Den gamle kirkeklokke
(Skrevet til »Schillers album«)
I det tyske land Württemberg, hvor akacietræerne så dejligt blomstrer ved landevejen, og æble- og pæretræerne bugner i høst ved den modne velsignelse, ligger en lille by, Marbach. Den hører til de ganske ringe stæder, men smukt ligger den ved Neckarfloden, der skynder sig forbi byer, gamle ridderborge og grønne vinbjerge for at blande sine vande med den stolte Rhinstrøm.
Det var sent på året, vinløvet hang med røde blade, regnbyger faldt, og den kolde blæst tog til. Det var ikke den fornøjeligste tid for de fattige. Det blev mørke dage, og mørkere endnu var der inde i de gamle, små huse. Et af disse lå med gavlen ud mod gaden, med lave vinduer, fattigt og ringe at se til, og det var da også
Hvad blev der af den lille fyr, den fattige dreng fra det ringe Marbach? Ja, det vidste ingen dengang, selv ikke den gamle kirkeklokke,
Og den lille voksede, og verden voksede for ham. Vel
Ved det første besøg i Marbach havde byen ikke stort forandret sig, det var jo heller ikke så meget længe siden de drog bort. Husene stod som før med spidse gavle, hældende mure og lave vinduer, på kirkegården var kommet nye grave til, og der, lige op til muren, stod nu nede i græsset den gamle klokke, den var faldet fra sin højde, havde fået en sprække og kunne ikke ringe mere, en ny var også kommet i dens sted.
Mor og søn var trådt ind på kirkegården, de stod foran den gamle klokke, og moren fortalte sin lille dreng hvorledes den klokke i flere hundrede år havde gjort gavn, ringet til barnedåb, til bryllupsglæde og begravelse. Den havde mælet om festglæde og ildens rædsler, ja, klokken sang ud et helt menneskeliv. Og aldrig glemte barnet hvad moren fortalte, det klang i hans bryst til han som mand måtte synge det ud. Og moren fortalte ham hvorledes denne gamle kirkeklokke havde ringet trøst og glæde til hende i angstens time, runget og sunget da hendes lille dreng blev givet hende. Og barnet så næsten med andagt på den store gamle klokke, han bøjede sig ned og kyssede den, ihvor gammel, sprukken og henkastet den end her stod imellem græs og nælder.
I minde blev den hos den lille dreng, der i fattigdom skød op. Lang og mager, rødlig af hår, fregnet i ansigtet, ja, det var han, men to klare øjne som det dybe vand havde han i eje. Hvorledes gik det ham? Det gik ham godt, misundelsesværdigt godt! Han var i højeste nåde taget op i
Den gamle kirkeklokke, gemt og glemt, ville vel engang komme i smelteovnen, hvad kom der så ud af den? Ja, det var det umuligt at sige, og det var heller ikke muligt at sige hvad der ville komme af den klokke inde i det unge bryst. Der var en malm derinde, den rungede, den måtte klinge ud i den vide verden, og jo snævrere der blev bag skolens mur, og jo mere døvende der lød: »March! Holdt! Front!«, des stærkere klang det i ungersvendens bryst, og han sang det for kammeraternes kreds, og klangen lød ud over landets grænser. Men
Der var stor festlighed i landsherrens hovedstad. Tusinde lamper lyste, raketterne strålede. Den glans mindes endnu ved ham der da i tårer og smerte uænset søgte at nå fremmed grund.
Den gamle klokke havde det godt, den stod i læ ved Marbachs kirkemur, gemt, glemt! Vinden fór hen over den og kunne have fortalt om ham ved hvis fødsel klokken ringede, fortalt hvor koldt den havde blæst hen over ham nys han udmattet af træthed sank ned i nabolandets skov, hvor hele hans rigdom og fremtids håb kun var skrevne blade om »Fiesco«. Vinden kunne have fortalt om de eneste beskyttere, kunstnere jo allesammen, der sneg sig bort fra læsningen deraf og legede ved keglespillet. Vinden kunne melde om den blege flygtning der levede uger, måneder i det fattige krohus, hvor værten støjede og drak, hvor der var rå lystighed mens han sang om idealet. Tunge dage, mørke dage! Selv må hjertet lide og prøve hvad det skal synge ud.
Mørke dage, kolde nætter gik over den gamle klokke. Den fornemmede det ikke, men klokken i menneskets bryst fornemmer sin trange tid.
Og malmet flød glødende ind i formen, den gamle kirkeklokke – ja, ingen tænkte på dens hjemstavn og hendøde klingen, klokken flød med i formen og dannede hoved og bryst på statuen, som den nu afsløret står i Stuttgart foran det gamle slot på pladsen hvor han den forestiller, gik lyslevende, i kamp og stræben, trykket af verden udenom, han, drengen fra Marbach, eleven fra Carlsskolen, flygtningen, Tysklands store udødelige digter, der sang om
Det var en dejlig solskinsdag, faner vajede fra tårn og tage i det kongelige Stuttgart, kirkeklokkerne ringede til fest og glæde, kun én klokke tav, den lyste i det klare solskin, lyste fra ansigt og bryst i hædersskikkelsen. Det var netop hundrede år fra den dag klokken i Marbachs tårn ringede glæde og trøst til den lidende mor der fødte sit barn, fattig i det fattige hus,
Den gamle Kirkeklokke (Skrevet til »Schillers Album«)
Trykt første gang på tysk i Schiller-Album 1861. Trykt første gang på dansk i Folkekalender for Danmark 1862, der udkom i december 1861.
BFN 833/V,22-26/VII,310-312.
453 | |
Würtemberg | Württemberg i den sydvestlige del af Tyskland; hertugdømme, fra 1806 kongerige. |
Familien | militærlægen Johann Kaspar Schiller og hustru Elisabeth Dorothea, f. Kodweisz. |
Johan Christoph Friedrich | Johann C.F. Schiller (1759-1805), tysk forfatter. |
ihvor høit den hang | hvor højt den end hang. |
flyttede … By | familien flyttede til Ludwigsburg i 1766. | 454 |
Gellerts Fabler | Chr. Fürchtegott Gellert (1715-1769), tysk digter, der især kendes for sine Fabeln und Erzählungen, 1746-1748. |
Sangen om Messias | F.G. Klopstocks (1724-1803) bibelske epos i 20 sange Der Messias, 1748-1773. |
den militaire Skole | Schiller, som i 1768 blev sat i byens latinskole, blev i 1773 beordret til at indtræde i civilafdelingen af fyrstens militærakademi. Skolen blev i 1775 flyttet til Stuttgart og under navnet Karlsschule gjort til en slags universitet, hvor Schiller senere studerede medicin og filosofi; han forlod akademiet i 1780 som uddannet læge. | 456 |
derfor | med det formål. |
han maatte … Strøm | efter opførelsen af skuespillet Die Räuber, 1782, i Mannheim, flygtede Schiller fra Stuttgart under en fest ved hoffet den 22. september på grund af hertugens indskrænkninger af hans personlige og digteriske frihed og tog ophold på godset Bauerbach i Meiningen. |
Fiesko | skuespillet Die Verschwörung des Fiesko zu Genua, 1782 (dansk Fiesko eller Sammensværgelsen i Genua, 1814). |
Hvor gik det | hvorledes gik det. | 457 |
Bayerns Kongestad | München. |
en ganske fattig Dreng | Bertel Thorvaldsen (1770-1844), hvis statue af Schiller opstilledes i Stuttgart i 1836-1839. |
Holmen | flådestation og militært skibsværft i København. Bertel Thorvaldsens fader, Gotskalk Thorvaldsen (1740-1806) arbejdede som billedskærer i København. |
Schweitz’s Befrier | der tænkes på skuespillet Wilhelm Tell, 1804. |
Frankrigs gudbegeistrede Jomfru | der tænkes på tragedien Die Jungfrau von Orleans, 1801. |
engang | senere. |
det ædle Qvindehjertes Digter | der tænkes på tragedierne Maria Stuart, 1800, og Die Jungfrau von Orleans, 1801. |
Del
Henvis til værket
H.C. Andersen: Den gamle Kirkeklokke. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk
Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession