H.C. Andersen

Englen

»Hver gang et godt barn dør, kommer der en Guds engel ned til jorden, tager det døde barn på sine arme, breder de store hvide vinger ud, flyver hen over alle de steder barnet har holdt af, og plukker en hel håndfuld blomster som de bringer op til Gud for dér at blomstre endnu smukkere end på jorden. Den gode Gud trykker alle blomsterne til sit hjerte, men den blomst som er ham kærest, giver han et kys, og da får den stemme og kan synge med i den store lyksalighed.«

Se, alt dette fortalte en Guds engel idet den bar et dødt barn bort til himlen, og barnet hørte ligesom i drømme. Og de fór hen over de steder i hjemmet hvor den lille havde leget, og de kom gennem haver med dejlige blomster.

»Hvilke skal vi nu tage med og plante i himlen?« spurgte englen.

Og der stod et slankt, velsignet rosentræ, men en ond hånd havde knækket stammen så at alle grenene fulde af store, halvtudsprungne knopper hang visne ned rundt om.

»Det stakkels træ!« sagde barnet, »tag det at det kan komme til at blomstre deroppe hos Gud.«

Og englen tog det, men kyssede barnet derfor, og den lille åbnede halvt sine øjne. De plukkede af de rige pragtblomster, men tog også den foragtede morgenfrue og den vilde stedmoderblomst.

»Nu har vi blomster!« sagde barnet, og englen nikkede, men de fløj endnu ikke op mod Gud. Det var nat, det var ganske stille. De blev i den store by, de svævede om i en af de snævreste gader hvor der lå hele bunker halm, aske og skrimmelskrammel, det havde været flyttedag. Der lå stykker af tallerkener, gipsstumper, klude og gamle hattepulde, alt hvad der ikke så godt ud.

Og englen pegede i al den forstyrrelse ned på nogle skår af en urtepotte, og på en klump jord der var faldet ud af denne og holdtes sammen ved rødderne af en stor, vissen markblomst der slet ikke duede og derfor var kastet ud på gaden.

»Den tager vi med!« sagde englen, »jeg skal fortælle dig mens vi flyver.«

Og så fløj de, og englen fortalte:

»Dernede i den snævre gade, i den lave kælder, boede en fattig, syg dreng. Fra ganske lille af havde han altid været sengeliggende. Når han var allermest rask, kunne han på krykker gå den lille stue et par gange op og ned, det var det hele. Nogle dage om sommeren faldt solstrålerne en halv times tid ind i kælderforstuen, og når da den lille dreng sad der og lod den varme sol skinne på sig, og så det røde blod gennem sine fine fingre som han holdt op for ansigtet, så hed det: »Ja, i dag har han været ude.« Han kendte skoven i dens dejlige forårsgrønne kun derved at naboens søn bragte ham den første bøgegren, og den holdt han over sit hoved og drømte sig da at være under bøgene hvor solen skinnede, og fuglene sang. En forårsdag bragte naboens dreng ham også markblomster, og mellem disse var tilfældigvis en med rod ved, og derfor blev den plantet i en urtepotte og stillet hen i vinduet tæt ved sengen. Og blomsten var plantet med en lykkelig hånd. Den voksede, skød nye skud og bar hvert år sine blomster. Den blev den syge drengs dejligste urtegård, hans lille skat på denne jord. Han vandede og passede den og sørgede for at den fik hver solstråle, lige til den sidste der gled ned over det lave vindue. Og blomsten selv voksede ind i hans drømme, thi for ham blomstrede den, udspredte sin duft og glædede øjet. Mod den vendte han sig i døden da Vorherre kaldte ham. – Et år har han nu været hos Gud, et år har blomsten stået forglemt i vinduet og er visnet og derfor ved flytningen kastet ud i fejeskarnet på gaden. Og det er den blomst, den fattige, visne blomst vi har taget med i buketten, thi den blomst har glædet mere end den rigeste blomst i en dronnings have!«

»Men hvorfra ved du alt dette?« spurgte barnet som englen bar op mod himlen.

»Jeg ved det!« sagde englen. »Jeg var jo selv den syge, lille dreng der gik på krykker! Min blomst kender jeg nok!«

Og barnet åbnede ganske sine øjne og så ind i englens dejlige, glade ansigt, og i samme øjeblik var de i Guds himmel hvor der var glæde og lyksalighed. Og Gud trykkede det døde barn til sit hjerte, og da fik det vinger som den anden engel og fløj hånd i hånd med ham. Og Gud trykkede alle blomsterne til sit hjerte, men den fattige, visne markblomst kyssede han, og den fik stemme og sang med alle englene der svævede om Gud, nogle ganske nær, andre uden om disse i store kredse, altid længere bort i det uendelige, men alle lige lykkelige. Og alle sang de, små og store, det gode, velsignede barn og den fattige markblomst der havde ligget vissen, henkastet i fejeskarnet mellem flyttedagsskramleriet i den snævre, mørke gade.

Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Trykt første gang i Nye Eventyr, som udkom den 11. november 1843 med årstallet 1844 på titelbladet. BFN 429/II,15-17/VII,83.

Vi har moderniseret stavemåden. Der findes også en version med den originale stavemåde.

Henvis til værket

H.C. Andersen: Engelen. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen i ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, bind 1: Eventyr og Historier I 1830-1850. 2003. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk, version 1.0, 2024-10-02. Sproglig moderniseret af Andrea Steengaard under tilsyn fra Finn Gredal Jensen.

This version of the text is published under the following license: Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0). Images are not included in this license and may be subject to copyright.