H.C. Andersen
Fra Gæa Æsthetisk Aarbog 1847

To billeder fra København

1

Ud til den grønne vold der går rundt om byen, ligger en stor rød gård med mange vinduer, i dem vokser balsaminen og ambratræet. Fattigt ser der ud derindenfor, og fattige gamle folk bor der.

Se! Op til vindueskarmen læner sig en gammel pige, hun plukker det visne blad af balsaminen og ser ud på den grønne vold hvor lystige børn tumler sig. Hvad tænker hun på? Et livs drama ruller op for tanken.

De fattige små, hvor lykkeligt de leger! Hvilke røde kinder, hvilke velsignede øjne, men hverken sko eller strømper har de på. De danser på den grønne vold, der hvor sagnet fortæller at for mange år tilbage da jorden der altid sank, blev et uskyldigt barn lokket med blomster og legetøj ind i den åbne grav, som de murede til mens den lille legede og spiste. Da lå volden fast og bar snart et dejligt grønsvær. De små kender ikke sagnet, ellers ville de høre barnet græde endnu dernede under jorden, og duggen på græsset ville synes dem de brændende tårer. De kender ikke historien om Danmarks konge, der da fjenden lå udenfor, red her forbi og svor at han ville dø i sin rede. Da kom kvinder og mænd, de gøder kogende vand ned over de hvidklædte fjender som i sneen kravlede op ad den ydre voldside.

Lystigt leger de fattige små.

Leg, du lille pige! Snart kommer årene – ja, de velsignede år: Konfirmanderne spadserer hånd i hånd, du går i hvid kjole, den har kostet din mor nok, og dog er den syet om af en større, gammel! Du får et rødt sjal, det hænger dig for langt ned, men så kan man se hvor stort det er, hvor alt for stort! Du tænker på din stads og på den gode Gud. Dejlig er en vandring på volden! Og årene går med mange mørke dage, men med ungdomssind, og du får en ven, du ved det ikke! I mødes, I vandrer på volden i det tidlige forår når alle kirkeklokker ringer store bededag. Der er endnu ikke violer at finde, men ud for Rosenborg står der et træ med de første grønne knopper, der standser I. Hvert år skyder træet grønne grene, det gør ikke hjertet i menneskets bryst. Gennem dette glider flere mørke skyer end Norden kender. Stakkels barn, din brudgoms brudekammer bliver ligkisten, og du bliver en gammel pige. Fra Vartov ser du bag balsaminen ud på de legende børn, ser din historie gentages.

Og det er just det livsdrama der ruller op for den gamle pige der ser ud på volden hvor solen skinner, hvor børnene med røde kinder og uden strømper og sko jubler som alle de andre himlens fugle.

2

Det er efterår, vi står på Kastelsvolden og ser ud over havet på de mange skibe og på den svenske kyst der løfter sig højt i det sidste solskin. Bagved os går volden brat nedad, der står prægtige store træer, det gule løv falder fra grenene. Dernede ligger skumle huse med træpalisader, derindenfor hvor skildvagten går, er så snævert og skummelt, men endnu mørkere er der bag det gitrede hul, der sidder fangne slaver, de værste forbrydere.

En stråle fra den nedgående sol falder ind i det nøgne kammer. Solen skinner på onde og på gode! Den mørke barske fange ser med et hæsligt blik på den kolde solstråle. En lille fugl flyver mod gitteret. Fuglen synger for onde og for gode. Den synger et kort »kvivit«, men bliver siddende, slår med vingen, piller en fjer af den, lader de andre fjer bruse om halsen – og den onde mand i lænker ser derpå. Et mildere udtryk går over det hæslige ansigt, en tanke som han ikke selv gør sig tydelig, skinner frem i hans bryst, den er beslægtet med solstrålen gennem gitteret, beslægtet med duften af violerne som om foråret vokser så rigt udenfor. Nu lyder jægernes musik, så liflig og stærk. Fuglen flyver fra fangens gitter, solstrålen forsvinder, og der er mørkt inde i kammeret, mørkt i den onde mands hjerte, men solen har dog skinnet derind, fuglen sunget derind.

Bliv ved, I smukke valdhornstoner, aftenen er smuk, havet spejlglat og stille!

To Billeder fra Kjøbenhavn

I

Trykt første gang i Gæa, æsthetisk Aarbog, 1847, udgivet af P.L. Møller, december 1846, som det første af »To Billeder fra Kjøbenhavn«. I Samlede Skrifter, Attende Bind, 1855 (BFN 740) ændredes titlen til »Fra et Vindue i Vartou«. BFN 512/II,295-296/VII,163-164.

382
Ambratræetsandeltræet.
Sagnet … legede og spisteifølge folketroen kan en bygning stå til evig tid, hvis noget levende bliver begravet derunder.
døe i sin RedeFrederik 3.s ord, da han blev rådet til at flygte under svenskernes forberedelser til Københavns belejring 1658-1659.
Schawlsjal.
383
Vartoustiftelse for ældre oprettet af Christian 4. i 1607. Stiftelsen havde 1666-1934 til huse på hjørnet af Farvergade og Vestervoldgade i København.
II

Trykt første gang i Gæa, æsthetisk Aarbog, 1847, udgivet af P.L. Møller, december 1846, som det andet af »To Billeder fra Kjøbenhavn«. I Historier, 1852 (BFN 606) ændredes titlen til »Et Billede fra Castelsvolden«. Denne tekst bringes i denne udgaves bind 2. BFN 513/II,228/VII,141-142.

383
Kastelsvoldenomkring 1840 blev Kastelsvolden en yndet promenade for københavnerne, og spadserestier blev anlagt.
det gittrede Huli Kastellet, som havde sit eget arresthus, blev der, efter Tugt-, Rasp- og Forbedringshusets brand på Christianshavn, i perioden 1817-1847 indrettet et midlertidigt fængsel i to krudttårne.

Del

[Sassy_Social_Share]

Henvis til værket

H.C. Andersen: To Billeder fra Kjøbenhavn. Udg. af Laurids Kristian Fahl, Esther Kielberg, Klaus P. Mortensen, Jesper Gehlert Nielsen & Finn Gredal Jensen[INFO OM 18-binds-udgaven 2003-2009...] for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Digitaliseret af Dan H. Andreasen & Holger Berg til sitet hcandersen.dk

Creative Commons, Attribution 4.0 International (CC BY 4.0) Draft, not for public accession