Det nye århundredes musai græsk mytologi beskytter de ni muser bl.a. digtning og musik.
Det nye århundredes musa, som vore børnebørns børn, måske en fjernere slægt skal kende hende, men ikke vi,
Så mange spørgsmål i vor travle tid hvor poesien næsten står en i vejen, og hvor man klarlig ved at det meget »udødelige« nutidspoeter skriver, i fremtiden måske kun eksisterer som kulindskrifterne på fængselsmurene, set og læst af enkelte nysgerrige.
Poesien må tage et tag i med, i det mindste give forladning i partikampene hvor blod eller blæk flyder!
Det er ensidig tale, siger mange; poesien er ikke glemt i vor tid.
Nej, der gives endnu mennesker som på deres »fri mandag« føler trang til poesien, og da ganske vist når de fornemmer denne åndelige knurren i deres respektive ædlere dele, sender bud i bogladen og køber for hele fire skilling poesi, den bedst anbefalede. Nogle lader sig vel nøje med den de kan få i tilgift, eller er tilfredsstillet med at læse en stump på kræmmerhuset fra urteboden; den er billigere, og billigheden i vor travle tid må der tages hensyn til. Trangen findes til hvad vi har, og det er nok! Fremtidspoesi, som
Tiden er for kort og kostbar til fantasilege, og hvad er, skal vi engang tale ret fornuftigt, hvad er
Men hvem griber i disse strenge? Hvem får dem til at svinge og bæve? Ånden, den usynlige Guddoms ånd, som lader gennem dem klinge sin bevægelse, sin stemning, og den forstås af de andre strengespil så at de klinger derved i sammensmeltende toner og i modsætningens stærke dissonanser. Således var det, således bliver det i den store menneskeheds fremadskriden i friheds bevidsthed!
Hvert århundrede, hvert årtusinde kan der også siges, har sit storheds udtryk i poesien. Født i det afsluttende tidsrum træder den frem og råder i det nye kommende tidsrum.
Midt i vor travle maskinbrusende tid er hun således allerede født, hun, det nye århundredes musa. Vor hilsen sender vi hende! Hun hører den, eller læser den engang, måske mellem kulindskrifterne vi nys omtalte.
Hendes
I vor store nutids fabrik er hun født hvor dampen øver sin kraft, hvor
Hun har i eje kvindens store kærlighedsfyldte hjerte, med
Hun er folkets barn på fars side, sund i sind og tanker, alvor i øjet, humor på læben. Moren er den højbårne
Herlige faddergaver blev lagt på hendes vugge. I mængde er strøet dér som
Hendes amme har sunget for hende af Eivind Skaldespiller og Firdausi, af minnesangerne og hvad Heine drengekåd sang af sin virkelige digtersjæl. Meget, alt for meget har hendes amme fortalt hende. Hun kender Edda, den gamle urmormors mors gruvækkende
Det nye århundredes musa er barn endnu, dog hun er sprunget ud af vuggen, hun er fuld af vilje uden at vide hvad hun vil.
Endnu leger hun i sin store ammestue, der har fuldt op af kunstskatte og rokoko. Den græske tragedie og det romerske lystspil står der mejslede i marmor. Nationernes folkeviser hænger som tørrede planter på væggen, et kys på dem, og de svulmer frem i friskhed og duft. Hun er ombruset i evige akkorder af Beethovens, Glucks, Mozarts og alle de store mestres tanker i toner. På boghylden er henlagt så mange der i deres tid var udødelige, og her er god plads til mange andre, hvis navne vi hører klinge gennem udødelighedens telegraftråd, men dør med telegrammet.
Skrækkeligt meget har hun læst, alt for meget, hun er jo født i vor tid, grumme meget må glemmes igen, og musaen vil forstå at glemme.
Hun tænker ikke på sin sang, der vil leve frem i et nyt årtusinde som
Hun bærer Garibaldihat, læser imidlertid sin Shakespeare og tænker et kort øjeblik: Han kan endnu opføres når jeg bliver stor! Calderón hviler i sine værkers sarkofag med berømmelsens indskrift. Holberg, ja,
Hun er løst fra den uro som jager Alpernes
Hvorledes står det sig med hendes kristendom? – Hun har lært filosofiens store og lille tabel, urstofferne har knækket en af hendes mælketænder, men hun har fået nye igen, kundskabsfrugten bed hun i på vuggen, åd og blev klog – så at »udødelighed« lynede frem for hende som menneskehedens genialeste tanke.
Når oprinder poesiens nye århundrede? Når skal musaen kendes? Når skal hun høres?
En dejlig forårsmorgen kommer hun på lokomotivets drage brusende gennem tunneler og over viadukter eller hen over det bløde, stærke hav på den pustende delfin eller gennem luften på Montgolfiers
Når vil stjernen lyse, stjernen på musaens pande, blomsten i hvis blade er indskrevet århundredets udtryk af det skønne i form, farve og duft?
»Hvad er den nye musas program?« spørger vor tids kyndige rigsdagsmænd. »Hvad vil hun?«
Spørg hellere hvad hun ikke vil!
Ikke vil hun optræde som genganger af den svundne tid! Ikke vil hun tømre dramaer af scenens aflagte herligheder eller dække mangler i dramatisk arkitektur ved lyrikkens blendende
Og når er tidens fylde kommen?
Det er længe for os som endnu er her tilbage, det er kort for dem som fløj forud!
Snart falder
Al dampens magt, al nutids tryk var løftestænger! Mester Blodløs og hans travle svende, der synes vor tids mægtige herskere, er kun tjenere, sorte slaver, som smykker
Vær hilset, du musa for poesiens nye århundrede! Vor hilsen løfter sig og høres som ormenes tankehymne høres, ormen der under plovjernet skæres over idet et nyt forår lyser, og ploven skærer furer, skærer os orme sønder for at velsignelsen kan gro for den kommende nye slægt.
Vær hilset, du det nye århundredes musa!
Henvis til værket
H.C. Andersen: Det nye Aarhundredes Musa. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 2: Eventyr og Historier II 1852-1862. 2003. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-10-02. Sproglig moderniseret af Andrea Steengaard under tilsyn fra Finn Gredal Jensen.
This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.