Springfyrenemodelaps, dameven.
Loppen, græshoppen og springgåsen ville engang se hvem af dem der kunne springe højest, og så inviterede de hele verden, og hvem der ellers ville komme at se den stads, og det var tre ordentlige springfyre da de kom sammen i stuen.
»Ja, jeg giver min datter til den som springer højest!« sagde kongen, »for det er så fattigt at de personer skal springe om ingenting.«
Loppen kom først frem, den havde sådanne nette manerer og hilste til alle sider, for den havde
Nu kom græshoppen, den var rigtignok betydelig sværere, men den
Begge to, både loppen og græshoppen, gjorde således godt rede for hvem de var, og at de troede de nok kunne ægte en prinsesse.
Springgåsen sagde ikke noget, men man sagde om den at den tænkte desto mere, og da hofhunden bare snøftede til den, indestod han for at springgåsen var af god familie. Den gamle rådmand, der havde fået tre ordener for at tie stille, forsikrede at han vidste at springgåsen var begavet med
»Ja, jeg siger nu ikke noget!« sagde den gamle konge, »men jeg går nu sådan altid og tænker mit!«
Nu var det springet om at gøre. Loppen sprang så højt at ingen kunne se det, og så påstod de at den slet ikke havde sprunget, og det var nu
Græshoppen sprang kun halv så højt, men den sprang kongen lige i ansigtet, og så sagde han at det var ækelt.
Springgåsen stod længe stille og betænkte sig, man troede til sidst at den slet ikke kunne springe.
»Bare den ikke har fået ondt!« sagde hofhunden, og så snøftede han igen til den: Rutsj! sprang den et lille skævt spring hen i skødet på prinsessen, der sad lavt på en guldskammel.
Da sagde kongen: »Det højeste spring er at springe op til min datter, for det er det fine af det, men sligt hører der hoved til at
Og så fik den prinsessen.
»Jeg sprang dog højest!« sagde loppen. »Men det kan være det samme! Lad hende kun have den gåserad med pind og med beg! Jeg sprang dog højest, men der skal i denne verden krop til for at de kan se én!«
Og så gik loppen i fremmed krigstjeneste hvor man siger at den blev slået ihjel.
Græshoppen satte sig ude i grøften og tænkte over hvorledes det egentlig gik til i verden, og den sagde også: »Krop skal der til! Krop skal der til!« og så sang den sin egen bedrøvelige vise, og det er af den vi har taget historien, som dog gerne kunne være løgn om den endogså var trykt.
Springfyrene
Trykt første gang i Nye Eventyr. Tredie Samling, som udkom den 7. april 1845. BFN 470/II,91-92/VII,104-105.
354 | |
Springfyr(ene) | modelaps, dameven. |
Springgaas(en) | legetøj lavet af gåsens brystben. Ved hjælp af en pind og et snoet bånd, der er fæstnet med beg, kan man få den til at springe. |
Frøken-Blod | blod af (ugifte) adelsdamer. |
havde … god Skik paa sig | havde gode manerer, levemåde. |
Ægypten | hentydning til 2. Mosebog 20,1-20, hvor Gud plager Ægypten med græshopper for at få Farao til at frigive jøderne. |
Herreblade | billedkortene i et kortspil. |
Spaadoms-Kraft | ifølge folketroen blev vinteren mild, hvis gåsens brystben var hvidt, og hård, hvis det var brunt. | 355 |
lumpent | nedrigt, tarveligt. |
falde paa | finde på. |
Been i Panden | jf. udtrykket ben i næsen: vilje og forstand. |
Del
Henvis til værket
H.C. Andersen: Springfyrene. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk
Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession