H.C. Andersen

Det nye århundredes musa

Det nye århundredes musa, som vore børnebørns børn, måske en fjernere slægt skal kende hende, men ikke vi, når åbenbarer hun sig? Hvorledes ser hun ud? Hvad synger hun? Hvilke sjælens strenge vil hun berøre? Til hvilket højdepunkt vil hun løfte sin tidsalder?

Så mange spørgsmål i vor travle tid hvor poesien næsten står en i vejen, og hvor man klarlig ved at det meget »udødelige« nutidspoeter skriver, i fremtiden måske kun eksisterer som kulindskrifterne på fængselsmurene, set og læst af enkelte nysgerrige.

Poesien må tage et tag i med, i det mindste give forladning i partikampene hvor blod eller blæk flyder!

Det er ensidig tale, siger mange; poesien er ikke glemt i vor tid.

Nej, der gives endnu mennesker som på deres »fri mandag« føler trang til poesien, og da ganske vist når de fornemmer denne åndelige knurren i deres respektive ædlere dele, sender bud i bogladen og køber for hele fire skilling poesi, den bedst anbefalede. Nogle lader sig vel nøje med den de kan få i tilgift, eller er tilfredsstillet med at læse en stump på kræmmerhuset fra urteboden; den er billigere, og billigheden i vor travle tid må der tages hensyn til. Trangen findes til hvad vi har, og det er nok! Fremtidspoesi, som fremtidsmusik, hører til Don Quijotiaderne; tale om den er som at tale om rejseopdagelser i Uranus.

Tiden er for kort og kostbar til fantasilege, og hvad er, skal vi engang tale ret fornuftigt, hvad er poesi? Disse klingende udslyngninger af følelser og tanker, den er kun nervernes svingninger og bevægelser! Al begejstring, glæde, smerte, selv den materielle stræben er, siger de lærde os, nervesvingninger. Vi er enhver – et strengespil.

Men hvem griber i disse strenge? Hvem får dem til at svinge og bæve? Ånden, den usynlige Guddoms ånd, som lader gennem dem klinge sin bevægelse, sin stemning, og den forstås af de andre strengespil så at de klinger derved i sammensmeltende toner og i modsætningens stærke dissonanser. Således var det, således bliver det i den store menneskeheds fremadskriden i friheds bevidsthed!

Hvert århundrede, hvert årtusinde kan der også siges, har sit storheds udtryk i poesien. Født i det afsluttende tidsrum træder den frem og råder i det nye kommende tidsrum.

Midt i vor travle maskinbrusende tid er hun således allerede født, hun, det nye århundredes musa. Vor hilsen sender vi hende! Hun hører den, eller læser den engang, måske mellem kulindskrifterne vi nys omtalte.

Hendes vuggegænge gik fra det yderste punkt menneskefod betrådte på Nordpolsundersøgelserne, til så vidt det levende øje så ind i polarhimlens »sorte kulsække«. Vi hørte ikke gængen for klaprende maskiner, lokomotivets piben, sprængning af materielle klipper og åndens gamle bånd.

I vor store nutids fabrik er hun født hvor dampen øver sin kraft, hvor Mester Blodløs og hans svende slider dag og nat.

Hun har i eje kvindens store kærlighedsfyldte hjerte, med vestalens flamme og lidenskabens bål. Forstandens lynglimt fik hun i alle prismets gennem årtusinder skiftende farver, der vurderedes efter modefarven. Fantasiens mægtige svaneham er hendes pragt og styrke, videnskaben vævede den, »urkræfterne« gav den svingkraft.

Hun er folkets barn på fars side, sund i sind og tanker, alvor i øjet, humor på læben. Moren er den højbårne akademiopdragne, emigrantens datter med de gyldne rokokoerindringer. Det nye århundredes musa har blod og sjæl i sig af de to.

Herlige faddergaver blev lagt på hendes vugge. I mængde er strøet dér som bonbons naturens skjulte gåder med opløsning, af dykkerklokken er rystet vidunderligt »nips« fra havets dyb. Himmelkortet, dette ophængte stille ocean med de myriader øer, hver en verden, blev lagt aftrykt som vuggeklæde. Solen maler hende billeder, fotografien må give hende legetøj.

Hendes amme har sunget for hende af Eivind Skaldespiller og Firdausi, af minnesangerne og hvad Heine drengekåd sang af sin virkelige digtersjæl. Meget, alt for meget har hendes amme fortalt hende. Hun kender Edda, den gamle urmormors mors gruvækkende sagaer, hvor forbandelserne suser med blodige vinger. Hele orientens »Tusind og en nat« har hun hørt i en fjerdedel time.

Det nye århundredes musa er barn endnu, dog hun er sprunget ud af vuggen, hun er fuld af vilje uden at vide hvad hun vil.

Endnu leger hun i sin store ammestue, der har fuldt op af kunstskatte og rokoko. Den græske tragedie og det romerske lystspil står der mejslede i marmor. Nationernes folkeviser hænger som tørrede planter på væggen, et kys på dem, og de svulmer frem i friskhed og duft. Hun er ombruset i evige akkorder af Beethovens, Glucks, Mozarts og alle de store mestres tanker i toner. På boghylden er henlagt så mange der i deres tid var udødelige, og her er god plads til mange andre, hvis navne vi hører klinge gennem udødelighedens telegraftråd, men dør med telegrammet.

Skrækkeligt meget har hun læst, alt for meget, hun er jo født i vor tid, grumme meget må glemmes igen, og musaen vil forstå at glemme.

Hun tænker ikke på sin sang, der vil leve frem i et nyt årtusinde som Moses’ digtninger lever og Bidpais guldkronede fabel om rævens list og lykke. Hun tænker ikke på sin sendelse, sin tonende fremtid, hun leger endnu, under nationers kamp som ryster luften, der sætter klangfigurer af pennefjer og kanoner på kryds og tværs, runer der er svære at råde.

Hun bærer Garibaldihat, læser imidlertid sin Shakespeare og tænker et kort øjeblik: Han kan endnu opføres når jeg bliver stor! Calderón hviler i sine værkers sarkofag med berømmelsens indskrift. Holberg, ja, musaen er kosmopolit, hun har ham hæftet ind i ét bind med Molière, Plautus og Aristofanes, men læser mest i Molière.

Hun er løst fra den uro som jager Alpernes gemser, og dog higer hendes sjæl efter livets salt som gemserne efter bjergets. Der hviler i hendes hjerte en ro som i hebræernes oldtids sagn, denne røst fra nomaden på de grønne sletter i de stille stjerneklare nætter, og dog svulmer i sangen hjertet stærkere end hos den begejstrede kriger fra Thessaliens bjerge i den græske old.

Hvorledes står det sig med hendes kristendom? – Hun har lært filosofiens store og lille tabel, urstofferne har knækket en af hendes mælketænder, men hun har fået nye igen, kundskabsfrugten bed hun i på vuggen, åd og blev klog – så at »udødelighed« lynede frem for hende som menneskehedens genialeste tanke.

Når oprinder poesiens nye århundrede? Når skal musaen kendes? Når skal hun høres?

En dejlig forårsmorgen kommer hun på lokomotivets drage brusende gennem tunneler og over viadukter eller hen over det bløde, stærke hav på den pustende delfin eller gennem luften på Montgolfiers fugl Rok og daler ned i landet hvorfra hendes guddoms røst første gang skal hilse menneskeslægten. Hvor? Er det fra Columbus’ fund, frihedslandet hvor de indfødte blev et jaget vildt og afrikanerne trældyr, landet hvorfra vi hørte sangen om »Hiawatha«? Er det fra antipodernes verdensdel, guldklumpen i Sydhavet, modsætningernes land, hvor vor nat er dag, og sorte svaner synger i mimoseskove? Eller fra landet hvor Memnonsstøtten klang og klinger, men vi ikke forstod sangens sfinks i ørkenen? Er det fra stenkuls-øen hvor Shakespeare er herskeren fra Elisabeths tid? Er det fra Tycho Brahes hjem, hvor han ikke tåltes, eller fra Californiens eventyrland, hvor Wellingtontræet løfter sin krone som verdensskovenes konge?

Når vil stjernen lyse, stjernen på musaens pande, blomsten i hvis blade er indskrevet århundredets udtryk af det skønne i form, farve og duft?

»Hvad er den nye musas program?« spørger vor tids kyndige rigsdagsmænd. »Hvad vil hun?«

Spørg hellere hvad hun ikke vil!

Ikke vil hun optræde som genganger af den svundne tid! Ikke vil hun tømre dramaer af scenens aflagte herligheder eller dække mangler i dramatisk arkitektur ved lyrikkens blendende draperier! Hendes flugt frem for os vil være som fra Thespis-kærren til marmoramfiteatret. Hun slår ikke den sunde mennesketale i stykker og klinker den sammen til et kunstigt klokkespil med indsmigrende klang fra troubadourturneringerne. Ikke vil hun stille versemålet som adelsmand og prosaen som den borgerlige! Jævnsides står de i klang, fylde og kraft. Ikke vil hun mejsle ud af Islands sagablokke de gamle guder! De er døde, der er ingen sympati for dem i den nye tid, intet slægtskab! Ikke vil hun byde sin samtid indlogere deres tanker i franske romankipper! Ikke vil hun døve med hverdagshistoriernes kloroform! En livseliksir vil hun bringe! Hendes sang i vers og prosa vil være kort, klar, rig! Nationaliteternes hjerteslag, hver er kun ét bogstav i det store udviklingsalfabet, men hvert bogstav griber hun med lige kærlighed, stiller dem i ord og slynger ordene i rytmer til sin nutids hymne.

Og når er tidens fylde kommen?

Det er længe for os som endnu er her tilbage, det er kort for dem som fløj forud!

Snart falder den kinesiske mur, Europas jernbaner når Asiens aflukkede kulturarkiv – de to kulturstrømme mødes! Da måske bruser fossen med sin dybe klang, vi nutids gamle vil skælve ved de stærke toner og fornemme deri et ragnarok, de gamle guders fald, glemme at hernede må tider og folkeslægter forsvinde, og kun et lille billede af hver, indesluttet i ordets kapsel, svømmer på evighedens strøm som lotusblomst og siger os at de alle er og var kød af vort kød i forskellig klædning. Jødernes billede stråler fra Bibelen, grækernes fra Iliade og Odyssé, og vort –? Spørg det nye århundredes musa, i ragnarok, når det nye Gimle løfter sig i forklarelse og forståen.

Al dampens magt, al nutids tryk var løftestænger! Mester Blodløs og hans travle svende, der synes vor tids mægtige herskere, er kun tjenere, sorte slaver, som smykker højsalen, frembærer skattene, dækker bordene til den store fest hvor musaen med barnets uskyldighed, ungmøens begejstring og matronens ro og viden løfter digtningens vidunderlige lampe, dette rige, fulde menneskehjerte med Gudsflammen.

Vær hilset, du musa for poesiens nye århundrede! Vor hilsen løfter sig og høres som ormenes tankehymne høres, ormen der under plovjernet skæres over idet et nyt forår lyser, og ploven skærer furer, skærer os orme sønder for at velsignelsen kan gro for den kommende nye slægt.

Vær hilset, du det nye århundredes musa!

Del

[Sassy_Social_Share]