Bispen på Børglum og hans frændeslægtning.
Nu er vi oppe i Jylland, helt oven for Vildmosen. Vi kan høre »Vestervovvov«, høre hvor det ruller, det er ganske nærved, men foran os løfter sig en stor sandhøjde, den har vi længe set, og vi kører endnu hen imod den, langsommelig kører vi i det dybe sand. Oppe på sandhøjden ligger en stor, gammel gård, det er Børglum Kloster, den største fløj er endnu kirken, derop kommer vi nu i den sildige aften, men vejret er klart, det er lyse nætter. Man ser så langt, så langt vidt omkring, over mark og mose ned til Aalborg fjord, over hede og eng, lige ud over det mørkeblå hav.
Nu er vi deroppe, nu rumler vi ind mellem lo og lade og svinger om ind ad porten til den gamle borggård hvor lindetræerne står i række langs muren. Der har de ly for vind og vejr, derfor gror de så grenene næsten skjuler vinduerne.
Vi går op ad den stenlagte vindeltrappe, vi går hen ad de lange gange under det bjælkeværks loft, vinden suser her så underligt, ude eller inde, man ved ikke rigtig hvor det er, og så fortæller man – ja, man fortæller så meget, man ser så meget når man er bange eller vil gøre andre bange. De gamle, afdøde
– Der er stranding på kysten, bispens folk er dernede, de skånede ikke dem havet skånede. Søen skyller bort det røde blod som flød fra de knuste pander. Det strandede gods er bispens, og der er meget gods. Søen ruller op anker og tønde, fyldt med kostelig vin til klosterets kælder, og i den er allerede fuldt op af øl og
»Hvad, skal kvinde råde?« siger bispen. Han sender hende stævning og lader hende kalde til tinge; men hvad hjælper ham det? Hun veg aldrig af fra loven, og hun har styrke i sin retfærdige sag.
Bisp Oluf til Børglum, hvad pønser du på? Hvad skriver du ned på det blanke pergament? Hvad gemmer det under segl og bånd idet du giver det til rytter og svend der rider med det af sted ud af landet, langvejs bort, til pavens by?
Det er løvfaldstid, strandingstid. Nu kommer den isnende vinter.
Tvende gange kom den, nu sidst kommer den heroppe med velkomst til rytter og svend der med paveligt brev vender hjem fra Rom,
»Det skal knækkes som ikke vil bøjes!« siger bispen på Børglum.
De slipper hende allesammen, men hun slipper ikke sin Gud, han er hende værn og værge.
Et eneste tyende, en gammel pige, bliver hende tro. Med hende går hun bag ploven, og kornet gror skønt jorden er forbandet af pave og bisp.
»Du helvedes barn! Jeg skal dog få min vilje!« siger Børglums bisp, »nu rører jeg dig med pavens hånd, til stævning og dom!«
Da spænder hun for vognen de to sidste okser hun ejer, sætter sig op med sin pige og kører hen over heden, ud af det danske land. Hun kommer som fremmed til fremmede folk, hvor fremmed tungemål tales, fremmed skik bliver øvet, langt bort, hvor de grønne høje løfter sig til bjerge, og vinen gror. Der kommer rejsende købmænd, de spejder angst fra deres varebelæssede vogne, frygter for overfald af røverriddernes svende. De to fattige kvinder på det usselige køretøj, trukket af to sorte okser, kører trygt i den usikre
Det er løvfaldstid, det er strandingstid, havet ruller vinfade i land til bispens kælder og køkken. Der braser over flammen det spiddede vildt, deroppe er lunt inden døre nu da vinteren
»Det skal hjælpe ham stort!« siger bispen. »
Det er løvfaldstid i det næste år, det er strandingstid, nu kommer den isnende vinter. De hvide bier sværmer, de stikker i ansigtet til de selv smelter.
Det er friskt vejr i dag, siger folk når de har været uden for døren. Jens Glob står i tanker så han svier sin
»Du Børglums bisp! Jeg magter dig dog! Under pavens kappe kan loven ikke nå dig, men Jens Glob skal nå dig!«
Så skriver han et brev til sin svoger, hr. Oluf Hase i Salling, stævner ham til at komme
Eng og mose ligger med is og sne, de bærer både hest og rytter, det hele tog, bispen med
Blæs i din messingtrompet, du ræveskindsklædte spillemand! Det klinger godt i den klare luft. Så rider de over hede og mose,
Vinden blæser stærkere i sin trompet, den blæser en storm, et Guds vejr, det vokser i
Guds hus er retssalen, alterbordet rettergangsbord. Lysene er alt tændte i de svære messingstager. Stormen læser op klage og dom. Det suser i luften, over mose og hede, over de rullende vande. Ingen færge sætter over fjorden i sligt Guds vejr.
Oluf Hase står ved Ottesund. Der afskediger han sine mænd, skænker dem hest og
Det er midnat forbi, det er julenat. Vinden har lagt sig, kirken er oplyst. Det strålende skær skinner gennem ruderne ud over eng og hede. Ottesangen er endt for længst. I Guds hus er det stille, man kan høre vokset dryppe fra lyset på gulvets sten. Nu kommer Oluf Hase.
I våbenhuset byder Jens Glob ham »goddag, nu har jeg forligt mig med bispen!«
»Det har du gjort?« siger Oluf, »da skal hverken du eller bispen komme med livet fra kirken!«
Og sværdet farer af skeden, og Oluf Hase slår til så planken splintres i kirkens dør, den Jens Glob slår imellem ham og sig.
»Hold inde, kære svoger, se først på forliget! Jeg har slaget bispen og alle hans mænd. De siger ikke et muk mere i den hele sag, og jeg ikke heller om al den uret der er sket min mor!«
Men tredje juledags aften ringer i Børglum Kloster klokkerne til lig. Den dræbte bisp og de slagne svende bliver stillet til skue under en sort baldakin med
Synk i graven, synk i nat og glemsel, uhyggelige minder fra gamle dage!
Hør vindens kast, den døver det rullende hav. Det er en storm derude der vil koste menneskers liv! Havet har ikke skiftet sind med den nye tid. Det er i nat bare mund til at sluge, i morgen måske klart øje til at spejle sig i, som i gammel tid, den vi nu har begravet. Sov blideligt om du mægter det!
Nu er det morgen.
Den nye tid skinner med solskin ind i stuen. Vinden tager tag endnu. Der meldes om stranding, som i gammel tid.
I nat, dernede ved Løkken, den lille fiskerby med røde tage, vi ser den fra vinduerne heroppe, er strandet et skib. Det stødte på noget ude, men redningsraketten bandt bro mellem vraget og det faste land, frelst blev alle der var ombord, de kom i land og til sengs. I dag er de indbudt på Børglum Kloster. I de hyggelige stuer vil de finde gæstfrihed og møde milde øjne, kan hilses i deres eget lands sprog. Fra klaveret klinger hjemlandets melodier, og før disse er endt, bruser en anden streng, lydløs og dog så klangfuld og sikker:
Velsignet være du! Nye tid,
Henvis til værket
H.C. Andersen: Bispen på Børglum og hans Frænde. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 3: Eventyr og Historier III 1862-1873. 2003. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-10-02. Sproglig moderniseret af Andrea Steengaard under tilsyn fra Finn Gredal Jensen.
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.