H.C. Andersen

»Rolighed«

Det gamle København gror over volden,

det knejser ungt ud mod de åbne søer,

hvor »Rosenvænget« når til Øresund,

Og kunstnernavne lyser ud i verden.

Her trives roserne. Det vilde vinløv udfolder efterårets farvepragt,

mens bag kastanjetræer og hyld og popler

et hjem sig løfter, minderigt fra fortid.

Her sangen lød: »Eleonora Ulfeldt«,

her tænkeren sad under poppelpilen

og lyttede til ånden i naturen.

Det hjem er nu et lille »Rosenborg«,

med tårn og med altaner ud mod sundet,

hvor Malmø og Landskrona ses i solskin

Og Tycho Brahes ø og Gyldenlund.

I karavane skibe går forbi,

slig svaneflok, så stor, kun ses i sundet.

Når så i aftnen himlens stjerner blinker,

og fyret fra »Trekroner« lyser vidt om,

hvert fartøj ude tænder sin lanterne,

tror man at se et festbelyst Venedig,

en svømmende, illumineret by.

Dog skønnest er her inden fire vægge,

i gæstfrihedens lykkelige hjem.

Johannes Ewald sang udødeligt

Rungsteds Lyksalighed. O, havde han

i vor tid levet og i dette hjem,

i dette hjertelag, hos disse venner,

han havde sunget da en dejlig sang

om »Rolighed« og Rosenvængets roser.

Mit hjem i hjemmet, hvor bag hyldens hang

mit liv fik solskin, og min harpe klang,

dig bringer jeg taknemlig, glad min sang!

307

Del

[Sassy_Social_Share]

Henvis til værket

H.C. Andersen: »Rolighed«. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk

Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession