† Weyse

Hans trætte Støv er bragt til Gravens Ro,

Hans stærke Aand i Kraft end meer ophøiet! –

Han stod i denne Verden ensom jo,

Og ensom lukked’ han i Døden Øiet!

Alene var han: naar da Hjertet leed,

Med Melodier Smerten han indlulled’,

I Toner staaer hans Ungdoms Kjærlighed,

Den lyder i: »de klare Bølger rulled«!

Han sad ved Orglet, og en egen Magt

Da løftede vor Tanke høit fra Jorden;

En Skat af Sange har han Folket bragt,

I Toner udtalt Aandens Dyb i Norden!

Hans Tale var et Væld, saa sundt og rigt,

Hans Sjæl var ung – nu har den Himlens Glæde!

Ak, død er Weyse! – Hvilket Sørge-Digt

Har Kraft som disse Ord, – og dybt vi græde.