Springfyrenemodelaps, dameven.
Loppen, Græshoppen og
»Ja, jeg giver min Datter til den, som springer høiest!« sagde Kongen, »for det er saa fattigt at de Personer skulle springe om ingen Ting!«
Loppen kom først frem, den havde saadanne nette Manerer og hilsede til alle Sider, for den havde
Nu kom Græshoppen, den var rigtignok betydelig sværere, men den
Begge to, baade Loppen og Græshoppen gjorde saaledes godt rede for hvem de vare og at de troede de nok kunde ægte en Prindsesse.
Springgaasen sagde ikke noget, men man sagde om den, at den tænkte desto mere og da Hofhunden bare snøftede til den, indestod han for at Springgaasen var af god Familie; den gamle Raadmand, der havde faaet tre Ordener for at tie stille, forsikkrede at han vidste at Springgaasen var begavet med
»Ja, jeg siger nu ikke noget!« sagde den gamle Konge, »men jeg gaaer nu saadan altid og tænker mit!«
Nu var det Springet om at gjøre. Loppen sprang saa høit at Ingen kunde see det og saa paastode de at den slet ikke havde sprunget og det var nu
Græshoppen sprang kun halv saa høit, men den sprang Kongen lige i Ansigtet og saa sagde han at det var ækelt.
Springgaasen stod længe stille og betænkte sig, man troede tilsidst at den slet ikke kunde springe.
»Bare den ikke har faaet ondt!« sagde Hofhunden og saa snøftede han igjen til den: rutsch! sprang den et lille skjævt Spring hen i Skjødet paa Prindsessen der sad lavt paa en Guld-Skammel.
Da sagde Kongen: »Det høieste Spring er at springe op til min Datter, for det er det Fine af det, men Sligt hører der Hoved til at
Og saa fik den Prindsessen.
»Jeg sprang dog høiest!« sagde Loppen. »Men det kan være det samme! lad hende kun have den Gaaserad med Pind og med Beeg! jeg sprang dog høiest, men der skal i denne Verden Krop til for at de kunne see Een!«
Og saa gik Loppen i fremmed Krigstjeneste, hvor man siger at den blev slaaet ihjel.
Græshoppen satte sig ude i Grøften og tænkte over hvorledes det egentlig gik til i Verden og den sagde ogsaa: »Krop skal der til! Krop skal der til!« og saa sang den sin egen bedrøvelige Vise og det er af den vi have taget Historien, som dog gjerne kunde være Løgn om den endogsaa var trykt.
Springfyrene
Trykt første gang i Nye Eventyr. Tredie Samling, som udkom den 7. april 1845. BFN 470/II,91-92/VII,104-105.
354 | |
Springfyr(ene) | modelaps, dameven. |
Springgaas(en) | legetøj lavet af gåsens brystben. Ved hjælp af en pind og et snoet bånd, der er fæstnet med beg, kan man få den til at springe. |
Frøken-Blod | blod af (ugifte) adelsdamer. |
havde … god Skik paa sig | havde gode manerer, levemåde. |
Ægypten | hentydning til 2. Mosebog 20,1-20, hvor Gud plager Ægypten med græshopper for at få Farao til at frigive jøderne. |
Herreblade | billedkortene i et kortspil. |
Spaadoms-Kraft | ifølge folketroen blev vinteren mild, hvis gåsens brystben var hvidt, og hård, hvis det var brunt. | 355 |
lumpent | nedrigt, tarveligt. |
falde paa | finde på. |
Been i Panden | jf. udtrykket ben i næsen: vilje og forstand. |
Del
Henvis til værket
H.C. Andersen: Springfyrene. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk
Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession