H.C. Andersen

Småhistorier

(Efter det tyske1)

1. Det er dig fabelen sigter til!

Oldtidens vise har snildt opfundet hvorledes man, uden at være folk grov lige op i ansigtet, kunne sige dem sandheden. De holdt nemlig foran dem et sælsomt spejl i hvilket alle slags dyr og forunderlige ting kom til syne og frembragte et lige så morende som opbyggeligt skue. Det kaldte de en fabel, og hvad tåbeligt eller klogt nu dyrene dér udrettede, måtte menneskene føre over på sig og derved tænke: Det er dig fabelen sigter til! Således kunne nu ingen blive vred derover. Vi vil tage et eksempel:

Der var to høje bjerge, og øverst oppe på hvert bjerg stod et slot. Nede i dalen løb en hund, den snusede hen ad jorden ligesom om den, for at stille hungeren, søgte efter mus eller agerhøns. Da klang med ét fra det ene slot trompeten som forkyndte at man nu skulle der til bords. Hunden løb straks op ad bjerget for at få lidt med, men idet den var kommet halvvejen, holdt trompeterne op at blæse, og en trompet fra det andet slot begyndte. Da tænkte hunden: »Her har man nu afspist før jeg kommer, men derovre vil man nu først til at spise.« Den løb derfor ned igen og op ad det andet bjerg. Men nu begyndte igen trompeten på det første sted, derimod holdt den anden op. Hunden løb igen nedad, og igen opad og blev således ved til endelig begge trompeter tav stille, og måltidet var endt på hvilket sted den kom.

Gæt nu engang hvad oldtidens vise vil sige med denne fabel, og hvem der er den nar som således løber sig træt uden at vinde, hverken her eller der.

2. Talismanen

En prins og en prinsesse levede endnu i deres hvedebrødsdage. De følte sig så overordentlig lykkelige; kun én tanke foruroligede dem, det var den: Mon vi alletider bliver så lykkelige som nu? Derfor ønskede de at eje en talisman ved hvilken de kunne sikre sig imod enhver utilfredshed i ægtestanden. Nu havde de ofte hørt tale om en mand som boede ude i skoven, og af alle folk var anset for sin visdom. I enhver nød og forlegenhed vidste han at råde til det bedste. Prinsen og prinsessen begav sig ud til ham og fortalte hvad der lå dem på hjertet. Da den vise mand havde hørt det, svarede han: »Rejs igennem alle verdens lande, og hvor I da træffer et par ret tilfredse ægtefolk, bed dem om et lille stykke af det linned de har på kroppen. Når I får det, så bær det altid på eder. Det er et probat middel.«

Prinsen og prinsessen red af sted, og snart hørte de en riddersmand nævne der med sin kone skulle leve det allerlykkeligste liv. De kom op på slottet, spurgte dem selv ad om de i deres ægteskab var så særdeles tilfredse som rygtet sagde: »Javist!« blev der svaret, »på det ene nær at vi har ingen børn!« Her var altså talismanen ikke at finde, og prinsen og prinsessen måtte rejse videre for at opsøge fuldkommen tilfredse ægtefolk.

De kom derpå til en stad i hvilken, hørte de, boede en ærlig borgermand der med sin kone levede i største endrægtighed og tilfredshed. Til ham gik de hen og spurgte ligeledes om han i sit ægteskab virkelig var så lykkelig som folk sagde. »Ja, det er jeg!« svarede manden, »min kone og jeg lever det bedste liv med hinanden, havde vi kun ikke så mange børn, de giver os megen sorg og bekymring!« Hos ham var altså heller ikke talismanen at finde, og prinsen og prinsessen rejste videre igennem landet, spurgte allevegne efter tilfredse ægtefolk, men ingen meldte sig.

En dag som de red langs mark og eng, blev de var ikke langt fra vejen en hyrde som nok så lystigt blæste på skalmeje. På samme tid så de komme hen til ham en kone med et barn på armen og en lille dreng ved hånden. Så snart hyrden så hende, gik han hende i møde, hilste og tog det lille barn, som han kyssede og kælede for. Hyrdens hund kom hen til drengen, slikkede hans lille hånd, gøede og sprang i vejret af glæde. Imidlertid satte konen til rette potten hun havde bragt med og sagde: »Far, kom nu og spis!« Manden satte sig og tog for sig af retterne, men den første bid fik det lille barn, den anden delte han med drengen og hunden. Alt dette så og hørte prinsen og prinsessen. De gik nu nærmere, talte til dem og sagde: »I er dog ret hvad man kalder lykkelige og tilfredse ægtefolk?«

»Ja, det er vi!« svarede manden, »Gud være lovet! Ingen prins og prinsesse kan mere være det end vi!«

»Nu så hør,« sagde prinsen, »vis os en villighed som I ikke skal komme til at fortryde. Giv os et lille stykke af det linned I har på kroppen!«

Ved denne tiltale så hyrden og hans kone underligt på hinanden. Til sidst sagde han: »Gud ved, gerne ville vi give eder, og det ikke blot et lille stykke men endogså hele skjorten og særken, havde vi bare nogen, men vi ejer ikke en trevl!«

Så måtte da prinsen og prinsessen med uforrettet sag rejse videre. Endelig blev de kede af denne lange forgæves omflakken og vendte derfor hjemad. Da de nu kom forbi den vise mands hytte, skændte de på ham fordi han havde givet dem et så dårligt råd. Hele deres rejsehistorie fik han at vide.

Da smilede den vise mand og sagde: »Har I virkelig rejst så forgæves? Kommer I ikke hjem rige på erfaring?«

»Ja,« svarede prinsen, »det har jeg erfaret at tilfredshed er et sjældent gode på denne jord!«

»Og jeg har lært,« sagde prinsessen, »at man for at være tilfreds behøver ikke andet end netop – at være tilfreds!«

Derpå gav prinsen prinsessen hånden, så på hinanden med et udtryk af den inderligste kærlighed, og den vise mand velsignede dem og sagde: »I eders hjerte har I fundet den sande talisman! Vogt den omhyggeligt, og aldrig i evighed skal da utilfredshedens onde ånd få magt over eder!«

3. Den gamle Gud lever endnu

Det var en søndag morgen. Solen skinnede klart og varmt ind i stuen. Mild og forfriskende strømmede luften ind ad det åbne vindue, og ude under Guds blå himmel, hvor mark og eng stod med grønt og blomster, jublede alle småfuglene. Mens udenfor overalt var glæde og lyst, boede sorg og elendighed inde i huset. Selv konen, som dog ellers altid var ved godt mod, sad denne dag ved frokosten og så bedrøvet ned for sig. Endelig rejste hun sig op uden endnu at have smagt en bid, tørrede sine øjne og gik hen imod døren.

Det syntes virkelig også som lå der en forbandelse over dette hus. Dyrtid var der i landet, med næringen gik det dårligt, skatterne blev mere og mere trykkende, år for år forfaldt husvæsenet, og der var til sidst ikke andet her at forudse end armod og elendighed. Alt dette havde i lang tid nedtrykt manden, som ellers var en flittig og ordentlig borger. Nu fortvivlede han rent ved at tænke på fremtiden, ja ytrede endogså mangen gang at han ville gøre en ulykke på sig selv og således have ende på dette sit elendige, trøstesløse liv. Hverken hjalp det hvad hans kone i sit gode humør sagde, ikke heller hans venners verdslige og åndelige trøstegrunde. Han blev herved kun endnu mere tavs og sorgfuld. Det er da let at indse at hans stakkels kone til sidst også måtte tabe modet. Dog med hendes sørgmodighed havde det en ganske anden beskaffenhed, som vi snart skal høre.

Da manden så at også hans kone sørgede, og at hun ville ud af stuen, holdt han hende tilbage og sagde: »Du slipper ikke bort før du siger mig hvad du fejler!«

Hun tav endnu en stund, derpå drog hun et dybt suk og sagde: »Ak, kære mand, jeg har i denne nat drømt at den gamle Gud var død, og at alle englene fulgte ham til graven!«

»Hvor kan du dog tro eller tænke sådan dumt tøj!« svarede manden. »Ved du ikke nok Gud kan aldrig dø!«

Da strålede den gode kones ansigt af glæde, og idet hun kærligt trykkede begge mandens hænder, udbrød hun: »Altså lever den gamle Gud endnu!«

»Javist!« svarede manden, »hvo vil tvivle om det!«

Da omfavnede hun ham, så på ham med huldsalige øjne der strålede af tillid, fred og glæde idet hun sagde: »Ih nu, kære mand! Når den gamle Gud lever endnu, hvorfor tror og stoler vi da ikke på ham? Han har talt hvert hår på vort hoved, ikke ét falder af uden hans vilje. Han klæder liljerne på marken, giver spurvene deres føde og ravnene deres rov

Ved disse ord blev det for manden ligesom om der faldt en hinde fra hans øjne, og som om alle tunge bånd om hjertet løsnedes. For første gang i lang tid smilede han og takkede sin fromme, kære kone for den list hvorved hun havde genoplivet hans døde tro på Gud og kaldt hans tillid tilbage. Da skinnede solen endnu venligere ind i stuen på tilfredse menneskers ansigt. Luften viftede mere vederkvægende om smilet på deres kind, og fuglene jublede endnu lydeligere hjertets tak til Gud.

4. Hans og Grethe

To brødre ejede hver en herlig landejendom, og da brødrene var naboer, besøgte de ofte hinanden og talte om deres husvæsen og udkomme. Den ene kunne ikke nok rose sin karls redelighed, den anden ikke nok sin piges snildhed. Nu havde den ældre bror en prægtig hingst på stalden, den yngre en smuk hoppe, begge af lige farve og størrelse. Den ene gang efter den anden drejede talen sig om disse dyr. Den ældre bror ville købe hoppen, den yngre havde lyst til at få hingsten. Enige var de om at begge dyr burde ejes af én herre, men de kom aldrig til handel.

Engang da de igen talte om denne sag, udbrød den yngste: »Nå! Jeg vædder at jeg dog, uden dit vidende, skal få hingsten, og at din redelige karl selv fører den til mig!«

»Og jeg vædder,« sagde den ældre, »min hingst mod din hoppe at det sker ikke, thi om selv karlen stjal den, ville han sige mig det!«

»Nå, det tror du!« sagde den yngre.

»Ja, jeg er vis på hans ærlighed!«

Væddemålet blev sluttet, og brødrene forlod hinanden.

Næste morgen kaldte den ældre bror på sin pige og fortalte hende hvad han og broren havde væddet om: »Nu stoler jeg på din snildhed!«

»Lad mig om det!« sagde Grethe og gik endnu samme aften over til karlen.

»Godaften, Hans!«

»Tak, lille Grethe!«

»Altid flittig!«

»Ja, det er ens pligt og skyldighed!«

»Jeg har hørt fortælle at din stald skal være så net som et dukkeskab. Det gad jeg dog nok se!«

Hans følte sig smigret og bad hende træde indenfor. Hun roste hvad der var at rose, og hjalp ham med hvad han endnu havde at bestille.

»Den Grethe er dog en køn og flink pige!« tænkte Hans.

Dagen derpå, det var en lørdag, kom Grethe igen.

»Godaften Hans!«

»Tak, lille Grethe!«

»Du bliver da ikke vred over at jeg kommer her i dag igen?«

»Nej, hvor kan du falde på det!«

»Har du allerede friaften?«

»Ja, jeg er færdig med alting! Jeg har rappet mig! For ved du hvad, jeg tænkte som så måske at lille Grethe kommer herover!«

De satte sig ned og sladrede. Hans mærkede snart at Grethe kunne godt tale for sig, og at hun var en særdeles fornuftig pige. Derfor bad han hende om hun søndag eftermiddag ville danse med ham.

Grethe kom og gik med Hans. De dansede til langt ud på aftenen. Da sagde Grethe: »Gud, hvor det er blevet sildigt! Jeg skulle nu allerede være hjemme! Du må sadle hingsten og ride med mig hjem!«

Det lod Hans sig ikke bede to gange om. Han tog hende op på hesten, og de red af sted i den mørke aften. For at hun ikke skulle falde af, holdt han sin arm fast omkring hende, og alt som de red, måtte han fortælle hvor kær hun var blevet ham. Nu troede hun at det var det rette øjeblik til at sige hvad hun havde på hjertet: At hendes herre gerne ville have hingsten de red på, at han havde lovet hende en stor belønning, og når hun fik den, var det en god medgift.

»Vil du, kære Hans?« spurgte hun og kyssede ham.

Nu måtte den stakkels Hans gøre det, enten han ville eller ej, men hvorledes skulle han skjule for sin herre dette tyveri?

»Du må finde på noget!« sagde Grethe. »Sig at du i aften på hjemvejen fór vild, og at ulvene anfaldt dig så at du måtte lade hesten i stikken. Ulvene har ædt den op lige til knoglerne. Du kan føre ham ud at se disse, jeg skal nok sørge for at der i morgen ligger blodige hesteknogler i skoven!«

Således blev det nu, Hans lod Grethe beholde hingsten og gik til fods hjem.

Men Hans kunne ikke sove; det pinte ham skrækkeligt hvorledes han næste morgen skulle komme frem med sin løgn. Han kunne ikke holde ud at blive i sengen, han måtte ud af den, og nu gjorde han prøve på hvorledes han ville bære sig ad med at lyve. Han gik ud ad sin stuedør, bankede på den, trådte ind igen og vendte sig mod en krog hvor der stod en kost, den skulle forestille herren.

»Godmorgen, Hans!«

»Tak, gode herre!«

»Nå, hvorledes har hingsten det?«

»Ak, herre! Hingsten –!« ja, der stoppede talen, han kunne ikke komme videre. Så gik han igen ud ad døren og bar sig ad som forrige gang.

»Godmorgen, Hans!«

»Tak, gode herre!«

»Nå, hvorledes har hingsten det?«

»Ak, herre! Hingsten –!« ja, der stoppede det igen, løgnen blev ham siddende i halsen, og det lå ham som en tung vægt på hjertet.

Om morgenen ganske tidligt trådte han ind i sin herres værelse.

»Godmorgen, Hans!«

»Tak, gode herre!«

»Nå, hvorledes har hingsten det?«

»Ak, kære herre, hingsten –!« Her stod han i det, men kun et øjeblik, og han sagde: »Hingsten er stjålet, og jeg er selv tyven, lad mig nu kun blive hængt!« Han fortalte da hvorledes det hele var gået til, at Grethe havde snakket for ham, og at hingsten var hos herrens egen bror.

Herren glædede sig over karlens prøvede ærlighed, tilgav ham og lovede endogså en belønning ligesom broren havde lovet pigen den. »Er det endnu dit alvor at gifte dig med Grethe,« sagde han, »så før hende kun herind i huset, og jeg har da foruden en redelig karl en snild kvinde!«

Det syntes just Hans om. Redeligheden havde vundet væddemålet, mens hin som kun stolede på snildhed, måtte give slip både på pigen og på hoppen, og det var som det skulle være.

5. De blå bjerge

Ikke langt fra bjergene levede en stille, from menighed. Enhver i denne nærede sig af den grøde deres flid fik jorden til at frembringe, af den mælk de fik af dyrene som de passede på engen. Når én spiste og drak, skete det altid i tilfredshed og med tak til Gud. Hver morgenstund i særdeleshed gik enhver ud i det fri, og med ansigtet vendt mod østen tilbad de den usynlige Gud som sendte solen frem fra de smukke blå bjerge og lod vandstrømmene styrte ned at vande deres ager og eng mens uvejret tordnede og lynede fuldt af majestætisk pragt.

Nu var der i menigheden en mand som havde lyst til at se sig lidt nøjere om i bjergene og udforske vandstrømme, vind og vejr. En dag vandrede han af sted og gjorde som lysten bød ham.

Efter nogen tid kom han igen tilbage og sagde til den forsamlede menighed: »Kære venner, hvad I hidtil har troet om de blå bjerge og om Gud deroppe, er ikke så! Vi har været i en stor vildfarelse. Jeg har set alt i nærheden og fundet det ganske anderledes end vi mente det var. Bjergene, som her synes så smukke blå, er ujævne, ufrugtbare sten, og vandene som strømmer ud af hulerne, er vilde, ødelæggende fjeldstrømme. Vind og vejr er naturlige luftsyn som ved sig selv opstår og forgår, solen kommer frem langt borte på hin side disse bjerge, og af en Gud som man har indbildt os skulle være det, er intetsteds noget at se i de blå bjerge.

Menigheden studsede ved denne tale af en mand de havde stor tiltro til, og nogle sagde, fuld af uvilje: »Så har da vore fædre bedraget os! Vi har troet et eventyr som noget sandfærdigt!« og de gik fra den tid ikke mere ud at bede til Gud der skabte underværker i de blå bjerge, og fra nu af arbejdede de med ulyst og levede indbyrdes i utilfredshed.

Mange af dem gik nu selv ud i bjergene for at se hvad der stod til at tro, og de udmattede sig forgæves ved at stige op og ned, og mange faldt i afgrunden eller forvildede sig i den mægtige bjergstrækning så at de omkom af hunger.

Dog for én af de vandrende opgik et klarere åndens lys. Han så på de uhyre klippeblokke og tænkte: »Hvilken kraft har dog rejst disse? De vækker i min sjæl en mægtig tanke om storhed!« Han tørstede og søgte ned til fjeldstrømmen hvor han så vilddyret slukke sin tørst, og han priste ham som lod vederkvægelse sprudle frem af den hårde klippe. Højt oppe fra bjerget så han nu hvorledes den her ødelæggende bjergstrøm slyngede sig fredeligt nede i dalen, førte skibe fra by til by og bragte menneskene uendelig nytte. Han iagttog skyernes flugt og vindenes forandring og så at de alle var underkastede deres bestemte love. Solen steg hver morgen op østen for den bjergspids hvor han stod, og sank ned vesten for, og han bøjede sine knæ for den usynlige som viste sin kraft i alt rundt om, og han indså sandheden i den gamle tro at Gud boede i de blå bjerge. Men man måtte ikke binde sig til de døde ord i denne tro, men til ånden i dem!

Da vandrede han tilbage til sit hjem, og han forkyndte menigheden sit evangelium, og de som hørte og ville forstå, arbejdede igen med godt mod, gik daglig som forhen ud i det fri, og med ansigtet vendt mod østen bad de til den usynlige der lod solen stige, vandstrømmene styrte og uvejret lyne og tordne i de blå bjerge, og når de med tro og andagt havde bedt, gik de styrkede til deres dagværk, og deres hænders arbejde blev velsignet, og hvert fornuftigt ønske i hjertet blev opfyldt.

Forfatterens navn vides ikke.

1

Forfatterens navn vides ikke.

Download som e-bog E-bog Download som pdf PDF
Del/henvis til værket

Indhold

hverken @rend eller @type ved div-elementet. Indføj alternativ overskrift i kildefilen 1. Det er Dig, Fabelen sigter til! hverken @rend eller @type ved div-elementet. Indføj alternativ overskrift i kildefilen 2. Talismanen hverken @rend eller @type ved div-elementet. Indføj alternativ overskrift i kildefilen 3. Den gamle Gud lever endnu hverken @rend eller @type ved div-elementet. Indføj alternativ overskrift i kildefilen 4. Hans og Grethe hverken @rend eller @type ved div-elementet. Indføj alternativ overskrift i kildefilen 5. De blå Bjerge

Del

[Sassy_Social_Share]