Bispen paa Børglum og hans Frændeslægtning.
Nu ere vi oppe i Jylland, helt ovenfor Vildmosen; vi kunne høre »
Nu ere vi deroppe, nu rumle vi ind mellem Lo og Lade, og svinge om, ind ad Porten til den gamle Borggaard, hvor Lindetræerne staae i Række langs Muren; der have de Ly for Vind og Veir, derfor groe de, saa Grenene næsten skjule Vinduerne.
Vi gaae op ad den steenlagte Vindeltrappe, vi gaae hen ad de lange Gange under det Bjælkeværks Loft, Vinden suser her saa underlig, ude eller inde, man veed ikke rigtig, hvor det er, og saa fortæller man – ja man fortæller saa Meget, man seer saa Meget, naar man er bange eller vil gjøre Andre bange. De gamle, afdøde
– Der er Stranding paa Kysten, Bispens Folk ere dernede, de skaanede ikke dem, Havet skaanede; Søen skyller bort det røde Blod, som flød fra de knuste Pander. Det strandede Gods er Bispens, og der er meget Gods. Søen ruller op Anker og Tønde, fyldt med kostelig Viin til Klostrets Kjælder, og i den er allerede fuldt op af Øl og
»Hvad, skal Kvinde raade?« siger Bispen. Han sender hende Stævning og lader hende kalde til Thinge; men hvad hjelper ham det? Hun veg aldrig af fra Loven, og hun har Styrke i sin retfærdige Sag.
Bisp Oluf til Børglum, hvad pønser Du paa? Hvad skriver Du ned paa det blanke Pergament? Hvad gjemmer det under Segl og Baand, idet Du giver det til Rytter og Svend, der ride med det afsted ud af Landet, langveis bort, til Pavens By.
Det er Løvfaldstid, Strandingstid; nu kommer den iisnende Vinter.
Tvende Gange kom den, nu sidst kommer den heroppe med Velkomst til Rytter og Svend, der med paveligt Brev vende hjem fra Rom,
»Det skal knækkes, som ikke vil bøies!« siger Bispen paa Børglum.
De slippe hende Allesammen; men hun slipper ikke sin Gud, han er hende Værn og Værge.
Et eneste Tyende, en gammel Pige, bliver hende tro; med hende gaaer hun bag Ploven, og Kornet groer, skjøndt Jorden er forbandet af Pave og Bisp.
»Du Helveds Barn! Jeg skal dog faae min Villie!« siger Børglums Bisp, »nu rører jeg Dig med Pavens Haand, til Stævning og Dom!«
Da spænder hun for Vognen de to sidste Oxer, hun eier, sætter sig op med sin Pige og kjører hen over Heden, ud af det danske Land; hun kommer som Fremmed til fremmed Folk, hvor fremmed Tungemaal tales, fremmed Skik bliver øvet; langt bort, hvor de grønne Høie løfte sig til Bjerge og Vinen groer. Der kommer reisende Kjøbmænd, de speide angest fra deres varebelæssede Vogne, frygte for Overfald af Røverriddernes Svende. De to fattige Kvinder paa det uselige Kjøretøi, trukket af to sorte Oxer, kjøre trygt i den usikkre
Det er Løvfaldstid, det er Strandingstid, Havet ruller Viinfade i Land til Bispens Kjælder og Kjøkken; der braser over Flammen det spiddede Vildt; deroppe er luunt inden Døre, nu da Vinteren
»Det skal hjelpe ham stort!« siger Bispen. »
Det er Løvfaldstid, i det næste Aar, det er Strandingstid, nu kommer den iisnende Vinter; de hvide Bier sværme, de stikke i Ansigtet, til de selv smelte.
Det er friskt Veir idag, sige Folk, naar de have været udenfor Døren. Jens Glob staaer i Tanker, saa han svier sin
»Du Børglums Bisp! jeg magter Dig dog! Under Pavens Kappe kan Loven ikke naae Dig, men Jens Glob skal naae Dig!«
Saa skriver han et Brev til sin Svoger, Herr Oluf Hase i Salling, stævner ham til at komme
Eng og Mose ligge med Iis og Snee, de bære baade Hest og Rytter, det hele Tog, Bispen med
Blæs i din Messingtrompet, du ræveskindsklædte Spillemand! det klinger godt i den klare Luft. Saa ride de over Hede og Mose,
Vinden blæser stærkere i sin Trompet, den blæser en Storm, et Guds Veir, det voxer i
Guds Huus er Retssalen, Alterbordet Rettergangsbord; Lysene ere alt tændte i de svære Messingstager. Stormen læser op Klage og Dom. Det suser i Luften, over Mose og Hede, over de rullende Vande. Ingen Færge sætter over Fjorden i sligt Guds Veir.
Oluf Hase staaer ved
Det er Midnat forbi, det er Julenat. Vinden har lagt sig; Kirken er oplyst; det straalende Skjær skinner gjennem Ruderne ud over Eng og Hede. Ottesangen er endt forlængst; i Guds Huus er det stille, man kan høre Voxet dryppe fra Lyset paa Gulvets Sten. Nu kommer Oluf Hase.
I Vaabenhuset byder Jens Glob ham »Goddag! nu har jeg forligt mig med Bispen!«
»Det har Du gjort?« siger Oluf, »da skal hverken Du eller Bispen komme med Livet fra Kirken!«
Og Sværdet farer af Skeden, og Oluf Hase slaaer til, saa Planken splintres i Kirkens Dør, den, Jens Glob slaaer i mellem ham og sig.
»Hold inde, kjære Svoger, see først paa Forliget! Jeg har slaget Bispen og alle hans Mænd. De sige ikke et Muk meer i den hele Sag, og jeg ikke heller om al den Uret, der er skeet min Moder!«
Men tredie Juledags Aften ringe i Børglum Kloster Klokkerne til Lig; den dræbte Bisp og de slagne Svende blive stillede til Skue under en sort Baldakin med
Synk i Graven, synk i Nat og Glemsel, uhyggelige Minder fra gamle Dage!
Hør Vindens Kast, den døver det rullende Hav. Det er en Storm derude, der vil koste Menneskers Liv! Havet har ikke skiftet Sind med den nye Tid. Det er inat bare Mund til at sluge, imorgen maaskee klart Øie til at speile sig i, som i gammel Tid, den vi nu have begravet. Sov blidelig, om Du mægter det!
Nu er det Morgen.
Den nye Tid skinner med Solskin ind i Stuen! Vinden tager Tag endnu. Der meldes om Stranding, som i gammel Tid.
Inat, dernede ved Løkken, den lille Fiskerby med røde Tage, vi see den fra Vinduerne heroppe, er strandet et Skib. Det stødte paa noget ude, men Redningsraketten bandt Bro mellem Vraget og det faste Land, frelste bleve Alle, der vare ombord, de kom i Land og tilsengs; idag ere de indbudne paa Børglum Kloster. I de hyggelige Stuer ville de finde Gjestfrihed og møde milde Øine, kunne hilses i deres eget Lands Sprog; fra Claveret klinger Hjemlandets Melodier, og før disse ere endte, bruser en anden Stræng, lydløs og dog saa klangfuld og sikker:
Velsignet være Du! Nye Tid,
Bispen paa Børglum og hans Frænde
Trykt første gang i Illustreret Tidende, nr. 70, 27. januar 1861 (BFN 815). Denne udgave følger Nye Eventyr og Historier. Anden Række.
Tredie Samling, der udkom den 17. november 1865. BFN 890/IV,202-207/VII,286-288.
Tekstrettelser i forhold til trykforlægget
82,1 | Jens < Jørgen |
82,25 | slaaer i mellem < slaaer imellem |
Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket
79 | 6: langsommelig < langsommeligt – 19: underlig < underligt – 21: vil < man vil – 24: saa underlig < underligt – 27: skaanede < skaane – 31: af Øl < med Øl – af fældede < med fældede – 32: af Pølse < med Pølse |
80 | 2: Huusbond < Husbonde – 20: Bandbrev < Bans-Brev – 23: Frænder < Frænde – 38: bort < borte – 39: kommer < komme – angest < angst – 41: uselige < usselige |
81 | 5: faaer det < faaer den – 33: i din < din |
82 | 14: Miil < Mile – 30: Tanderne < Tanerne – røde < rødt – 36: floromsvøbte < florsvøbte – 41: baaren < baaret |
83 | 8: Døren < Døre – 28: indbudne < indbudte – 35: Borgestue < Borgstue – Under teksten: H. C. Andersen. |
79 | |
Frænde | slægtning. |
Vestervovvov | Vesterhavet. |
Børglum Kloster | 6 km vest for Løkken. |
Kannik(er) | gejstlig, som lever efter klosterreglerne, medlem af et domkapitel. |
Mjød | drik af vand, gæret honning og krydderier. |
Oluf Glob | biskop 1252-1260. | 80 |
Frænde er Frænde værst | gammelt ordsprog: det er ofte ens nærmeste, man er mest hård ved eller streng imod; jf. Mau 9112. |
Hu | sind, lyst. |
Bandbrev | dokument, som udelukker en person fra kirken. |
Huulvei | vej mellem høje skrænter. | 81 |
Franken | egnene omkring den midterste del af Rhinen. |
Tog | optog. |
Elende | elendighed, ulykke. |
bider paa | bliver hård. |
Lad bare din Trætte fare | opgiv bare din strid. |
side | vide. |
Juleaften | ifølge sagnet blev bispen dræbt juleaften; drabet fandt dog sted den 29. august 1260. |
Ottesang | gudstjeneste før daggry kl. 3 (matutina) i den katolske kirke (otte er betegnelsen for den tidlige morgenstund, før det bliver lyst). |
Hvidberg Kirke | på Thyholm, nord for Struer. |
Klerk(e) | gejstlig, boglærd person, skriver. |
Fata Morganas Enghave | luftspejling. |
voldelig | voldsom |
ihvor skrapt han rider | hvor skrapt han end rider. | 82 |
Ottesund | Oddesund. |
Harnisk | rustning. |
friste | redde. |
Tanderne | vægerne. |
flor(omsvøbte) | tyndt, gennemsigtigt stof. |
Sølvmors-Kaabe | kåbe af silke med indvævede sølvtråde. | 83 |
Vunde | sår. |
Tanke-Budstikken | telegrafen. |
Langtur | gammeldags kædedans. |
den tappre Landsoldat | Peter Fabers (1810-1877) »Dengang jeg drog afsted«, 1848. |
rid … Sommer i By | sommerens komme fejredes bl.a., ved at man hentede grene i skoven til at pynte huset med, hvorpå man næste dag red i optog fra hus til hus for om aftenen at danse omkring majstangen. |
Del
Henvis til værket
H.C. Andersen: Bispen paa Børglum og hans Frænde. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk
Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession