4. Hans og Grethe

To Brødre eiede hver en herlig Landeiendom og da Brødrene vare Naboer, besøgte de ofte hinanden og talte om deres Huusvæsen og Udkomme; den ene kunde ikke nok rose sin Karls Redelighed, den anden ikke nok sin Piges Snildhed. Nu havde den ældre Broder en prægtig Hengst paa Stalden, den yngere en smuk Hoppe, begge af lige Farve og Størrelse. Den ene Gang efter den anden, dreiede Talen sig om disse Dyr; den ældre Broder vilde kjøbe Hoppen, den yngere havde Lyst til at faae Hengsten. Enige vare de om at begge Dyr burde eies af een Herre; men de kom aldrig til Handel.

Engang, da de igjen talte om denne Sag, udbrød den yngste: »naa! jeg vedder at jeg dog, uden Dit Vidende, skal faae Hengsten og at din redelige Karl selv fører den til mig!«

»Og jeg vædder,« sagde den ældre, »min Hengst mod din Hoppe, at det skeer ikke, thi om selv Karlen stjal den vilde han sige mig det!«

»Naa, det troer Du!« sagde den yngere.

»Ja jeg er vis paa hans Ærlighed!«

Veddemaalet blev sluttet og Brødrene forlode hinanden.

Næste Morgen kaldte den ældre Broder paa sin Pige og fortalte hende hvad han og Broderen havde veddet om: »Nu stoler jeg paa din Snildhed!«

»Lad mig om det!« sagde Grethe og gik endnu samme Aften over til Karlen.

»God Aften Hans!«

»Tak, lille Grethe!«

»Altid flittig!«

»Ja, det er Eens Pligt og Skyldighed!«

»Jeg har hørt fortælle at din Stald skal være saa net, som et Dukkeskab. Det gad jeg dog nok see!«

Hans følte sig smigret og bad hende træde indenfor. Hun roste hvad der var at rose, og hjalp ham med hvad han endnu havde at bestille.

»Den Grethe, er dog en kjøn og flink Pige!« tænkte Hans. –

– Dagen derpaa, det var en Løverdag, kom Grethe igjen.

»God Aften Hans!«

»Tak lille Grethe!«

»Du bliver da ikke vred over, at jeg kommer her i Dag igjen?«

»Nei, hvor kan Du falde paa det!«

»Har Du allerede Friaften?«

»Ja jeg er færdig med Alting! jeg har rappet mig! for, veed Du hvad, jeg tænkte, som saa, maaskee at lille Grethe kommer herover!«

De sadte sig ned og sladdrede. Hans mærkede snart, at Grethe kunde godt tale for sig og at hun var en særdeles fornuftig Pige, derfor bad han hende, om hun Søndageftermiddag vilde dandse med ham.

Grethe kom og gik med Hans. De dandsede til langt ud paa Aftenen. Da sagde Grethe: »Gud, hvor det er blevet sildigt! jeg skulde nu allerede være hjemme! Du maa sadle Hengsten og ride med mig hjem!«

Det lod Hans sig ikke bede to Gange om. Han tog hende op paa Hesten og de rede afsted i den mørke Aften. For at hun ikke skulde falde af, holdt han sin Arm fast omkring hende, og alt som de rede, maatte han fortælle, hvor kjær hun var blevet ham. Nu troede hun at det var det rette Øieblik til at sige, hvad hun havde paa Hjertet: at hendes Herre gjerne vilde have Hengsten, de rede paa, at han havde lovet hende en stor Belønning og naar hun fik den, var det en god Medgift.

»Vil Du, kjære Hans?« spurgte hun og kyssede ham.

Nu maatte den stakkels Hans gjøre det, enten han vilde eller ei, men hvorledes skulde han skjule for sin Herre, dette Tyverie.

»Du maa finde paa noget!« sagde Grethe. »Siig at Du iaften paa Hjemveien foer vild, og at Ulvene anfaldt Dig, saa at Du maatte lade Hesten istikken. Ulvene have ædt den op lige til Knoklerne; Du kan føre ham ud at see disse, jeg skal nok sørge for at der imorgen ligge blodige Hesteknokler i Skoven!«

Saaledes blev det nu; Hans lod Grethe beholde Hengsten og gik tilfods hjem.

Men Hans kunde ikke sove; det piinte ham skrækkeligt, hvorledes han næste Morgen skulde komme frem med sin Løgn; han kunde ikke holde ud at blive i Sengen, han maatte ud af den og nu gjorte han Prøve paa, hvorledes han vilde bære sig ad med at lyve. Han gik ud af sin Stuedør, bankede paa den, traadte ind igjen og vendte sig mod en Krog hvor der stod en Kost, den skulde forestille Herren.

»God Morgen, Hans!«

»Tak, gode Herre!«

»Naa, hvorledes har Hengsten det?«

»Ak, Herre! Hengsten –!« ja der stoppede Talen, han kunde ikke komme videre. Saa gik han igjen ud af Døren og bar sig ad, som forrige Gang.

»God Morgen, Hans!«

»Tak, gode Herre!«

»Naa, hvorledes har Hengsten det?«

»Ak, Herre! Hengsten –!« ja, der stoppede det igjen, Løgnen blev ham siddende i Halsen og det laae ham som en tung Vægt paa Hjertet.

Om Morgenen ganske tidligt, traadte han ind i sin Herres Værelse.

»God Morgen, Hans!«

»Tak, gode Herre!«

»Naa, hvorledes har Hengsten det?«

»Ak, kjære Herre, Hengsten –!« Her stod han i det, men kun et Øieblik, og han sagde: »Hengsten er stjaalet og jeg er selv Tyven, lad mig nu kun blive hængt!« Han fortalte da, hvorledes det Hele var gaaet til, at Grethe havde snakket for ham og at Hengsten var hos Herrens egen Broder.

Herren glædede sig over Karlens prøvede Ærlighed, tilgav ham og lovede endogsaa en Belønning, ligesom Broderen havde lovet Pigen den. »Er det endnu Dit Alvor at gifte Dig med Grethe,« sagde han, »saa før hende kun herind i Huset og jeg har da foruden en redelig Karl, en snild Qvinde!«

Det syntes just Hans om. Redeligheden havde vundet Veddemaalet, medens hiin, som kun stolede paa Snildhed, maatte give slip baade paa Pigen og paa Hoppen, og det var, som det skulde være.