Sov og drøm, Du Engel blid,

Tidsnok vil det ende,

Du vil see vor onde Tid,

Og dens Galde kjende!

Verden er en Sorgens Ø,

Bedst Du aander, skal Du døe,

Og i Graven bygge!

Bag ved Hækkens grønne Blad

Rislede en Kilde,

Der en lille Dreng saa glad,

Ret sig tumle vilde.

Bedst, som han sit Billed saae

I de klare Bølger staae,

Var det atter borte!

Saadan er vort Jordliv her,

Gid jeg det ei vidste!

Som vi aande bedst, enhver,

Ligge vi i Kiste.

Ja, Barnlille, tænk derpaa,

Naar Du seer de Blomster smaae

Smykke Mark og Enge.

Visse lulle! – hør Du mig!

Giv Dig Gud det Bedste!

Naar Du vaagner, jeg til Dig

Klipper Mænd og Heste,

Bygger Korthus – – lulle lul!

Derpaa blæser dem omkuld,

Synger smukke Viser.

Moder her til Barnet har

Kirsebær og Blommer,

Og er Du en lille Rar,

Præstemanden kommer;

Smukke Navne Du da faaer,

Visse lulle, Vuggen gaaer,

Sov, min søde Unge!