»I verden går det op og ned og ned og op! Nu kan jeg ikke komme højere!« sagde tårnvægteren Ole. »Op og ned og ned og op må de fleste prøve. I grunden bliver vi alle til sidst tårnvægtere, ser livet og tingene ovenfra!«

Således talte Ole på tårnet, min ven, den gamle vægter, en morsom, snaksom fyr, der syntes at sige alt og dog gemte så meget i alvor på hjertebunden. Ja, han var kommet af godtfolk, der var dem som sagde at han var en konferensråds søn, eller kunne have været det! Studeret havde han, været hjælpelærer, hjælpedegn, men hvad kunne det hjælpe! Da boede han hos degnen, skulle have alting frit i huset. Da var han ung og fin endnu, som man siger: Han ville have sine støvler børstet med blanksværte, men degnen ville kun give fedtsværte, og derover kom de i uenighed. Den ene talte om gerrighed, den anden talte om forfængelighed, sværten blev fjendskabets sorte grund, og så skiltes de ad. Men hvad han forlangte af degnen, forlangte han også af verden: blanksværte, og han fik altid kun fedtsværte – så gik han væk fra alle mennesker og blev eremit, men eremitage med levebrød midt i en stor stad findes kun på kirketårnet, der steg han op og røg sin pibe på sin ensomme gang. Han så ned, og han så op, tænkte derved og fortalte på sin måde om hvad han så og ikke så, hvad han læste i bøger og i sig selv. Jeg lånte ham tit læsning, gode bøger, og på dem man omgås, skal man kendes. Han holdt ikke af engelske guvernanteromaner, sagde han, heller ikke af de franske der var brygget på trækvind og rosinstilke, nej, levnedsbeskrivelser ville han have, bøger om naturens undere. Jeg besøgte ham i det mindste en gang om året, sædvanlig straks efter nytår, han havde altid da et og andet der knyttede sig til hans tanker ved årets omskiftelse.

Jeg skal fortælle to besøg og give hans egne ord, om jeg kan det.

Første besøg

Mellem de bøger jeg sidst havde lånt Ole, var en bog om rullestenene, den der især havde fornøjet og opfyldt ham.

»Ja, de er rigtige jubeloldinge, disse rullesten!« sagde han, »og dem går man tankeløs forbi! Det har jeg selv gjort på marken og ved stranden hvor de ligger i mængde. Der træder man på brostenene, disse stumper af de allerældste oldtidslevninger. Det har jeg selv gjort. Nu har hver brosten min højagtelse! Tak for den bog, den har fyldt mig, skudt gamle tanker og vaner til side, gjort mig forhippet på at læse noget mere af den slags. Jordens roman er dog den mærkeligste af alle romaner! Skade at man ikke kan læse de første dele, da de er affattet i et tungemål vi ikke har lært. Man må læse i jordlagene, i kiselstenene, i alle jordperioderne, og så træder de handlende personer først op i sjette del, hr. Adam og fru Eva, det er lidt sent for mange læsere, de vil have dem straks, det er mig det samme. Det er en roman, højst eventyrlig, og vi er allesammen med i den. Vi kribler og krabler og bliver på det samme sted, men kuglen drejer sig uden at spilde verdenshavet over os. Skorpen vi går på, holder sammen, vi falder ikke igennem, og så er det en historie i millioner år, med bestandig fremgang. Tak for den bog om rullestenene! De er karle, de kan fortælle noget når de kan det! Er det ikke fornøjeligt sådan engang imellem at blive til niks når man sidder så højt som jeg, og da at huskes på at vi alle, selv med blanksværte, kun er minutmyrer på jordtuen, om vi endogså er myrer med ordensbånd, myrer med gang og sæde. Man bliver så flovt ung ved siden af disse millionårs gamle ærværdige rullesten. Jeg læste i bogen nytårsaften og var så henne i den at jeg glemte min sædvanlige fornøjelse nytårsnat, at se på »den vilde hær til Amager«! Ja, den kender De nok ikke!

Heksenes fart på kosteskaft er bekendt nok, den er St. Hans nat og til Bloksbjerg, men vi har også den vilde hær, den er indenlandsk og nutids, den går ad Amager til nytårsnat. Alle de dårlige poeter, poetinder, spillemænd, bladskrivere og kunstneriske offentligheder, de som ikke duer, rider nytårsnat gennem luften ud til Amager. De sidder skrævs over deres pensel eller pennefjer, stålpen kan ikke bære, den er for stiv. Jeg ser det som sagt hver nytårsnat. De fleste af dem kunne jeg nævne ved navn, men det er ikke værd at lægge sig ud med dem; de holder ikke af at folk skal vide om deres Amagerfart på pennefjer. Jeg har et slags søskendebarn som er fiskerkone og leverer skældsord til tre agtede blade, siger hun, selv har hun været derude som indbudt gæst, hun blev båret derud, hun holder ikke selv pennefjer og kan ikke ride. Hun har fortalt det. Det halve er løgn hvad hun siger, men det halve er allerede nok. Da hun var derude, begyndte de med sang, hver af gæsterne havde skrevet sin vise, og hver sang sin, for den var den bedste. Det var lige ét, det var samme »melodonte«. Så opmarcherede i små kammeratskaber de som kun virker med snakketøjet, der var nu sangklokkerne der synger på omgang, så kom de små trommeslagere som trommer ud i familier. – Bekendtskab blev der gjort med dem der skriver uden at lægge navn til, det vil her sige hvor fedtsværte går for blanksværte. Der var bøddelen og hans dreng, og drengen var den skrappeste, ellers blev han ikke lagt mærke til. Der var den gode skraldemand, der vender bøtten og kalder den »god, meget god, udmærket god!« – Midt under al den fornøjelse som det måtte være, skød frem fra kulen en stilk, et træ, en uhyre blomst, en stor paddehat, et helt tag, det var den ærede forsamlings slaraffenstang der bar alt hvad de i det gamle år havde givet verden. Ud fra den fór gnister, som ildsluer, det var alle de lånte tanker og idéer de havde brugt, som nu løste sig og fór hen som et helt fyrværkeri. Der blev leget »tampen brænder«, og de små poeter legede »hjertet brænder!« De vittige sagde brandere, ringere tåltes ikke. Vittighederne rungede som slog man tomme potter på døre, eller potter med tørveaske. Det var højst fornøjeligt! sagde søskendebarn. Egentlig sagde hun en hel del endnu som var meget maliciøst, men morsomt! Jeg siger det ikke, man skal være gode mennesker og ikke ræsonnører. De indser imidlertid at når man som jeg således ved besked om festen derude, er det så rimeligt at jeg hver nytårsnat passer på for at se den vilde hær flyve af sted. Savner jeg et år enkelte, så er der kommet nye til, men i år forsømte jeg at se på gæsterne, jeg rullede derfra på rullestenene, rullede gennem millioner år, og så stenene ramle løs oppe i Nordlandene, så dem drive på isstykker længe før Noahs ark blev tømret, så dem synke til bunds og komme op igen på en sandrevle, den der pegede op af vandet og sagde: »Dette skal være Sjælland!« jeg så dem blive sæde for fuglearter vi ikke kender, sæde for vilde høvdinger vi heller ikke kender, indtil øksen bed runemærke ind i et par som da kunne komme ind i tidsregning, men jeg var kommet aldeles ud af den, blevet til niks. Da faldt tre-fire dejlige stjerneskud, de lyste op, tankerne fik et andet sving: – De ved da hvad et stjerneskud er? Det ved de lærde ellers ikke! – Jeg har nu mine tanker om dem, og jeg går ud fra dét: Hvor tit i løndom bliver ikke udtalt tak og velsignelse over hver som har udrettet noget skønt og godt, tit er takken lydløs, men den falder ikke til jorden! Jeg tænker mig den opfanges af solskinnet, og solstrålen bringer den stillefølte lønlige tak ned over velgørerens hoved, er det et helt folk der gennem tider sender sin tak, ja, da kommer takken som en buket, falder som et stjerneskud på velgørerens grav. Det er mig ordentlig sådan en fornøjelse når jeg ser stjerneskud, især nytårsnat, at udfinde hvem den taksigelsesbuket nu kan gælde. Der faldt sidst et lysende stjerneskud i sydvest: en velsignelses tak for mange, mange! Hvem kunne det gælde? Det faldt bestemt, tænkte jeg, på skrænten ved Flensborg Fjord, hvor Dannebrog vajer over Schleppegrells, Læssøes og kammeraternes grave. Der faldt et midt i landet, det faldt ned i Sorø, en buket på Holbergs kiste, en tak i året fra så mange, tak for de herlige komedier!

Det er en stor tanke, en glad tanke at vide at der falder et stjerneskud på vor grav, det gør der nu ikke på min, ikke en solstråle bringer mig tak, for her er ikke noget at takke for! Jeg opnår ikke blanksværte,« sagde Ole, »min lod i verden er at få fedtsværte.«

Andet besøg

Det var nytårsdag jeg kom op på tårnet, Ole talte om skålerne der blev tømt ved overgangen fra det gamle dryp i det nye dryp, som han kaldte året. Så fik jeg hans historie om glassene, og der var tanke i den.

»Når klokken nytårsnat er slået tolv, rejser folk sig ved bordet med det fulde glas og drikker det nye års skål. Man begynder året med glasset i hånden, det er en god begyndelse for drankere! Man begynder året med at gå til sengs, det er en god begyndelse for dovenskaben! Søvnen skal i årets løb nok spille en stor rolle, glassene med. Ved De hvad der bor i glassene?« spurgte han. »Ja, der bor sundhed, glæde og ellevildhed! Der bor fortræd og den bitre ulykke! Når jeg tæller op glassene, tæller jeg naturligvis graderne i glasset for de forskellige mennesker.

Ser du, det første glas, det er nu sundhedens glas! I det vokser sundhedens urt, stik den ind i bjælken, og ved årets ende kan du da sidde i sundhedens løvhytte.

Tager du det andet glas –! Ja, fra det flyver ud en lille fugl, den kvidrer uskyldig glad, så mennesket lytter og synger måske med: Livet er smukt! Vi vil ikke hænge med hovedet! Frejdig frem!

Fra det tredje glas løfter sig en lille vinget fyr, englebarn kan han vel ikke kaldes, for han har nisseblod og nissesind, ikke til at drille, men til at gøre løjer! Han sætter sig bag vort øre og hvisker os et muntert indfald. Han lægger sig i vor hjertekule og varmer der så at man bliver overgiven, bliver det gode hoved efter de andre hoveders dømmekraft!

I det fjerde glas er hverken urt, fugl eller fyr, der er forstandens tankestreg, og over den streg skal man aldrig gå!

Tages det femte glas, så græder du over dig selv, bliver så inderlig fornøjelig rørt, eller det knalder anderledes af! Fra glasset springer med knald prins Karneval, mundkåd og ellevild. Han trækker dig med, du glemmer din værdighed, hvis du har nogen! Du glemmer mere end du skal glemme og tør glemme. Alt er dans, sang og klang. Maskerne river dig med, Fandens døtre, i flor og i silke, kommer med løste hår og dejlige lemmer – riv dig løs om du kan!

Det sjette glas! – Ja, i det sidder Satan selv, en lille velklædt, veltalende, indtagende, højst behagelig mand, som aldeles forstår dig, giver dig ret i alt, er dit hele jeg! Han kommer med lygte for at følge dig hjem til sit. Der er en gammel legende om helgenen som skulle vælge en af de syv dødssynder, og han valgte, som han syntes, den ringeste, drukkenskab, og i den begik han alle de andre seks synder. Mennesket og Djævelen blander blod, det er det sjette glas, og da trives alle onde spirer inde i os. Hver af dem løfter sig med en kraft som det bibelske sennepskorn, vokser til træ ud over den hele verden, og de fleste har da kun for sig at komme i smelteovnen og støbes om. Det er glassenes historie!« sagde tårnvægteren Ole, »og den kan gives både med blanksværte og med fedtsværte! Jeg giver den med begge dele!«

Det var det andet besøg hos Ole, vil du høre om flere, så må besøgene

fortsættes.