Et stykke perlesnor

1

Jernbanen i Danmark strækker sig endnu kun fra København til Korsør, den er et stykke perlesnor, dem Europa har en rigdom af. De kosteligste perler dér nævnes: Paris, London, Wien, Napoli – dog mangen en udpeger ikke disse store stæder som sin skønneste perle, men derimod viser hen til en lille umærkelig stad der er hjemmets hjem, der bor de kære. Ja, tit er det kun en enkelt gård, et lille hus, skjult mellem grønne hække, et punkt der flyver hen idet banetoget jager forbi.

Hvor mange perler er der på snoren fra København til Korsør? Vi vil betragte seks, som de fleste må lægge mærke til, gamle minder og poesien selv giver disse perler en glans så at de stråler ind i vor tanke.

Nær ved bakken hvor Frederik 6.s slot ligger, Oehlenschlägers barndomshjem, skinner i læ af Søndermarkens skovgrund en af perlerne, man kaldte den »Filemon og Baukis Hytte«, det ville sige: to elskelige gamles hjem. Her boede Rahbek med sin hustru Kamma, her, under deres gæstfrie tag, samlede sig i en menneskealder alt åndens dygtige fra det travle København, her var et åndens hjem – – og nu! Sig ikke, »ak, hvor forandret!« – nej, endnu er det åndens hjem, drivhuset for den sygnende plante! Blomsterknoppen der ikke er mægtig nok til at udfolde sig, gemmer dog skjult alle spirer til blad og frø. Her skinner åndens sol ind i et fredet åndens hjem, opliver og levendegør. Verden rundt om stråler ind gennem øjnene i sjælens ugranskelige dybde: »Idiotens hjem«, omsvævet af menneskekærligheden, er et helligt sted, et drivhus for den sygnende plante, der skal engang omplantes og blomstre i Guds urtegård. De svageste i ånden samles nu her hvor engang de største og kraftigste mødtes, vekslede tanker og løftedes opad – opad blusser end her sjælenes flamme i »Filemon og Baukis Hytte.«

Kongegravenes by ved Hroars væld, det gamle Roskilde, ligger for os. Kirkens slanke tårnspir løfter sig over den lave by og spejler sig i Isefjorden. Én grav kun vil vi her søge, betragte den i perlens glar. Det er ikke den mægtige uniondronning Margretes – nej, inde på kirkegården, hvis hvide mur vi tæt ved flyver forbi, er graven, en ringe sten er lagt hen over den, orgelets drot, den danske romances fornyer hviler her. Melodier i vor sjæl blev de gamle sagn, vi fornemmede hvor: »de klare bølger rulled’«, »der boede en konge i Lejre!« – Roskilde, kongegravenes by, i din perle vil vi se på den ringe grav hvor i stenen er hugget lyren og navnet: Weyse.

Nu kommer vi til Sigersted ved Ringsted by. Ålejet er lavt, det gule korn vokser hvor Hagbards båd lagde an ikke langt fra Signes jomfrubur. Hvo kender ikke sagnet om Hagbard der hang i egen, og Signelils bur stod i lue, sagnet om den stærke kærlighed.

»Dejlige Sorø omkranset af skove!« Din stille klosterby har fået udkig mellem de mosgroede træer. Med ungdomsblik ser den fra akademiet ud over søen til verdenslandevejen, hører lokomotivets drage puste idet den flyver gennem skoven. Sorø, du digtningens perle, der gemmer Holbergs støv! Som en mægtig, hvid svane ved den dybe skovsø ligger dit lærdoms-slot, og op til den, og derhen søger vort øje, skinner som den hvide stjerneblomst i skovgrunden et lille hus, fromme salmer klinger derfra ud gennem landet, ord mæles derinde, bonden selv lytter dertil og kender svundne tider i Danmark. Den grønne skov og fuglens sang hører sammen, således navnene Sorø og Ingemann.

Til Slagelse by! Hvad spejler sig her i perlens glar? Forsvundet er Antvorskov Kloster, forsvundet slottets rige sale, selv dets ensomt stående forladte fløj. Dog et gammelt tegn står endnu, fornyet og atter fornyet, et trækors på højen derhenne, hvor i legendens tid Hellig-Anders, den Slagelse præst, vågnede op, båret i én nat herhid fra Jerusalem.

Korsør – her fødtes du, der gav os:

– »Skæmt med alvor blandet

i viser af Knud Sjællandsfar.«

Du mester i ord og vid! De synkende gamle volde af den forladte befæstning er nu her det sidste synlige vidne om dit barndomshjem. Når solen går ned, peger deres skygger hen på den plet hvor dit fødehus stod. Fra disse volde, skuende mod Sprogøs højde, så du da du »var lille«, »månen ned bag øen glide« og besang den udødeligt, som du siden besang Schweitz’ bjerge, du som drog om i verdens labyrint og fandt at –

»– – ingensteds er roserne så røde,

og ingensteds er tornene så små,

og ingensteds er dunene så bløde

som de vor barndoms uskyld hvilte på!«

Lunets liflige sanger! Vi fletter dig en krans af skovmærker, kaster den i søen, og bølgen vil bære den til Kielerfjord, på hvis kyst dit støv er lagt. Den bringer hilsen fra den unge slægt, hilsen fra fødebyen Korsør – hvor perlesnoren slipper!

2

»Det er rigtignok et stykke perlesnor fra København til Korsør,« sagde bedstemor, der havde hørt læse hvad vi nu nys læste. »Det er en perlesnor for mig, og det blev den mig allerede for nu over fyrretyve år siden!« sagde hun. »Da havde vi ikke dampmaskinerne, vi brugte dage til den vej hvor I nu kun bruger timer! Det var 1815, da var jeg enogtyve år! Det er en dejlig alder! Skønt op i de tres, det er også en dejlig alder, så velsignet! – I mine unge dage, ja, da var det en anderledes sjældenhed end nu at komme til København, byen for alle byerne, som vi anså den. Mine forældre ville efter tyve år engang igen gøre et besøg der, jeg skulle med. Den rejse havde vi i åringer talt om, og nu skulle den virkelig gå for sig! Jeg syntes at et helt nyt liv ville begynde, og på en måde også begyndte der for mig et nyt liv.

Der blev syet, og der blev pakket sammen, og da vi nu skulle af sted, ja, hvor mange gode venner kom ikke for at sige os lev vel! Det var en stor rejse vi havde for! Op ad formiddag kørte vi ud fra Odense i mine forældres holstenske vogn, bekendte nikkede fra vinduerne hele gaden igennem næsten til vi var helt ude af Sankt Jørgens port. Vejret var dejligt, fuglene sang, alt var fornøjelse, man glemte at det var en svær, lang vej til Nyborg. Mod aften kom vi der. Posten indtraf først ud på natten, og før afgik ikke børtfartøjet. Vi tog da ombord, der lå nu ud foran os det store vand så langt vi kunne øjne, så blikstille. Vi lagde os i vore klæder og sov. Da jeg i morgenstunden vågnede og kom op på dækket, var der ikke det mindste at se til nogen af siderne, sådan en tåge havde vi.

Jeg hørte hanerne gale, fornemmede at solen kom op, klokkerne klang. Hvor mon vi var? Tågen lettede, og vi lå såmænd endnu lige uden for Nyborg. Op ad dagen blæste endelig en smule vind, men stik imod. Vi krydsede og krydsede, og endelig var vi så heldige at vi klokken lidt over elleve om aftenen nåede Korsør, da havde vi været toogtyve timer om de fire mil.

Det gjorde godt at komme i land, men mørkt var det, dårligt brændte lygterne, og alt var så vildfremmed for mig, der aldrig havde været i nogen anden by end i Odense.

»Se, her blev Baggesen født!« sagde min far, »og her levede Birckner!«

Da syntes mig at den gamle by med de små huse blev med ét lysere og større. Vi følte os dertil så glade ved at have landjorden under os. Sove kunne jeg ikke den nat over alt det meget jeg allerede havde set og oplevet siden jeg i forgårs tog hjemmefra.

Næste morgen måtte vi tidligt op, vi havde for os en slem vej med forfærdelige banker og mange huller til vi nåede Slagelse, og videre frem på den anden side var nok ikke stort bedre, og vi ville gerne så betids komme til Krebsehuset at vi derfra endnu ved dag kunne gå ind i Sorø og besøge Møllers Emil, som vi kaldte ham, ja, det var eders bedstefar, min salig mand, provsten, han var student i Sorø og netop færdig der med sin anden eksamen.

Vi kom efter middag til Krebsehuset. Det var et galant sted dengang, det bedste værtshus på hele rejsen og den yndigste egn, ja, det må I da alle indrømme at den endnu er. Det var en ferm værtinde, madam Plambek, alt i huset som et glatskuret spækbræt. På væggen hang i glas og ramme Baggesens brev til hende, det var nok værd at se! Mig var det en stor mærkelighed. Så gik vi op til Sorø og traf der Emil. I kan tro han blev glad ved at se os, og vi ved at se ham, han var så god og opmærksom. Med ham så vi da kirken med Absalons grav og Holbergs kiste, vi så de gamle munkeindskrifter, og vi sejlede over søen til »Parnasset«, den dejligste aften jeg mindes! Jeg syntes rigtignok at skulle man nogensteds i verden kunne digte, måtte det være i Sorø, i denne naturens fred og dejlighed. Så gik vi i måneskin ad Filosofgangen, som de kalder det, den dejlige ensomme vej langs søen og flommen ud mod landevejen til Krebsehuset. Emil blev og spiste med os, far og mor fandt at han var blevet så klog og så så godt ud. Han lovede os at han inden fem dage skulle være i København hos sin familie og sammen med os; det var jo pinsen. De timer i Sorø og ved Krebsehuset, ja, de hører til mit livs skønneste perler!

Næste morgen rejste vi meget tidligt, for vi havde en lang vej før vi nåede Roskilde, og der måtte vi være så betids at kirken kunne ses, og ud på aftenen far besøge en gammel skolekammerat. Det skete også, og så lå vi natten over i Roskilde og dagen derpå, men først ved middagstid, for det var den værste, den mest opkørte vej vi havde tilbage, kom vi til København. Det var omtrent tre dage vi havde brugt fra Korsør til København, nu gør I den samme vej i tre timer. Perlerne er ikke blevet kosteligere, det kan de ikke, men snoren er blevet ny og vidunderlig. Jeg blev med mine forældre tre uger i København, Emil var vi dér sammen med i hele atten dage, og da vi så rejste tilbage til Fyn, fulgte han os lige fra København til Korsør, der blev vi forlovet før vi skiltes ad; så kan I nok forstå mig at også jeg kalder fra København til Korsør et stykke perlesnor.

Siden, da Emil fik kald ved Assens, blev vi gift. Vi talte tit om Københavnsrejsen, og om at gøre den engang igen, men så kom først eders mor, og så fik hun søskende, og der var meget at passe og tage vare på, og da nu far forfremmedes og blev provst, ja, alt var en velsignelse og glæde, men til København kom vi ikke! Aldrig kom jeg der igen, hvor tit vi tænkte derpå og talte derom, og nu er jeg blevet for gammel, har ikke legeme til at fare på jernbane. Men glad ved jernbanerne er jeg! Det er en velsignelse at man har dem! Så kommer I hurtigere til mig! Nu er Odense jo ikke stort længere fra København end den i min ungdom var fra Nyborg! I kan nu flyve til Italien lige så hurtigt som vi var om at rejse til København! Ja, det er noget! – Alligevel bliver jeg siddende, jeg lader de andre rejse! Lader dem komme til mig! Men I skal ikke smile endda fordi jeg sidder så stille, jeg har en anderledes stor rejse for end eders, én meget hurtigere end den på jernbanerne; når Vorherre vil, rejser jeg op til »bedstefar«, og når så I har udrettet eders gerning og glædet eder her ved denne velsignede verden, så ved jeg at I kommer op til os, og taler vi da dér om vort jordelivs dage, tro mig, børn! Jeg siger også dér som nu: »Fra København til Korsør, ja, det er rigtignok et stykke perlesnor!«

Et Stykke Perlesnor

Første del (I) trykt i Folkekalender for Danmark 1857, der udkom i december 1856 (BFN 760). Trykt i sin helhed i Nye Eventyr og Historier. Tredie Samling, som udkom den 24. marts 1859.

Sidstnævnte udgave følges her.

BFN 782/III,140-145/VII,205-209.

Afvigelser i den her optrykte tekst i forhold til førstetrykket

280	10: et Punkt, der flyver hen < et forsvindende Punkt – jager < flyver – 12: maae lægge Mærke til, gamle Minder og Poesien selv < maa bemærke, Erindringen og Poesien – 17: kaldte < har kaldt – 18: det vilde sige: to elskelige Gamles Hjem < mangler – 19: sin Hustru < sin – deres < det – 26: Verden rundt om Straaler ind gjennem Øinene i Sjælens ugranskelige Dybde < Omverdenen sender sin talende Vækker gjennem Øiets Speil ind i Sjælen – 34: Hroars < Rhoars
281	2: hvis hvide Muur vi tæt ved < som vi – 5: Melodier i vor Sjæl bleve de gamle Sagn, vi fornam hvor: »de klare Bølger rulled,« »det boede en Konge i Leire!« < mangler – 11: Sagnet < Sangen – 17: flyver < flyver forbi – 19: Skovsø < Sø – 25: saaledes < saaledes ogsaa – 31: baaren < baaret – 37: Solen < Sol – Skygger < Skygge
282	6: Barndoms < fordums – 8: kaste < kaster – Under teksten: H. C. Andersen.

280
Jernbanen … Korsør	den 27. juni 1847 indviedes strækningen København-Roskilde og den 27. april 1856 fortsættelsen til Korsør.
Bakken	Valby bakke.
Frederik den Sjettes Slot	Frederiksberg Slot, opført 1699-1709 af Frederik 4.
Oehlenschlägers Barndoms Hjem	digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850); faderen var slotsforvalterfuldmægtig ved Frederiksberg Slot fra 1781.
Philemon og Baucis Hytte	Bakkehuset var gennem mange år mødested for tidens forfattere og intellektuelle; allusion til K.L. Rahbeks digt »Til mit Bakkehus« i Poetiske Forsøg, 2. del, 1802. Philemon og Baucis var ifølge Ovids Metamorfoser (8, 621 ff.) et gammelt, fromt ægtepar, der gæstfrit tog imod guderne Zeus og Hermes i deres tarvelige hytte. Som tak blev hytten forvandlet til et tempel.
Rahbek	Knud Lyne Rakbek (1760-1830), forfatter, litteraturhistoriker, udgiver og kritiker.
Camma	Karen Margrethe Rahbek, f. Heger (1775-1829).
ak, hvor forandret	hentydning til St. St. Blichers (1782-1848) novelle med samme titel fra 1828.
Idiotens Hjem	i 1855 blev Bakkehuset hjemsted for »Helbredelsesanstalten for idiotiske Børn«.
Guds Urtegaard	Guds natur, Guds have.
Kongegravenes By	siden 1536 er alle danske konger og dronninger (med undtagelse af Caroline Mathilde) begravet i Roskilde Domkirke.
Hroar(s)	sagnkonge, som skal have grundlagt Roskilde.
281
Glar	glas.
Margrethe(s)	Margrete 1. (1353-1412), regerede over Danmark-Norge fra 1387, Sverige 1388; formelt anerkendt som dronning over alle tre lande ved Kalmarunionen, 1397.
Kirkegaarden	Gråbrødre kirkegård.
Drot	Konge , hersker.
de klare Bølger rulled	første linje af Charlottes romance i Oehlenschlägers Sovedrikken. Et Syngestykke i to Akter, 1808 (1. akt), en omarbejdning efter C.F. Bretzners tyske original, sat i musik af Weyse; opført første gang på Det Kgl. Teater 21. april 1809.
der boede en Konge i Leire	frit citat efter førstelinjen »Der var en Konning i Leire« fra Oehlenschlägers digt »Kongen i Leire«, Digte, 1803.
Weyse	C.E.F. Weyse (1774-1842), komponist og organist ved Vor Frue Kirke i København‚ især hans romancer, ballader, nød stor popularitet i samtiden.
Hagbarth(s)	sagnet om Hagbard kendes fra Saxos Danmarkshistorie (7. bog, kap. 7) og folkevisen »Hagbard og Signe« (DgF 20). Hagbard elsker og genelskes af sin fjende Sigers datter, Signe, som sværger, at Hagbards dødsdag også skal blive hendes. Da Hagbard pågribes og dømmes til døden, beder han, for at prøve Signes troskab, om, at hans kappe bliver hængt op i galgen, hvorefter Signe brænder sig inde.
Hvo	hvem.
Klosterby	ca. 1150 anlagdes et benediktinerkloster i Sorø, af Absalon kort tid efter omdannet til cistercienserkloster.
Holbergs Støv	forfatteren Ludvig Holberg (1684-1754) ligger begravet i Sorø Klosterkirke.
hvid Svane	indtil ca. 1900 var Sorø Akademis hovedbygning og digteren Ingemanns hus hvidkalkede.
et lille Huus	digteren B.S. Ingemann (1789-1862) var fra 1822 lektor ved Sorø Akademi og boede i en pavillon ved siden af hovedbygningen.
Psalmer … i Danmark	Ingemann udgav blandt andet en række salmesamlinger og historiske romaner.
Antvorskov Kloster	johanitterkloster fra ca. 1164, ombygget til kongeslot 1580-1584. Nord- og vestfløjen blev nedrevet 1814-1816 og østfløjen i 1830’erne.
dog et gammelt Tegn … Jerusalem	Hellig-Anders (død 1205) var præst ved Skt. Peders kirke i Slagelse og skal ifølge sagnet under en pilgrimsrejse være blevet bragt hjem af en rytter på få timer, så han kunne vågne op på Hvilehøj uden for Slagelse.
Du, der gav os … Sjællandsfar	digteren Jens Baggesen (1764-1826) skrev under pseudonymet Knud Sjællandsfar (sjællænder).
Skjæmt … Sjællandsfar	citat fra Jens Baggesens digt »Den danske Matros eller Flaskebrevet«, 1808: »Tre Flasker Skiemt med Alvor blandet, / I Viser af Knud Sjællandsfar«.
den forladte Befæstning … Barndoms-Hjem	Korsør søbatteri, Baggesens fødested, blev nedlagt i 1857.
var lille	citat fra Baggesens digt »Da jeg var lille«, 1785. I 4. strofe hedder det: »Da saae jeg Maanen ned paa Øen glide, / Og tænkte: gid jeg var paa Øen der!« (Poesien. Første samling, 1785, s.2).
282
Verdens Labyrinth	hentydning til Baggesens rejsebog Labyrinten eller Reise giennem Tydskland, Schweitz og Frankerig I-II, 1792-1793.
ingensteds … Uskyld hvilte paa	6. strofe af Jens Baggesens digt »Til mit Fædreneland«, 1796. Hos Baggesen indledes linje 2 dog med et »Ak!«
Kielerfjord … er lagt	Jens Baggesen er begravet på Skt. Jørgens kirkegård i Kiel.
holsteensk(e) Vogn	åben vogn med kurvefading (overdel) og agestole, der hang i læderstropper.
Børt-Fartøiet	smakken (færgebåden) over Storebælt.
284
Birckner	M.G. Birckner (1756-1798), præst i Korsør og forfatter, forkæmper for trykkefriheden.
Krebsehuset	kro 2 km nordøst for Sorø.
anden Examen	eksamen i forskellige fag, som studenterne i perioden 1788-1850 indstillede sig til på universitetet et år efter studentereksamen; indtil 1849 kunne denne eksamen også aflægges ved Sorø Akademi.
galant	elegant, fint.
Madam Plambek	Anna Nielsdatter Rosbjerg (1755-1838), gift med skovrider Martin Plamböck, havde fra 1781 bevilling til krohold i Krebsehuset.
Baggesens Brev	den 18. oktober 1790 overnattede Baggesen og hans hustru i Krebsehuset. I vrede over regningens størrelse forløb Baggesen sig ved afrejsen over for madam Plamböck, men sendte fra Ringsted en skriftlig undskyldning, der samtidig havde karakter af anbefaling af kroen (jf. Aage Weblund og Arthur G. Hassø Gamle Landevejskroer fra København til Korsør, 1946, s. 281).
Absalon(s)	(ca.1128-1201), ærkebiskop og statsmand.
Parnasset	udflugtsmål ved Sorø Sø; egentlig Apollons og musernes bjerg i græsk mytologi.
Philosophgangen	spadseresti i udkanten af Sorø.
Flommen	udtørret moseområde ved Sorø.

Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF

Indhold

I II

Et stykke perlesnor

1

2

Et Stykke Perlesnor

Del

Henvis til værket