6 Januar 1767. † 1814.)

Glemt staaer hans Grav bag Kloster-Kirkens Muur,

Endt er hans Drøm om Glæde og om Smerte;

Han var en Digter-Blomst i Guds Natur,

Hvis friske Duft har qvæget mangt et Hjerte.

P. F. Friis

Du sang om Liremanden – ham Verden gaaer forbi,

»Vil han, som Kunstner spille?«

O, hør dog paa ham stille!

– Du viste os, at Hjertet var fuldt af Melodie.

P. H. Friemann

(født den 1 November 1752.)

»Den stille Bæk,« hvor Rosen gynger

Og speiler sig, Din Lovsang synger;

Hvad Du har sagt saa smukt om den,

Den synger os om Dig igjen.

Gjengangerbrevenes Forfatter1

(født 1830◀.)

▶Man troede før, at Aander ei bare Formens Baand,

Du viste Dig ved Former, kom, vandt, men svandt – som Aand◀.

N. F. S. Grundtvig

(født den 8 September 1783.)

Stolt synger Bølgen gjennem Issefjord,

Om Kjæmpelivets Undergang i Nord,

Fra Roeskild’-Kirke toner det paa Vang.

– Som Bølgen og som Org’let, er din Sang.

F. H. Guldberg

(født den 26 Marts 1771.)

Til Kirkegaarden skotter Børneflokken,

De sorte Kors i Maaneskinnet staae,

I Huset sidder Bedstemoer ved Rokken,

Dit smukke Digt hun læser for de Smaae;

De høre om »de Dødes stille Have«;

– Som Blomster-Urner staae de skumle Grave.

F. J. Hansen

(født den 4 September 1810.)

Du synger ungdomsglad med Smiil paa Kind,

Dig vinker Verden med sit Lys, sin Skygge,

Lad Digter-Hjertet fast paa Himlen bygge,

Vi kun som Børn i Himlen lukkes ind.

Haste

(født den 12 Januar 1765. † 1831.)

Den lille Svale fik ei Ørnens Flugt,

Men kysset blev den dog af Digterguden;

Sin Sang den qviddrer klagende, men smukt,

I det den slaaer med Vingerne paa Ruden.

C. Hauch

(født den 12 Marts 1791.)

I Nattedæmring saae du Guds Natur,

▶Mens Skygger steeg paa Capitoliets Muur,

Du kyndigt tegned’ dem med Kunstner-Haand,

Og gav dit Billed’ ægte Romer-Aand◀.

P. A. Heiberg

(født den 16 November 1758.)

Komme hvo som komme vil,

See i hans Lanterne;

Viddet holder Ridderspil

I en Tænker-Hjerne;

Virtuosen skal I faae;

Von og Van som Narre staae,

:|: Selv med Baand og Stjerne. :|:

J. L. Heiberg

(født den 14 December 1791.)

Den lille Amor fra Hækken fløi,

En Piil han tabte – Du fandt just den,

Og det er denne Du bruger som Pen,

Selv Spidsen har himmelsk Væde.

Du drømte, som Mand, ved Elverhøi,

Din Drøm blev al Danmarks Glæde.

L. Holberg

(født 1684. † 1754.)

Hil Dig, Du Viddets danske Digter-Konning,

Som Bien fik Du Braad, bag Braadden – Honning.

B. S. Ingemann

(født den 28 Mai 1789.)

Hvad Du sang ved grønne Bred,

Ved den blanke Vove,

Leve vil, mens Kjærlighed

Boer i Danmarks Skove;

Psalmer tone fromt mod Sky

Over Gravens Høie,

Hjertets Blomster dufte blye,

Som Violens Øie.

T. Kingo

(født den 15 December 1634. † 1723.)

Hver Tanke gaaer fra Hjertet ud,

Som Stjerner de oprinde,

Men Solen, (Tanken om din Gud),

I den de alle svinde.

L. Kruse

(født den 6 April 1778.)

Naar Skibet er en Spurv i Hvirvelvind,

Naar Smerten suger Blod af Pigens Kind,

Naar Hexen kogler i sit Klippeskjul,

Og Maanen leer til Steile og til Hjul,

Mens Stormen knækker Egens stærke Grene,

Du maler os den vilde Natte-Scene.

C. Lund

(født den 24 December 1763.)

Naar Græsset voxer paa din glemte Grav,

Dog mangt et Hjerte mangen Gang

Vil give venlig Gjenlyd af

Din Ungdoms bedste Sang.

Lundby

(født den 2 September 1772. † 1830.)

Om Haabet, – ja om Haabet drømmer hver,

Og Du besang, hvad vi kun drømme her. –

S. Meisling

(født den 7 October 1787.)

Du blev i Hjemmet. I dit Hjem ▶Du gav,

Som faa af De, der reise for – at reise.

Du gav fra Romas og fra Hellas Grav,

Hvad der som Aandens Mausoleer kneise;

Med Flid og Omhu Du os Skatten bragte◀,

At Du er Skjald, os Columbine sagde.

C. Molbech

(født den 8 October 1783.)

Du vandred’ ungdomsglad i Danmarks Egne,

Du ▶samled’ Blomster til os allevegne,

Din lille Hauge gaae vi ei forbi,

Der blomstrer Prosa smukt som Poesie◀.

Hr. Mickel i Odense

(levede i Slutningen af det 15 Aarhundrede2.)

Et fremmed Navn det hjelper strax,

Saa kjendes man af Flere,

Han var for os en dansk Hans Sachs,

Ja næstendeel lidt mere.

Hans Rosenkrands er nu lagt hen,

Men ægte Guldet er i den.

P. M. Möller

(født den 21 Marts 1794.)

Digtertræet staaer i Danas Have,

Speiler stolt sig i den sølvblaae Strand,

Liden Fugl fik Sangens bedste Gave,

Tone-Nectar han forstaaer at lave,

Synger Glæde over Danmarks Land.

Olufsen

(født den 20 Januar 1764. † 1827.)

En Daase gav Du Land og Stat,

Men Snuus fik Folk af Dig privat.

T. Overskou

(født den 11 October 1799.)

▶Du slog dog Kjøbenhavnerne en Plade,

Slet ingen tænkte: det er ham◀;

Snart Øster- og selv Vestergade

▶Forstened’ stod som Loths Madam◀.

▶Man sagde først: gaae han af Dandsen!

Nu tog Du Maske, vandt da Krandsen◀.

– Er’ vor Tids Mennesker ei meer,

Ved Dig vor Efterslægt dem seer.

Pram

(født den 4 September 1756. † 1821.)

Fra Helten klædt i Brynie blaae,

Til hver en Blomst Dit Øie saae,

Du bragte os et Billed’.

Din Tanke Intet gik forbi,

Hver Skizze selv Du gav Værdie,

I det Du den opstilled.

Emilies Kilde frisk og klar,

Fra Dig sin bedste Skjønhed har.

Rahbek

(født den 18 December 1760. † 1830.)

Bien drømmer om sin Kube ved hver Blomst bag Skovens Hang;

Honning Du til Danmark samled’ paa den grønne Digter-Vang;

Bakkehuset vil forglemmes, men ei hvad dit Hjerte sang.

J. Rein

(født den 30 Januar 1760.)

Du tegned’ Blomsten som den groer paa Vang,

Du smiilte gjennem Taarer, naar Du sang.

Riber

(født den 7 Januar 1760. † 1796.)

En Fløite skar Du Dig af Gjerdets Piil,

Og sang Dit Hjertes og Naturens Smiil.

Rosenkilde

(født den 8 Januar 1786.)

I godt Humeur kom Komus fra et Gilde:

»Nu ogsaa jeg vil skabe en Poet«!

Som sagt, saa skeet,

▶Han havde neppe leet,

Saa fik vi – Rosenkilde◀.

L. C. Sander

(født den 13 November 1756. †     .)

Du sang Niels Ebbesen, at Dansken kunde prise

Den Skjald, han elsked’ alt for Dødens Vuggevise.

Samsöe

(født den 21 Marts 1759. † 1796.)

Din Vaar os lod en deilig Sommer haabe,

Men paa det røde Bær laa Dødens Draabe.

F. C. Sibbern

(født den 18 Juli 1785.)

Selv uden Mandens Navn og hvert Hentydnings-Stof,

Jeg skulde næsten troe, man seer til hvem jeg sigter.

– ▶Gid hver en Digter var saameget Philosoph,

Som denne Philosoph har viist, at han er Digter◀.

H. C. Sneedorf

(født den 22 Marts 1759. †     .)

Vel svigter den vingede Ganger tidt,

Men Du satte Guldhjul for Gangerens Skridt.

Ei Verdens Prosa Du gik forbi,

Du viiste, der laa Poesie deri.

»Hil være Herr Henrik!«

Sorterup

(† 1722.)

Du digted’ for Dansken en Sang under Ø,

Den burde hver Dannemand kjende,

Den havde den Skjæbne, den aldrig vil døe,

Med Dig vil det samme vist hænde.

Schack-Staffeldt

(født den 31 Marts 1770. †     .)

Hvad Blomsten drømmer mangen Sommernat,

Hvad Vinden hvidsker i det grønne Krat,

Mens Morgenskyer Engene bedugge,

Fortalte Alferne Dig ved din Vugge,

Og hvad Du hørte kunde Du ei glemme,

Thi lød din Sang for os, som Alfers Stemme.

E. Storm

(født den 21 August 1749. † 1794.)

»Herr Zinklar drog over salten Sø,«

Ja, det kan man kalde en Vise,

Den bruser, som Bølgen om Sjølunds Ø,

Den ene, kan Skjalden prise!

A. Stub

(født 1707. † 1758.)

I Haven voxer Æbletræet smukt,

Men der maa Solskin til at skabe Frugt,

I Skyggen her dit Blomster Duft os gav,

– Men ingen saae Dig, Du kun fandt en Grav.

C. Söeborg

Paa samme Green vel flere Fugle gynge,

Men ei med lige Kraft de alle synge;

Et simpelt Qvad tidt Hjertet længst har gjemt.

» ▶Om hundred’ Aar er ikke alting glemt◀.«

Söetoft

(født den 31 Marts 1790.)

Phantasus den ungdomsglade,

Kaldte, en Skjærsommernat,

▶Aanderne til Maskerade,

Og som Kredsen bedst var sat,

Kom just Du til Skovens Hang

Og som Digter dem besang◀.

Th. Thaarup

(født den 21 August 1749. † 1822.)

Hvor Rugen groer,

Hvor Bøge skygge,

Hvor danske Hjerter bygge,

Din Sangfugl evig boer:

Den synger glad sit Stykke:

Den danske Bondes Lykke

Og dine Psalme-Chor.

J. Thiele

(født den 13 December 1796.)

Hvad Sphinxen ridsed’ i det dybe Sand,

▶Det løste Barnet for den ældre Mand,

Du trykked’ Kys paa Rosens fine Blad,

Og et Sonet paa hvert af disse sad◀.

J. C. Tode

(født den 24 Juni 1736. † 1806.)

Vi vil’ ei sige mange Ord,

Ei hykle eller prale,

Seer Hjertet glad Guds skjønne Jord,

Vi høre Dig at tale.

P. M. Trojel og P. K. Trojel

(født den 6 Juni 1743. † 1793.) (født 5 Mai 1754. † 1784.)

Hiin sang Dumhedens Gudinde,

Denne, sang sin Skræders Priis.

Verden maa dem Krandse binde,

De for den bandt hver – et Riis.

Tullin

(født 1728. † 1765.)

Ved Spøg gleed Vintren hen i muntert Lag,

Kun Snillet man til Tempelpræst udkaarer.

▶Du bragte Skovens Grønt paa Maiens Dag◀,

Og lærte: der er ogsaa Fryd i Taarer.

Wessel

(født den 6 October 1742. † 1785.)

▶Du aad og drak, var sjelden glad,

Gik dine Støvlehæle skjæve,

Tilsidst Du Døden ønske gad –

Til Straf skal Du nu evig leve◀!

C. Wilster

» ▶De første Prygl vi i Skolen fik,

Det var for det Verbum amare◀.«

For Dig det bedre med dette gik,

Du Hjerter vandt og vil dem bevare,

Blot ved din Sang om det Verbum amare.

Amare.

C. Winther

(født den 29 Juli 1796.)

▶At snitte smukt i Træ◀, en Gud Dig lærte,

Stolt staaer det her, dit Digternavn deri,

Natur og Poesie er i dit Hjerte,

Natur og Hjerte i din Poesie.

P. Wulff

(født den 26 November 1774.)

Tak for hver Bretlands evig blaa Kjærminde,

Tak for din Orlogs Sang, saa rask og skjøn.

Du bandt »▶en Krands af Tang, som Bølgen grøn,

Og hang paa Vraget, hvorfra Perler rinde◀.«

Zetlitz

(født den 26 Januar 1761.)

Din muntre Skjæmt og Sangens raske Toner,

Var’ mere værd end mange Førsters Kroner.

Zahle

Dig Musen gav en Lyre til at spille,

Men Du – Du tier næsten ganske stille.

A. Oehlenschläger

(født den 14 November 1779.)

Sidst staaer Du her, iblandt dem allesammen,

Men Mesteren staaer sidst jo, nærmest Rammen.

Aladdins Slot med Sølv og Guld Du satte,

Dit Digter-Slot har dog langt større Skatte:

En Verden med Bedrift med Fryd og Sorg.

Vi følge Hakon Jarl til Thoras Borg;

I Trondhjems Kirke Axel Valborg mister,

Bag Skovens Hang Coreggios Hjerte brister,

Den lille Hyrdedreng vi følge vil,

I Skoven see vi paa dit Aftenspil.

Vi dele med Amine Fryd og Sorg,

Ved Maan’skin gaae vi til din Røverborg,

Stolt Nordens Guder sees paa Nattens Sky,

Du har til Livet kaldt dem frem paany,

De dele med Dig, hvad Du selv dem gav:

Et evigt Navn, der trodser Død og Grav.

Baggrund til Vignetterne

Hvad er det vel vi kalde Poesie?

En skuffet Drøm, nu det Uendelige!

Det Enkelte, det Heles Harmonie,

Vi jo med dette lille Ord udsige.

Vort Liv, ja jeg og Du, kort alle vi

Er’ Poesie!

Det stolte Fjeld, der over Skyen gaaer,

Hvor Fossen larmer over knuste Graner,

Hvor Gemsejægeren ei Spidsen naaer,

Hvor Tanken svinder og Guds Storhed aner;

Hiin herlige Natur saa høi og fri

Er Poesie!

I Gruben ved det blege Lampeskjær,

Den stille Bjergmand sidder med sin Stræben,

Han tænker trofast paa sin Hjertenskjær,

Og gamle Sange tone ham fra Læben.

Den hele Scene, Hjertets Drømmerie,

Er Poesie!

I Røg og Damp den vilde Kampplads staaer,

Her brænder Byen, hist man stormer Skandsen,

Dødskuglen gjennem Heltehjertet gaaer,

Imens det drømmer stolt om Laurbærkrandsen.

Selv dette røgomhylte Malerie,

Er Poesie!

See Slaveskibet! dybt i Rummet her

De lænkebundne, solgte Brødre sukke.

Nu er det Havblik, tyst – hvad pladsker der?

Et Liig, nu eet – og Bølgerne sig lukke.

Dødskysset da, som gjør den Fangne fri,

Er Poesie!

Naar hun, hvem Hjertet fast sig klynger ved,

Som er din Tanke og din hele Stræben,

Naar hun forstaaer din dybe Kjærlighed,

Og hendes Haandtryk siger meer end Læben,

Hvad da Du føler, fængslet, men dog fri,

Er Poesie!

Hver Barnets Drøm om Jordens Herlighed,

Den Gamles Minder, mens hun dreier Rokken,

Den glemte Qvindes stille Huuslighed,

Der sysler hjemme, tro, med Børneflokken,

Den Vildes Glæde ved et Speils Magie,

Er Poesie!

Naar Vennen Du betroer Din bittre Vee,

Og klynger Dig til ham med trofast Hjerte,

Dit varme Du faaer kun et høfligt De,

Din Tillid selv forvandler sig til Smerte,

Selv det, naar han Dig fornem gaaer forbi,

Er Poesie!

Siberien med Taage, Iis og Snee,

Omslutter ham, der stred for Frihedsfaner,

Alene, i det grændseløse Vee,

Hans Liv henvisner mellem dunkle Graner,

Hans Drøm om Frihed – Ørk’nens Dyr er’ frie –

Er Poesie!

Der staaer en Klippe i det salte Hav,

Fra Skibet mangen Pilgrim den bestiger,

Man seer et Træ, en Skildvagt og en Grav,

Hvert Blik faaer Liv, men Læben intet siger.

Den dybe Stilhed her er Melodie,

Som Poesie!

Musikens Toner, Ungdoms glade Dands,

En Verden i et Frø og i en Stjerne,

Selv Graven med sin visne Blomsterkrands,

Vort Hjertes Higen mod et ukjendt Fjerne,

Mit Liv og hvad jeg fandt deri,

Er Poesie!

Jeg følte mig, som Ørnen, stærk og fri,

Min unge Sjæl var gladest blandt de Glade,

Men Hjertets bedste Drøm er nu forbi,

Og Livets Træ staaer uden Blomst og Blade.

Mit Kald, som Digter – Hjertets Melodie –

Var Poesie!

Ovenstaaende Vignet var skrevet før denne Forfatters »Anonyme Nytaarsgave for 1832« udkom; jeg seer der, at ▶hans Mening om mig er uforandret◀; denne min Note bringe ham nu min korte Epistel.

Til ▶Gjengangerbrevenes Forfatter

Hold Dig ved Blomstens Form, giv den Værdie,

Jeg Blinde skatter Duften mest deri.

Med bitter Haan og Ring’agt Du mig slaaer,

Bliv ved – – den unge Spire let forgaaer –

Men var jeg meer end Skum paa Tidens Hav,

– En Verden staaer, som Dommer ved vor Grav.

See Nyerups og Rahbeks Bidrag til den danske Digtekunsts Historie.
1
Ovenstaaende Vignet var skrevet før denne Forfatters »Anonyme Nytaarsgave for 1832« udkom; jeg seer der, at ▶hans Mening om mig er uforandret◀; denne min Note bringe ham nu min korte Epistel.

Til ▶Gjengangerbrevenes Forfatter

Hold Dig ved Blomstens Form, giv den Værdie,

Jeg Blinde skatter Duften mest deri.

Med bitter Haan og Ring’agt Du mig slaaer,

Bliv ved – – den unge Spire let forgaaer –

Men var jeg meer end Skum paa Tidens Hav,

– En Verden staaer, som Dommer ved vor Grav.

↩
2
See Nyerups og Rahbeks Bidrag til den danske Digtekunsts Historie.↩
Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Vignetter til danske Digtere, 1832

Samlingen udkom 24. december 1831 med årstallet 1832 på titelbladet.

BFN 174

Indhold

Forhæng for Vignetterne Vignetter Abrahamson. Arreboe. J. Baggesen. B. Bang. S. S. Blicher. J. C. Boye. A. Bording. C. Bredahl. Nordal Bruun. H. C. Bunkeflod. T. C. Bruun. N. T. Bruun. J. Evald. P. Faye. P. Foersom. R. Frankenau. P. F. Friis. P. H. Friemann. N. F. S. Grundtvig. F. H. Guldberg. F. J. Hansen. Haste. C. Hauch. P. A. Heiberg. J. L. Heiberg. L. Holberg. B. S. Ingemann. T. Kingo. L. Kruse. C. Lund. Lundby. S. Meisling. C. Molbech. Hr. Mickel i Odense. P. M. Möller. Olufsen. T. Overskou. Pram. Rahbek. J. Rein. Riber. Rosenkilde. L. C. Sander. Samsöe. F. C. Sibbern. H. C. Sneedorf. Sorterup. Schack-Staffeldt. E. Storm. A. Stub. C. Söeborg. Söetoft. Th. Thaarup. J. Thiele. J. C. Tode. P. M. Trojel og P. K. Trojel. Tullin. Wessel. C. Wilster. C. Winther. P. Wulff. Zetlitz. Zahle. A. Oehlenschläger. Baggrund til Vignetterne

Henvis til værket

H.C. Andersen: Vignetter til danske Digtere. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 7: Digte I 1823-1839. 2005. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-04-01

This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.