Abc-Bogen

Der var en Mand, som havde skrevet nogle nye Vers til »Abc-Bogen«; saadan to Linier til hvert Bogstav, ligesom i den gamle Abc; han syntes, at man skulde have noget Nyt, de gamle Vers vare saa forslidte, og han syntes nu altid saa godt om sine egne. Den nye Abc laae endnu kun skrevet, og den var ved Siden af den gamle trykte stillet hen i det store Bogskab, hvori der stode saa mange lærde Bøger og moersomme Bøger, men den gamle Abc vilde nok ikke være Nabo til den nye og var derfor sprunget fra Hylden og havde i det samme givet et Skub til den nye, saa den ogsaa laae paa Gulvet og det med alle sine løse Blade spredte rundtom. Den gamle Abc vendte opad den første Side, og det er den vigtigste i den, der staae alle Bogstaverne, de store og smaa. Det Blad har nu Alt, hvad alle de andre Bøger leve af, Alphabetet, Bogstaverne, dem, der dog regjere i Verden; en forfærdelig Magt har de! det kommer alene an paa, hvorledes de kommanderes til at staae; de kunne give Liv, slaae ihjel, glæde og bedrøve. Enkelte opstillede betyde de Ingenting, men stillede i Geled, – ja, da vor Herre lod dem lægge under sine Tanker, fornam vi mere, end vi mægtede at bære, vi bøiede os dybt, men Bogstaverne mægtede at bære det.

Der laae de nu og vendte opad! og Hanen i det store A straalede med røde, blaae og grønne Fjer; han brystede sig, for han vidste hvad Bogstaverne betød og at han var den eneste Levende i dem.

Da gamle Abc-Bog faldt paa Gulvet slog han med Vingerne, fløi ud og satte sig paa en Kant af Bogskabet, glattede sig med Næbet, og galede, saa det skingrede efter. Hver Bog i Skabet, som ellers Nat og Dag stod ligesom i en Døs, naar den ikke var i Brug, fornam det Trompetstød – og saa talede Hanen høit og lydeligt om den Uret, der var gjort den værdige gamle Abc-Bog.

»Alting skal nu være nyt, være anderledes!« sagde den, »Alt skal være saa fremad, Børn ere saa kloge, at de nu kunne læse før de kjende Bogstaver. »»De skulle have lidt Nyt!«« sagde han, der skrev de nye Abc-Vers, som ligge der spredte paa Gulvet. Jeg kjender dem! meer end ti Gange har jeg hørt ham læse dem op for sig selv, det var ham saadan en Fornøielse, nei, maa jeg bede om mine egne, de gode gamle med Xanthus, og de Billeder, der høre til; dem vil jeg kjæmpe for, dem vil jeg gale for! enhver Bog i Skabet kjender dem vel! nu skal jeg læse de skrevne nye! læse dem med al Rolighed! lad os saa være enige om, at de ikke due!«

»Det Vers finder jeg nu inderligt flaut!« sagde Hanen, »men jeg læser videre!«

»Det vil nu Mange finde saa kjønt!« sagde Hanen, »men det gjør jeg ikke! jeg finder nu Ingenting kjønt her! – videre!«

»Hvor skal nu et Barn forstaae det!« sagde Hanen, »der staaer rigtignok paa Titelbladet: »Abc-Bog for Store og Smaa«, men de Store have Andet at bestille end læse Abc-Vers og de Smaa kunne ikke forstaae det! Der er en Grændse med Alt! Videre!«

»Det er nu raat!« sagde Hanen.

»Hvor skal man nu kunde forklare for Børn det Familieskab?«

»Nu faaer jeg Grovheder!« sagde Hanen; »men jeg er da i godt Selskab, i Selskab med Solen! videre!«

»Tillader De nu, jeg galer!« sagde Hanen, »det tager paa Kræfterne at læse saa meget! man maa trække Veiret!« – og saa galede den, saa at det skingrede som Messing-Trompet, og det var en stor Fornøielse at høre paa – for Hanen. »Videre!«

»Det skal nu være saa dybt,« sagde Hanen, »men jeg kan ikke hitte det paa Bunden!«

»Her har han ikke kunnet finde paa noget Nyt!«

»Han maatte dog tage Xanthippe. Xanthus er nu bedre!«

»Nu er vi snart ude!« sagde Hanen, »det er altid en Trøst. Videre frem.«

»Der slap det! men det er ikke overstaaet! nu skal det trykkes! og saa skal det læses! det skal bydes istedetfor de værdige gamle Bogstav-Vers i min Bog! Hvad siger Forsamlingen, Lærde og Ulærde, enkelte og samlede Skrifter? hvad siger Bogskabet? Jeg har talt – nu kunne de Andre handle!«

Og Bøgerne stode og Skabet stod, men Hanen fløi ned igjen i sit store A og saae sig stolt om. »Jeg talede godt, jeg galede godt –! det gjør den nye Abc-Bog mig ikke efter! den døer bestemt! den er død! den har ingen Hane!«